Tidligere Goldman Sachs-børsmægler: Verden har vendt sig mod olieselskaberne. Dødsklokkerne ringer

Sælg!

Goldman Sachs’ oliemarkedsanalytiker Neil Mehta var klar i mælet, da han sidste mandag rådede sine investorklienter til at skille sig af med aktier i olieselskabet Exxon. Selskabet, der for få år siden rangerede som verdens mest værdifulde virksomhed, har mistet 184 milliarder dollar i værdi siden højdepunktet i 2014, hvor Exxon-aktien kostede 114 dollar – efter Mehtas melding faldt kursen brat og nåede den laveste værdi i et årti: 60 dollar pr. aktie, svarende til et værditab på 40 procent.

Exxon er hårdest ramt af de store olieselskaber, men langtfra alene. Siden sidste sommer har Chevron, Shell og BP mistet henholdsvis 15, 20 og 22 procent i aktieværdi.

Hele branchen er mærket økonomisk af en vigende international efterspørgsel på olie og gas kombineret med overskudskapacitet i produktionsleddet. Det er især det amerikanske skiferolie- og -gaseventyr, der har tilført verdensmarkedet store mængder af den fossile energi, hvilket med stolthed blev påpeget af præsident Donald Trump i State of the Union-talen i sidste uge.

»Vi har sluppet en amerikansk energirevolution løs. USA er nu nummer et i hele verden som producent af olie og naturgas. Og for første gang i 65 år er vi nettoeksportører af energi,« sagde Trump til klapsalver fra Kongressen.

Det Internationale Energiagentur, IEA, forudser, at USA vil stå for 70 procent af væksten i global olieproduktionskapacitet frem til 2024, og at USA vil overhale Rusland som eksportør af olie og lægge sig lige i hælene på Saudi-Arabien.

Prisfald og konkurser

Sandheden om det amerikanske olie- og gasboom er imidlertid, at den store produktion, båret af flere års eufori blandt skifereventyrets selskaber og investorer, nu udløser en bølge af konkurser blandt dem, der ikke kan forrente investeringerne, når priserne på et overforsynet marked falder.

Olieprisen er faldet fra 63 dollar pr. tønde for en måned siden til nu 50 dollar. 

Det er meget langt fra de gode dage før finanskrisen i sommeren 2008, hvor prisen toppede med 164 dollar pr. tønde. Prisen på naturgas falder tilsvarende markant, med næsten 20 procent den seneste måned og med over 60 procent siden det seneste, kortvarige højdepunkt i november 2018.

I USA udtømmes de enkelte kilder til skiferolie og -gas hurtigt, og derfor har branchen travlt med hele tiden at åbne nye boringer for at opretholde forsyningen, indtjeningen og evnen til at afdrage på sin 120 milliarder dollar store og stadigt voksende gæld – blot med overproduktion, prisfald og manglende indtjening til følge.

Advokatfirmaet Haynes and Boone med speciale i den amerikanske energisektor har i en aktuel rapport registreret 42 konkurser blandt amerikanske olieselskaber i 2019 foruden 17 konkurser blandt selskaber knyttet til olie- og gasproduktionen.

Det får potentielle investorer til at trække følehornene til sig, og med udsigt til fortsat pres på priserne advarer branchemediet oilprice.com nu om 2020 som ’Oliekonkursernes år’.

Coronavirussens pris

I det korte perspektiv har den kinesiske coronavirus øget presset på olieindustrien markant og skabt frygt for en ny international økonomisk krise. Det almene forbrug, industriproduktionen, rejseaktiviteten og fragten af varer ind og ud af Kina er gået dramatisk ned de seneste uger som konsekvens af både myndighedernes restriktioner og frygten for smittespredning.

»Epidemien har tildelt vor forretning et voldsomt slag,« sagde en kinesisk olieindustrileder til Financial Times i sidste uge.

Olieindustrien i Kina vurderer, at det kinesiske olieforbrug vil falde 25 procent i februar, svarende til tre procent fald i det globale forbrug. Olieselskabet BP spår samtidig, at den forventede vækst i det globale olieforbrug vil blive reduceret med 40 procent på årsbasis som følge af epidemien og den nedgang i rejseaktivitet og forbrug, der følger med.

Den finansielle koncern Goldman Sachs kalder coronaepidemien det største chok, der har ramt oliebranchen siden finanskrisen – det kan aflæses ved det største fald i olieprisen for en januar måned i 30 år.

Frygten blandt økonomiske analytikere som for eksempel Stephen Roach, Yale University, er, at en længerevarende epidemi vil ramme den samlede kinesiske økonomi og dermed verdensøkonomien bredt i en tid, hvor væksten er svag, og sårbarheden i mange lande er stor.

