Baggrund
Læsetid: 5 min.

Arkitekten bag EU-Tyrkiet-aftalen før møde med Erdogan: »EU er offer for sin egen tøven«

Op til Erdogans besøg i Bruxelles plæderer arkitekten bag Tyrkiet-EU-aftalen for en ny aftale ud fra gensidige interesser, hvis EU ikke skal ende som et »Orban-Europa«. Det handler ikke kun om tyrkisk afpresning – EU ligger også, som europæerne selv har redt
Nyligt ankomne flygtninge på Lesbos har søgt ly ved et hus på stranden.

Nyligt ankomne flygtninge på Lesbos har søgt ly ved et hus på stranden.

Louisa Gouliamaki

Udland
9. marts 2020

Den tyrkiske præsident Erdogan har overraskende taget imod en invitation om et besøg i Bruxelles i dag mandag. Officielt skal mødet handle om det generelle forhold mellem Tyrkiet og EU, om den europæisk-tyrkiske toldunion og om visa-betingelserne for tyrkere i EU.

Men det er mere end tydeligt, at krisemødet vil have ét afgørende omdrejningspunkt: den grasserende flygtningekrise ved den græsk-tyrkiske grænse.

At det haster for EU’s vedkommende, blev tydeligt ved et møde mellem EU’s udenrigsministre i Zagreb i fredags, hvor der ikke blev taget nogen beslutning om ekstra støtte til Tyrkiet. Samme dag udtalte den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis, at aftalen mellem EU og Tyrkiet fra marts 2016 om at standse flygtningestrømmen til Europa nu endegyldigt er »død«.

Ingen altruisme

Dødsattesten fik opmærksomhed i europæisk presse. Men for arkitekten bag EU-Tyrkiet-aftalen fra 2016, lederen af tænketanken European Stability Initiative (ESI), Gerald Knaus, har det været åbenlyst, siden Erdogan i forrige uge for sin part åbnede grænsen til Grækenland.

»Aftalen er gået i vasken. Men det skyldes ikke kun Erdogan og Tyrkiet, men i høj grad også et EU, som har lukket øjnene for virkeligheden,« lød det fra Knaus foran en flok udenlandske journalister et stenkast fra kansleramtet i Berlin op til fredagens EU-møde i Zagreb.

»Det er helt klart: Vi skal have en ny aftale. Vi skal genoprette de gensidige interesser. Og vi skal have en fornuftig strategi for Grækenland. Situationen er virkelig dramatisk,« mener Gerald Knaus.

»Vi kan kun genoprette et ordentligt asylsystem med reelle procedurer for asylansøgning, hvis vi skaber en ny aftale. Grænsebeskyttelse kræver nu engang politik og en samarbejdspartner på den anden side af grænsen. Man kan kun udvise folk, hvis modtagerlandet samarbejder.«

Erdogans besøg i Bruxelles er således et nødvendigt første skridt hen mod en ny aftale. Men for Knaus er det afgørende, at europæerne forstår, hvorfor den oprindelige aftale virkede – og hvordan EU har sovet i timen.

»Der er mange, der misforstår aftalen. Den beroede 100 procent på interesser fra begge sider. Der var tale om en uforpligtende erklæring, der beroede på politisk vilje fra begge sider,« siger Knaus.

»Selvfølgelig handler det ikke om altruisme fra Erdogans side. Som for Europa handlede det om interesser, som befolkningen også skal stå bag.«

At det er under en fjerdedel af de nuværende flygtninge ved den græsk-tyrkiske grænse, der er syrere, ser Gerald Knaus som et bevis på, at aftalen fra 2016 virkede: Den fik nemlig syrerne til at blive i Tyrkiet, hvor de ikke bare får beskyttelsesstatus, men også socialhjælp, integrationshjælp, skolegang osv.

Mere end afpresning

På mødet i Zagreb bragte den tyske udenrigsminister Heiko Maas (SPD) det i fredags på tale at skabe en hurtigere udbetaling af de allerede aftalte midler fra aftalen fra 2016. Med henvisning til »Erdogans afpresning« afviste han derimod, at EU bør lægge flere nye penge på bordet.

Lørdag advarede EU’s budgetkommissær Johannes Hahn om, at der kun kan komme yderligere finansiel hjælp til Tyrkiet, »hvis Ankara stopper sin afpresning af Europa med at sende flygtninge i retning af EU«. Også fra den græske regering har der været stærke anklager om afpresning og bevidst eskalering fra Erdogans side.

Gerald Knaus afviser ikke, at Erdogan bruger flygtningepresset strategisk, men han betoner, at »retorikken om afpresning ikke hjælper«, og at »sagen er mere kompliceret end i anklagerne mod Erdogan«. Han beklager især den europæiske passivitet.

»Hvad har EU selv troet? At den tyrkiske regering pludselig ville handle i EU’s interesser efter forværringen af situationen i Idlib? At Erdogan pludselig ville springe ud som altruist eller idealist,« spørger Knaus retorisk.

»Siden udgangen af 2019 har Tyrkiet ventet på et signal om, hvordan aftalen og understøttelsen kan fortsætte. Men for de fleste EU-lande har flygtningekrisen været noget fjernt, noget nede i Grækenland og på Balkan, som man egentlig ikke havde lyst til at betale for.«

Derfor har EU i sidste ende ignoreret problemet og tænkt: Der kommer ikke nogen, så hvorfor betale mere?

