Læsetid: 4 min.

Island tester, tester og tester for coronavirus – og det ser ud til at virke

En offensiv teststrategi har tilsyneladende været effektiv i Island, hvor COVID-19 ikke har bredt sig så meget i befolkningen, som man kunne have frygtet. Danskerne har været for afslappede, mener direktøren i islandsk genetikfirma
Et mikroskopisk billede af COVID-19, som de i Island i langt højere grad tester for end andre lande.

Et mikroskopisk billede af COVID-19, som de i Island i langt højere grad tester for end andre lande.

SIPA USA

25. marts 2020

Mens man i Danmark diskuterer, hvor mange der bør testes for coronavirus, så har man i Island haft succes med i stor stil at teste både formodet syge og formodet raske for coronavirus.

Der er nu foretaget over 10.000 test i Island ud af en befolkning på 360.000. Og meget tyder på, at det til dels er lykkedes for de islandske myndigheder at inddæmme og afbøde spredningen af COVID-19 i det lille nordatlantiske øsamfund ved hjælp af den offensive teststrategi.

»En procent af den generelle befolkning er smittet – holdt op mod 10-15 procent af den del af befolkningen, der er i høj risiko for at være smittet med coronavirus,« siger Kari Stefansson, direktør i genetikfirmaet DeCode Genetics, der hjælper de islandske myndigheder med at foretage coronavirustest.

Islandske undersøgelser har vist, at folk, der har været på skiferie i Italien og Østrig, samt folk der har været i England, er i høj risiko for at være smittet.

Og når forskellen mellem hvor udbredt smitten er i disse grupper, og hvor udbredt den er i resten af befolkningen, er så stor, er det ifølge Kari Stefansson en indikation på en succesfuld inddæmningsindsats. For ellers ville smitten have bredt sig mere i hele befolkningen, og de to tal ville ligge tættere på hinanden. 

Island begyndte at teste, allerede før COVID-19 var konstateret på øen, fortæller María Mjöll Jónsdóttir fra det islandske udenrigsministerium til Information:

»Det er vigtigt at forstå, at vi begyndte at screene allerede i begyndelsen af februar og fandt vores første inficerede den 28. februar efter at have testet 60 mennesker. Island er formentlig det eneste land i verden, der begyndte at teste, før sygdommen ankom,« siger María Mjöll Jónsdóttir.

Netop den meget tidlige screening var vigtig, mener Kari Stefansson fra DeCode Genetics:

»Øjeblikkeligt efter at den første person var diagnosticeret, sammensatte myndighederne et sporingshold, der begyndte at eftersøge alle, der havde været i kontakt med personen. Det arbejde fortsætter stadig, nu hvor vi har flere hundrede tilfælde og nogle tusinde personer i karantæne.«

Personer, der er inficeret med coronavirus bliver enten sat i isolation eller indlagt, hvis det er nødvendigt. Til dato er der fundet 648 bekræftede tilfælde i Island. Der er 592 personer i isolation nu, der er 11, der er indlagt, og der er 56, der er erklæret raske.

Derudover er 8.205 personer, der i øjeblikket er i karantæne, fordi de har været i kontakt med personer, der enten er bekræftet eller formodet smittede. 1.193 har afsluttet karantænen. En enkelt person er død.

Med de godt 10.000 testede personer svarer det til, at der i Island er testet en andel på næsten 27.000 personer per million indbyggere. Til sammenligning er der i Sydkorea, som er kendt for en offensiv teststrategi, testet, hvad der svarer til 6.300 personer pr. million indbyggere.

I Danmark er andelen nede på 2.362 testede pr. million indbyggere. Det er uklogt, mener Kari Stefansson, som i det hele taget er kritisk over for den danske strategi.

»Jeg mener, at de danske myndigheder har begået to fejl. Den første fejl var, at de var meget langsomme til at reagere. Da vi allerede var i gang med at sætte folk i karantæne, så var I helt afslappede, indtil I lige pludselig lukkede grænsen,« siger han.

»Den anden fejl var, at politikerne overtog kontrollen fra sundhedsmyndighederne. Beslutningen om at lukke grænsen var rent politisk. Det er altid lidt farligt, når politikere overtager kontrollen med højt specialiserede processer som for eksempel at dæmme op for en infektion.«

De islandske sundhedsmyndigheder tester personer, der er syge, har symptomer, eller som er i høj risiko for at få coronavirus. Derudover har genetikfirmaet DeCode Genetics testet 5.571 personer, der meldte sig frivilligt, og som ikke var mistænkt for at være syge eller var i de kendte risikogrupper. Og det er på den baggrund, at de på Island kan estimere, hvor udbredt smitten med COVID-19 er i den samlede befolkning.

