Baggrund
Læsetid: 12 min.

»Vi har socialisme i USA – for de rige. Bernie vil give os socialisme for folket«

Inden tirsdagens primærvalg i New Hampshire synes Bernie Sanders’ bevægelse uovervindelig. Han ligner nu en kandidat, som kan gøre det, der blev regnet for umuligt: at blive demokraternes præsidentkandidat som erklæret socialist
Bernie Sanders ser måske ikke ud af meget, foroverbøjet i krøllede bukser og en nusset mørkegrå blazer – mest ligner han en ældre mand på vej hjem fra bingo. Men når man hører ham tale, lyder han som en leder, der bevæger mennesker fremad mod sejre og bedre tider. Og når man ser, hvad det gør ved gamle og unge, mænd og kvinder, arbejdere og landmænd, studerende og arbejdsløse, som kommer for at høre ham, forstår man, hvorfor han er blevet favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat.

Bernie Sanders ser måske ikke ud af meget, foroverbøjet i krøllede bukser og en nusset mørkegrå blazer – mest ligner han en ældre mand på vej hjem fra bingo. Men når man hører ham tale, lyder han som en leder, der bevæger mennesker fremad mod sejre og bedre tider. Og når man ser, hvad det gør ved gamle og unge, mænd og kvinder, arbejdere og landmænd, studerende og arbejdsløse, som kommer for at høre ham, forstår man, hvorfor han er blevet favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat.

Ruth Fremson

Udland
11. februar 2020

Der er forskel på synet af Bernie Sanders og lyden af Bernie Sanders.

Når man ser den 78-årige præsidentkandidat gå på scenen i Milford, New Hampshire, foroverbøjet i krøllede lysegrå bukser og en nusset mørkegrå blazer, ligner han en ældre mand på vej hjem fra et opslidende bingoarrangement.

Under denne valgkamp har Sanders været sygemeldt, fordi han mistede stemmen, er dukket op med forbindinger i ansigtet efter et sammenstød med en toiletdør, og han har været på hospitalet efter et hjerteanfald.

Men når man hører Bernie Sanders fra talerstolen i Milford, lyder han som en leder, der bevæger mennesker fremad mod sejre og bedre tider. Som en demokratisk socialist og borgerrettighedsforkæmper, der har set de uretfærdigheder, der rammer borgere i USA, og nu lover retfærdighed. Som en politiker, der kan og vil forandre det amerikanske samfund.

Stemmen er engageret og behersket, indigneret og venlig. Den kommer fra dybet gennem hans spinkle krop og fylder hele den gamle idrætssal i Milford.

Og når man ser, hvad lyden af den stemme gør ved de 2.000 amerikanske vælgere, gamle og unge, mænd og kvinder, arbejdere og landmænd, studerende og arbejdsløse, som er kommet for at høre ham, forstår man, hvorfor Bernie Sanders er blevet favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat. De klapper af hans slogans, lytter i koncentreret tavshed, når han beskriver problemer, og hujer begejstrede, når han fremlægger sine løsninger.

Efter at have fået flest stemmer i Iowa og op til primærvalget tirsdag i New Hampshire synes Sanders’ fremgang ustoppelig, hans bevægelse forekommer uovervindelig, og det etablissement, som hader ham og advarer mod ham, virker afmægtigt.

Der er simpelthen for mange, som tror på, at Bernie Sanders er deres mulighed for at få et bedre liv.

»Jeg får en fornemmelse af, at New Hampshire er klar til en politisk revolution,« siger Sanders underspillet til den voldsomme jubel, der møder ham.

Den revolution, som Bernie Sanders er i gang med, er ikke ideologisk. Det er en fortsættelse med andre midler af den kamp for borgerrettigheder fra 1960’erne, som Sanders er dannet af.

Han tager de grundlæggende principper i den amerikanske forfatning til det næste niveau og omsætter dem til konkrete krav. Hvis man, som forfatningen lover, skal være fri til at »forfølge sin egen lykke«, skal man ifølge Sanders have fri adgang til grundskole, universiteter, lægebesøg og hospitaler.

Hans program er, som forfatteren E.J. Dionne bemærker i sin nye bog Code Red om den venstreorienterede bevægelse i USA, ikke revolutionært eller kommunistisk. Det er socialdemokratisme i USA.

»Det her er ikke en radikal idé,« siger han flere gange fra scenen, når han præsenterer et forslag.

