Læsetid: 4 min.

Endelig: ECB bryder sine egne regler og pumper historiske 750 milliarder euro ud i Europa

Den Europæiske Centralbank vil købe statsobligationer og privatgæld for at hjælpe staterne og holde renten nede – ikke mindst i Italien. Men økonomer er uenige om, hvad Europas regeringer bør bruge pengene på
Det er kun en uge siden, at chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, sagde, at ECB ikke var sat i verden for at sikre lave renter i Sydeuropa. Men siden har hun foretaget en kovending – nu er signalet, at man vil gøre »whatever it takes«, også for Italien.

Det er kun en uge siden, at chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, sagde, at ECB ikke var sat i verden for at sikre lave renter i Sydeuropa. Men siden har hun foretaget en kovending – nu er signalet, at man vil gøre »whatever it takes«, også for Italien.

Marco Sabadin

20. marts 2020

Det var en utrolig besked, der kom fra Frankfurt natten til torsdag: Den Europæiske Centralbank, ECB, vil inden året er omme have trykt 750 miliarder euro og brugt dem på at købe statsobligationer og privatgæld i Europa. Det skal holde renten nede over hele EU og bremse det brandudsalg, som lige nu foregår over alt i økonomien.

I en pressemeddelelse fra ECB hed det endda, at centralbanken vil »revidere« sine retningslinjer, hvis de »hæmmer de handlinger, som ECB er forpligtet til at tage«. Dermed er der formentlig ikke længere noget loft for, hvor meget statsgæld ECB kan opkøbe. Selv græske statsobligationer vil ECB atter opkøbe, selv om Grækenlands ringe kreditværdighed hidtil har udelukket det.

Beslutningen fik straks renterne til at falde, og det giver især den italienske, den franske og den spanske regering mere økonomisk rum at manøvrere i.

»Det her er en ekstrem nødsituation, hvor ECB er tvunget til at give den fuld skrue og se stort på de hidtidige regler om bailout-forbud (at et land i eurozonen ikke må hæfte for et andet lands gæld, red.),« siger Jacob Funk Kirkegaard, senior fellow ved Peterson Institute for International Economics.

»I sådan en situation er der kun én institution, der kan garantere solvensen, og det er ECB,« siger han.

»Det handler om at sikre likviditeten i de forskellige medlemslande. Det handler jo for pokker om deres befolkninger.«

Alle er sårbare

Det er ellers kun en uge siden, at chefen for ECB, franske Christine Lagarde, var ved at ødelægge det hele. Under et pressemøde sagde hun, at ECB ikke var sat i verden for at sikre lave renter i Sydeuropa, og så eksploderede renten på de italienske statsobligationer.

Lagarde har efterfølgende foretaget en kovending – nu er signalet, at man vil gøre »whatever it takes«, også for Italien.

»ECB’s beslutning er det bedste, vi kunne håbe på lige nu‚« siger den franske økonom Shahin Vallée, der er senior fellow på German Council on Foreign Relations og tidligere rådgiver for Emmanuel Macron.

»ECB har nu endelig gjort det muligt for regeringerne at lave store finansielle tiltag, fordi de lover at sikre landenes gæld. Nu er det så regeringerne, der skal finde det rigtige svar,« siger han.

I årevis har der ellers pågået en kamp i ECB om opkøbsprogrammet. Under eurokrisen nægtede især tyske politikere at lade centralbanken købe tilstrækkeligt mange italienske og græske obligationer. Det ville »politisere« den uafhængige centralbank, mente de, fordi eurolandene i fremtiden skulle hæfte for andres gæld.

Selv fra en af de stærkeste tyske kritikere af ECB’s opkøb, den tidligere leder af det økonomiske ifo-Institut Hans-Werner Sinn, er kritikken forstummet som følge af coronakrisen.

Det forstår den britisk-tyske økonomihistoriker ved Columbia University, Adam Tooze, godt.

»ECB har hele tiden kunnet løse det italienske renteproblem på ét sekund, hvis de ville: De kan bare opkøbe italienske obligationer, indtil der ikke længere var et problem. Det ville alle andre centralbanker gøre,« siger Tooze.

Det gør ECB så nu. Dermed har coronakrisen ændret spillereglerne for europæisk pengepolitik, mener han.

»Vi plejede at joke med, at det bedste for eurozonen ville være en kæmpemæssig recession i bilindustrien, så tyskerne ville indse, at de også kan være sårbare. Men hvis coronavirussen lærer os noget, så er det, at alle er sårbare.«

Helikopterpenge til alle

Hvad skal regeringerne bruge alle de penge, de nu kan låne, til?

»Vi får brug for direkte udbetalinger af kontanter til borgerne,« mener Shahin Vallée.

»Ideelt set allerede i morgen. Vores sociale sikkerhedsnet er stærkere end det amerikanske, så vi kan måske vente længere end dem, men jo før desto bedre.«

Indtil nu har de forskellige hjælpepakker fra Europas regeringer været for »moderate«, mener Vallée. De har garanteret virksomheders gæld, udskudt skattebetalinger og lavet mere socialsikring, men ingen har gjort som Trump: Sendt penge direkte til alle borgere – selv om alle forbrugerne sidder spærret inde i deres huse.

»Det er bedre at have penge, som man har svært ved at bruge, end slet ikke at have penge, når man har brug for dem,« siger Shahin Vallée.

Den idé bakkes op af chefen for det tyske DIW-institut, Marcel Fratzscher, der også ser ECB’s gigaopkøb som den eneste rigtige vej.

»Nu er det staternes tur,« skriver han i en mail til Information.

»Helikopterpenge er faktisk realiserbart og ville styrke tilliden. Ikke kun iværksættere og selvstændige, men også forbrugerne har brug for understøttelse i disse tider, hvor mange tvinges på nedsat tid eller mister deres job.«

Intet tysk spøgelse

Sebastian Dullien, chef for Institut für Makroökonomie und Konjunkturforschung, afviser derimod at »hælde penge på alle folks bankkonti« her i coronakrisen.

»Staterne bør målrettet støtte alle de virksomheder, selvstændige og husholdninger, der er i knibe. Når den medicinske coronakrise er forbi, må vi så overveje, hvordan vi kan lave konjunkturprogrammer. Så kan vi snakke om helikopterpenge til den tid.«

Sebastian Dullien påpeger, at Europa lige nu oplever flere parallelle kriser, herunder en statsgældskrise i flere eurolande.

»Dermed er der en vedvarende fare for, at euroen bryder sammen. Og derfor har ECB handlet rigtigt,« siger han.

Men når man slukker så omfattende økonomiske ildebrande med seddelpressen, lurer ’det tyske spøgelse’ – altså hyperinflation, som tyskerne oplevede det i 1920’erne – så ikke lige om hjørnet?

»Nej, tværtimod,« siger Dullien.

»Prisstabiliteten er i fare, og vi er meget tæt på at havne i en deflationsspiral. Inflation opstår jo, når der er et overskud af efterspørgsel. Lige nu oplever vi et sammenbrud i efterspørgslen og tilmed en stærkt faldende oliepris, så jeg ser ingen tegn på inflation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu