Coronaepidemien udstiller kontrasten mellem samfundssind og individuel frihed

»Alt er ændret. Intet er det samme.«

Coronavirussen har kun haft få uger til at hærge Italien, men den har allerede vendt op og ned på det italienske samfund, som lider under »et stort kollektivt traume«, siger psykiater Enrico Zanalda.

»Italien er ramt af en frygt, der er så gammel som menneskeheden selv. Det er frygten for en epidemi, som viser os, hvor sårbare vi er, og hvor forsvarsløse vi kan føle os over for en usynlig fjende,« siger Zanalda, der er præsident for Italiens Psykiatriske Selskab og leder af den psykiatriske afdeling ved universitetshospitalet San Luigi Gonzaga i Torino.

»Det har en enorm effekt. Fremtiden er usikker, alt er sat på pause, små og store begivenheder i vores liv er aflyst, og vi ved ikke, hvornår vi får vores liv tilbage. Frygten for virussen er vores omdrejningspunkt. Alt i vores liv handler om coronavirussen.«

Italienerne befinder sig lige nu i en situation, som befolkningerne i andre europæiske lande kan være få dage eller uger fra også at opleve. Som den tidligere premierminister Matteo Renzi siger det til italienske medier: »Snart er hele Europa en rød zone.«

I Italien bringer hver dag et nyt chok med en dramatisk stigning i antal smittede og døde. Tirsdag blev det meddelt, at 168 var døde i løbet af det foregående døgn – det hidtil største antal inden for en 24 timers periode. Det samlede dødstal er nu på 631. Der er over 10.000 smittede i landet.

Udviklingen fik natten til tirsdag premierminister Giuseppe Conte til at gå drastisk til værks og lukke landet ned. Alle 60 millioner italienere blev reelt sat i karantæne, og i det mest omsiggribende tiltag, som et vestligt demokrati har indført for at inddæmme smitten, fik italienerne besked på at »blive hjemme«.

Offentlige forsamlinger, inklusive sportsbegivenheder, bryllupper og begravelser er forbudte. Skoler, teatre, biografer, museer og skisportssteder er blevet tvangslukket. Barer og restauranter kan åbne, men kun mellem klokken seks om morgenen og seks om aftenen. Og man må kun rejse rundt i landet, hvis det er strengt nødvendigt.

Hvis man forbryder sig mod reglerne, kan det føre til bøde eller fængselsstraf.

Tiltagene er i første omgang gældende frem til den 3. april.

»Tiden er ved at løbe ud for os,« sagde premierminister Conte, da han underskrev dekretet med de nye tiltag.

»Vores vaner skal ændre sig, og vi er tvunget til opofrelse til fordel for Italiens bedste.«

»Virus er en undskyldning«

Men den italienske regerings foranstaltninger er så vidtrækkende, at der lyder anklager om, at det underminerer italienernes frihedsrettigheder og selve demokratiet.

»Virussen bruges nu som undskyldning for at krænke fundamentale rettigheder, som ellers er beskyttet af vores forfatning. Med administrative dekreter har den italienske regering reelt suspenderet det italienske demokrati; coronavirussen har inficeret vores demokrati,« mener filosoffen Paolo Becchi fra Genova Universitet.

Situationen i Italien sætter fokus på, hvor langt man kan gå for at dæmme op for en dødelig epidemi i et vestligt demokratisk land, hvor regeringen normalt har relativt begrænsede beføjelser, og hvor frihedsrettighedernes fane holdes højt.

For Paolo Becchi understreger den nuværende situation, at liberale demokratier i stadig større grad med henvisning til den ene eller anden nødsituation indfører tiltag, der begrænser den individuelle frihed – som det eksempelvis også sker efter terrorangreb.

»Vi suspenderer uden videre rettigheder, som vi ellers normalt beskriver som ’ukrænkelige’ og ’fundamentale’,« siger Becchi, der mener, at regeringen i Rom har skabt en »kollektiv panik« blandt italienerne, som får dem til at »acceptere alt i håbet om, at det vil redde dem«.

»Vi er inde på en glidebane, hvor folk ønsker at føle sig mere sikre, men for at opnå det, bliver de nødt til at acceptere nye begrænsninger af deres frihed,« siger Becchi.