Det er ifølge Sanders ikke en radikal idé at kræve en minimumløn på 15 dollar, som sikrer, at de, der arbejder 40 timer om ugen, ikke lever i fattigdom. Og det er ikke en radikal idé at kræve sundhedsforsikring til alle.

»Vi er det eneste industrialiserede land i den vestlige verden, hvor folk ikke har råd til den behandling, de har brug for,« siger Sanders.

Med den overbevisende stemme.

Det er den politiske proces, som Sanders har revolutioneret. Vi er vant til, at de mange penge fra de få store donorer styrer den politiske proces. Men Sanders har vendt det om: Han har fået små penge fra mange mennesker, og han har på den måde samlet langt flere penge ind end alle sine modkandidater.

I januar alene indsamlede han 25 millioner dollar, og det er mere, end nogen af hans modkandidater samlede i hele sidste kvartal af 2019.

Det er ifølge The New York Times en »epokal forandring af pengenes rolle i amerikansk politik«, som Sanders har gennemført, fordi så mange arbejdere tror på ham i kampen mod deres arbejdsgivere, der betaler til andre kandidater.

Og Sanders har mobiliseret det, der er blevet kaldt en »hær af frivillige«. Mange, mange flere end nogen af de andre. De ringer til mulige vælgere, går rundt og banker på dørene hos borgere, og på valgdagen sørger de for at transportere dem til valgsteder. Alene i Iowa havde han mere end 10.000 frivillige, her i New Hampshire er det nærmere 12.000.

Bernie Sanders har inspireret en tro hos mange hundredtusinder af amerikanere på, at politik kan gøre deres liv bedre, og på at de ved at handle i fællesskab kan være med til at forme et retfærdigt samfund. Det er den demokratiske revolution, som Sanders’ stemme har udrettet.

En gal mand med hvidt hår

Tidligt lørdag morgen ankommer en bus fra New York City til Concord, New Hampshire. Det er ti minusgrader udenfor. Men bussen er fuld af frivillige fra storbyen, som de næste dage vil være med til at mobilisere vælgere til at stemme på Sanders på tirsdag. Lidt senere kommer en tilsvarende bus fra Boston.

Jeg har fået lov til at være med en dag på kampagnen i Concord, følge skolingen af de frivillige og gå rundt med et hold og banke på døre. Nogle har bagt muffins og lavet kaffe til de frivillige i det lokale kampagnehovedkvarter, som er en villa midt i byen, nogen har overladt til kampagnen.

Ryan Buchanan har meldt sig til at køre de frivillige rundt i forskellige kvarterer i Concord og hente dem bagefter. Han er 34 år og sidder i en lænestol i stuen og venter på at køre det næste hold ud i marken.

»Jeg er vokset op i en republikansk familie,« fortæller han. Mændene i hans familie har i fem generationer været i hæren. Og han var selv som 19-årig udsendt i den amerikanske flåde i Mellemøsten, da han fandt ud af, at det verdensbillede, han er vokset op med, er helt forkert.

»Vi var i en havn i Bahrain og skulle have noget at spise en dag,«, fortæller Buchanan.

»Der var en Burger King i byen, som vi bestilte mad fra. De kom kort tid efter med en hel menu, som lige så godt kunne have været serveret i USA. Da gik det op for mig, at alt, hvad jeg havde lært hjemmefra og hørt på Fox News, var forkert. De var jo ikke imod os i Mellemøsten, de var jo ligesom os, og de spiste vores mad.«

Den erkendelse førte Buchanan til et brud med republikanerne. Senere så han ved et tilfælde kriminalitetsstatistikkerne for USA og lærte, hvordan sorte bliver massefængslet. Det afslørede for ham, at demokraterne også løj, når de talte om samfundet. De havde været med til at gennemføre de straffereformer, som havde skabt et diskriminerende retsvæsen.

»Men så hørte jeg om den her hvidhårede, vanvittige senator fra Vermont, som ville have sundhedsforsikring til alle og ville hæve mindstelønnen. Det kan ikke være sandt, tænkte jeg. Det var sandt! Det var Bernie Sanders.«

Ryan Buchanan blev inspireret af Sanders til at blive progressiv demokrat, og han er nu selv blevet politiker. I 2018 blev han valgt ind i delstatsregeringen i New Hampshire.

 – Tror du virkelig, at amerikanerne er klar til at vælge en præsident, som kalder sig socialist?

