Læsetid: 6 min.

Husk Thomas Hobbes, når du skal forstå politik under coronakrisen

Under nedlukningens undtagelsestilstand kan vi se, at filosoffen Thomas Hobbes havde ret: Politik handler i sidste ende om rå magt, tvangsmidler og orden, skriver David Runciman, professor i politik ved Cambridge University
Thomas Hobbes (1588-1679) malet af John Michael Wright i 1669.

Thomas Hobbes (1588-1679) malet af John Michael Wright i 1669.

The Granger Collection

1. april 2020

Igen og igen får vi at vide, at vi befinder os i en krig. Men gør vi nu også det?

Når situationen kan føles krigslignende, beror det især på det tilsyneladende fravær af en højlydt politisk uenighed.

Regeringschefer holder dystre tv-taler til nationen om midlertidig indskrænkning af vores friheder, og oppositionens ledere giver dem deres fulde støtte.

Parlamenterne er, i det omfang de overhovedet kan fungere, forvandlet til rene ekspeditionskontorer for de nye undtagelseslove.

Hvad borgerne angår, sidder de fast i deres egne hjem og er henvist til at føre deres kampe inden for privatsfæren. Politikken, som vi kender den, findes ikke længere.

Alligevel vil det være forkert at sige, at politikken er ophævet. Snarere er der skrællet nogle lag af det politiske liv, hvorved den indre rå kerne blevet synliggjort.

I et demokrati er vi tilbøjelige til at se politik som en kappestrid mellem forskellige partier om vores gunst. Vi fokuserer på det politiske livs hvad og hvem: Hvem bejler til vores stemmer, og hvem drager fordel af hvad? Vi opfatter de demokratiske valghandlinger som metoden til at afgøre sådanne stridigheder.

Men i ethvert demokrati handler de store spørgsmål rettere om et hvordan: Hvordan vil regeringen forvalte de ekstraordinære beføjelser, vi har givet dem? Og hvordan vil vi selv reagere på dens handlinger?

Faustisk pagt

Disse spørgsmål har altid fascineret politiske tænkere. Men i dag er de ikke længere helt så teoretiske. Som den aktuelle krise viser, er det afgørende forhold, der ligger til grund for politikkens særlige dimension, at nogle mennesker kan give andre mennesker besked på, hvordan de skal opføre sig.

I kernen af al moderne politik står en afvejning mellem de personlige friheder og de kollektive valg. Dette er den faustiske pagt, som filosoffen Thomas Hobbes udpegede midt i 1600-tallet, da datidens England var ved at blive flået fra hinanden af en reel borgerkrig.

Som Hobbes beskrev, består politisk magt i at kunne herske over borgernes liv og død. Den eneste grund til, at det overhovedet falder os ind at afgive en sådan magt til nogen, er, at vi forestiller os, at dette er prisen, vi må betale for vores kollektive sikkerhed. Men implikationen er også, at vi betror beslutninger om liv og død til personer, vi umiddelbart ikke kan kontrollere.

Den primære risiko er, at de, som påbydes og forbydes at opføre sig på bestemte måder, ganske enkelt nægter at adlyde og rette ind. De må så enten tvinges til det ved brug af de magt- og tvangsforanstaltninger, som staten har til sin rådighed. Eller også bryder politikken sammen, hvilket baner vejen for det scenarie, som vi ifølge Hobbes bør frygte mest af alt.

I et demokrati nyder vi godt af den luksus, at vi kan vente indtil næste valg med at straffe politikerne for deres fejltagelse. Det er dog en fattig trøst, i det øjeblik basal overlevelse står på spil.

Afstraffelse er også et relativt begreb, må vi sige. Politikerne risikerer at blive stemt fra deres hverv, jovist, men de plejer nu at klare sig meget godt alligevel. Vi, derimod, risikerer i sidste ende vores liv.

Konsensus

Råheden bag disse valg bliver i reglen fordunklet af det demokratiske imperativ om at søge konsensus. Det imperativ gælder fortsat.

Vores regeringer gør, hvad de kan, for at formulere deres beslutninger som fornuftbegrundede handlemåder. De fortæller os også, at de stoler på, at vi som borgere vil bruge vores dømmekraft rigtigt.

