Feature
Læsetid: 8 min.

Sinn Féin kan blive størst til valget lørdag: Er populismen kommet til Irland?

For første gang nogensinde står det gamle IRA-parti Sinn Féin til at blive Irlands største parti ved valget i dag og har blandt andet stor opbakning fra landets unge. Den tre uger lange valgkamp har ikke handlet om klima, flygtninge og identitetspolitik, men om ’old school’-politik: pension, sundhed og især boligpolitik
Mary Lou McDonald, leder af Sinn Féin, sluttede sig onsdag til en stor demonstration i Dublin, hvor titusinder af irske pædagoger protesterede mod lav løn og manglende pension. Sinn Féin ser ud til at blive det største parti i Irland – blandt andet på løfter om lavere pensionsalder, 100.000 nye almene boliger og at hæve skatten for de rigeste og sænke den for de fattigste.

Mary Lou McDonald, leder af Sinn Féin, sluttede sig onsdag til en stor demonstration i Dublin, hvor titusinder af irske pædagoger protesterede mod lav løn og manglende pension. Sinn Féin ser ud til at blive det største parti i Irland – blandt andet på løfter om lavere pensionsalder, 100.000 nye almene boliger og at hæve skatten for de rigeste og sænke den for de fattigste.

Paulo Nunes dos Santos

Udland
8. februar 2020

DUBLIN – Hun skulle slet ikke have stået her i spotlyset og blitzblinkene foran tv-stationen RTÉ, hvor Irlands politiske journalister og offentlige opmærksomhed har samlet sig i vinterkulden for at følge den sidste og afgørende partilederdebat inden valget lørdag.

Men mandag morgen sprang en bombe på forsiden af The Irish Times: Sinn Féin – det gamle IRA-parti, Gerry Adams’ parti, det republikanske og det venstreorienterede parti – fører i meningsmålingerne for første gang nogensinde. Hver fjerde stemme står de til at få.

Det skulle ellers bare have være drengene i aften: en debat mellem premierminister Leo Varadkar fra partiet Fine Gael og lederen af hans parlamentariske grundlag, Micheál Martin fra partiet Fianna Fáil.

De to partier har De to partier har domineret de irske regeringer siden 1932, og så sent som i slutfirserne fik de mere end 80 procent af stemmerne tilsammen. Nu står de til 40 procent, irsk politik er vendt på hovedet, og tv-cheferne har været nødt til at invitere Sinn Fein med på scenen.

Så her står hun, Sinn Féin-leder Mary Lou McDonald: Hun er trådt ud af en grøn kampagnebil med et målrettet blik, og inden hun forsvinder ned ad en smal gang med et par rådgivere halsende efter sig, fortæller hun til kameraerne og til befolkningen, at hun er »henrykt over at være her«. Store dele af landet er til gengæld chokeret.

Det er kun godt 20 år siden, at Sinn Fein-leder Gerry Adams havde taleforbud på BBC – når han udtalte sig, betalte tv-stationen en skuespiller for at læse hans udtalelser højt for seerne. Og så sent som i denne uge sagde Leo Varadkar, at Sinn Fein »ikke er et normalt politisk parti«.

Men det politiske opbrud, der har forandret europæisk politik i de senere år, også er nået til Irland. Måske er det her den irske version af populisme.

»De, der ville stemme på populister i andre lande, stemmer Sinn Fein i Irland,« siger Aidan Regan der er lektor i politisk økonomi på University College Dublin.

Den tre uger lange valgkamp har ikke handlet om klima, flygtninge og identitetspolitik, som man måske kunne have troet, og den har ikke engang handlet om Brexit, som Leo Vardkas helt sikkert havde håbet (de fleste er nemlig enige om, at han har klaret forhandlingerne godt). Det har været old school-politik: pension, sundhed og især boligpolitik.

For selv om der er gået et årti siden finanskrisen, kaster den stadig skygger over dele af Irland.

»Irland håndterede krisen ved at spænde livremmen ind, det var virkelig EU’s duks, og den offentlige sektor er blevet beskåret kraftigt,« siger Sara Dybris McQuaid, der er leder af Center for Irske Studier på Aarhus Universitet.

Det har kunnet mærkes.

Der er 10.000 hjemløse irere, heriblandt 4.000 børn. Og i dag har kun få råd til at bo i de store byer.

»Det er ikke unormalt, at folk under 30 år i Dublin bruger tre fjerdedele af deres disponible indkomst på bolig,« siger Aidan Regan.