»Socialisme har slet ikke de konnotationer længere, som socialismen havde under Den Kolde Krig. For mig er det socialisme, at vi har veje, som alle kan bruge, og brandmænd og politi for alle.«

De andre aktivister i stuen i hovedkvarteret nikker, mens Buchanan udlægger socialisme i USA.

»Vi har allerede socialisme i USA – det er bare en socialisme for de rige. Bernie vil give os en socialisme for folket.«

Jeg spørger rundt i lokalet, om de ikke er bekymret for Bernies alder og helbred? De ryster på hovedet, som om det er en irrelevant indvending.

»Har du set ham derude? Har du hørt ham derude?«

Hans præstationer under kampagnen, hans taler og præstationer i debatterne beviser sig selv, mener de. En kvinde finder et billede på sin telefon af Bernie Sanders, som i 1963 bliver ført væk af politiet efter demonstrationer i Chicago.

»Vi stoler på Bernie, fordi han har ført den samme kamp i så mange år. Han er konsistent,« siger David Barnard, der er lærer på en high school i byen og regelmæssigt sender små beløb til kampagnen.

»Han er en model for, hvordan man lever et moralsk liv. Han har taget etisk stilling til retfærdighed i samfundet og brugt sit liv på at følge det op.«

For et år siden valgte Barnards datter at gå ud af skolen for at investere al sin tid i Bernie Sanders-kampagnen. Hun er sytten år gammel, men hendes valg bekymrer ikke faren.

»Det har jeg respekt for. Hun siger, at hun ikke kan forestille sig en fremtid her, hvis Bernie ikke vinder. Det er hendes valg. Og fordi det er et valg ud fra hendes hjerte og overbevisninger, støtter jeg hende fuldstændigt i det.«

Ansigt til ansigt virker

Vi går ovenpå i huset til briefing af de mange, som om lidt skal ud på deres ruter i lokalområdet. De har alle downloadet en app udviklet til kampagnen, som viser hvert enkelt hjem, de skal besøge. Når de har banket på en dør, skal de registrere, om de mødte »stærk modstand« eller »tvivl«, eller om det allerede var en ’Bernie-støtte’. De har også et digitalt kort, der guider dem gennem det område, de skal afdække.

»Husk på,« siger instruktøren, »at møder ansigt til ansigt er den mest effektive måde at overbevise folk på.« De frivillige bliver instrueret i at skabe en personlig forbindelse til den mulige vælger. De skal fortælle, hvis de har rejst i fire timer for at deltage i kampagnen. Og de skal gå ud fra, at den, de taler til, vil støtte Sanders.

»Husk også,« siger instruktøren, »at fortælle dem, hvor de skal gå hen, når de skal stemme på tirsdag. Fortæl dem, at vi kan sørge for transport, hvis det virker uoverskueligt.«

Alle bliver udstyret med en mappe med brochurer og nogle klistermærker til kofangeren, man kan bruge som belønning til dem, der er i tvivl, men vælger at stemme på Sanders.

Jeg kommer med Theo Cino på 47 og Luis Ordonez på 26 ud til et beboelseskvarter i udkanten af Concord. De er begge kommet ind fra New York og gik også rundt sammen i Iowa for et par uger siden.

Vi går fra hus til hus gennem sne og i blæsende kulde, men de er begge i strålende humør. Sikre på, at Sanders er i gang med at vinde New Hampshire. Ingen af dem bliver betalt for deres indsats, men gør det, som Ordonez siger, fordi »ingen andre vil kæmpe for os som Bernie«.

»Desværre,« siger en ung mand med morgenhår i en grøn T-shirt og underbukser, det første sted, vi banker på.

»Jeg er Trump-støtte, så mig kan I ikke overbevise. Jeg går rimeligt meget op i det her.«

Han er venlig og ønsker os en god dag derude i terrænet. Det er tydeligt, at han anerkender indsatsen fra dem, som går rundt for deres kandidat, fordi de tror på det.

Carlo Allegri/Ritzau Scanpix

Cino og Ordonez har lært at aflæse husenes tegn, inden de banker på. Et stort amerikansk flag, som der er mange af, og en pickuptruck i indkørslen, er som regel tegn på, at de stemmer Trump. Hvis et hus derimod signalerer »varme, fred og solidaritet«, er det ifølge Ordonez tegn på, at det er en Sanders-vælger. De kan ikke fremhæve specifikke symboler på det.