Laura Boella, filosof ved Milano Universitet, påpeger, at coronaepidemien i Italien i stor grad er blevet brugt som anledning til at sammenligne politiske styreformer: Er et demokrati eller et diktatur, hvor man slet ikke behøver tage hensyn til individuelle frihedsrettigheder, bedst til at beskytte befolkningen mod en epidemi?

»I medierne er der mange, som beundrende fortæller om den succes, man har haft med en drakonisk inddæmningsstrategi i Kina,« siger hun med henvisning til den hårde karantænestrategi, som det kommunistiske styre har indført over for millionvis af kinesere, især i millionbyen Wuhan, hvor coronaepidemien har sit udspring.

»Der er en udbredt idé om, at en autoritær stat alene er i stand til at håndtere en nødsituation af denne kaliber, mens en demokratisk stat, og især den italienske, grundet italienernes anarkistiske og individualistiske temperament, pr. automatik vil klare sig dårligt og ikke vil være i stand til at indføre de nødvendige tiltag,« siger Boella.

Ansvar før frihed

Laura Boella mener, at coronaepidemien stiller kontrasten mellem samfundssind og ønsket om individuel frihed skarpt op. De mest sårbare er ældre og andre med et svækket immunsystem. For de fleste borgere er faren altså ikke overvældende, men de er stadig nødt til at indse, at de har et ansvar for andres helbred. Og de er derfor også nødt til at acceptere, at eksempelvis deres personlige bevægelsesfrihed skal indskrænkes, så de ikke som potentielle smittebærere kan være til fare for andre.

»Epidemien stiller skarpt på folks ansvar. Vi begynder at forstå, at ansvar kommer før frihed,« siger Boella.

»Ansvar handler om at indse, at det ikke kun handler om din egen eller din nærmeste families overlevelse.«

»Modgiften til følelsen af, at din frihed indskrænkes, det er at fortsætte med at tage egne aktive valg: Vælger du kun at tænke på dig selv og eksempelvis reagere panisk på epidemien ved at hamstre madvarer og tømme hylderne i supermarkedet, eller vælger du at tage hånd om de ældre i samfundet, der især i disse tider har brug for vores hjælp?«

Større samfundssind

Maura Gancitano, forfatter, filosof og grundlægger af Tlon, der publicerer bøger og podcasts om filosofi, mener, at det er demokratiets styrke, at man kan »bede borgerne om at være ansvarlige, bevidste og gøre brug af deres samfundssind« i stedet for at indføre alt for strenge foranstaltninger, som det er set i Kina.

Hun argumenterer for, at man i Italien i større grad appellerer til italienernes samarbejdsvilje, mens man i et diktatur som Kinas i større grad tvinger befolkningen til at rette ind.

»Epidemien har fremkaldt mange reaktioner. Nogle reagerer ved at ønske sig et autoritært regime og en politistat. Andre mener, at de ikke har noget ansvar eller nogen pligter over for andre og samfundet generelt,« siger Gancitano.

»Men jeg mener ikke, at et åbent samfund og demokratiske principper er forhindringer for at bekæmpe en epidemi. Det kræver bare af os, at vi som borgere udviser større bevidsthed omkring konsekvenserne af vores handlinger, og at vi er nødt til at påtage os et større ansvar for samfundet. Jeg håber, at denne nødsituation vil vække samfundssindet i flere borgere, og jeg håber, at vi som italienere og samfund kommer ud af det her mere forenet end tidligere.«

Psykiateren Enrico Zanalda er dog endnu i tvivl om, hvilken retning coronaepidemien vil tage det italienske samfund, og hvordan den vil påvirke italienernes forhold til hinanden.

»Lige nu ser mange på deres medborgere som en potentiel trussel. De ser dem som potentielle smittebærere, som kan true deres eget liv og deres families ve og vel,« siger han.

»Det påvirker i stor grad, hvordan vi opfatter hinanden. Vi er meget mere forsigtige over for hinanden, vi observerer nøje hinanden for at se, hvem der udgør en risiko. Vi holder afstand til hinanden. Det er en svær situation for os, for vi er vant til at røre ved hinanden og til at være sociale væsner.«

»Om epidemien for alvor vil ændre vores forhold til hinanden, det kommer an på, om den slutter om en uge eller to, eller om det varer flere måneder,« siger Zanalda.