Baggrund
Læsetid: 10 min.

Tidligere Goldman Sachs-børsmægler: Verden har vendt sig mod olieselskaberne. Dødsklokkerne ringer

Usikkerhed er nøgleordet, der karakteriserer udsigterne for den fossile sektor. Der produceres for meget olie og gas i forhold til efterspørgslen, priserne falder, og det gør indtjeningen derfor også. Det lokker selskaberne til at lede efter endnu mere olie og gas med yderligere prisfald som sandsynlig konsekvens. Investorerne er ved at miste troen på sektoren og sælger ud af aktierne. ’De er færdige,’ siger finansanalytiker om olieselskaberne
Olieprisen er faldet voldsomt i starten af 2020. Scroll ned for at se en interaktiv version af grafen. 

Olieprisen er faldet voldsomt i starten af 2020. Scroll ned for at se en interaktiv version af grafen. 

Udland
14. februar 2020

Sælg!

Goldman Sachs’ oliemarkedsanalytiker Neil Mehta var klar i mælet, da han sidste mandag rådede sine investorklienter til at skille sig af med aktier i olieselskabet Exxon. Selskabet, der for få år siden rangerede som verdens mest værdifulde virksomhed, har mistet 184 milliarder dollar i værdi siden højdepunktet i 2014, hvor Exxon-aktien kostede 114 dollar – efter Mehtas melding faldt kursen brat og nåede den laveste værdi i et årti: 60 dollar pr. aktie, svarende til et værditab på 40 procent.

Exxon er hårdest ramt af de store olieselskaber, men langtfra alene. Siden sidste sommer har Chevron, Shell og BP mistet henholdsvis 15, 20 og 22 procent i aktieværdi.

Hele branchen er mærket økonomisk af en vigende international efterspørgsel på olie og gas kombineret med overskudskapacitet i produktionsleddet. Det er især det amerikanske skiferolie- og -gaseventyr, der har tilført verdensmarkedet store mængder af den fossile energi, hvilket med stolthed blev påpeget af præsident Donald Trump i State of the Union-talen i sidste uge.

»Vi har sluppet en amerikansk energirevolution løs. USA er nu nummer et i hele verden som producent af olie og naturgas. Og for første gang i 65 år er vi nettoeksportører af energi,« sagde Trump til klapsalver fra Kongressen.

Det Internationale Energiagentur, IEA, forudser, at USA vil stå for 70 procent af væksten i global olieproduktionskapacitet frem til 2024, og at USA vil overhale Rusland som eksportør af olie og lægge sig lige i hælene på Saudi-Arabien.

Prisfald og konkurser

Sandheden om det amerikanske olie- og gasboom er imidlertid, at den store produktion, båret af flere års eufori blandt skifereventyrets selskaber og investorer, nu udløser en bølge af konkurser blandt dem, der ikke kan forrente investeringerne, når priserne på et overforsynet marked falder.

Olieprisen er faldet fra 63 dollar pr. tønde for en måned siden til nu 50 dollar. 

 

Det er meget langt fra de gode dage før finanskrisen i sommeren 2008, hvor prisen toppede med 164 dollar pr. tønde. Prisen på naturgas falder tilsvarende markant, med næsten 20 procent den seneste måned og med over 60 procent siden det seneste, kortvarige højdepunkt i november 2018.

I USA udtømmes de enkelte kilder til skiferolie og -gas hurtigt, og derfor har branchen travlt med hele tiden at åbne nye boringer for at opretholde forsyningen, indtjeningen og evnen til at afdrage på sin 120 milliarder dollar store og stadigt voksende gæld – blot med overproduktion, prisfald og manglende indtjening til følge.

Advokatfirmaet Haynes and Boone med speciale i den amerikanske energisektor har i en aktuel rapport registreret 42 konkurser blandt amerikanske olieselskaber i 2019 foruden 17 konkurser blandt selskaber knyttet til olie- og gasproduktionen.