»Men man skal aldrig stole på sine fordomme om vælgerne,« siger Cino.

»De overrasker tit.«

Ved en stor villa bliver han dog hurtigt overbevist om, at det er en Bernie-vælger, da han gennem vinduet ser et klaver i stuen. Men der er ingen hjemme.

Senere på ruten i et lille træhus med amerikansk flag og en gigantisk grill udenfor på terrassen møder vi en familiefar, der ser ud til at være i 40’erne. Kortklippet, muskuløs og i shorts åbner han op.

»Hey,«, siger han glad ved synet af Bernie-kampagnen.

»I har allerede min støtte. Bliv ved derude, godt arbejdet. GO GET IT!«

Et tredje sted åbner en yngre kvinde i cowboybukser og cyklamenfarvet T-shirt.

»Jeg så hele debatten i går. Jeg er stadig i tvivl, vi tænker over det.«

To børn løber rundt om hendes ben, mens hun spørger til Bernies program for sundhedsforsikring, og Cino og Ordonez tålmodigt forklarer. Hun tager imod folderen, men lover ikke andet end at tænke over det.

Hele dagen igennem møder vi ingen, som bliver vrede over at blive forstyrret. Alle respekterer indsatsen. Vi mødte nogle, som stemte Trump, men klart flest, som ville stemme på Bernie.

»Man skal selvfølgelig huske på, at nogle også bare siger det for at slippe af med os igen,« siger Cino.

Men de fornemmer momentum. De siger, de kan se det overalt. I målingerne, i pengestrømmene, i begejstringer og i åbenheden hos dem, de taler med.

Det er Bernies valg, det her, siger Ordonez på vej tilbage i bilen.

Momentum

Sådan er stemningen i New Hampshire de sidste dage inden primærvalget. Alexandria Ocasio-Cortez kommer op fra New York for at deltage i vælgermøde sammen med Bernie Sanders, filminstruktøren Michael Moore optræder ved et andet event. Overalt bag på bilerne, i folks forhaver og ved vejkanten er der blå og hvide klistermærker og skilte med ordet: Bernie.

»Den her kampagne handler om at bringe folk sammen om et program, som virker for os alle sammen – ikke bare milliardærerne og de velhavende kampagnedonorer,« siger Sanders i Milford.

»Vi kommer til at vinde det her valg, fordi den amerikanske befolkning forstår, at i en tid med massiv indkomst og velstandsulighed, og hvor de tre rigeste personer ejer lige så meget som den laveste halvdel, giver man ikke skattelettelser til milliardærerne og skærer ned i sociale programmer.«

At være til et Bernie Sanders-møde er ligesom at være til en Bob Dylan-koncert. Han spiller de gamle hits, man kender, og jeg har set, hvordan frivillige tager dem med videre ud i landet.

»Universel sundhedsforsikring er ikke et privilegium, det er en menneskeret.«

Gang på gang understreger han, at han ikke rejser rundt med radikale ideer, men han kun lover det, som folk faktisk har ret til, og som andre lande leverer til deres borgere.

Men i Milford siger han midt i talen:

»Nu vil jeg gerne advare, nu kommer jeg med en radikal idé. Jeg siger det først, så I er forberedte på det. Det må ikke komme som et chok.«

Han underforstår ironisk, at hans modstandere har advaret mod, at han er for radikal til at blive præsident.

»Den radikale idé er ... at min administration vil stole på videnskab! Vores indsats for planetens fremtid, mod klimaforandringer vil være vejledt af videnskab!«

Folk griner i salen. Sanders fortæller, hvordan kampen mod klimaforandringer er nødvendig og kræver milliardinvesteringer.

Han er bemærkelsesværdigt selvironisk under sine taler. Han afmonterer den tendens, der er i hans bevægelse, til personkult omkring lederen ved at gøre lidt grin med sig selv. Efter han har fortalt om alt det, han vil gøre på sin første dag som præsident, indskyder han således:

»Det bliver en meget travl første dag.«

Flere i det demokratiske etablissement frygter Bernie Sanders’ bevægelse. Der er eksempler på, hvordan folk, som har kritiseret Sanders, er blevet voldsomt chikaneret efterfølgende.

Da Working Families Party valgte at erklære deres støtte til Elizabeth Warren i september, blev deres ledere ifølge CNN systematisk angrebet af Sanders-støtter på sociale medier. De blev kaldt for »korrupte« og »skamløse«. Flere andre har fortalt om lignende oplevelser.

