Professor: Fra nu af er Brexit fuldt ud Boris Johnsons ansvar

Indtil for ganske nylig holdt mange briter fast i en glødende tro på, at det aldrig ville komme til et Brexit – ja, for kun tre måneder siden så det ud til, at Brexit havde bragt britisk politik til randen af et sammenbrud.

I parlamentet lød der gråd og tænders gnidsel. Udenfor var der underskriftsindsamlinger og masseprotestoptog. En strøm af retssager blev indledt for at afspore processen. Lidenskabelige remainere følte, at nu var de kommet forjættende nær på helt at stoppe Brexit.

Fremtiden tegnede åben. En ny folkeafstemning eller en national enhedsregering lignede realistiske muligheder. Det samme gjorde bevarelse af fuldt EU-medlemskab.

Nu er løbet kørt og den formelle udtrædelse af EU, som et smalt flertal af briter stemte for i juni 2016, en realitet. Hvad var det lige, der skete? Har de sidste tre et halvt år været en luftspejling?

Følelserne var ægte nok. Men det var fra første færd en illusion, at Brexit kunne stoppes.

I de seneste år var vi ellers blevet vænnet til, at overraskende politiske udfald kunne gå fra at være umulige til at blive undgåelige. Eksempelvis havde ingen forventet, at en Jeremy Corbyn kunne blive valgt til Labour-formand. Og hvis det kom totalt uventet, at der blev udskrevet en Brexit-afstemning, og lige så uventet, at et flertal stemte for, kunne det vel også tænkes, at dette resultat på en eller anden måde kunne omgøres hen ad vejen.

Fait accompli

Før folkeafstemningen anså de fleste det for udelukket, at Storbritannien ville forlade Den Europæiske Union, og straks efter afstemningen lignede Brexit da også et fait accompli.

Nok var resultatet et chok, men skønt flertallet for Brexit var beskedent, var det uafviseligt, så selvfølgelig måtte alle tage det til efterretning. Som man gør med valgresultater.

Men i de måneder og år, som fulgte, begyndte Brexit alligevel hurtigt at fortone sig som usandsynligt i praksis. Så mange barrierer skulle overvindes, og så mange var klar til at rejse nye, at den klare afgørelse forekom uigennemførlig. Derfor visnede modstanden imod Brexit ikke væk, som man kunne have troet. Den blev tværtimod intensiveret.

Snarere end et resultat, man måtte indrette sig på, begyndte Brexit-afgørelsen at ligne en historisk uretfærdighed, man måtte gøre op med. Det var, som om Brexit-afstemningen havde slået hul i britisk politiks normale måde at fungere på. Som om vi var gået igennem en port til et sælsomt nyt landskab, og opgaven nu var at finde vejen tilbage til den normalitet, vi havde lagt bag os.

Dette var en fejl. Brexit-folkeafstemningen stod ikke uden for normal britisk politik. Den var et produkt af samme.

Illusionen var at tro, at det direkte demokrati i form af en folkeafstemning med en høj indsats på en eller anden måde havde afsporet det parlamentariske demokrati, og at opgaven derfor var at få det tilbage på sporet. Men Brexit gav kun mening som et produkt af det parlamentariske demokrati. En folkevalgt regering, der kunne sætte sin vilje igennem i parlamentet, fik folkeafstemningen til at ske. Og kun en folkevalgt regering ville kunne håndtere konsekvenserne. De gamle regler stod ved magt. Resten var politisk teater.

Politisk teater

Teatret kom snart til at omfatte de voksende krav om en ny folkeafstemning. Det var et passionsspil, fuld af heroiske forestillinger.

Efter passagen gennem porten krævede vi en tilsvarende måde at vende tilbage på. Det lod sig aldrig gøre.

Parlamentet skulle for det første være nået til enighed om, at det ville være en god idé. Dernæst beslutte sig til, hvordan afstemningsspørgsmålet skulle formuleres, efter hvilke regler afstemningen skulle afholdes, og endelig enes om betydningen af ​​resultatet. I periodens parlamentssamlinger var dette åbenlyst umuligt.

Når der ikke kunne opnås enighed om vilkårene for Brexit, kunne der heller ikke opnås enighed om vilkårene for en ny folkeafstemning, og hvis et parlament kunne enes om Brexit, ville det aldrig behøve folkeafstemning.

