Analyse
Læsetid: 8 min.

Irernes barske historie kan blokere for genforening

Sinn Féin overraskede alle med et godt resultat ved det irske valg forrige måned. Partiet vil blandt andet arbejde for en genforening med Nordirland, men gammel mistro mellem partierne står i vejen for et muligt samarbejde
Ved det irske parlamentsvalg i februar fik partiet Sinn Féin anført af Mary Lou McDonald (midt i billedet) 24 procent af stemmerne. Landets to store liberale partier har siden meddelt, at de ikke kan se sig selv danne en koalitionsregering med et parti, der ifølge dem, stadig er knyttet til IRA.

Ved det irske parlamentsvalg i februar fik partiet Sinn Féin anført af Mary Lou McDonald (midt i billedet) 24 procent af stemmerne. Landets to store liberale partier har siden meddelt, at de ikke kan se sig selv danne en koalitionsregering med et parti, der ifølge dem, stadig er knyttet til IRA.

Brian Lawless

Udland
9. marts 2020

Det mest slående, når man besøger Dublin lige nu, er, hvor travlt der er. Der hænger nærmest et net af kraner over den irske hovedstads tage, efter der for alvor igen er kommet skub i økonomien. Der er også gang i Dublins mange barer og pubber – det er der ikke noget nyt i – og så alligevel.

På den legendariske pub Toners i Temple Street, som i gamle dage blev frekventeret af litterære superstjerner som James Joyce og Patrick Kavannagh, flyder der naturligvis Guinness i stride strømme. Men nu er der også champagneflasker på bordene, og da Information var på besøg holdt der en Ferrari og en Bentley rundt om hjørnet.

Irland er kommet til penge. Fra 1995 til 2019 steg den irske gennemsnitsindkomst med næsten 200 procent imod Storbritanniens cirka 40 procent. Gennemsnitsireren tjener i dag cirka 25 procent mere end gennemsnitsborgeren i Storbritannien.

Finanskrisen i 2008 faldt i Irland sammen med en række bankskandaler, og den finansielle krise gik følgelig særligt hårdt ud over netop Irland, der måtte søge hjælp hos IMF/EU/ECB-trojkaen. Dengang så det i en periode så håbløst ud, at titusindvis af unge emigrerede. Men troen på fremtiden er vendt tilbage. Således voksede Irlands økonomi med seks procent i 2019, mens det meste af eurozonen stagnerede.

Magtpartierne holder døren lukket

Alligevel stemte irerne den siddende regering ud ved det nyligt overståede valg. Premierminister Leo Varadkar og hans parti Fine Gael fik ikke den tilslutning, som den gode økonomi indikerede, at det burde få.

Heller ikke det andet ben i irernes traditionelle topartisystem, Fianna Fáil, kunne mønstre et brugbart valgresultat. I stedet stemte hele 24 procent af vælgerne på Sinn Féin, det venstreorienterede nationalistparti, der historisk har tætte forbindelser til IRA (Irish Republican Army), og som har klaret sig elendigt i mange år.

Men Sinn Féins jordskredsvalg var trods alt ikke stort nok til, at partiet kunne danne regering alene, og de to store liberale partier har siden meddelt, at de ikke kan se sig selv danne en koalitionsregering med et parti, der ifølge dem, stadig er knyttet til IRA.

Fianna Fáils leder, Micheál Martin, sagde efter valget i en ophedet debat med Sinn Féin’s nye politiske superstjerne, Mary Lou McDonald:

»Da jeg tillod mig at nævne problematikken med systematisk dækken over børnemisbrug af Provisional IRA (en udbrydergruppe fra IRA, red.), blev jeg kaldt en taber af nogle af Sinn Féin-medlemmerne her i parlamentet.«

McDonald svarede tilbage, at Martin åbenbart intet havde imod at dele regeringslokale med korruptionsdømte liberale, og at Martins angreb bare var endnu et bevis på, at den gamle magtelite ignorerer folkets vilje.