»Der har været en stor blindhed. Det er en kæmpefejl, at EU ikke har udbygget de gensidige interesser med Tyrkiet. Nu må EU skabe en ambitiøs tidsplan baseret på realisme.«

Ro på vestfronten

For Tyrkiet har den finansielle hjælp til at huse og integrere landets næsten fire millioner flygtninge ifølge tænketankslederen været helt vital. Til det formål afsatte EU et rekordstort beløb på seks milliarder euro for tidsrummet 2016 til 2019. Indtil videre er 4,7 milliarder uddelt – til hjælpeorganisationer og ikke til den tyrkiske stat, pointerer Knaus, ligesom de resterende 1,3 milliarder af EU er afsat til brug i de kommende måneder.

»Fire procent af den tyrkiske befolkning er syriske flygtninge, og halvdelen af dem får direkte socialhjælp fra EU,« siger Gerald Knaus.

»Tyrkiet har også stærk interesse i et stabilt Europa. Tyrkiet er omgivet af lande i krig og står i en stadig mere prekær situation. Nu har landet trods alt ro på vestfronten mod Europa, som er Tyrkiets sidste pålidelige forbundne og vigtigste handelspartner,« siger han.

»Med næsten fire millioner flygtninge, kan Tyrkiet hurtigt destabiliseres. Derfor har Tyrkiet en vital interesse i ikke at blive transitland for endnu flere flygtninge – og at der kommer midler til at hjælpe de eksisterende flygtninge.«

Orbans Europa

Før han fortsætter sin tur rundt i Europa for at argumentere for en ny aftale, leverer Gerald Knaus i Berlin en skånselsløs kritik af både EU, som har svigtet Grækenland, og af den græske regering, der har besluttet at udsætte retten til at søge asyl i en måned. Også Ungarns udsættelse af asylretten ser han som en dramatisk undergravning af grundlæggende europæiske rettigheder og værdier.

»Rent praktisk er den græske beslutning mest symbolsk, men alligevel er den et præcedenstilfælde, der udgør et brud med europæisk ret og den europæiske ånd. Retten til asyl og Genèvekonventionen er nedfældet i EU-traktaterne,« siger Knaus.

»Hvis EU-Kommissionen og EU-Domstolen ikke gør noget, så oplever vi, at de, der skulle vogte over EU-traktaterne, åbent medgiver, at det hverken vil og kan de. Hvor er EU henne, hvis man med et skuldertræk sætter grundrettigheder ud af kraft? Om vi snart befinder os i et Orban-Europa, afhænger af, hvordan vi reagerer i de næste uger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det nytter vist ikke meget med politisk "vatpikke holdning" overfor Tyrkiet Erdogan, sådan som Gerald Knaus implicitlader til at foreslå.

Så hellere den helt klare holdning som Orban står for i forbindelse med disse såkaldte selvtagende migranter af rettigheder, et hegne og militær der holder dem ude af Ungarn.

EU skal gøre som Grækenland - "erklære aftalen med Tyrkiet for død" lukke pengekassen og bruge pengene på hegn og FRONTEX i en klar handling om beskyttelse af EU's grænser.

Erdogan bliver således selv "sorteper" i sit eget spil om såvel migranter og Erdogans drøm om, at få Tyrkiet ind i EU, og selv blive "Det reformerede EU's kalif i det nye kalifat for Islam", som han selv dyrker den politiske retning i Tyrkiets vej til fremtiden.

Ingen slapsvanseri fra EU's politiske side, men klar i spyttet overfor Erdogan afpresning af EU for flere penge, og for brug af migranterne som bønder i hans spil, - et spil som EU's politiske ledere ikke også skal blive en del af bønderne i.

Altså - man har som nation er forpligtelse, der er fastlagt i 2 konventioner, og den kan man ikke bare ignorere. Derfor har bagmanden bag Tyrkiet-aftalen ganske ret.

Noget andet er så, at nogle førende EU-lande vil tage børn uden voksne til sig fra de græske flygtningelejre. Målet er at tage 1.500 børn, men blot i en enkelt lejr, der er beregnet til 2.300 personer, men beboes af 20.000, er der 7.000 børn, der hverken får skolegang eller anden hjælp.

Denne lejr har i øvrigt 5 pedaltoiletter og 4 stålvaske til disse 20.000 menneskers totale behov. Sundhedspersonale er ulønnede voluntører fra UNHCR.

Jan Fritsbøger

når jeg læser et indlæg som Espens, mister jeg lidt af håbet om en fremtid som er bedre end nutiden og fortiden,
det samme sker når almindelig anstændighed og empati, dæmoniseres med fascistoide udtryk som pladder-humanisme,
jeg er ikke et sekund i tvivl Gerald Knaus baserer sine udtalelser på en omfattende viden om de faktisk forhold,
og Espen sine på en basis af fordomme og fjendebilleder, sikkert som en følge af den dominerende propaganda, som jo kun kan medføre uvidenhed og had, hvilket jo faktisk også netop er formålet med propagandaen,
og nu ved jeg jo godt at Erdogan faktisk er en kedelig type, hvilket man kan konkludere ud fra hans aggressive adfærd, og villige brug af Tyrkiets militær imod kurderne,
og jeg ser desværre en vis lighed mellem Espen, Erdogan, og Orban, de er hardlinere og de vælger løsninger på deres egne behov, som er totalt renset for empati med dem som bliver ofre,

Skal vi så ikke - om ikke andet end for håbets skyld, fastslå, at Viktor Orbán´s popularitet er stærkt faldende, og er ganske hurtigt på retur. Faktisk er hans politik og popularitet næsten helt borte i de større byer, hvor man ønsker et Ungarn, der ligner andre EU-lande.

Og, som ved starten af hans karriere, er det faktisk kun den meget lavtuddannede landbefolkning, der stadig tror på hans postulater, og ser ham som nationens redning.

Så der er altså håb for fremtiden - også i Ungarn. Samt også de øvrige såkaldte Visegrad-lande, der udviser samme politiske tendenser i disse år. Så de nye hardlinere er derfor Østrig og Danmark.