Men som erfaringer fra nogle europæiske lande viser, kan en forstærket krise bringe de barske realiteter for dagens lys, se for eksempel videoklippene af de italienske borgmestre, som trygler og truer deres medborgere om at blive hjemme. »Stem på mig, eller min uduelige modstander kommer til magten,« er et rutineprincip i demokratisk politik. »Stem på mig, ellers …,« er demokratisk politik i sin rå form. Og som ’rå’ adskiller den sig ikke synderligt fra andre slags politikker.

Den aktuelle krise har også blotlagt andre barske sandheder. De nationale regeringer har stadigvæk det altafgørende ord, og her kan der være store forskelle, afhængigt af hvilken regering man er underlagt.

Selv om pandemien er et globalt fænomen, er dens effekter på samfundet i vidt omfang formet af beslutninger, som er truffet af individuelle regeringer. Forskellene i holdninger om, hvordan man skal handle, og hvor langt man kan gå, betyder, at ikke to nationer høster præcis de samme erfaringer.

Når vi en dag er kommet ud på den anden side af krisen, vil vi få at se, hvem der gjorde det rette, og hvem der fejlede. Men indtil videre er vi overladt til vores nationale lederes nåde.

Også dette advarede Hobbes imod: Der findes ingen metode til at undgå det element af vilkårlighed, som findes i al politiks kerne – en vilkårlighed, der ultimativt kan føres tilbage til individuelle politiske vurderinger.

Under en nedlukning som den nuværende afslører demokratierne, hvad de har til fælles med andre politiske regimer: Også her handler politik i sidste ende om magt og orden. Samtidig træder dog også nogle af de fundamentale forskelle tydeligere frem.

Hermed sigter jeg ikke til, at demokratier er sødere og mere fredsommelige. Det forsøger de muligvis at være i begyndelsen, men i det lange løb kan det ikke vare ved. Nej, sagen er snarere den, at demokratiet har langt sværere ved at træffe barske forebyggelsesvalg.

Forebyggelse – det vil sige evnen til at sætte ind imod et problem, før det vokser sig stort, akut og alvorligt – har aldrig været en demokratisk force. Så venter vi hellere, indtil vi ikke har noget valg, og tilpasser os så. Dette betyder, at demokratier altid vil halte bagefter epidemiske udviklinger som den nuværende, selv om nogen er bedre til at indhente det tabte end andre.

Autokratiske regimer som Kina kan ganske vist også have svært ved at se kriser i øjnene, indtil de bliver nødt til det – og modsat demokratier kan de undertrykke dårlige nyheder i længere tid, hvis det passer i deres kram. Men når handling først bliver uopsættelig, kan de til gengæld gå langt videre. Den kinesiske nedlukning ser ud til at være lykkedes i kraft af meget hårde forebyggelsesforanstaltninger.

Skyggeboksning

Demokratier er i stand til at være lige så skånselsløse – det så vi, da de førte det 20. århundredes totale krige, Første og Anden Verdenskrig.

Men i en rigtig krig er fjenden lige foran dig. Og under denne pandemi afslører sygdommen kun, hvor langt den er rykket frem, gennem de daglige opgørelser over smitteramte og døde. Demokratisk politik bliver derfor til en form for skyggeboksning: Staten ved ikke, hvilke kroppe der er de virkeligt farlige.

Nogle demokratier har formået at tilpasse sig hurtigere end andre: I Sydkorea ser COVID-19-udbruddet ud til at være tæmmet gennem ​omfattende kontaktsporing og udbredt overvågning af mulige smittebærere.

Sydkoreas regering kunne dog også trække på nyligt indhøstede erfaringer med at håndtere MERS-udbruddet i 2015, som også kom til at forme befolkningens kollektive hukommelse. Israel klarer sig muligvis også bedre end mange europæiske lande – men det er et samfund, der allerede permanent er på krigslignende fod.

Det er lettere at tilpasse sig, når man allerede har tilpasset sig. Det er meget sværere, når man skal improvisere sig frem fra skridt til skridt.

I de senere år har det undertiden kunnet se sådan ud, at global politik simpelthen er et valg mellem rivaliserende former for teknokrati.

I Kina har man et regime af ingeniører, der er bakket op af en almægtig etpartistat, mens Vesten styres af økonomer og centralbankfolk, der opererer inden for rammerne af et demokratisk system. Dette skaber indtryk af, at de reelle valg er tekniske vurderinger af, hvordan man forvalter enorme, komplekse økonomiske og sociale systemer.

Men i de seneste par uger har en anden virkelighed presset sig på. De ultimative vurderinger handler om, hvordan man bruger tvangsmagtmidler, og det er ikke blot et teknisk spørgsmål. Nogle vilkårligheder er uundgåelige. Og konkurrencen i udøvelsen af ​​denne magt mellem demokratisk tilpasningsevne og autokratisk hensynsløshed vil komme til at forme vores fremtid, så langt vi kan se frem.

Vi er langt fra den skræmmende og kronisk voldelige verden, som Hobbes forsøgte at vise en vej ud af for næsten 400 år siden. Men vores politiske verden er stadig en verden, som Hobbes ville kunne genkende.

David Runciman er professor i politik ved Cambridge University. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Oxenbøll Huggler

Hobbes’ tænkning er slet ikke nødvendig. Sloganet: “Kræv din ret, gør din pligt!”, er tilstrækkeligt

Christian De Thurah

Jeg undrer mig over, hvad David Runciman egentlig vil sige med denne artikel - ud over det indlysende, at demokratiet ikke er perfekt, og at visse demokratiske rettigheder kan tilsidesættes i akutte krise- eller krigssituationer. Det er selvfølgelig vigtigt at holde øje med, at disse muligheder for at indføre undtagelsestilstande ikke misbruges eller gøres permanente, men at de findes, skal vi vist kun være glade for.

Hobbes' diskursive udgangspunkt er lettere perverst; hans forestilling om den menneskelige naturtilstand tager slet ikke højde for de intelligenser og ressourcer, vi idag ved at mennesket besidder ... og hvilket behov, det har. Af samme årsag er det destruktivt for vores (samfunds)udvikling at de politiske eliter regulerer med straf- og belønningsmekanismer (på finere dansk kaldet incitamentstyring), hvis udgangspunkt er behaviourismens behaviourismens begrænsede menneskesyn. Et menneskesyn, som i sig selv kan begrænse menneskets integritetsudvikling; bl.a. fordi det fokuserer på udvendig styring, personlig kapital og ekstrinsisk værdisætning.

Rikke Nielsen

"I kernen af al moderne politik står en afvejning mellem de personlige friheder og de kollektive valg."
Ja, selvfølgelig... i et samfund med potentielt 5,5 millioner anarkister, ligeså mange personlige holdninger og forskellige opfattelser af det gode liv, er den offentlige ro og orden vigtig. Det er den indbyrdes kontrakt, vi har indgået med hinanden, og som vi har valgt politikere til at varetage.

Og det er også den balance, jeg fornemmer, der bliver taget nænsomt på lige nu fra politisk hold.

Hvor der i Kina bliver svejset fordøre til boliger, forsøger vi i Danmark at tale til det gode i folk, velvidende, at der, også i den danske værktøjskasse, er meget grovere mekanismer til at holde os der, hvor vi skal være i den undtagelsestilstand, vi er i.

Jeg tror bare, vi skal være glade for, at vi bor i den skandinaviske kultur og den indbyggede respekt for individet, der ligger deri.

Mikael Jensen

Den nye hyperliberalisme afstedkommer, at der verden over overføres femcifrede milliarder fra staterne til erhvervslivet. Det handler om den største høst i Danmarkshistorien. De formuende suger penge ud af staten som aldrig før. Nederst i samfundet reduceres indkomsterne derefter. Vi har tilladt erhvervslivet at gennemtrumfe et system, hvor 4/5 af samfundskagen går til 600.000 mennesker i toppen af samfundet, det er en perverst ulighed.

Pengemagten overtrumfer regeringsmagten til enhver tid. Magten viser sig i fordelingen af den samlede samfundskage. Følg pengene, så ser man magten. Hvordan bliver pengene fordelt i samfundet? Hvilke samfundsgrupper får mest, og hvilke tages pengene fra?

Magten smelter sammen i øjeblikket, mellem Christiansborg og erhvervslivet inkl. Finansvæsenet. Virksomhederne bestemmer den politiske dagsorden; hvis ikke de får flere penge, fyres ministre og truslen i sig selv får regeringen til at rette ind. Enhver regering uanset farve vil altid være fanget i det system som hersker. Vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene. Dem som har pengene og derved magten reagerer på samme måde som før: Giv os flere penge. De rige har efter hver krise de sidste 40 år øget deres magt og rigdom - de har øget uligheden til det ekstreme.

