Læsetid: 11 min.

Corona sætter verdens ledere under pres – og de håndterer det yderst forskelligt

Sådan håndteres coronakrisen i Polen, Italien, Japan, Storbritannien, Iran, Tyskland og Indien
Merkel har ført en ekstremt tør og saglig stil i coronakrisen og hidtil handlet tøvende. Det skyldes også den tyske føderalisme og angst for den stærke stat: »Vi må nu gøre alt for at tydeliggøre sammenholdet i vores land i denne helt usædvanlige og svære situation,« sagde Merkel forleden.

Merkel har ført en ekstremt tør og saglig stil i coronakrisen og hidtil handlet tøvende. Det skyldes også den tyske føderalisme og angst for den stærke stat: »Vi må nu gøre alt for at tydeliggøre sammenholdet i vores land i denne helt usædvanlige og svære situation,« sagde Merkel forleden.

Markus Schreiber

17. marts 2020

Polen: Regering profiterer på det

I Polen har PiS-regeringen været tidligt ude med stærke budskaber og drastiske tiltag mod coronavirussen, der skal kompensere for en elendig situation i sundhedsvæsenet. Flertallet hylder linjen: »Vi skal handle hurtigt og præventivt, overalt hvor det er muligt. (…) Vi prøver at være på forkant med handlinger, som vil blive kopieret af andre.«

Allerede onsdag var Polens premierminister Mateusz Morawiecki fra PiS hurtigt ude, både retorisk og med lukning af offentlige institutioner, og søndag også med lukning af de polske grænser.

På de fleste punkter har Polen været frontløber – bare ikke i forhold til smitte. Mandag middag, hvor der løb rygter om omfattende udgangsforbud og spærrezoner, var der godt 150 registrerede tilfælde blandt 38 millioner polakker.

Trods Polens politiske splittelse mener knap 53 procent, at regeringen gør »et godt stykke arbejde«, mens den partiløse og rolige sundhedsminister Lukasz Szumowski er blevet den store mediehelt.

Omvendt ser PiS-kritikere regeringens hårde tiltag som politisk kampagne frem for reel handling. For fakta er, at de polske sygehuse er elendigt udrustet til en krise som denne, og at der er langt færre test til rådighed end i Vesteuropa, hvilket muligvis også afspejles i de lave smittetal. Men selv i den optik er radikale tiltag og en langsom spredning alfa og omega, lyder det gerne fra PiS-støtter.

Efter erfaringerne i østblokken er polakkerne generelt opmærksomme på, at staten ikke tager frihedsrettigheder fra dem. Men omvendt har de meget små forventninger til, hvad staten skal tage sig af, og de indretter sig derfor så godt som muligt privat.

Alligevel er den tiltagende krise for landets små og mellemstore virksomheder samt de brutale fald på det polske WIG 20-aktieindeks en tiltagende hovedpine for regeringen. Et andet presserende spørgsmål er, om præsidentvalget den 10. maj kan gennemføres.

Den siddende og PiS-støttede præsident Andrzej Duda har som så mange andre statsledere en klar »krisebonus« med stigende popularitet, men både en formel undtagelsestilstand og umuligheden af at føre valgkamp kan føre til den udskydelse af valget, som oppositionen allerede højlydt kræver.

Italien: Conte er gået fra grim ælling til statsmand

For at finde sin egen stemme som Italiens premierminister var Giuseppe Conte nødt til at bruge en anden mands ord.

»Dette er vores mørkeste time,« sagde den tidligere britiske premierminister Winston Churchill om tiden under Anden Verdenskrig. I sidste uge gentog Conte sætningen for at beskrive et Italien, hvor coronavirussen hærger.

Italien er hårdt ramt af pandemien, og 55-årige Conte blev i starten stærkt kritiseret for ikke at skride tilstrækkeligt hurtigt og kompromisløst til handling. Men det har ændret sig nu, efter han i starten af sidste uge lukkede hele landet ned.

Conte lovede en »massiv chokterapi« for at bremse smitten, som har kostet over 1.800 italienere livet. Skoler har været lukket i flere uger, alle forretninger er lukket, bortset fra købmænd og apoteker, og italienerne er blevet bedt om at blive hjemme.

Conte, der har været åben om sin beslutningsproces, har haft den svære opgave at være den første af de vestlige demokratiers ledere, som har skullet indføre hidtil usete og drastiske tiltag, der desuden kan få uoverskueligt store konsekvenser for Italiens allerede skrantende økonomi. Nu følger andre europæiske ledere ned ad den rute, som Conte – til tider lidt snublende – har anvist.

Da Conte kom til magten sommeren 2018, var han en fuldstændig uerfaren politiker, som blev anset for at være en marionetdukke for en ny, umage populistisk regeringskoalition. Men i coronakrisens stund – omgivet af ellers råbende, populistiske, uberegnelige italienske politikere – ses han nu som den rolige hånd på rattet. Han har skældt ud på dem, der ikke har taget epidemien tilstrækkeligt alvorligt, og han har fortalt italienerne tydeligt, at det vil komme til at gøre ondt, men lover også, at »vi kommer til at klare det«.

Meningsmålinger viser, at fra to tredjedele og helt op til 90 procent af befolkningen støtter Contes drastiske tiltag over for COVID-19. Avisen La Repubblica skriver, at Conte er gået fra at »være den grimme ælling til en premierminister, der ikke længere er bange. For to år siden var han ukendt, nu bærer han hele nationen på sine skuldre«.

Coronaepidemien har gjort Conte til statsmand.

Japan: Coronakrise presser Abe

Japans regering under ledelse af premierminister Shinzo Abe har længe været kritiseret for at have gjort for lidt for sent. I første omgang kom det til udtryk i kraft af den fejlslagne håndtering af smitten om bord på krydstogtskibet Diamond Princess i havnen i Yokohama i Japan, hvor 696 blev smittet, og syv døde. Et antal så stort, at krydstogtskibet fortsat har sit eget punkt på WHO’s daglige landeliste over spredningen af COVID-19 på verdensplan.

Den japanske tøven har vist sig i flere sammenhænge. Især har regeringen fået kritik for ikke at teste nok personer. Sidste uge erkendte Japans sundhedsminister, at man har testet langt færre end nabolande som Sydkorea, og at antallet af smittede derfor meget vel kan være væsentligt højere, end de officielle tal giver udtryk for.

Ifølge WHO har Japan i skrivende stund registreret 780 tilfælde eksklusive gæsterne på Diamond Princess. Shinzo Abe er blevet kritiseret for at holde sig i baggrunden og lade embedsmandsværket stå for kriseberedskabet. Derfor kom det som et chok for mange, da han forrige uge annoncerede, at det nu var nødvendigt at lukke alle japanske skoler i en måned.

For den japanske premierminister kan situationen ende med at få politiske konsekvenser. Japans økonomi nærmede sig i forvejen en recession. Spørgsmålet er nu, i hvor stort omfang et drastisk fald i antallet af turister kombineret med konsekvenserne af den økonomiske nedtur i Kina vil komme til at påvirke Japans vækst.

I meningsmålinger har Abe allerede taget et stort dyk. Bliver sommerens Olympiske Lege i Tokyo aflyst, vil premierministerens popularitet lide yderligere. Det har fået rygterne til at fyge om hans politiske fremtid.

Næste år udløber Abes periode som præsident for regeringspartiet LDP. Hvorvidt han genopstiller og forsøger at genvinde en fjerde periode som premierminister, har han ikke ytret sig om. Men eskalerer den japanske coronakrise yderligere, kan det føre til intern splittelse og magtkampe i LDP og presse den længest siddende premierminister i Japans historie til at lade nye kræfter komme til.

Storbritannien: Boris’ vovede strategi skal give flokimmunitet

»Vi kommer igennem dette. Vores land vil overvinde denne epidemi på samme måde som med mange andre større udfordringer gennem historien, hvis vi står sammen og helhjertet tilslutter os en samlet national indsats,« sagde premierminister Boris Johnson forleden i et forsøg på at fremmane krigsånden fra Anden Verdenskrig, som briterne naturligt nok fortsat er stolte af.

