Baggrund
Læsetid: 4 min.

Boris Johnson og regeringstop lagt ned af COVID-19 – ny test for coronasmitte på trapperne

Eksperter tæt på coronasmittede Boris Johnson siger, at en ny »game changer-test«, der sporer antistoffer mod COVID-19, vil være offentligt tilgængelig inden for få dage. Mens den britiske premierminister er i selvisolation, kritiseres hans regering for ikke at have prioriteret virustest højt nok
»Jeg har givet hånd til alle, jeg har mødt indtil for nylig. Jeg var på et hospital i går, hvor jeg hilste på indtil flere, der nok har coronavirus,« sagde en smilende Boris Johnson ved en pressekonference for et par uger siden. Nu er han selv smittet med COVID-19 virus.

»Jeg har givet hånd til alle, jeg har mødt indtil for nylig. Jeg var på et hospital i går, hvor jeg hilste på indtil flere, der nok har coronavirus,« sagde en smilende Boris Johnson ved en pressekonference for et par uger siden. Nu er han selv smittet med COVID-19 virus.

Hannah McKay

Udland
30. marts 2020

Storbritannien var blandt de første til at udvikle en COVID-19-test, efter at Kina i januar offentliggjorde den nye coronavirus’ genetiske kode. Men opbygning af kapaciteten for smittesporing er ifølge kritikere gået alt for langsomt.

Og smittespredningen går stærkt lige nu. Søndag var der 20.000 registrerede smittede og flere end 1.200 døde i Storbritannien. I modsætning til resten af Europa valgte briterne i første omgang (ligesom Sverige) ikke at lukke samfundet ned. Men en skræmmende rapport om konsekvenserne ved at forsætte denne strategi fik premierministeren til at foretage en kovending.

Nu er Boris Johnson den første statsleder i verden, som har bekendtgjort, at han er testet positiv for COVID-19.

»Jeg er testet positiv og har udviklet milde symptomer på coronasmitte. Derfor selvisolerer jeg mig fra nu af, men jeg kan sagtens fortsætte med at lede regeringens coronatiltag via videokonferencer,« fortalte en klatøjet Johnson med grødet stemme i en selfievideo fredag.

Og det er ikke kun premierministeren, der er blevet ramt. Sundhedsminister Matt Hancock samt de to chefvidenskabsfolk, der rådgiver regeringen – professor Neil Ferguson og professor Chris Whitty, som indtil nu har været Storbritanniens ansigter udadtil på området, og som står bag briternes meget omdiskuterede og omskiftelige strategi – er også i selvisolation.

Neil Ferguson var den første i kredsen omkring Johnson, der blev testet positiv, og siden er det gået stærkt. Også minister for Skotland Alister Jack har siden lukket sig inde med symptomer, og det forventes, at endnu flere i den politiske top er smittet.

Sundhedsminister Matt Hancock kritiseres for at have underprioriteret udbygningen af landets kapacitet til at teste for COVID-19.

»Han (Matt Hancock) har været uhyre ambitiøs på papiret, men i virkeligheden har vi bevæget os alt for langsomt. Selv nu tester vi kun 6.000 om dagen. Det er ti mennesker i hver valgkreds,« siger konservative Greg Clark, der leder parlamentets COVID-19-komité, til Financial Times.

På det personlige plan har regeringen haft svært ved at efterleve de krav, man har stillet til befolkningen. Boris Johnson har ligefrem på et pressemøde pralet med at have haft nærkontakt med coronasmittede.

»Jeg har givet hånd til alle, jeg har mødt indtil for nylig. Jeg var på et hospital i går, hvor jeg hilste på indtil flere, der nok har coronavirus,« sagde en smilende Boris Johnson ved en pressekonference for et par uger siden.

»Jeg tror, der er rigtig meget COVID-19 i og omkring Westminster,« sagde professor Neil Ferguson, da han offentliggjorde sin selvisolation.