Den rå magt vil til enhver tid, og i et hvert politisk system, overtrumfe regeringsmagten. Det gælder også i et demokratisk land. Pengemagten køber indflydelse gennem politikerne, medierne samt sponsorerer lobbyfirmaer som ændrer meningsdannelsen i de riges favør. Hvorfor tror man stadigvæk at demokratiet er den højeste magt i landet, altså at folket bestemmer? Beviserne for det modsatte er så overvældende. Vi har det største antal fattige i nyere tid.
Ønsker flertallet i Danmark den udbredte børnefattigdom? Ønsker et flertal af borgerne, at nogle få samfundsgrupper ejer størstedelen af formuen? Selvfølgeligt ikke.

Vi lever i et halv-demokratisk land med et såkaldt repræsentativt Folketing. I stedet for at borgerne har indflydelse på den daglige førte politik, ser vi i høj grad en sammensmeltning mellem regeringen og Erhvervslivet gennem såkaldte partnerskaber. Under den nuværende krise har erhvervslivet udført den største revolution i nyere tid. Ejerne af virksomhederne har ca. ti gange det beløb som regeringens redningspakker er alene stående i bankerne. Desuden har de i skattely flere gange det beløb som regeringen nu hoster op med.

Vesten styres af økonomer og centralbankfolk, der opererer inden for rammerne af et hyper-neoliberalt system. Derfor overføres milliarderne fra fællesejet til virksomhederne. På bestilling fra toppen er uligheden øget de sidste 20 år, og måler man på de enkeltes formuer er dette særligt tydeligt. Dem som har flest penge har i dag mest demokratisk politisk indflydelse, men demokratiet skal ikke kun være for den øverste halvdel af befolkningen. For dem i bunden er der sket en kraftig beskæring af den procentvise del af samfundskagen.

Og stadigvæk nægter mange herhjemme at erkende, at den moderne fascisme er en del af det hybrid samfundssystem, der historisk er opbygget ud fra bl.a. liberalismen, socialismen, kommunismen osv. Vi har den centralistiske magt, hvor henved 25 mennesker ejer regeringsretten. Vi har neoliberalismen, som forsøger at nedbryde velfærdssamfundet, for at alle penge skal gå til overklassen. Der er den sociale del med velfærdssystemet, der skulle fjerne fattigdommen, og forhindre stor ulighed. Og endeligt den moderne fascisme, hvor ejerne af de største virksomheder skal bestemme, hvilke love der gælder i samfundet. Det hybrid system som vi er nået frem til, indeholder alle dele af de forrige ideologier og samfundssystemer. De ligger alle i samfundets DNA.

Mest beskæmmende er det dog at de seks procent i toppen af samfundet, som herhjemme har besat magten, brager igennem alle medier, når de vil have deres mærkesager ud. Omvendt er der ingen som hører om de sociale forringelser, som rammer den anden side af samfundet. Det går udover mere end halvdelen af befolkningen, som bliver ødelagt af over 62 reformer / nedskæringer som er gennemtvunget de sidste tyve år. Men værst går det udover de femten procent som ikke er i stand til at arbejde. Dvs. at der i Danmark er et flertal af borgerne som ikke bliver repræsenteret korrekt i Folketinget samt i medierne. Reformernes negative effekter på det sociale område, bliver forvist helt ud i medierne på den yderste venstrefløj.

En lille minoritet styrer folketinget og dermed Danmark, hvad i alverden har det med demokrati at gøre. Vi får ikke demokratiet tilbage - det der gælder for alle - selv for det flertallet, som udgør de 55 % af befolkningen, dem der ikke har flest penge - vi kan kun fjerne overklassens magt ved at udskifte dem fra alle magtpositioner. Deres indflydelsen er grotesk magt-fordrejende, og ude af proportioner i forhold til andre samfundsgruppers indflydelse. "Borgerne skal holde sig væk fra den politiske arena. Magten tilkommer ikke borgerne, men de begavede, de dannede og de rige." Den udtalelse viser bedre end noget andet omdefineringen af demokratiet fra borgerdeltagelse til neoliberal repræsentation, og samtidigt en inddæmning og pacificering af befolkningen.