Parlamentsvalget i 2017 var med til at holde liv i illusionen. Med et stærkt comeback i valgkampens slutspurt kom Labour tæt på at fremkalde endnu et politisk chok. Endnu engang forekom det umulige at være blevet muligt.

Men Labour formåede kun at klare sig så godt ved at sparke spørgsmålet om Brexit til hjørne. Begge de store partier gik til valg på et løfte om at respektere resultatet af folkeafstemningen.

Det var kun, fordi Theresa May ikke fik et overbevisende flertal bag sig og måtte danne en svag og sårbar regering, at det for en tid så ud, som om resultatet var blevet en korrektion af Brexit-afstemningen selv.

I 2017, da Brexits skæbne ikke blev et valgspørgsmål, stemte vælgerne ganske vist sådan, at Brexit blev sværere at gennemføre. Men i 2019 – efter at to års parlamentarisk dødvande havde sat spørgsmålstegn ved, om Brexit overhovedet blev til noget – stemte de meget klart for at få Brexit til at ske.

Det var ikke kun på Remainer-siden, at det længe føltes, som om Brexit ikke ville blive til noget. Masser af Brexit-tilhængere lå under for samme illusion.

I Det Konservative Partis parlamentsgruppe var fortvivlelsen under Mays regering håndgribelig. Frygten for, at ikke bare Brexit kunne gå tabt, men også for at selve partiet kunne gå til grunde, var reel. Ved sidste forårs europaparlamentsvalg fik de konservative den laveste nationale stemmeandel nogensinde, mens Nigel Farages Brexit-parti tordnede frem.

Når ingen i partiet ved, hvad de skal gøre, fokuserer de konservative på deres parlamentariske overlevelse. Og da parlamentarisk overlevelse er alfa og omega i det parlamentariske demokrati – intet ved Brexit-folkeafstemningen havde ændret på dette – kan den strategi ofte give bonus.

Tur i parken

Den person, der klarest indså dette, var partistrateg Dominic Cummings. Da Boris Johnsons nye regering sidste efterår oplevede sit værste nederlag efter at have fået sin parlamentssuspension underkendt ved domstolene, udtalte Cummings, at i sammenligning med at vinde Brexit-afstemningen anså han partiets nye udfordring for at være lige så overkommelig »som en tur i parken«.

Det lød chokerende arrogant. Han kan ikke have vidst, at de konservative ville vinde i sidste ende. Men udtalelsen viser, at han havde gjort sig klart, hvad der var eneste vej til at vinde sejr.

Han vidste, at det eksisterende parlament aldrig ville kunne enes om, hvordan man stoppede Brexit, og for at få en ny parlamentssammensætning måtte hans modstandere gå med til at give ham et nyt valg under omstændigheder, der ikke ville være gunstige for dem.

Fordi de gamle regler stadig gjaldt, ville det blive let at gøre folkeafstemningsresultatet til virkelighed gennem parlamentet. Selv den mislykkede suspension af parlamentet, som skabte stor opstandelse, var ren distraktion. Cummings forsøgte aldrig at omgå parlamentet – han prøvede bare at få parlamentet til at fungere som det plejede.

I tilbageblik kan vi nu se, at illusionen om, at Brexit kunne stoppes, gjorde det lettere for Brexit at blive gennemført i sin nuværende og hårdere form. Mulighederne for moderation var forpasset.

Hvis de Labour-parlamentsmedlemmer, der i begyndelsen af ​​sidste år var fristet til at stemme for Mays aftale, faktisk havde gjort det, ville Storbritannien have fået et blødere Brexit end det, der nu truer.

Lige fra folkeafstemningsresultatet lå klart, var Brexit uundgåeligt. Det kan lyde fatalistisk, men sådan behøver det ikke være, når vi ser frem. For eftersom de gamle regler stadig gælder, er alting nu atter forandret.

Indtil den 1. februar 2020 var Brexit-afstemningen noget, som den parlamentariske politik på den ene eller anden måde måtte anerkende og sluge. Men nu er Brexit slugt og hørt op med at være en begivenhed, som enhver regering er forpligtet til at rumme. Brexit er blevet noget, som Boris Johnsons konservative regering har taget fuldt ejerskab over.

Frisat opposition

Dermed ophører Brexit også med at være folkets ansvar. Det er nu Johnsons ansvar. Dette betyder, at over for en opposition i parlamentet kan befolkningens vilje ikke længere påberåbes uden videre. Folket indgik ikke Johnsons aftale! Folket vedtog ikke denne lovgivning!