Sporing bliver afgørende

I et brev sendt til alle britiske husstande (det samme gjorde daværende premierminister David Cameron før Brexit-afstemningen i 2016) advarer Johnson om konsekvenserne, hvis ikke alle går i takt:

»Det er vigtigt for mig at være helt ærlig over for jer. Vi ved, at det bliver værre, før det bliver bedre. Men vi forbereder os på den rigtige måde, og jo bedre alle følger reglerne, desto tidligere kan vi vende tilbage til et normalt liv.«

Men lige nu er vi meget langt fra normalitet. Britisk sundhedspersonale klager over mangel på basalt beskyttelsesudstyr. Der berettes om, at sygeplejersker har måttet beskytte sig med plastikposer, samt at der ikke har været testudstyr nok til, at ansatte i sundhedsvæsenet kunne få undersøgt, hvorvidt de er smittede og dermed udgør en smittefare for andre.

Smittesporing bliver altafgørende for at få et overblik over antallet af smittede. En rapport fra Oxford University anslog i sidste uge, at op imod 50 procent af Storbritanniens befolkning allerede kan være blevet smittet. Andre rapporter anslår dette tal til at være meget mindre. Men sandheden er, at ingen aner, hvad det virkelige smittetal er, før antallet af testede ligger på et helt andet niveau, end tilfældet er nu.

Store forhåbninger

Fra denne weekend bliver alle britiske sundhedsansatte ifølge vicepremierminister Michael Gove løbende testet. Udstyret, der vil blive anvendt, er den såkaldte PCR-test (Polymerase Chain Reaction), som kan måle aktiv tilstedeværelse af virus og derfor er god til at teste nyligt smittede.

Men fokus flytter sig nu mod en ny testmetode.

En nyudviklet test, som den britiske regering har købt 3.5 millioner af, sporer tilstedeværelsen af antistoffer i patienten og vil efter planen blive introduceret i løbet af ugen. Boris Johnson har kaldt den for en »game changer«.

»Om ganske få dage vil det være muligt at gå til sit lokale apotek og få et lille prik i fingeren og finde ud af, om man har været smittet,« siger professor Sharon Peacock fra National Infection Service til BBC.

Blandt andet Amazon har fået anmodninger om at levere disse test til borgerne i deres hjem med henblik på selvtest. Antistoftesten kan blive afgørende for, hvor hurtigt folk kan vende tilbage til deres arbejde. Kun ganske få er blevet smittet to gange med corona, og ingen har anden gang udviklet alvorlig sygdom.

En lignende test er på trapperne mange andre steder i verden – også i Danmark. Det var søndag ikke muligt at få Statens Serum Institut til at oplyse, om og i givet fald hvornår testene er tilgængelige i Danmark.

Antistoftesten har dog også sine begrænsninger. For det første kan antistoffer først spores omkring 14 dage efter virusudbrud, og testen vil derfor kun være brugbar for dem, der er blevet smittet for et stykke tid siden. For det andet er der videnskabelig uenighed om, hvorvidt antistofferne forbliver i kroppen eller forsvinder med tiden.

Men hvis testen virker – og det gør den formentlig – så kan den være med til at skabe det overblik, som kan resultere i en genåbning af det offentlige rum.

I hvert fald for dem, der har allerede har været smittet. Disse inkluderer altså nu Boris Johnson og flere af hans nærmeste rådgivere i kampen mod COVID-19.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Jensen

Man fattes ord for vor fjollet en statsminster kan fremstille sig selv. En ting er at man har gjort det, men hvorfor ligefrem prale med at man har trykket patienter i hånden, som man tror er smittet med SARS-CoV-2. Jeg kan ikke forstå formålet med den proklamation. Kan nogen forklare fornuften idet?

Jakob Illeborg

Hej Kristian. Det var tilbage for nogle uger siden, hvor Storbritanniens stadig satsede på, at holde samfundet åbent. Boris Johnson ville understrege, at det som udgangspunkt ikke var farligt for sunde og raske mennesker, der ikke er gamle. Og yes, det virker rimeligt aparte, når man ser klippet i dag.
Mvh
Jakob Illeborg

Kristian Jensen, Eva Schwanenflügel og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

John Oliver griner stadigvæk