Under boom-årene i 00’erne strømmede udenlandske penge ind i Irland på jagt efter hurtige afkast (tænk: Danske Bank). Det pustede en enorm boligboble op, som ødelagde økonomien, da den sprang i 2008, lånemarkederne frøs til, og alt byggeri stoppede. Imens kom store firmaer som Apple og Google til landet på flugt fra beskatning, og de mange unge irere efterspurgte boliger – Irland har EU’s yngste befolkning.

Så nu vil vælgerne have noget nyt.

Hver sin balde på den samme røv

De tre partiledere står klar bag hver sin lille plastikpult, stille og koncentrerede venter de med armene hængende slapt ned langs siden. En produktionsleder med headset tæller ned, de to studieværter hvisker »good luck« til hinanden, og så lyder intromusikken med dybe trommer og dramatiske strygere.

»Tonight, the leaders debate,« siger en speakerstemme. Og så går det løs.

Leo Varadka og Micheál Martin tæsker løs på Mary Lou McDonald.

Sinn Féin vil sænke pensionsalderen fra 67 til 65 år, det vil bygge 100.000 nye almene boliger, hæve skatten for de rigeste og sænke den for de fattigste, og nå ja, så vil partiet forene Irland.

Men hvem skal bygge de huse, når der allerede er fuld beskæftigelse, vil Leo Varadka vide? Og hvad med det demografiske tryk, hvad med kapitalflugt? Nej, planen er urealistisk, siger han.

Sinn Féin vil også hæve marginalskatten til 57 procent – altså cirka som i Danmark – men det vil »skade« økonomien, mener Varadka. Man er nødt til at »lytte til business«, man kan ikke bare give bankerne skylden for alle dårligdomme – de betaler altså også skat.

McDonald slår tilbage.

»I har bare brugt markedet til at løse problemerne, og det er gået galt,« siger hun til de to mænd. »Finnan Fáil er bygherrernes parti, og Fine Gael er udlejernes parti.«

De to mænd er »status quo«, siger hun, for har Micheál Martin ikke travet omkring i den politiske manege i over tre årtier? Har Leo Vardaka ikke bare arvet posten som statsleder fra sin forgænger? Hun derimod, hun er fornyelse, hun er change.

Og lidt ret har hun, for de to store partier har vitterligt styret Irland i knap et århundrede, de har stemt for hinandens finanslove, hjulpet hinanden med nedskæringer, begge er konservative centrum-højre-partier, og ingen kan efterhånden pege på, hvad de er uenige om, bortset fra at begge partiledere vil være taoiseach, som irerne kalder deres premierminister.

De er »hver sin balde på den samme røv«, som en taxachauffør sagde til mig.

Derfor kan Sinn Féin spille rollen som outsider, selv om partiet er 115 år gammelt. De andre venstrepartier, Labour og De Grønne, er stadig belastet af deres tid i regering i 10’erne, hvor de var med til at skære ned, så hvis man vil have change – og det vil vælgerne, viser målingerne – er Sinn Fein det bedste bud.

Som Mary Lou McDonald siger i tv-debatten: »Nu har drengene vist haft deres tur.«

Det er en god replik, hun har styr på det, fornemmer man – men så indhenter fortiden hende alligevel.

IRA spøger stadig

For selv om hun er nået langt med at normalisere Sinn Féin, selv om mange af hendes nye unge vælgere slet ikke var født, da The Troubles sluttede, og selv om den notoriske Gerry Adam trådte tilbage som leder af Sinn Féin i 2018, husker mange stadig partiet som IRA’s politiske arm.

Studieværter spørger ind til en grum affære fra 2007, hvor en ung fyr fra Nordirland blev banket ihjel af IRA – han brækkede hver eneste knogle i sin krop fra halsen og ned. En Sinn Fein-kandidat har udtalt sig meget ufølsomt om sagen, og det skal Mary Lou McDonald nu bruge en masse tid på at undskylde, og det er det, der ender på avisforsiderne næste dag. IRA spøger stadig.

Og så er der et andet problem: Selv hvis Sinn Féin skulle få 90 procent af stemmerne, kan det ikke få mere end 42 pladser af parlamentets 158 pladser. For det har kun opstillet 42 kandidater.

Det irske valgsystem er spøjst. Der er 39 valgkredse, hvor der skal vælges mellem tre og fem kandidater. Vælgerne må sætte mere end ét kryds – første, anden og tredje prioritet – og stemmerne overføres på kryds og tværs mellem kandidaterne efter et sindrigt system, som de færreste kan forklare. Det mindsker stemmespild, men betyder også, at det endelige resultatet ikke helt matcher det reelle landsresultat.

Når Sinn Féin kun har opstillet 42 kandidater, er det, fordi det har været bange for, at to kandidater i samme kreds ville sjæle stemmer fra hinanden.

Men hvad så?

Da partilederdebatten slutter efter halvanden times diskussion om bolig, pension, sundhed (og fem minutter om klima), står en lille flok journalister med papkopper i hænderne og kloger sig på, hvordan det hele vil ende.

Både Fine Gael og Fianna Fáil har lovet, at de ikke vil gå i regering med Sinn Féin. Leo Varadka har endda lavet en video, hvor alle hans ministre siger klart »nej« og »aldrig i livet!«. Og for at gøre det mere kompliceret har Fianna Fáil lovet ikke at gå i regering med Fine Gael. Det kan ende med store løftebrud, med nyvalg eller måske … måske med en venstrefløjsregering med Sinn Fein, Labour og de Grønne. Ej, det er for urealistisk, bliver journalisterne enige om.

Vi vil ikke finde os i det her lort

»Vi skifter bleer, men vi vil ikke finde os i det her lort,« står der på papskiltet.

Det er klart og vindstille i det centrale Dublin næste formiddag, hvor titusindvis af pædagoger går gennem byen med bannere og krav om højere løn. For 350 euro om måneden efter skat og ingen ret til pension, det er lort, mener 34-årige Carrie McCullen, der arbejder som pædagog i byen Wexford.

Selv om Leo Varadka har gentaget og gentaget, at den irske økonomi er stærk – der er vækst, fuld beskæftigelse og faldende gæld – føles det ikke sådan, synes hun.

»Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, han lever i, men det er ikke min verden,« siger Carrie McCullen

Så hun og seks kolleger er taget til Dublin for at demonstrere – alle kvinder, alle under 40 år, og alle overvejer at stemme Sinn Fein.

Flere politologer har peget på, at de store folkeafstemninger om homoægteskaber og legaliseringen af abort, som blev vundet i henholdsvis 2015 og 2018, har skabt en ny politisk bevidsthed i landet.

»Rigtig mange mennesker, især unge, har været involveret i de kampagner, og det har givet dem blod på tanden. De kan se, at de kan ændre verden,« siger Sara Dybris McQuaid.

De vil have »change, change, change«, som demonstranterne råber, mens de passerer Sinn Feins hovedkontor, hvor en lille halvcirkel af tv-fotografer allerede har taget opstilling foran den grønne hoveddør. Solen skinner.

»Mary kommer nu!« råber en kvinde med ballonhjerter tapet oven på sin røde strikhue, og søreme om ikke hun har ret, nu kommer Mary Lou McDonald ud ad døren. Hun ser lidt træt ud efter i går, men går ned ad den lille trappe og svømmer ind i folkemængden, hvor hun tage selfies og lader sig tiljuble

»I love your hair,« siger Mary Lou McDonald til en demonstrant, der har farvet lokkerne pink.

Jeg går lidt ved siden af hende gennem gruppen af demonstranterne, og mellem to selfies spørger jeg hende, om hun egentlig har noget imod, hvis jeg kalder hende ’den irske populist’.

Det griner hun lidt af.

»Jeg bekymrer mig faktisk ikke så meget om, hvad den internationale presse skriver om mig,« siger Mary Lou McDonald uden at virke sur.

»Men nej, nej, det har jeg da ikke noget imod.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men det har jo intet med populisme og gøre, det er jo netop det stof, realpolitik er gjort af.

Liselotte Paulsen, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Sune Keller, David Zennaro, Jens Flø, Carsten Hansen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Det er vel en del af den ultraliberale italesætning i dag at lønforhold, sundhed og boligpolitik kaldes populisme. De har været hårdt med i Irland, i konkurrencen om f.eks de laveste selskabsskatten.

Ole Henriksen, Thomas Tanghus, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Sune Keller, Poul Anker Juul, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mærkeligt at det til stadighed kommer bag på folk at de unge ikke stemmer som deres forældre og bedsteforældre..

Det kommer vi også til at se herhjemme på et tidspunkt.