Analyse
Læsetid: 4 min.

Storbritannien står under vand, mens forberedelserne til COP26 sejler

Glasgow er til november vært for FN’s klimakonference, COP26, der vurderes som afgørende for den globale klimakamp. Boris Johnsons regering får skarp kritik for mangelfuld forberedelse, alt imens Storbritannien hærges af voldsomme storme
Imens Glasgow raseres af stormvejr og oversvømmelser, sidder den brittiske premierminister, Boris Johnson, i tørvejr på en herregård i Kent. Johnson er det man kan kalde en politisk kamæleon, der skifter mening efter hvem han snakker med, og det tyder dårligt for det kommend COP26 som skal foregå i selvsamme Glasgow, skriver Jakob Illeborg.

Imens Glasgow raseres af stormvejr og oversvømmelser, sidder den brittiske premierminister, Boris Johnson, i tørvejr på en herregård i Kent. Johnson er det man kan kalde en politisk kamæleon, der skifter mening efter hvem han snakker med, og det tyder dårligt for det kommend COP26 som skal foregå i selvsamme Glasgow, skriver Jakob Illeborg.

Jeremy Selwyn

Udland
19. februar 2020

Vandet flyder fortsat i gaderne i flere britiske byer. To voldsomme storme på to uger har knækket forsvarsværker og oversvømmet diger. Marker, huse, ja, hele landsbyer står under vand. Seks mennesker er omkommet, og skaderne vil koste milliarder af pund at udbedre.

Floden Wye i Wales var tirsdag på sit højeste niveau i 200 år, og gaderne i det gamle, smukke York i det nordlige England var blevet til kanaler. Årsagen til de seneste skader er stormen Dennis, ugen før var stormen Ciara en lige så uvelkommen gæst, og for at det ikke skal være løgn, så har det britiske meteorologiske institut varslet endnu en kraftig storm i den kommende weekend.

Langsomt ud af starthullerne

Mens Wales og dele af Nordengland var under vand, opholdt premierminister Boris Johnson sig i tørvejr på en herregård i Kent, hvilket affødte kritik over, at regeringen endnu en gang var kommet for langsomt ud af starthullerne, og at den ikke prioriterer voldsomt vejr som følge af klimaforandringerne højt nok.

»Alt for ofte virker det, som om vi bliver taget på sengen af det ekstreme vejr. Regeringen har godt nok lovet fire milliarder pund (cirka 35 milliarder kroner) i investeringer, der skal imødegå disse storme, men det står klart, at der er brug for yderligere handling,« sagde Kate Barker fra The National Infrastructure Commission til The Times.

Den nyudnævnte miljøminister, George Eustice, fortalte Sky News, at regeringens planer virker:

»20.000 boliger er blevet beskyttet som følge af vores nye tiltag. Men det vil være umuligt for os at beskytte hvert enkelt hjem. Konsekvenserne af klimaforandringerne er, at vi må prioritere. Men vi arbejder hårdt for at udbygge vores forsvar mod ekstreme vejrforhold yderligere.«

Boris Johnsons regering har, ligesom Theresa Mays og David Camerons konservative regeringer før den, lovet at prioritere den grønne omstilling højt. Det er også blevet til vidtløftige love og planer om at skabe et bæredygtigt Storbritannien, blandt andet med løftet om at blive CO2-neutral i 2050. Men det kniber, siger kritikere, med at konkretisere planerne, samtidig med at stormene bliver hyppigere og kraftigere.

Favoritten til at blive den næste Labour-leder, Keir Starmer, sagde tirsdag til BBC:

»Disse oversvømmelser er en alvorlig advarsel om, at regeringen stadig ikke tager klimakrisen alvorligt.«

Ny travl chef for COP26

Boris Johnsons regering siger, at klimakampen har topprioritet. I forbindelse med regeringsrokaden torsdag udnævnte Johnson den 52-årige Alok Sharma til energi-, erhvervs- og industriel strategiminister. Men oven i alle disse hverv er Alok Sharma også blevet tildelt ansvaret for afholdelsen af COP26 i Glasgow til november.

Det er ellers ofte værtsnationens udenrigsminister, der bliver betroet dette ansvar. Ved COP21 var det for eksempel Frankrigs daværende udenrigsminister Laurent Fabius, der var med til at sikre Parisaftalen. Alok Sharma er, hverken globalt eller lokalt, et særlig prominent navn. Han afløser Claire O’Neill, der blev fyret af Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings for nylig. I den forbindelse skrev Claire O’Neill et rasende åbent brev til premierministeren, hvori der blandt andet stod:

»Vi er milevidt fra målet. Da du ansatte mig, sagde du, at du ville gå forrest i klimakampen, og at jeg kunne få alle de midler og det mandskab, jeg skulle bruge. Desværre er ingen af disse løfter blevet indfriet«.

Aaron Kiely, talsmand for Friends of The Earth, udtaler til Information:

»Det er svært at være optimistisk omkring Storbritanniens formandskab for FN’s klimakonference, når manden, der får opgaven, samtidig skal jonglere en lang række andre ministerielle forpligtelser. COP26 er uden sammenligning den vigtigste opgave, regeringen skal løse lige nu, og alligevel bliver den behandlet som et deltidsprojekt.«

Klimaskeptikere om bord i regeringen

Under overfladen er der fortsat politisk uenighed om omfanget af klimaforandringerne, og hvad der bør gøres for at bekæmpe den globale opvarmning.

I Boris Johnsons kabinet sidder en række klimaskeptikere. Sundhedsminister Matt Hancock sagde i januar til BBC:

»Luftfart er ekstremt vigtigt for Storbritannien, og det er afgørende, at vi udbygger vores kapacitet. At flyve mindre er ikke løsningen«.

Hancock tror ikke på, at adfærdsomlægning vil kunne ændre noget væsentligt, og satser i stedet på teknologiske landvindinger. Denne holdning deles af andre kabinetsmedlemmer, som formand for underhuset Jacob Rees-Mogg og minister for Wales David Davies.

Premierministeren selv er på dette område, som på flere andre, ganske dobbelttydig. Han har kaldt sammenfald mellem ekstremt milde vintre og klimaforandringer for »vås« og scorede 0 ud af 100 i The Guardians pointgivning for en grøn profil. I forbindelse med lanceringen af COP26 i sidste uge sagde Boris Johnson om Storbritanniens løfte om at opnå CO2-neutralitet i 2050:

»Selvfølgelig bliver det dyrt og vanskeligt. Det vil kræve omtanke, forandring og handling. Nogle vil sige, at det er umuligt. Mit budskab er, at de tager fejl. Jeg håber, dette bliver et afgørende år for vores land, ja, for hele planeten i kampen mod klimaændringer.«

Boris Johnsons far er aktiv klimaforkæmper og har holdt en tale for aktivistgruppen Extinction Rebellion. Storbritannien har det som erklæret mål at blive verdensførende i den grønne økonomi, og der er næppe tvivl om, at den konservative regering tilhører den fløj, der mener, at det er teknologisk udvikling mere end livsstilsændringer, der for alvor vil gøre en forskel.

Hvor premierministeren selv står er svært at blive klog på. Som den politiske kamæleon han er, ser han ud til at skifte farve alt efter, hvem han taler med. Det lover ikke nødvendigvis godt for COP26.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her