Det er heller ikke befolkningen, der skal forhandle om det fremtidige forhold til EU. Den opgave påhviler Johnson, hans ministre og Cummings, hans hovedrådgiver. Oppositionen er fra nu af atter frisat til at angribe hele den videre proces.

Men vælgerbefolkningen har jo valgt denne regering og denne premierminister ved parlamentsvalget i december, vil man indvende, så er det ikke i sidste ende vælgernes ansvar, hvad der nu sker?

Nej, for det er ikke sådan, parlamentarisk politik fungerer.

Vælgerne tager ikke automatisk ejerskab til konsekvenserne af deres valg, når de afgiver deres stemme. De forbeholder sig altid en ret til at holde de politikere, de vælger, ansvarlige for alt, hvad de samme politikere efterfølgende beslutter sig for.

I et repræsentativt demokrati vælger vi ikke pr. definition også den førte politik. Vi vælger netop kun politikerne. Og hvis noget går galt, er det de samme politikere, som kommer til at betale prisen.

Når Brexit bevæger sig fra at være en uspecificeret fremtidig begivenhed til at blive en rodet aktuel virkelighed, går Brexit fra at være noget, som næsten intet kunne afspore, til at blive noget, som kan afspores af næsten alt. En coronavirus-pandemi? En global recession? En handelskrig mellem USA og Kina?

Ingen af ​​disse udviklinger handler om Brexit, men en hvilken som helst af dem vil kunne gøre Brexit til en meget risikabel affære. Og sker det, vil vi også vide, hvem man skal holde ansvarlig.

Ansvaret vil være Boris Johnsons, uanset om noget af det i virkeligheden er hans skyld – stik modsat resultatet af folkeafstemningen, som han vitterlig var medskyldig i, men som han aldrig kunne drages til ansvar for, uanset hvor hårdt nogen prøvede.

Vælgernes hævn

Hvis vi vil gøre os begreb om, hvordan tingene kan udvikle sig videre herfra, kan vi drage en mulig parallel til Irakkrigen.

Denne var ganske vist ikke et resultat af en forudgående folkeafstemning. Men der var enorme gadeprotester, heftig opposition, en massivt delt opinion og en udbredt følelse af truende ulykke. Og Irakkrigen kunne ikke stoppes, fordi oppositionen ikke kunne samle nok støtte på dét ene sted, hvor det betyder noget: parlamentet.

Begge de store partier havde mange tvivlere, men ikke tvivlere nok til at gøre indtryk på en premierminister, der havde et solidt parlamentarisk flertal i ryggen og var fast besluttet på at gå videre. Liberaldemokraterne, der blev den parlamentariske oppositions vigtigste stemme, havde aldrig tilstrækkeligt med numerisk vægt til at gøre en forskel.

Vælgerbefolkningen, der havde valgt Tony Blair-regeringen, der traf beslutningen og gennemførte interventionen, genvalgte med nogen modvilje den samme regering i 2005. Men vælgerne følte aldrig selv nogen skyld for, hvad der skete. De beskyldte deres ledere for at have løjet for dem.

Vel tog de sig god tid, men da de fik chancen, tog vælgerbefolkningen hævn, dels ved at stemme Labour fra magten, dels ved at stemme Liberaldemokraterne ind i en konservativt ledet koalitionsregering. I nogle henseender er den britiske befolkning ikke ophørt med at hævne sig lige siden.

En af de langsigtede konsekvenser af Irakkrigen og af den mistillid, som den såede i det britiske politiske system, var netop Brexit. Hævn kan i sådanne tilfælde vitterligt være en ret, der skal serveres meget kold.

De mere langsigtede konsekvenser af Brexit – den Brexit, som denne regering nu påtager sig på folks vegne, men ikke længere i deres navn – vil sandsynligvis blive lige så dybtgående. Nogle regeringer vil formentligt blive knækket af disse konsekvenser og meget muligt også den nuværende.

Fra det øjeblik, da folket havde stemt for det i folkeafstemningen, måtte Brexit helt sikkert realiseres under en eller anden form. Men nu, da det sker i den nuværende form, er folket frit til at tænke sig om igen.

De sidste fire år skabte et indtryk af, at britisk politik havde bevæget sig ind i et nyt mulighedsrum. Det var en illusion. Først nu åbner de virkelige muligheder sig.

David Runciman er professor i politologi ved Cambridge University

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen