Interview
Læsetid: 7 min.

Politolog: Europas fremtid er ikke enten højre- eller venstreorienteret. Den er både sort og grøn

Ligesom de danske socialdemokrater vil Østrigs nye konservativt-grønne regering »beskytte både klimaet og grænserne«. Det er den nye normaltilstand i et Europa med nye politiske skillelinjer, mener den tysk-franske politolog Ulrike Guérot
Det vakte opsigt i januar, da den unge konservative Sebatian Kurz (forrest) efter valgtriumf i Østrig og månedlange forhandlinger kunne præsentere sin nye regering med De Grønne: »Vi vil beskytte både klimaet og grænserne« lød hans mantra. Det er De Grønnes Werner Kogler yderst til højre i baggrunden.

Det vakte opsigt i januar, da den unge konservative Sebatian Kurz (forrest) efter valgtriumf i Østrig og månedlange forhandlinger kunne præsentere sin nye regering med De Grønne: »Vi vil beskytte både klimaet og grænserne« lød hans mantra. Det er De Grønnes Werner Kogler yderst til højre i baggrunden.

Joe Klamar

Udland
4. februar 2020

»En sort-grøn regering truer DIN fremtid.«

Der blev ikke lagt fingre imellem på valgplakaterne fra Østrigs højrepopulistiske og indvandrerfjendske FPÖ op til efterårets nyvalg, efter at FPÖ selv var snublet i den såkaldte Ibiza-skandale.

Skandalen trak den østrigske kansler Sebastian Kurz og hans konservative ÖVP med i faldet. Men kun for en kort stund. Efter en valgtriumf og månedlange forhandlinger mellem den konservative Kurz og Østrigs genopstandne De Grønne kunne Kurz tidligere på måneden præsentere sin nye regering med De Grønne som juniorpartner.

»Vi vil beskytte både klimaet og grænserne,« lød hans mantra.

At Kurz har udskiftet ÖVP’s sorte partifarve ud med turkis, ændrer ikke på, at regeringen i folkemunde – og på FPÖ’s valgplakater – går som sort-grøn.

»Sloganet om at beskytte både klimaet og grænserne er en virkelig klog framing af spændet i den østrigske regering. Denne sort-grønne linje ligner faktisk the new normal for Europa i det nye årti,« mener den tysk-franske politolog Ulrike Guérot.

Trods de engelske udtryk er hun politologiprofessor ved Center for Europapolitik og Demokratiforskning på Donau-Universität Krems i Østrig.

»Sloganet kobler en skepsis over for indvandring og europæisk integration med en klimabeskyttelse, som på den ene side er europæisk, men som på den anden side tager udgangspunkt i det regionale eller hjemstavnen, om du vil. Det konservative bliver grønnere. Og omvendt bliver de grønne mere borgerlige.«

Højre-venstre-opløsning

Ulrike Guérot peger på, at der i den nye østrigske regerings program – ud over skattelettelser og stærke grønne ambitioner om klimaneutralitet og udbygning af offentlig transport – også er punkter som forbud mod at bære tørklæde i skolen for alle piger under 14.

»Den liberale migrationspolitik har været en hellig ko for De Grønne. Den har de nu slagtet til gengæld for samarbejdet med Kurz: Vi får klima, og I får migrationsstramninger, mens vi holder fast i en relativt stærk socialpolitik. Det har været tænderskærende for mange grønne, men kompromiset viser opløsningen af det gamle højre-venstre-skisma i hele Europa,« siger Guérot.

»For de danske socialdemokrater har det jo også været en del af opskriften på succes: en økonomisk-liberal udgave af en grøn omstilling med en stram indvandringskurs og en stærk national socialpolitik. Måske er denne nationale socialpolitik nødvendig, hvis ikke befolkningen skal overbebyrdes af den grønne omstilling,« tilføjer hun.

Nye alliancer

En åbenlys sort-grøn parallel foreligger i Europas største land, Tyskland, hvor meget tyder på, at den næste regering fra senest 2021 bliver en sort-grøn regering mellem De Grønne og Merkels CDU/CSU. I de seneste meningsmålinger har CDU/CSU med ca. 28 procent og De Grønne med ca. 23 procent hægtet alle andre partier af.

De tyske grønne har godt nok kritiseret De Grønnes kompromiser i Østrig stærkt. Men det er ren politisk taktik, mener Guérot – koalitionen skal nok komme.

Hun peger desuden på, at De Grønne i Tyskland allerede ligger komfortabelt foran CDU/CSU i de tyske storbyer, og at de grønne vælgere er markant yngre end dem, som sætter kryds ved Merkels parti.

»Det ville være en politisk midterkoalition, hvor de to partier nærmest komplementerer hinanden. De Grønne er blevet mere borgerlige og industrivenlige, så risikoen er nærmere, at de bliver for tamme på klimaspørgsmålet for partiets venstrefløj.«

Hvis man zoomer ud og betragter hele EU, er netop den grønne udvikling det største digebrud inden for de seneste år, mener den tysk-franske politolog. Den drives af nye alliancer i Europa, som godt nok er økonomisk liberale, men som samtidig bakker op om EU-kommisionsformand Ursula von der Leyens Green Deal.

Her går ellers industrivenlige partier som Merkels CDU/CSU og Emmanuel Macrons En Marche forrest i en strømning, der vil forberede både industrien og forbrugerne på en transformation, som skal gå hurtigere, end nogen konkurrenceøkonomi ville tillade på markedsvilkår, mener Guérot.

»Det er en succesfuld alliance, der drives af de progressive grønne partier i Europa. Det skyldes også, at alliancerne omkring socialdemokratierne længe er gået ned ad bakke, fordi de lider en langsom død i så mange europæiske lande. Det efterlader mere plads på den gamle venstrefløj til de grønt profilerede partier.«

Mainstreamgrøn

En anden toning af en grøn-sort udvikling foregår i Frankrig. For det første bliver de franske Grønne stadig stærkere. For det andet har den højreekstreme Marine Le Pen og hendes parti Rassemblement National over det seneste års tid for alvor opdaget det grønne.

Le Pen plæderer i dag gerne for »det økologiske samfund«, hvor »tilbagetoget til det lokale« spiller den afgørende rolle – en mission, som skal overvinde det voksende skel mellem by og land. Her er brudlinjen altså ikke mere højre-venstre eller det globale over for det nationale, men det provinsielle over for metropolerne i en stadig grønnere udgave, påpeger Guérot.

»I Tyskland har AfD udråbt De Grønne som deres hovedfjende, men det bider kun på et begrænset segment. Le Pen har bedre føling med, hvor tidens vinde blæser hen. Så modsat Tyskland er det i Frankrig selve den nationalistiske højrefløj, der bliver mere mainstreamgrøn,« siger Ulrike Guérot.

Hun ser her en direkte »politisk isolering« af demonstrativt antigrønne partier som FPÖ og Alternative für Deutschland, der med slogans som »red dieselbilen« eller »stop klimahysteriet« kæmper for at opretholde status quo.

»Mellem 10 og 20 procent. Det kan se ud af meget, men så længe de ikke er regeringsduelige, er det i vid udstrækning en isoleret position, om end de på indvandringsområdet kan smitte af på resten af det politiske spektrum.«

Forskellige sort-grønne former

Ulrike Guérot medgiver, at den sort-grønne skabelon fra Tyskland og Østrig rent partipolitisk har sine begrænsninger som analysemodel for hele Europa. Det understreges i Europas tredjestørste land (efter Brexit), Italien. Den yderst grønne Femstjernebevægelse er som regeringsparti fortsat på den deroute, som satte ind i partiets bare 14 måneder lange regeringsperiode med Lega fra 2018 til 2019. Her havde Legas leder, Matteo Salvini, succes med at gøre indvandring og EU til de altdominerende emner.

I Spanien er de politiske vinde mere entydigt grønne. Det nye spanske regeringssamarbejde mellem Pedro Sanchez’ socialdemokratiske PSOE og det venstrepopulistiske Podemos vil ifølge eget udsagn gøre klima og en grøn energiomstilling til »hjørnestene for alle ministerier og alle regeringens tiltag«.

»Hvis du ser på Polen, er historien heller ikke entydig,« siger Ulrike Guérot.

»Indtrykket fra PiS-regeringen og spillet om landets kulkraft viser umiddelbart noget andet, men ved siden af nationalismen er der fortsat en stærk polsk opbakning til EU og et stærkt civilsamfund, som også kræver en grøn omstilling.«

Selv om det antager forskellige former, holder hun derfor fast i, at man fint kan tale om en sort-grøn tendens i Europa, hvis man i tysk-østrigsk forstand forstår det som en blanding af en grøn og konservativ-liberal strømning.

Folket i ental

»Sat på spidsen er den nye europæiske skillelinje den liberal-økologiske retning over for den nationalsociale og EU-skeptiske retning,« siger Guérot og nævner populistiske partier som polske PiS, tyske AfD eller De sande finner, der værdimæssigt godt nok er højrekonservative, men som økonomisk er mere venstreorienterede.

Over for dem står en stadig bredere borgerlig klasse, der er villig til at gå overraskende langt i den liberal-økologiske retning og affinde sig med en omfattende grøn omstilling, mener politologen.

»For tiden oplever vi et EU i orienteringskrise, og vi oplever en stor skepsis mod mere europæisk integration. Men omvendt presses den populistiske fremstilling af ’folket’ i bestemt ental. Lige nu står de liberale eller åbnende kræfter i mine øjne stærkest i Europa, mens de reaktionære eller lukkende kræfter er mere isolerede.«

Ifølge Ulrike Guérot, der aldrig har lagt skjul på sit proeuropæiske sindelag, er det forkert kun at se partipolitisk på de enkelte europæiske lande. Drevet af den fremadskridende globalisering og økonomiske integration i EU er den overordnede tendens nemlig, at de nationale skillelinjer i stadig mindre grad afspejler de sociologiske og dermed politiske skillelinjer.

»Lidt firkantet udtrykt har en bankmand i Torino langt mere til fælles med en bankmand i Helsinki, end han har med en vinbonde fra Toscana,« siger hun.

»Konfliktlinjerne er blevet europæiseret, mens det 20. århundredes klasser og grupper – landmænd, småhandlende, arbejdere og så videre, som var loyale over for hver deres partier – er opløst. Den her afsked med industrisamfundet og overgangen til tjenesteydelsessamfundet og algoritmesamfundet har skabt en forskydning i de samfundsmæssige grupperinger. Det smitter selvfølgelig også af på partilandskaberne på tværs af Europa.«

Europæisk og fremadtænkende

Det er i Ulrike Guérots øjne derfor ikke så mærkeligt, at socialdemokratierne og de andre gamle folkepartier er så pressede – tilmed i en tid, hvor det nationalpolitiske niveau har stadig mindre indflydelse, mens der på europæisk plan er et »himmelråbende demokratisk underskud«.

De »lukkende kræfter« i den store populistiske bølge i Europa har netop været et svar på denne udvikling, men lige nu domineres denne bølge altså af den sort-grønne strømning, mener Guérot.

Hun remser en række europæiske regioner op, hvor progressive kræfter står overraskende stærkt: Galicien, Catalonien, Bayern – ja, selv østrigske Tyrol, som umiddelbart ellers lyder ærkekonservativt. Her blev højrepopulisterne fra det skandaleramte FPÖ overhalet af De Grønne som næststørste parti ved det østrigske valg i efteråret.

»Både klima- og naturbeskyttelse er et rigtig stort emne her i Østrig. Det afspejler en ny konservatisme og en ny regional tænkning,« siger Guérot.

»Især blandt kvinderne har rigtig mange stemt grønt. Og i de katolske miljøer er der mange, som ikke har tilgivet Sebastian Kurz, at han i første omgang slog sig sammen med FPÖ og gik med på deres hetz mod udlændinge.«

På spørgsmålet om Østrig ligefrem danner skole for hele Europa, tøver Ulrike Guérot for en sjælden gangs skyld.

»Østrig som europæisk avantgarde? Rolig nu. Men med sort-grøn har Østrig en model, som absolut er i tidens europæiske tegn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

God, informativ artikel. Men uklart om den omtalte sort-grønne koalition i EU er liberal og grøn eller national - og grøn. For der er vel forskel? Eller er vi tilbage til en national-liberal politik fra slutningen af det 19.århundrede? Næppe. Det kan måsker også interessere, at Guerot er ivrig fortaler for en samlet europæisk republik. Ligesom Thomas Piketty..

Nogle (ganske få) steder i unionen er de grønne blevet stærke, men de katolske "kristelige demokratiske" stok-konservative sidder altså stadig på flertallet.

For mig at se, har de "grønne" i EU ladet sig bruge - og senere formentlig misbruge i deres bestræbelser for at komme til indflydelsen på den førte politik.

I øvrigt er det rablende ligegyldigt, hvor Ursula von der Leyen står rent politisk - iøvrigt hører hun til på højrefløjen. For i sidste ende tages alle beslutninger af Ministerrådet - altså landenes regeringsledere. Og vil man vide noget om deres seriøsitet omkring et fælles EU og en en fælles grøn politik i EU, kan man jo blot se på danske Mette Frederiksen.