Til CNN kaldte Michael Trice, som underviser i kommunikation på Massachusetts Institute of Technology (MIT) denne tendens for »skræmmende«. Da Elizabeth Warren hævdede, at Sanders under et privat møde havde sagt til hende, at han ikke troede, en kvinde kunne slå Trump, cirkulerede de massivt sloganet NEVERWARREN på sociale medier. 

Sanders tager selv afstand fra chikanen mod sine kritikere, men det fortsætter. En anden frygt for Sanders’ bevægelse er, at de ikke vil støtte kampen mod Trump, hvis Sanders ikke vinder. En undersøgelse foretaget af Emerson College i januar viste, at kun 53 procent af Sanders’ vælgere vil stemme på en anden demokratisk kandidat imod Trump, hvis Sanders ikke vinder. 12 procent af dem, som stemte på Sanders imod Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016, endte med at stemme på Trump.

Til et stort møde for alle kandidaterne lørdag aften i Manchester sagde Sanders til salen og sine egne tilhængere, at det her valg skal bringe partiet sammen. At de under alle omstændigheder skal stå sammen om at slå Donald Trump til november.

Det er ikke svært for Sanders’ supportere at klappe og juble over det nu og her i New Hampshire. For de er blevet bevæget af hans stemme, de tror på hans løfter, og de er overbeviste om, at det er deres tid til at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Serie

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Fedt Rune

Holger Madsen, Karsten Lundsby, kjeld jensen, Søren Christensen, Lars Løfgren, Anders Graae, Marianne Ljungberg, Bent Gregersen, Jakob Trägårdh, Ejvind Larsen, Tommy Clausen, Astrid Goplen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Ja!

Henrik Ljungberg

"Til CNN kaldte Michael Trice, som underviser i kommunikation på Massachusetts Institute of Technology (MIT) denne tendens for »skræmmende«. Da Elizabeth Warren hævdede, at Sanders under et privat møde havde sagt til hende, at han ikke troede, en kvinde kunne slå Trump, cirkulerede de massivt sloganet NEVERWARREN på sociale medier."

At Sanders skulle have sagt sådan kommer Warren pludselig i tanker om et år efter samtalen, netop som hendes opinionstal er dalende og Sanders fortsat får øget tilslutning. Og givet Sanders mangeårige, positive omtale af en kvinde som amerikansk præsident, forekommer det særdeles dubiøst at han skulle have sagt sådan (til nød kan det være undsluppet ham at Warren ikke ville kunne slå Trump, for dette har hun jo bevist ved at gå i tåbelige, privatpersonlige infights med sidstnævnte; infights hun har tabt).

Men bortset fra ovenstående, så er det ikke 'skræmmende' at politiske modstandere tilsværter hinanden med skældsord; det er uhensigtsmæssigt, men helt normalt. I denne forbindelse er der bare en stærk vilje i de amerikanske mainstreammedier til at gøre Sanders' tilhængere (som jo har fuldstændigt ret i at Warren er en del af The Establishment, tilhænger af det kapitalistiske kredsløb, stordonorer, amerikansk exceptionalisme og konkurrence på sundheds- og uddannelsesområderne m.m.). CNN burde se lidt på hvordan bl.a. DNC-, Clinton-, Biden- og Buttigieg-tilhængere omtaler Gabbard, Stein og andre (Sanders har også været snittet med podet, russisk feber) progressive som russiske agenter m.m., hvis organet vil referere til noget reelt skræmmende.

Hovs. I denne forbindelse er der bare en stærk vilje i de amerikanske mainstreammedier til at fremmedgøre Sanders’ tilhængere

Michael Bloomberg kommer på banen, når de andre har slidt hinanden op.

Mere snyd fra Iowa.
Mon de har slået plat og krone om delegaterne her også.
https://twitter.com/JordanChariton/status/1225226093843697664

Endelig kom der noget. Bedre sent end aldrig.

Allan S. K. Frederiksen

@Hanne Utoft

Du kan godt glemme alt om at CNN og de andre MSM går i kødet på DNCs foretrukne kandidater, for deres ejere er pot og pande med DNCs ledelse.

Søren Kristensen

Socialisme er noget man skal gøre sig fortjent til og det har de færreste fattige i USA og andre vestlige lande, for den sags skyld. Hvilket der sikkert er mange, som er glade for. Bernie kommer nok til at sige: alt for mange.