 

Det får potentielle investorer til at trække følehornene til sig, og med udsigt til fortsat pres på priserne advarer branchemediet oilprice.com nu om 2020 som ’Oliekonkursernes år’.

Coronavirussens pris

I det korte perspektiv har den kinesiske coronavirus øget presset på olieindustrien markant og skabt frygt for en ny international økonomisk krise. Det almene forbrug, industriproduktionen, rejseaktiviteten og fragten af varer ind og ud af Kina er gået dramatisk ned de seneste uger som konsekvens af både myndighedernes restriktioner og frygten for smittespredning.

»Epidemien har tildelt vor forretning et voldsomt slag,« sagde en kinesisk olieindustrileder til Financial Times i sidste uge.

Olieindustrien i Kina vurderer, at det kinesiske olieforbrug vil falde 25 procent i februar, svarende til tre procent fald i det globale forbrug. Olieselskabet BP spår samtidig, at den forventede vækst i det globale olieforbrug vil blive reduceret med 40 procent på årsbasis som følge af epidemien og den nedgang i rejseaktivitet og forbrug, der følger med.

Den finansielle koncern Goldman Sachs kalder coronaepidemien det største chok, der har ramt oliebranchen siden finanskrisen – det kan aflæses ved det største fald i olieprisen for en januar måned i 30 år.

Frygten blandt økonomiske analytikere som for eksempel Stephen Roach, Yale University, er, at en længerevarende epidemi vil ramme den samlede kinesiske økonomi og dermed verdensøkonomien bredt i en tid, hvor væksten er svag, og sårbarheden i mange lande er stor.

I disse dage ventes der med tilbageholdt åndedræt på, om de 14 medlemslande i oliekartellet OPEC og deres ti alliancepartnere med blandt andet Rusland og Mexico – tilsammen kaldet OPEC+ – kan enes om at sætte olieproduktionen ned for at holde prisen oppe. Ved et møde i sidste uge tøvede blandt andet Rusland og hindrede dermed en beslutning. Usikkerheden går blandt andet på, at en nedsættelse af produktionen måske først kan få olieprisen til at stige, når virusepidemien er overstået, og olieefterspørgslen på vej tilbage.

Næste møde i OPEC+ er 6. marts, og det er i skrivende stund uvist, om man vil træde sammen tidligere og træffe en beslutning.

Klimaaktivister demonstrerede tidligere på ugen imod, at BP er med til at sponsere British Museum i London. Også på økonomien er BP i modvind: Siden sidste sommer har olieselskabet mistet 22 procent i aktieværdi

Klimaaktivister demonstrerede tidligere på ugen imod, at BP er med til at sponsere British Museum i London. Også på økonomien er BP i modvind: Siden sidste sommer har olieselskabet mistet 22 procent i aktieværdi

Facundo Arrizabalaga

Nyt paradigme

Olieselskabernes genvordigheder er mere end forbigående konjunkturfænomener. De afspejler en voksende usikkerhed i markedet om branchens fremtid.

BP’s cheføkonom Spencer Dale fremlagde i juni sidste år en analyse om det fokusskift, olieselskaberne står over for: Hvor man tidligere har været optaget af peak oil-spørgsmålet – det vil sige, hvornår den globale olieproduktion topper og begynder at falde, fordi reserverne udtømmes – så handler det nu i stedet om peak demand, altså om hvornår efterspørgslen topper og begynder at falde, fordi miljøkrav og klimaudfordring bringer alternativer på banen – for eksempel elbiler på bekostning af benzin- og dieselbiler eller grøn el- og fjernvarme på bekostning af oliefyr.

Selskaberne har i årtier været på jagt efter nye forekomster at udvinde, fordi man har set frem mod en forventet knaphedssituation og dermed lukrative, stigende oliepriser. Netop i kraft af de store investeringer i nye forekomster tegner der sig imidlertid nu, hvad Spencer Dale kalder et helt nyt paradigme karakteriseret ved rigelighed af olie samtidig med faldende efterspørgsel. Dvs. en situation med faldende priser og stadigt hårdere konkurrence på markedet.

