Analyse
Læsetid: 5 min.

Biden ligner Sanders’ hovedrival efter et imponerende comeback i South Carolinas primærvalg

Med næsten halvdelen af stemmerne og 60 procent af de sorte vælgere i ryggen knuste Joe Biden Bernie Sanders og alle de andre kandidater i South Carolina i et forrygende comeback efter valgnederlag i Iowa, New Hampshire og Nevada
Joe Biden blev, som han havde håbet, ’comeback kid’ ved primærvalget i South Carolina lørdag. 

Joe Biden blev, som han havde håbet, ’comeback kid’ ved primærvalget i South Carolina lørdag. 

Jeremy Hogan

Udland
1. marts 2020

Joe Biden gjorde, hvad han havde lovet med en ikke særlig selvsikker røst i en tv-debat tirsdag med seks andre demokratiske præsidentkandidater.

Han vandt primærvalget i South Carolina lørdag med en overbevisende stemmeandel på 48 procent mod kun 20 procent til frontløberen Bernie Sanders, senatoren fra Vermont.

Den markante sejr er en personlig triumf for den tidligere senator og vicepræsident. De tre gange han er stillet op til præsidentposten – i 1988, 2008 og 2020 – har han aldrig vundet et primærvalg. South Carolina er første gang.

Det bliver formentlig ikke sidste gang i dette valgår, han vinder et primærvalg. Biden ligner nu Bernie Sanders’ eneste troværdige rival til partiets nominering af en præsidentkandidat.

Mangemilliardær og tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg skal stå sin første prøve ved valg på Super Tuesday på tirsdag, hvor 14 delstater stemmer. Men Bloombergs styrke i meningsmålinger er aftaget efter middelmådige præstationer i to tv-debatter.

Den anden borgmester i valgkampen, Pete Buttigieg, arbejdede ihærdigt i South Carolina på at appellere til sorte vælgere; han vandt kun tilslutning fra 2 procent af dem og fik 8 procent af stemmerne i alt. Senator Elizabeth Warren endte med 7 procent i alt. Den progressive milliardær Tom Steyer, der brugte over 20 mio. dollar på tv-reklamer i South Carolina, scorede 11 pct.

Steyer meddelte lørdag, at han vil trække sig fra valgkampen.

Joe Bidens comeback-sejr kan stort set tilskrives en massiv opbakning fra afroamerikanske vælgere i sydstaten, der ifølge stikprøver ved valgstederne stod for 58 pct. af stemmerne. Seks ud af ti sorte satte kryds ud for Bidens navn, mens kun 16 procent gjorde det for Sanders.

Det er en kolossal skuffelse for Sanders-kampagnen, der havde brugt langt flere ressourcer end Biden på at score et hæderligt resultat i en delstat, som Biden kalder sit andet hjem, og hvor størstedelen af sorte politikere støtter Barack Obamas tidligere vicepræsident.

Sanders’ præstation på 16 pct. blandt sorte vælgere var kun to procentpoint bedre end i 2016, hvor han tabte til Hillary Clinton i South Carolina.

Sorte sydstatsvælgere

Sorte vælgere i sydstaterne er generelt mindre progressive end i storbyer i nordstaterne. De har lettere ved at identificere sig med Biden som person og hans villighed til åbent at tale om sin sorg over tabet af hans første hustru, datter og voksne søn end Bernies Sanders.

Sanders har aldrig følt sig rigtigt hjemme i afroamerikanske kirker og taler helst i konkrete vendinger om sine politiske ideer frem for at fokusere på sig selv, sin familie og biografi, som Biden gør på sine vælgermøder.

Sanders’ svage opbakning fra sorte vælgere i South Carolina kan blive en akilleshæl ved primærvalg i andre delstater i marts og april, medmindre hans kampagne gør en massiv indsats for at gøre ham mere tilgængelig for afroamerikanske vælgere.

Sorte amerikanere udgør normalt en fjerdedel af Det Demokratiske Partis vælgere; de er langt mere tilbøjelige til at gå til valgurnerne end andre etniske minoriteter som for eksempel amerikanere af latinamerikansk eller asiatisk afstamning.