Det var et dygtigt symbolsk træk at alliere sig med nogle af landets største maskinproducenter (blandt andre Rolls-Royce og JCB) og bede dem om at omlægge produktionen til at lave respiratorer til ofre for COVID-19.

Der er også et præg af fortidens kølige, britiske pragmatisme med det ene øje rettet på økonomien over den sundhedsstrategi, som briterne indtil nu har valgt. Regeringens ledende videnskabsrådgiver, sir Patrick Vallance, forklarede fredag, at cirka 40 millioner briter skal have konstateret coronavirus for at opbygge flokimmunitet.

Den britiske tilgang er baseret på, at det allerede er for sent at forhindre spredning til hele samfundet. I stedet antager man, at coronavirus er kommet for at blive. Derfor har man ikke lukket samfundet ned, men man arbejder på at skille de ældre og folk med underliggende sygdomsproblemer fra resten af befolkningen uden at sætte samfundet i stå. Smitten er alligevel uomgængelig, lyder det.

Langtfra alle er enige. 200 videnskabsfolk bad i et åbent brev premierministeren om at gentænke strategien. »Jeg er ikke alarmist. Men det, der forgår i Italien, er virkelighed her og nu. Vi bliver nødt til at gennemføre social isolering, at lukke ned og at forberede NHS (Sundhedssystemet)«, tweetede The Lancets chefredaktør, Richard Horton, i weekenden.

Der var i begyndelsen stor folkelig tilslutning til Johnsons strategi, men en meningsmåling udført af YouGov i weekenden viser, at kun 26 procent føler sig trygge ved tingenes tilstand, og at hele 52 procent ønsker en form for undtagelsestilstand indført nu. Boris Johnson har modsat Donald Trump og mange europæiske stater ikke lukket grænserne, og forsøger at beskytte økonomien samtidig med folkesundheden.

Hvorvidt dette kan lade sig gøre afhænger ikke mindst af, hvordan dødstallet udvikler sig i forhold til sammenlignelige lande som Frankrig og Tyskland.

Iran: Tegn på anarki efter coronaudbrud

Under Den Spanske Syge i 1918 døde op mod en fjerdedel af Irans befolkning. Det var et af de absolut hårdest ramte lande i verden. I dag er Iran officielt det land, der er tredjemest ramt af COVID-19 efter Kina og Italien. Især de amerikanske sanktioner menes at have svækket landets sundhedsvæsen.

Officielt er der 14.000 bekræftede smittede og omkring 850 døde. Antallet af smittede kan dog være op til 250 gange højere, end de officielle tal angiver. Satellitbilleder fra rummet har vist, at der er blevet gravet masser af nye gravpladser i den hellige by Qom.

Samtidig er flere af ayatollah Ali Khameneis fortrolige døde efter at være blevet smittet med corona, senest Ayatollah Golpayegani, 78 år.

Men modsat Italien og Kina, hvor den ældre befolkning er den mest udsatte befolkningsgruppe, har coronavirussen opført sig anderledes i Iran. 55 procent af dødsfaldene er folk i 60’erne, mens 15 procent er under 40 år.

»Mange af de døde var sunde og raske,« erkendte professor Alireza Ali, en af de ledende figurer i bekæmpelsen af udbruddet i Iran.

Både Ayatollah Khamenei og landets tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad har anklaget Irans fjender for at føre biologisk krigsførelse for at ruinere Den Islamiske Republik.

Irans vicesundhedsminister, Reza Malekzadeh, har dog modsagt både Khamenei og Ahmadinejad. Vicesundhedsministeren tilføjede, at myndighedernes manglende erkendelse af problemet har bidraget til udbruddets katastrofale omfang.

»Vi burde have været mere årvågne … 70 procent af befolkningen vil sandsynligvis rammes,« har han udtalt.

De modstridende meldinger fra myndighederne – en sjælden ting i Iran – er blevet tolket som et tegn på begyndende anarki af nogle eksperter. Inden weekenden blev den iranske hær sat på gaden for at håndhæve en langt mere striks karantæne. Iranerne – som har oplevet lidt af hvert med en knust revolte, en likvideret general og et nedskudt passagerfly – holder sig for det meste indendørs.

»Vi bliver hjemme for at skåne os selv for mere smerte,« skriver Tahereh, 57-årig husmor fra Teheran på WhatsApp.

Tyskland: Patosforladt Mutti har gjort det modsatte af Mette

Merkel har ført en ekstremt tør og saglig stil i coronakrisen og hidtil handlet tøvende. Det skyldes også den tyske føderalisme og angst for den stærke stat: »Vi må nu gøre alt for at tydeliggøre sammenholdet i vores land i denne helt usædvanlige og svære situation,« sagde Merkel forleden.

Mens Macron holdt en blændende tale om »århundredets krise« og borgerens ansvar, og Mette Frederiksen med en patosfuld tale fik den halve danske nation til at kommentere hendes stærke lederskab, kunne Angela Merkel på sit umiskendelige Merkel-tysk altså ikke svinge sig længere op end til at kræve »tydeliggørelse af sammenholdet«. Der var intet »Wir straffen das« eller lignende besværgelser af det påkrævede sammenhold og den påkrævede disciplin.

Til gengæld gik Merkel allerede i sin første coronaoptræden benhårdt til de faktuelle makroner og konstaterede, at »op til 70 procent af befolkningen« kan blive smittet. Det svarer til 58 millioner mennesker, hvilket ifølge Süddeutsche Zeitung med de hidtidige dødelighedsrater kan ende med mellem 300.000 og 1,8 millioner coronadødsfald alene.

Mere nådesløs oplysning kan man dårligt forestille sig fra fysikeren Merkel, der i slutningen af sidste uge konkluderede: »Hvor det er muligt, skal vi helt undgå social kontakt.«

Som krisekommunikation er det en sløj omgang, men omvendt kan man hævde, at Merkel stadig har retorisk krudt i kanonen, når situationen spidser til.

Da skoler og offentlige institutioner endelig blev lukket, blev det frem til den 20. april. I forhold til grænselukning var Tyskland også senere ude end både de østeuropæiske frontryttere, Østrig og Danmark.

Igen var det ikke Merkel, der annoncerede grænselukningerne, men indenrigsminister Seehofer  – landet, som har oplevet nationalismens værste vildfarelser og hidtil har villet gå gennem ild og vand for at forsvare sammenholdet i EU. Og i de seneste dages store diskussion om det omfattende tyske udgangsforbud har Merkel været: tavs.

Det er klassisk Merkel. Hun er afventende, analyserende og ’anti-trumpsk’. Men hendes tøven skyldes også en dyb tysk skepsis mod statens indgriben i befolkningens frihedsrettigheder. På den praktiske side er problemet derimod det føderale kludetæppe, som Tysklands 83 millioner borgere på godt og ondt lever i.

Netop sundhedsvæsenet, offentlig administration og uddannelsesområdet er overvejende »Ländersache«, som styres af de 16 tyske delstater. Hvis de ikke samarbejder, kan hverken Merkel eller sundhedsministeren stille meget op. Uanset hvor meget patos eller slagkraft, der lægges i deres krisekommunikation.

Indien: Coronaberedskab vækker bekymring

Senere i denne uge lukker store dele af Bollywood ned for filmproduktionen for at mindske risikoen for smittespredning af coronavirus. Sigende for virusberedskabet i Indien er det, at beslutningen kommer fra filmbranchen selv og ikke fra den indiske centralregering.

Indien har til dato blot registreret lidt over hundrede tilfælde, hvilket landets befolkningsstørrelse taget i betragtning enten er meget imponerende eller et udtryk for, at mange smittede ikke er blevet opdaget. Omkring 6.000 er blevet testet, men fokus er stort set udelukkende på personer med en rejsehistorik, der inkluderer udsatte lande.

Udgangspunktet er fortsat, at virussen kommer til landet udefra, selv om lokal spredning er registreret. Senest har Indien lukket grænserne for turister, mens indere, der har været i Kina, Iran, Sydkorea og en række europæiske lande, skal i to ugers karantæne efter hjemkomst. Premierminister Narendra Modi har flere gange forsikret, at nationen er klar til at håndtere situationen, men ellers har det været op til delstaterne at indføre yderligere restriktioner.

Ifølge Ashish Jha, direktør for Harvard Global Health Institute, er der grund til at tvivle på de officielle tal.

»Jeg er dybt bekymret over, at der er stor spredning i lokalsamfundet, og at vi bare ikke er opmærksomme på det, fordi der ikke bliver testet i omfattende grad,« siger han til nyhedsmagasinet Time. Indien har i forvejen en begrænset sundhedsinfrastruktur og en stor, fattig landbefolkning. De offentlige hospitaler er overbelastede, og det private alternativ er uden for økonomisk rækkevidde for størstedelen af befolkningen.

Eksperter vurderer, at det ville være tæt på en umulig opgave for de indiske myndigheder at forhindre spredning i tætbefolkede områder, hvis et udbrud for alvor får fat. Derfor er den indiske opposition kritisk over for, hvorfor regeringen ikke har handlet hurtigere. Den indiske økonomi vil blive ødelagt, hvis regeringen ikke gør mere, lød det forleden fra en af lederne af Kongrespartiet, Rahul Gandhi.

»Jeg vil blive ved med at gentage det. Coronavirus er et kæmpe problem. At ignorere problemet er en ikkeløsning,« tweetede han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Boris Johnson, britisk PM:
"Vi kommer igennem dette. Vores land vil overvinde denne epidemi på samme måde som med mange andre større udfordringer gennem historien, hvis vi står sammen og helhjertet tilslutter os en samlet national indsats,« sagde premierminister Boris Johnson forleden i et forsøg på at fremmane krigsånden fra Anden Verdenskrig, som briterne naturligt nok fortsat er stolte af."

Man må bare håbe for Storbritannien, at Bojo's udmeldinger ikke i virkeligheden handler mere om hans egen selvophøjelse, og mindre om befolkningens sundhedstilstand.

Helt kynisk kunne man også spekulere på, om det egentlig er meningen, at millioner af fattige, kronisk syge og ældre, er blevet ladt helt i stikken, til fordel for økonomien efter Brexit.

Gert Romme, Arne Albatros Olsen, Rolf Andersen, Lillian Larsen, Jørgen Mathiasen, Torben Bruhn Andersen, Anne-Marie Krogsbøll og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Iran:

"Men modsat Italien og Kina, hvor den ældre befolkning er den mest udsatte befolkningsgruppe, har coronavirussen opført sig anderledes i Iran. 55 procent af dødsfaldene er folk i 60’erne, mens 15 procent er under 40 år.

»Mange af de døde var sunde og raske,« erkendte professor Alireza Ali, en af de ledende figurer i bekæmpelsen af udbruddet i Iran."

Aha.
Mon ikke vi kommer til at se, at sunde og raske mennesker også vil begynde at dø i Vesten?

Hvis virus opfører sig forskelligt fra land til land, er det så et tegn på at den er muteret, eller på hvor meget og hvorledes befolkningen udsættes?

Kun ved at teste intensivt, vil vi lære noget om dødeligheden.

Birte Pedersen, Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hvordan »wir schaffen das« i artiklen er blevet til »wir straffen das« er ikke godt at vide, men Freud ville måske have en forklaring.

Der er ikke mangel på kritisk diskussion i Forbundsrepublikken af håndteringen af epidemien, tyskkyndige kan finde et eksempel i søndagens udgave af »Anne Will«, men der er også det modsatte. Sundhedsminister Spahn er foreløbig blevet en agtet mand.
Om øvelsen lykkes er ligesom i Danmark usikkert, men antallet af alvorligt syge og døde vil give svaret, og det ser ud til at komme om en måneds tid.

Rolf Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Ja, den store skæbnesvangre fejltagelse, vi kan komme til at gøre i denne virus-tid, er at antage, at det "kun" er de gamle og svage, der bliver ultimativt berørt. De unge og raske smittebærere kan så tro, at de er uden for fare og handle uansvarligt og med ligegyldighed, men i sidste ende risikere, at de bliver ramt lige så hårdt.

Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

men da det er vidt forskelligt, hvor meget og hvem der testes, må tallene vel skulle tages med et par kilo salt?