Det vil presse alle aktører og kan paradoksalt nok stimulere selskaber og lande til at skrue op for produktionen for at erobre mest muligt af den indtjening, der måtte være tilbage, inden festen stopper. Jo lavere salgspris pr. tønde olie, desto flere tønder må man producere for at opretholde samme indtjening, lyder den kortsigtede logik. Eller som udtrykt af BP-økonomen: »Det er bedre at have penge i banken end olie i undergrunden.«

Konsekvensen af denne oliejagt kan ifølge Spencer Dale blive yderligere prisfald og voksende indtjeningsproblemer i branchen, især for de nationer, hvis økonomi er baseret på olieproduktion, og som kommer under pres for at stille om til en helt andet økonomisk model.

Vi ved fra historien, at en sådan økonomisk omstilling kan blive en lang og udfordrende proces, herunder indebære langvarige, risikable budgetunderskud, alternativt kræve lige så risikable og konfliktskabende sociale nedskæringer, noterer han.

Massive sorte investeringer

Ikke kun BP, som Spencer Dale arbejder for, og som forleden rapporterede et fald i indtjeningen på 21 procent i 2019, men også de øvrige store olieselskaber er bevidste om den nye, udfordrende situation. Exxon, Shell, Chevron, Total og norske Equinor er således alle ligesom BP i gang med en dobbeltstrategi, der handler om at gøre sig klar til en forretningsmæssig fremtid, hvor olien glider i baggrunden, og nye indtægtskilder tager over, samtidig med at man i disse år investerer heftigt i at finde nye olie- og gasforekomster for at kapre den størst mulige andel af det marked, der måtte være tilbage.

Både Exxon, Chevron og Shell, der alle for nylig har præsteret skuffende regnskaber som konsekvens af blandt andet overkapacitet og prisfald på markedet, holder fast i megainvesteringer i år på henholdsvis 33-35 milliarder, 20 milliarder og cirka 30 milliarder dollar i jagten på ny olie og gas rundt omkring i verden.

I 2019 blev der af de store selskaber sammenlagt identificeret nye reserver af olie og gas svarende til 12,2 milliarder tønder olie, den største udvidelse af reserverne i fire år. Endnu større fund forudses i år. Frem til 2025 venter Shell alene at kunne give grønt lys til 35 nye olie- og gasprojekter.

Samtidig italesætter selskaberne et stigende fokus på sol, vind og anden grøn energi som fremtidige forretningsområder. Det Internationale Energiagentur, IEA, viser i en ny rapport, The Oil and Gas Industry in Energy Transitions, at de store olieselskaber siden 2015 har fordoblet deres investeringer i ’grønne teknologier’ – heriblandt også CCS, carbon capture and storage, der ikke er et alternativ til fossile brændsler, men en mulig måde at indfange CO2-udledninger fra kraftværker og industrier.

Denne fordobling består imidlertid blot i at øge den grønne andel af selskabernes samlede investeringer fra 0,4 til 0,8 procent. Så næsten alt går stadig til den sorte energi.

 

De fem største selskaber med hovedkvarter i Europa – hollandske Shell, britiske BP, franske Total, norske Equinor og italienske Eni – har indtil nu tilsammen og over tid investeret 5,5 milliarder dollar i vedvarende energiprojekter. Til sammenligning var deres samlede investeringsbudget for bare 2019 på næsten 90 milliarder dollar.

Strandede værdier

Selskabernes fortsatte fokus på at finde og producere mest mulig olie og gas kan lede til det omtalte fortsatte prisfald. Dette prisfald kan have den for selskaberne umiddelbart gunstige, men for klimaet uacceptable konsekvens, at olie- og gasforbruget faktisk igen begynder at stige på bekostning af chancen for at nå klimamålene i Parisaftalen.