For Sanders er et andet foruroligende aspekt ved resultaterne i South Carolina, at færre vælgere mellem 18 og 45 år deltog end ældre over 45. Det er blandt de yngre vælgere, at han står stærkest, så hvis deres valgdeltagelse er lige så lav i de andre delstater som i South Carolina, kan han få svært ved at vinde et flertal af delegerede til partikongressen i juli.

Uden et flertal kan Sanders ikke være sikker på at vinde nomineringen, selv om han stiller op med fleste delegerede.

Ikke alene det. Sanders hovedargument for at kunne slå præsident Trump i november er, at han skulle kunne motivere flere ny unge vælgere til at stemme end nogen anden kandidat. I de første fire valg synes denne præmis ikke at have holdt stik. Det kan nære skepsis blandt de delegerede på partikongressen, for hvem det allervigtigste er at slå Trump.

Sanders har stadig til gode at bevise, at han kan mobilisere millioner af nye unge vælgere og arbejderklassevælgere. Hans første og bedste chance falder tirsdag på Super Tuesday i de to store delstater Californien og Texas, hvor han er yderst populær blandt unge vælgere, ikke mindst latinoer.

I sidste øjeblik

Bidens imponerende præstation i South Carolina kan overvejende tilskrives to vigtige begivenheder i de sidste fire dage af valgkampen. 

For det første havde den tidligere vicepræsident en af sine bedste tv-debatter hidtil tirsdag. For det andet opfordrede kongresmedlemmet James Clyburn – den højest rangerede afroamerikaner i Det Demokratiske Parti og South Carolinas mest magtfulde sorte politiker – onsdag vælgerne til at stemme på Biden. 

Indtil da havde Joe Biden været tæt på en knockout i meningsmålingerne.

Fra april sidste år og frem til valget i Iowa i begyndelsen af februar lå Biden langt foran sine rivaler i meningsmålinger i South Carolina. Men efter en fjerdeplads i Iowa, en femteplads i New Hampshire og en svag andenplads i Nevada, begyndte nogle sorte vælgere at tvivle på hans kandidatur og fandt ham uinspirerende på vælgermøder.

Disse tvivlere overvejede at stemme på Bernie Sanders eller milliardæren Tom Steyer. Men efter alt at dømme svingede de tilbage til Biden efter kongresmedlem Clyburns blåstempling af ham onsdag.

Biden kan nu se frem til at klare sig bedre end forventet i fire sydstater, der afholder valg tirsdag – nemlig Alabama, Arkansas, Tennessee og North Carolina. Alle har en stor sort vælgerskare.

Det åbner muligheden for, at Bloomberg vil klare sig dårligere under valget i 14 delstater end forventet for en uge siden og måske scorer færre delegerede til partikongressen end forventet (kandidaterne skal vinde mere en 15 procent i en valgkreds for at få tildelt en delegeret; i alt 3.979 delegerede vælges forud for partikongressen).

Gennem en massiv reklamekampagne rettet mod især afroamerikanske vælgere havde Bloomberg ellers vundet sympati fra dem, der hele sidste år hældte til at stemme på Biden. Sådan som situationen ser ud lige nu, tyder intet på, at den tidligere borgmester Pete Buttigieg vil vinde en eneste af de 14 delstater, der står på spil på Super Tuesday.

Ud over Sanders og Biden er senator Amy Klobuchar den eneste med en god chance for at vinde en delstat – nemlig Minnesota, hvor hun er fra. Værre ser det ud for senator Elizabeth Warren, der i de seneste målinger ligger under Bernie Sanders i sin hjemstat, Massachusetts.

Således tegner der sig, alt andet lige, konturerne af en tvekamp mellem Biden og Sanders efter Super Tuesday.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Et stearinlys lyser altid kraftigt op inden det slukker sig selv fordi selve energikilden løber tør - for penge i Bidens tilfælde. "super thuesday" bliver et mareridt - ingen gider at satse på en taber der under kunstigt åndedræt fra DNC (Democratic National Kommittee)

Claus Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech, morten andersen, Steffen Gliese og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Kasper Frausing

"Sanders har aldrig følt sig rigtigt hjemme i afroamerikanske kirker" (sic)