I disse dage ventes der med tilbageholdt åndedræt på, om de 14 medlemslande i oliekartellet OPEC og deres ti alliancepartnere med blandt andet Rusland og Mexico – tilsammen kaldet OPEC+ – kan enes om at sætte olieproduktionen ned for at holde prisen oppe. Ved et møde i sidste uge tøvede blandt andet Rusland og hindrede dermed en beslutning. Usikkerheden går blandt andet på, at en nedsættelse af produktionen måske først kan få olieprisen til at stige, når virusepidemien er overstået, og olieefterspørgslen på vej tilbage.

Næste møde i OPEC+ er 6. marts, og det er i skrivende stund uvist, om man vil træde sammen tidligere og træffe en beslutning.

Klimaaktivister demonstrerede tidligere på ugen imod, at BP er med til at sponsere British Museum i London. Også på økonomien er BP i modvind: Siden sidste sommer har olieselskabet mistet 22 procent i aktieværdi

Facundo Arrizabalaga

Nyt paradigme

Olieselskabernes genvordigheder er mere end forbigående konjunkturfænomener. De afspejler en voksende usikkerhed i markedet om branchens fremtid.

BP’s cheføkonom Spencer Dale fremlagde i juni sidste år en analyse om det fokusskift, olieselskaberne står over for: Hvor man tidligere har været optaget af peak oil-spørgsmålet – det vil sige, hvornår den globale olieproduktion topper og begynder at falde, fordi reserverne udtømmes – så handler det nu i stedet om peak demand, altså om hvornår efterspørgslen topper og begynder at falde, fordi miljøkrav og klimaudfordring bringer alternativer på banen – for eksempel elbiler på bekostning af benzin- og dieselbiler eller grøn el- og fjernvarme på bekostning af oliefyr.

Selskaberne har i årtier været på jagt efter nye forekomster at udvinde, fordi man har set frem mod en forventet knaphedssituation og dermed lukrative, stigende oliepriser. Netop i kraft af de store investeringer i nye forekomster tegner der sig imidlertid nu, hvad Spencer Dale kalder et helt nyt paradigme karakteriseret ved rigelighed af olie samtidig med faldende efterspørgsel. Dvs. en situation med faldende priser og stadigt hårdere konkurrence på markedet.

Det vil presse alle aktører og kan paradoksalt nok stimulere selskaber og lande til at skrue op for produktionen for at erobre mest muligt af den indtjening, der måtte være tilbage, inden festen stopper. Jo lavere salgspris pr. tønde olie, desto flere tønder må man producere for at opretholde samme indtjening, lyder den kortsigtede logik. Eller som udtrykt af BP-økonomen: »Det er bedre at have penge i banken end olie i undergrunden.«

Konsekvensen af denne oliejagt kan ifølge Spencer Dale blive yderligere prisfald og voksende indtjeningsproblemer i branchen, især for de nationer, hvis økonomi er baseret på olieproduktion, og som kommer under pres for at stille om til en helt andet økonomisk model.

Vi ved fra historien, at en sådan økonomisk omstilling kan blive en lang og udfordrende proces, herunder indebære langvarige, risikable budgetunderskud, alternativt kræve lige så risikable og konfliktskabende sociale nedskæringer, noterer han.

Massive sorte investeringer

Ikke kun BP, som Spencer Dale arbejder for, og som forleden rapporterede et fald i indtjeningen på 21 procent i 2019, men også de øvrige store olieselskaber er bevidste om den nye, udfordrende situation. Exxon, Shell, Chevron, Total og norske Equinor er således alle ligesom BP i gang med en dobbeltstrategi, der handler om at gøre sig klar til en forretningsmæssig fremtid, hvor olien glider i baggrunden, og nye indtægtskilder tager over, samtidig med at man i disse år investerer heftigt i at finde nye olie- og gasforekomster for at kapre den størst mulige andel af det marked, der måtte være tilbage.

Både Exxon, Chevron og Shell, der alle for nylig har præsteret skuffende regnskaber som konsekvens af blandt andet overkapacitet og prisfald på markedet, holder fast i megainvesteringer i år på henholdsvis 33-35 milliarder, 20 milliarder og cirka 30 milliarder dollar i jagten på ny olie og gas rundt omkring i verden.

I 2019 blev der af de store selskaber sammenlagt identificeret nye reserver af olie og gas svarende til 12,2 milliarder tønder olie, den største udvidelse af reserverne i fire år. Endnu større fund forudses i år. Frem til 2025 venter Shell alene at kunne give grønt lys til 35 nye olie- og gasprojekter.

Samtidig italesætter selskaberne et stigende fokus på sol, vind og anden grøn energi som fremtidige forretningsområder. Det Internationale Energiagentur, IEA, viser i en ny rapport, The Oil and Gas Industry in Energy Transitions, at de store olieselskaber siden 2015 har fordoblet deres investeringer i ’grønne teknologier’ – heriblandt også CCS, carbon capture and storage, der ikke er et alternativ til fossile brændsler, men en mulig måde at indfange CO2-udledninger fra kraftværker og industrier.

