Baggrund
Læsetid: 3 min.

Elizabeth Warren fandt aldrig sit ståsted i dysten mellem moderate og progressive

Senatoren fra Massachusetts ville være USA’s første kvindelige præsident. Efter en stribe nederlag i valgkampen måtte Warren torsdag erkende, at hun var blevet udmanøvreret af Bernie Sanders i kampen om partiets progressive vælgere
Senator Elizabeth Warren har kastet håndklædet i ring og opgivet sin ambition om at blive USA’s første kvindelige præsident. Det skete, efter hun ikke havde formået at vinde i en eneste delstat i 18 primærvalg og vælgerforsamlinger (caucuses) i løbet af februar og marts.

Senator Elizabeth Warren har kastet håndklædet i ring og opgivet sin ambition om at blive USA’s første kvindelige præsident. Det skete, efter hun ikke havde formået at vinde i en eneste delstat i 18 primærvalg og vælgerforsamlinger (caucuses) i løbet af februar og marts.

David Ryder

Udland
6. marts 2020

I oktober 2019 lå hun klart i spidsen i landsdækkende meningsmålinger. Hun var en af de bedste debattører blandt de dengang 21 demokratiske præsidentkandidater. Hun indledte sin kampagne med ti mio. dollar i ryggen. Hun var populær hos de kvindelige vælgere, der afskyr den siddende præsident.

Torsdag kastede senator Elizabeth Warren håndklædet i ringen og opgav sin ambition om at blive USA’s første kvindelige præsident. Det skete, efter hun ikke havde formået at vinde i en eneste delstat i 18 primærvalg og vælgerforsamlinger (caucuses) i løbet af februar og marts. End ikke i sin hjemstat Massachusetts, hvor hun blev nummer tre efter Joe Biden og Bernie Sanders.

Ved et pressemøde foran sin villa i universitetsbyen Cambridge i Massachusetts torsdag afviste Warren at erklære sin støtte til en af de to tilbageværende kandidater. Indtil videre.

»Jeg har brug for at tage en dyb indånding og tænke mig om, men jeg skal nok melde min beslutning ud senere,« sagde hun.

Senator Warrens problem var indlysende fra begyndelsen: Bernie Sanders, den anden progressive populist i valgkampen, havde ført en blændende god kampagne mod Hillary Clinton i 2015-16 og opbygget en fast base af kernetilhængere på 20-25 pct. af de demokratiske vælgere. I 2019-20 skulle de vise sig at være loyale over for Sanders.

Det var således næppe et tilfælde, at Warrens popularitet toppede efter Sanders’ hjerteanfald i starten af oktober, og at hun begyndte at tabe terræn blandt progressive vælgere, så snart Sanders kom sig og genoptog sin kampagne.

Det faldt tidsmæssigt sammen med Warrens stærkt kritiserede beslutning om at skrue ned for sine ambitioner om at indføre en universel sundhedsforsorg. I tv-debatter i november og december holdt hun lavere profil end tidligere, mens Pete Buttigieg lyste op på scenen, og Sanders virkede lige så energisk og skarp som altid.

Fundraising

Warrens angreb på Buttigieg for at deltage i fundraisingarrangementer med rige donorer virkede desuden en kende hyklerisk på nogle progressive vælgere. Warrens kampagne ville under ingen omstændighed rejse penge fra rige donorer og lobbyister, slog hun på i sine valgtaler.

Men det var præcis, hvad hun havde gjort som senator fra Massachusetts siden 2012. En del af de ti mio. dollar, hun havde tilovers fra sin senatskampagne i 2018, var rejst på møder med rige donorer. Pengene blev investeret i præsidentkampagnen i 2019.

Warren havde desuden vanskeligt ved at finde det rette ideologiske ståsted. Hun var klemt mellem Sanders på den ene side og de moderate kandidater på den anden side. Det førte til hendes beslutning om at præsentere sig som kandidaten, der ville kunne forene partiets to fløje frem for at blive i det progressive spor, som Sanders dominerede.

»Jeg troede, jeg kunne finde plads mellem Biden og Sanders, men det lykkedes ikke,« sagde hun torsdag.