Det kan fremtvinge skærpede politiske indgreb mod forbruget – for eksempel flere eller fremrykkede forbud mod fossilbiler eller myndighedsbeslutninger om stop for yderligere efterforskning. Konsekvensen er forstærket tvivl om olieselskabernes økonomiske fremtid og om deres værdi og pålidelighed som investeringsobjekter.

Alt i alt tegner der sig en fremtid for sektoren med stor og stigende usikkerhed. Shells chefrådgiver om klimaændringer, David Hone, skrev allerede i 2013:

»Der er vitterlig ikke noget at diskutere, når det gælder selve matematikken om CO2. Det gælder uden for enhver tvivl, at dagens kendte reserver vil bringe os et godt stykke hinsides to grader, hvis det hele bliver brugt og CO2 derfra udledt.«

Tænketanken Carbon Tracker Initiative har estimeret, at det tilbageværende globale CO2-budget inden for Parisaftalens togradersmål indebærer, at de store olieselskaber i løbet af de kommende to årtier skal reducere deres produktion med 35 procent og med mærkbart mere, hvis 1,5-gradersmålet skal kunne overholdes.

Det betyder, at både igangværende produktioner og kommende projekter, som selskaberne har investeret tocifrede milliardbeløb i, må droppes. Investeringerne ender som stranded assets, strandede værdier. En analyse omtalt af Financial Times angiver, at olie- og gasprojekter til en værdi af 890 milliarder dollar vil ende som strandede værdier, hvis 1,5-gradersmålet skal respekteres.

Situationen er på den ene side, at verden længe endnu ser ud til at være afhængig af olieselskabernes produkter, mens på den anden side usikkerheden om selskabernes legitimitet og økonomi nu og fremover er så stor, at investorerne er kommet i tvivl og begynder at trække sig. Hvilket gør selskabernes situation endnu mere sårbare.

»Klimarisiko er investeringsrisiko,« skrev Lary Fink, CEO for verdens største kapitalforvalter BlackRock i et brev til sine kunder, hvor han bebudede selskabets nye fokus på bæredygtighed.

»I nær fremtid – og hurtigere end de fleste forventer – vil der ske en markant omfordeling af kapital.«

Det kan Jim Cramer bekræfte. Han er tidligere Goldman Sachs-børsmægler og indehaver af hedgefundselskabet Cramer, Berkowitz & Co., nu en meget benyttet finansanalytiker hos blandt andet tv-stationen CNBC. Det var her, han forleden kommenterede de dårlige regnskaber og faldende aktiekurser for Exxon og Chevron således:

»Jeg er færdig med fossile brændsler … De er bare færdige … Vi ser mange forskellige (kapital)fonde skille sig af med dem.«

»Aktierne i fossile brændsler »er som en langsomt smeltende isterning, en smuldrende værdi, der giver tab, hvis ikke prisen på råolie springer i vejret og bliver der. Men efter de seneste begivenheder kan jeg ikke se, hvad der skulle få det til at ske,« sagde Cramer.

Han siger, at mange institutionelle investorer – blandt andet pensionskasser – er hastigt på vej væk fra olie og gas, fordi de er bekymrede for klimaet, for investeringernes holdbarhed og for det negative image, der i dag er forbundet med den fossile sektor.

»Jeg er ikke her for at lufte politiske standpunkter. Mit job er at hjælpe jer med at tjene penge, og den ærlige sandhed er, at jeg ikke tror, at jeg kan hjælpe jer til at tjene penge på olie- og gasaktier længere.«

»Vi er i fasen, hvor dødsklokken ringer. Verden har vendt sig mod dem,« siger finansanalytikeren.

BP vil finde mere olie – og være klimaneutral i 2050

BP’s netop tiltrådte nye direktør, Bernard Looney, tog onsdag tyrene ved hornene og lovede, at BP i 2050 vil være et netto-klimaneutralt selskab.

»Verdens kulstofbudget er begrænset og udtømmes hurtigt, vi har brug for en hurtig omstilling til netto-nul,« sagde han ved præsentationen af selskabets nye grønne strategi.