Sådanne holmgange er der mange af i disse dage, hvor de irske partier er i gang med forhandlingerne om at danne en arbejdsduelig koalitionsregering, og det er ikke let. Gensidig mistro og nedarvede fortællinger om vold og overgreb hviler tungt over irsk politik. Det, der skete for snart hundrede år siden, er væsentligt for forståelsen af, hvad Sinn Féin vil bruge sin indflydelse til, og hvorfor de andre ikke vil sidde i regering med partiet.

Ingen glemmer fortiden

Den irske borgerkrig i 1922, der fulgte efter uafhængighedskrigen mod briterne i 1919, og hvorunder IRA (Irish Republican Army) blev oprettet, var en relativt kortvarig, men ondsindet affære, som den dag i dag trækker spor af gensidigt had og foragt efter sig på den grønne ø.

Den traktat, Storbritannien tilbød irerne dengang, sikrede fortsat tilknytning til imperiet samt oprettelse af et Nordirland under britisk ledelse og lov, men traktaten splittede den irske uafhængighedsbevægelse i en gruppe, der var tilhængere af traktaten, og en gruppe der var imod.

Uenigheden blev til vrede og had, 0g det kom til gensidige bestialske overgreb og henrettelser i hobetal. Den katolske kirke støttede op om traktattilhængerne og nægtede blandt andet at give de IRA-fanger, der kæmpede imod traktaten, den sidste nadver, før de blev henrettet. Traktatfløjen vandt, og fristaten Irland blev oprettet og fungerede indtil dannelsen af republikken Irland i 1949.

Af borgerkrigens aske dannedes to dominerende politiske grupper. Fianna Fáil (Skæbnens soldater) var oprindeligt et radikalt parti, men blev med tiden liberalt-konservativt. Partiet er traditionelt Irlands største – seks ud af otte irske præsidenter kommer fra Fianna Fáil, som var modstander af traktaten under borgerkrigen.

Den politiske modpart Fine Gael (Den irske familie) er et kristeligt midterparti, der dengang tilsluttede sig traktaten om løst tilhørsforhold til Storbritannien. Fine Gael har i de senere år været dominerende i irsk politik. De to seneste premierministre, Enda Kenny og Leo Varadkar, kommer fra Fine Gael.

Det er mest historien, der skiller de to partier ad. De er begge EU-tilhængere og fortalere for lav selskabsskat (en vigtig bestanddel i skabelsen af det irske væksteventyr, også kaldet ’Den keltiske tiger’, fordi skattefordele gjorde det attraktivt for udenlandske selskaber at slå sig ned i Irland). De har begge et liberalt udsyn (i den danske forståelse af begrebet) og har delt magten mellem sig de sidste 100 år. Men det er bemærkelsesværdigt, at de indtil nu ikke har kunnet samarbejde i en regering.

»Hysteriet« omkring Sinn Féin

Partiet Irsk Labour har til tider været samarbejdspartner for de to dominerende liberale partier og var koalitionspartner i Leo Varadkars nu afgående regering. Labour har, selv hvis det ville, ikke nok stemmer til at sikre Sinn Féin magten, men hvorfor vil de andre ikke lege med Sinn Féin?

Svaret på det spørgsmål rummer »en god portion hysteri«, mener Brian Hanley, der er irsk historiker med speciale i Sinn Féin. Hysteri, der hænger sammen med en fastholdelse af ideen om, at fordi Sinn Féin engang havde forbindelser til IRA, kan man grundlæggende ikke stole på partiet.

»Det kombineres med en ubegrundet frygt for, at det vil forvandle Irland til et nyt Venezuela – at fordi dets vælgere i høj grad tilhører arbejderklassen, må politikerne være inkompetente. Men i virkeligheden er Sinn Féins politiske linje på mange områder at sammenligne med de europæiske socialdemokraters,« siger Brian Hanley.

– Er det ikke paradoksalt, at så mange irere søger væk fra den politiske linje, der har sikret dem en langt højere vækst end eksempelvis Storbritannien?

»Den har sikret nogle irere en langt højere levestandard, men den har også gjort forskellen på rig og fattig markant større. I dag er det for eksempel rigtig dyrt at have børn i institutioner i Dublin. Det er ikke noget problem, hvis man er velstående, men det er dyrt at bo i Irland, og for mange føles det sværere i dag. I 1980’erne var priserne så lave og velfærden så relativ høj, at en arbejder havde råd til at bo i eget hus i byen, også selv om konen gik derhjemme. Børnene kunne komme i institution uden problemer, men sådan er det ikke i dag, og det er i høj grad denne udvikling, der har fået irerne til at søge alternativer.«

– Kan du forstå dem, der er bekymrede for, hvad Sinn Féin vil bruge magten til, og som ikke bryder sig om fortidens forbindelser til en paramilitær bevægelse med masser af terror på samvittigheden?

»Jeg er ikke bange for Sinn Féin i dag. IRA’s militære arm hører fortiden til. Efter fredsaftalen i 1998 forvandlede Sinn Féin sig til et fredeligt demokratisk parti, og det er på sin vis absurd, at man dengang sagde til partiet, at hvis de lagde våbnene og arbejdede demokratisk for deres sag, så ville de kunne blive lukket ind i varmen. Det har de nu gjort, og alligevel forsøger de andre partier at holde dem ude.«

»Jeg kunne forstå det, hvis unionisterne i Nordirland havde et problem med Sinn Féin (det er også et parti i Nordirland, red.), men de deler jo magten nu. Arlene Fosters (lederen af den nordirske lokalregering, red.) far blev skudt af IRA, og alligevel deler hun i dag magten med Sinn Féin.«

»Hvorfor skulle man så ikke kunne gøre det i fredelige Irland? Men jo, der er brug for et opgør med fortiden. Måske en slags sandheds- og forsoningsproces, hvor der stilles spørgsmål om fortiden, og der bliver svaret ærligt. IRA har bestemt en betændt fortid, ligegyldigt om nogle i dag hævder, at de var en legitim styrke.«

Rejsen mod et genforenet Irland

Efter borgerkrigen mistede Sinn Féin indflydelse og blev først igen en politisk faktor i 1960’erne, hvor vreden over diskrimination mod katolikker i Nordirland udløste spændinger og medfølgende bevidste provokationer fra begge sider.

Vrede førte til vold, som avlede had og mere vold, og man skal bare køre en lille time nordpå over den usynlige grænse til Nordirland for at blive mindet om historiens brutale vægt. Vægmalerierne, der hylder fortidens ’helte’ med ladte våben, pryder gaderne på begge sider af de såkaldte fredsmure, der åbenbart fortsat er nødvendige for at afholde republikanere og britiske loyalister fra at gå i kødet på hinanden. Sinn Féins erklærede mål har altid været genforening af Irland, og det er det stadig.

– Hvilken rolle spiller genforening i den nyfundne popularitet?

»For vælgerne er nytænkning og omfordeling vigtigt. Men for Sinn Féin selv er genforening helt sikkert endnu vigtigere, og flere forskellige faktorer taler nu for, at det måske vil kunne lade sig gøre. Her betyder Brexit helt sikkert meget. Usikkerheden om, hvilken rolle Nordirland vil spille i en ukendt fremtid for Storbritannien, gør tanken om et velstående samlet Irland appellerende,« siger Brian Hanley.

Og den genforening, der for bare få år siden virkede urealistisk, kan nu blive en realitet. En meningsmåling udført af The Times i februar viste, at fire ud af fem i Irland ønsker genforening. I Nordirland viste en meningsmåling udført af Lord Ashcroft i 2019, at der er næsten dødt løb.

Subsidier til Nordirland menes at koste Storbritannien cirka tre milliarder pund årligt. Det er derfor ikke givet, at den britiske regering vil modsætte sig en nordirsk folkeafstemning. En af arkitekterne bag fredsaftalen i 1998, Jonathan Powell, udtalte for nylig til The Guardian, at en folkeafstemning er sandsynlig inden for fem år.

Vejen mod irsk genforening ligger åben, men fortidens minder om de voldsomme midler, de stridende parter på den grønne ø har gjort brug af i tidens løb – og hvad der i givet fald skal ske med den halvdel af Nordirland, der ser sig selv som britisk – er et ubesvaret spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her