Denne klemte position gav sig også udslag i et budskab, der henvendte sig mere direkte til kvindelige vælgere og slog på, at hun ville blive den første kvinde i Det Ovale Kontor.

Men den strategi strandede på, at et klart flertal af de demokratiske vælgere lægger mest vægt på valgbarhed i et præsidentvalg, hvor deres højeste prioritet er at sende Donald Trump hjem. Også mange kvindelige demokrater frygtede, at Warren ville få sværere ved at vinde i en tvekamp med Trump end Biden og Sanders.

Valganalytikere og historikere vil endvidere spekulere på, hvorvidt Warren begik et fejltrin ved at præsentere sig som en kandidat, der havde en løsning på alle problemer. Hendes slogan var indtil for nylig: ’Det har jeg en plan for’.

Hun manglede en optimistisk og sammenhængende fremtidsvision for det USA, hun ville lede.

Serie

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Vi kan vel fint blive enige om at det er på tide at også kvinder kan blive præsidenter men at nogen skulle være kvalificeret til det embede udelukkende pga. af deres køn er hvor kæden hopper af.

Her på Information og selvfølgelig også på hyper-feministiske The Guardian er det at være kvinde pludselig blevet en kvalifikation i sig selv. Det kan godt være at disse medier oprigtigt mener at kvinder som Warren og Clinton er gode kandidater men de gør dem ingen tjenester ved at gå ukritisk til dem og igennem lange artikel-serier at placerer dem på piedestaler som deres politik slet ikke kan bære. Man lefler for kvindelige vælger og fortæller dem at de kun kan blive repræsenteret igennem en kvindelig kandidat. Men det ødelægger kvindelige kandidater at der tales ned til kvindelige vælgere og at de behandles infantilt og udskammes til at stemme på kvinder i stedet for at bede dem om at vurderer kandidaterne på deres politik. Hvor mange kvinder stemte mon på Trump i rent trods og den måde progressive ikke kunne dy sig for at føre kønskamp mit i en politisk valgkamp? Hvorfor tror venstredrejede medier at kvindelige vælgere ikke er i stand til at vurderer kandidaterne selv? Hvorfor tror man at de er så dumme at de kan overtales til at tilsidesætte politiske overvejelser og kun glo på hvad kandidaterne har imellem benene?

Nike Forsander Lorentsen

@KentNørregaard. Ja, det er en kvalikation at være kvinde, så enkelt er det.

Emil Davidsen

Tror ekko-kammeret inde på redaktionen vil være fint tjent med lige at kikke på deres påstandes basis i virkeligheden. Trump fik "kun" 42% imod Hillarys 54%, men at kalde det for "kvinde vil ikke stemme på Trump" er at stramme den lidt. I detaljerne lå at 62% af hvide kvinder på Trump i 2016 imod kun 3% af sorte. Så, det vil være ligeså fair at sige at hvide kvinder ikke stemte på Hillary så hvorfor skulle de stemme på Warren? Warren tabte pusten i debatterne da hun skulle forholde sig til "healthcare for all" her blev det tydeligt at hun faktisk ikke havde et andet bud en mere af det Obama forsøgte og fejlede på. Så at hun klarede sig dårligt til valgene har meget lidt med hendes genitalier at gøre. I vil blive mindre overrasket over hvad der sker i verden hvis i tør sænke de ideologiske briller et øjeblik.

Ærgerligt, at det blev Warren og ikke den korrupte pro-Irak-krig Joe Bidet, der trak sig. Selvom jeg er til Sanders, så er det snart på tide at USA får redelige politikere, der kan bryde "plejer" og machoernes greb om magten.

Thomas Østergaard

Måske var det heller ikke den bedste strategi at beskylde både Bloomberg og Sanders for kvindehad på en temmelig tvivlsom baggrund - især ikke efter at det havde vist sig ret virkningsløst mod Donald Trump ved sidste valg, og han med nogen ret kunne beskylde hende for før at have trukket offerkortet på tvivlsom baggrund og til egen fordel ifbm med hele den der fauxahontas historie.