Ikke alene vil BP fjerne udledningerne fra selve selskabets produktionsprocesser på 55 mio. ton CO2 årligt – nogenlunde svarende til Danmarks årlige udledninger. Man vil også neutralisere de 360 mio. ton CO2, der udledes årligt, når BP’s kunder brænder den fossile energi af. I alt altså 415 mio. ton, som atmosfæren fra 2050 skal skånes for på årsbasis.

’Netto-nul’ betyder, at eventuelle fortsatte udledninger fra selskabets produkter i 2050 skal opvejes af tiltag, der støvsuger atmosfæren for CO2. Bernard Looney præciserede dog, at man ikke vil indfri de nye løfter ved f.eks. at plante en masse træer.

»Dette er absolutte reduktioner, og det er, hvad verden behøver,« sagde han

De ambitiøse mål synes at kollidere med selskabets hidtidige plan om inden for de næste ti år at investere 71 mia. dollar i nye olie- og gasfelter og dermed øge sin produktion med 20 procent for at kunne forsyne en verden, der i 2040 i BP’s optik stadig får halvdelen af sin energi fra olie og gas.

Til sammenligning investerede BP i 2018 kun 0,5 mia. dollar i vedvarende energi som nyt forretningsområde.

Hvordan BP vil håndtere den tilsyneladende gordiske knude, forklarede Bernard Looney ikke.

Efter budskabet steg BP’s aktier på børserne, alt mens Greenpeace og andre miljøorganisationer beskyldte selskabet for greenwash.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det burde være klart for enhver, at markedstanken er en destruktiv, ødelæggende og i bund grund barnlig og forkert måde at producere og distribuere på.

Jens Magnus, Lars Løfgren, Torben Bruhn Andersen, Carsten Mortensen, Jeppe Lindholm, Olav Bo Hessellund, Torben K L Jensen, Sebastian Skals, Pia Nielsen, Alvin Jensen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Sebastian Skals

Lad kapitalfondene og markedsspekulanterne smelte sammen med olieselskaberne. Dette er vores allesammens mulighed for at fremtvinge en socialt retfærdig omfordeling af kapital, som ikke bare indebærer en omrokering i BlackRocks investeringsportefølje.

Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Mikael Nielsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

20 grader ved Anarktis og udslip på et omfang der kan sammenlignes med en hel nations CO2-udledning i løbet af 20 dage som skete ved en af naturgasproduktionerne i Ohio samt muligheden via sattelitovervågning i fremtiden at afsløre udslip som ikke bliver rapporteret kan formentlig også være med til at påvirke aktierne i negativ retning

The well was owned by Exxon subsidiary XTO, which did not report the incident as a major methane leak, even though it spewed gas for 20 days before the company succeeded in plugging the well. As the New York Times reported, satellite data revealed the leak was one of the largest methane releases in U.S. history — underlining the unreliability of industry self-reporting of methane.

https://www.desmogblog.com/2020/02/12/eu-study-climate-impact-natural-ga...

Methan er virker 40-50 gange stærkere som drivhusgas end CO2

Og alligevel kunne man i går læse at
I år har EU-Kommissionen udvalgt 151 projekter, som kan få støtte fra det store støtteprogram til energiinfrastruktur. ..... med på listen er også 35 gas- og olieprojekter: en olieledning til Bratislava, en gasledning til Malta, en olieterminal i Gdansk. Et af gasprojekterne har en løbetid på 40 år, altså lang tid efter, at unionen skal være klimaneutral.

Torben Bruhn Andersen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Søren Fosberg, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Randi Christiansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Kynisk set er epidemien indtil videre en forholdsvis billig pris at betale for nedsat CO2 udledning, når man samtidig ser på, hvor mange menneske- og dyreliv stigende temperaturer, voldsomt vejr, forurenede byer, stigende vandstand etc, etc, koster

Bent Gregersen

Og jeg som troede på relationen mindre efterspørgsel mindre udbud! Desperationen i den fossile branche er velbegrundet. De må se deres udslettelse i øjnene og trække de overflødige fup-finensforetagender med sig i glemslen.Hvor høj bliver verdenhavenes niveau når polerne og gletsjerene er smeltet. Alverdens store byer er næsten alle kystbyer!

Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Dette er jo ingen nyhed.

Det er faktisk 7-8 år siden at verdens største olie, a-kraft, kul og energiselskab, Standard Oil med ExxonMobil og Chevron på bagsmækken, så skriften på væggen.

Aktionærerne turde/ville simpelt hen ikke risikere deres penge i fossil og svinende energi. Og skule man tiltrække investeringer fra aktionærerne, måtte man afvikle alle de usikre og risikable investeringer.

- I øvrigt var både kul og a-kraft allerede dengang en dårlig forretning, og indtjeningen på olie var stærkt på vej ned.

Derfor besluttede aktieselskabsbestyrelsen i Standard Oil allerede dengang, at lave en plan for afvikling af dette, og på sigt overgå til anden for for energi.

Hvordan det er netop nu med Standard Oil, hvor Donald Trump huserer i det Hvide Hus og forlanger energi på kulkraft, ved jeg ikke.

Men kulbranchen i USA går altså stadig rigtig skidt, og er i fortsat nedgang. Og det skyldes, at aktionærerne bag kraftværkerne i USA heller ikke tror på kul som fremtidens energi, og investering i nye kulkraftværker er relativt langsigtet.

Torben Bruhn Andersen, Carsten Mortensen, Bent Gregersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hilbert Larsen

Og idioten Trump støtter stadig fossil energi, så han kan støtte beskæftigelsen her. En branche som ingen fremtid har. Synd for USA.

Torben Bruhn Andersen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Hvis klimapanikken breder sig og indvindingen af fossile brændsler reduceres, vil olieinvestorerne hurtigt få Rockefeller til at ligne en kirkerotte. Mekanismen er helt den samme, som når Pusherstreet ryddes.

People want. People supply. People buy. Resten er make beleive. Hvis Tyskland stoppede fossil energiforsyning i morgen, ville statskonstruktionen miste sin relevans og opbakning over night.

Varer vil ikke kunne produceres og fordeles. Varme kan ikke frembringes og forsynes. El er væk, arbejdspladserne lukket og kommunikation bombes 100 år tilbage.

Den menneskeskabte løsningsmodel omkring den menneskeskabte globale opvarmning er en reel trussel mod civilisationen, som vi kender den i dag. Een forkælet generation med velfærd og tryghed var hvad vi kunne svinge os op til at frembringe på toppen af vores udvikling.

Vores største fejltagelse var ikke at uddanne den næste generation i forlængelse af vores naturvidenskabeligt opnåede forståelse af verden omkring os. Det bliver dyrt.

Daniel Joelsen

Kig ud på motorvejen, på alt det plastik vi bruger og sig så at der ikke er penge i det! Den sidste på vej til banken der griner er manden fra Goldman Sachs.

Søren Fosberg

Steffen Giese: Hvorfor forklarer du ikke om markedstanken i stedet for at fortælle hvad du mener er klart for enhver. Det bliver ingen jo klogere af.

Bent Gregersen

Peter Bahne

”Den menneskeskabte løsningsmodel omkring den menneskeskabte globale opvarmning er en reel trussel mod civilisationen”

Dette er ikke en løsningsmodel. Det er en videnskabelig målbar kendsgerning med en sandsynjlighed på omkring 99%.

Din holdning er et mislykket desperat velkendt floskel som, om noget, derfor er et angreb på vor fælles fremtid.

Så vidt jeg ved har vi stadig mange danske pensionskroner investeret i olie og gas selskaberne. Og hvem skal betale for oprydningen, når selskaberne går konkurs. Det er vel dig og mig. Håber den danske stat har fået nogle garantier for at det ikke bliver sådan for de udvindinger, der finder sted på dansk grund.