Denne fordobling består imidlertid blot i at øge den grønne andel af selskabernes samlede investeringer fra 0,4 til 0,8 procent. Så næsten alt går stadig til den sorte energi.

De fem største selskaber med hovedkvarter i Europa – hollandske Shell, britiske BP, franske Total, norske Equinor og italienske Eni – har indtil nu tilsammen og over tid investeret 5,5 milliarder dollar i vedvarende energiprojekter. Til sammenligning var deres samlede investeringsbudget for bare 2019 på næsten 90 milliarder dollar.

Strandede værdier

Selskabernes fortsatte fokus på at finde og producere mest mulig olie og gas kan lede til det omtalte fortsatte prisfald. Dette prisfald kan have den for selskaberne umiddelbart gunstige, men for klimaet uacceptable konsekvens, at olie- og gasforbruget faktisk igen begynder at stige på bekostning af chancen for at nå klimamålene i Parisaftalen.

Det kan fremtvinge skærpede politiske indgreb mod forbruget – for eksempel flere eller fremrykkede forbud mod fossilbiler eller myndighedsbeslutninger om stop for yderligere efterforskning. Konsekvensen er forstærket tvivl om olieselskabernes økonomiske fremtid og om deres værdi og pålidelighed som investeringsobjekter.

Alt i alt tegner der sig en fremtid for sektoren med stor og stigende usikkerhed. Shells chefrådgiver om klimaændringer, David Hone, skrev allerede i 2013:

»Der er vitterlig ikke noget at diskutere, når det gælder selve matematikken om CO2. Det gælder uden for enhver tvivl, at dagens kendte reserver vil bringe os et godt stykke hinsides to grader, hvis det hele bliver brugt og CO2 derfra udledt.«

Tænketanken Carbon Tracker Initiative har estimeret, at det tilbageværende globale CO2-budget inden for Parisaftalens togradersmål indebærer, at de store olieselskaber i løbet af de kommende to årtier skal reducere deres produktion med 35 procent og med mærkbart mere, hvis 1,5-gradersmålet skal kunne overholdes.

Det betyder, at både igangværende produktioner og kommende projekter, som selskaberne har investeret tocifrede milliardbeløb i, må droppes. Investeringerne ender som stranded assets, strandede værdier. En analyse omtalt af Financial Times angiver, at olie- og gasprojekter til en værdi af 890 milliarder dollar vil ende som strandede værdier, hvis 1,5-gradersmålet skal respekteres.

Situationen er på den ene side, at verden længe endnu ser ud til at være afhængig af olieselskabernes produkter, mens på den anden side usikkerheden om selskabernes legitimitet og økonomi nu og fremover er så stor, at investorerne er kommet i tvivl og begynder at trække sig. Hvilket gør selskabernes situation endnu mere sårbare.

»Klimarisiko er investeringsrisiko,« skrev Lary Fink, CEO for verdens største kapitalforvalter BlackRock i et brev til sine kunder, hvor han bebudede selskabets nye fokus på bæredygtighed.

»I nær fremtid – og hurtigere end de fleste forventer – vil der ske en markant omfordeling af kapital.«

Det kan Jim Cramer bekræfte. Han er tidligere Goldman Sachs-børsmægler og indehaver af hedgefundselskabet Cramer, Berkowitz & Co., nu en meget benyttet finansanalytiker hos blandt andet tv-stationen CNBC. Det var her, han forleden kommenterede de dårlige regnskaber og faldende aktiekurser for Exxon og Chevron således:

»Jeg er færdig med fossile brændsler … De er bare færdige … Vi ser mange forskellige (kapital)fonde skille sig af med dem.«

»Aktierne i fossile brændsler »er som en langsomt smeltende isterning, en smuldrende værdi, der giver tab, hvis ikke prisen på råolie springer i vejret og bliver der. Men efter de seneste begivenheder kan jeg ikke se, hvad der skulle få det til at ske,« sagde Cramer.

Han siger, at mange institutionelle investorer – blandt andet pensionskasser – er hastigt på vej væk fra olie og gas, fordi de er bekymrede for klimaet, for investeringernes holdbarhed og for det negative image, der i dag er forbundet med den fossile sektor.

»Jeg er ikke her for at lufte politiske standpunkter. Mit job er at hjælpe jer med at tjene penge, og den ærlige sandhed er, at jeg ikke tror, at jeg kan hjælpe jer til at tjene penge på olie- og gasaktier længere.«

»Vi er i fasen, hvor dødsklokken ringer. Verden har vendt sig mod dem,« siger finansanalytikeren.