I denne gruppe af almindelige islændinge fandt DeCode Genetics 48 personer, der var inficeret med coronavirus. Halvdelen af de inficerede personer havde ingen symptomer overhovedet.

Som Information skrev tirsdag, har de islandske sundhedsmyndigheder ved at gensekventere samtlige fund af coronavirus fundet 40 mutationer blandt smittede i landet. En enkelt person har vist sig at være inficeret med to varianter af ny coronavirus.

Islands chefepidemiolog, Thorolfur Gudnason, har ved et pressemøde forklaret, at de indsamlede data giver uvurderlig viden i forhold til indsatsen mod sygdommen:

»Der er stærke indicier for, at vores indsats for at inddæmme spredningen af virus har været effektiv. Cirka halvdelen af de diagnosticerede tilfælde er fra personer, der allerede var i karantæne. Vores fokus er på at beskytte de mest sårbare mod at få virus, samtidig med at vi forsøger at sikre, at den generelle spredning af virus forbliver langsom.«

María Mjöll Jónsdóttir fra det islandske udenrigsministerium forklarer, at Island på mange måder har været heldige med at være på forkant med pandemien, blandt andet ved tidligt at indføre strenge karantænebestemmelser for folk, der rejste ind fra risikoområder. Og som hun siger:

»Det forhold, at Island i praksis kun har et eneste indrejsepunkt, nemlig den internationale lufthavn i Keflavik, har givet bedre muligheder for at kommunikere effektivt med rejsende og forstærke sporingen.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Alvin Jensen
  • David Zennaro
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Erik Karlsen
  • Christian Mondrup
  • Anker Heegaard
  • Mikkel Zess
  • Hanne Utoft
  • Poul Anker Juul
Oluf Husted, Alvin Jensen, David Zennaro, Klaus Lundahl Engelholt, Erik Karlsen, Christian Mondrup, Anker Heegaard, Mikkel Zess, Hanne Utoft og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

I forhold til befolkningens størrelse, må Island have er meget stor Corona testkapasitet.
Skal deres tal omsættes til Danske forhold er det med en faktor 15!! og Island har/har haft 100% kontrol med hvem der rejser til landet.

Peter Beck-Lauritzen

Dygtigt gjort på Island, men kvalmende selvros af Kari Stefanson, DeCodeGenetics. Lægges nævnte tal sammen bliver det større end tallet 10.000 testede! Forresten kan man rejse til Island via Seidisfjord.

Søren Kristensen

I uge 9, altså sidste uge i februar, var jeg hos lægen med tør hostet – som jeg havde haft gennem flere uger. Det viste sig at jeg havde lungebetændelse og et ret højt infektionstal. Jeg havde hørt om Coronavirus, men det var ikke noget der blev nævnt hos lægen. Samme dag fik jeg taget røntgen af lungerne, ligesom jeg begyndte en antibiotikakur mod lungebetændelsen. Røntgen viste svage spor efter ”et eller andet” og ugen efter var infektionstallet heldigvis faldet til det halve. Altså responderede jeg fint på behandlingen og jeg skulle først komme igen om fire uger, dvs. når jeg har fået taget et nyt røntgenbillede af lungerne, som jeg så ikke har fået taget endnu. Men hosten er stort set er væk og jeg har følt mig rask i over en uge.
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke, at det er Corona jeg har haft, selv om det ikke blev nævnt hos lægen og på en måde undrer jeg mig over jeg ikke blev testet. Omvendt, så har jeg lige læst at selv forskere ved Seruminstituttet, så sent som i februar måned, ikke mente at virussen ville sprede sig til Danmark. I hvert fald er det min formodning at jeg har haft virussen i mild grad, eftersom jeg ikke døde af lungebetændelse, og at jeg nu er både imun og smittefri. Det håber jeg i hver fald. Det kan også være jeg bare har haft en alvorlig forkølelse. Februar var jo usædvanlig våd og qva mit job var jeg meget ude og inde. Så der kan være mange forklaringer, vi havde også et ventilationsnedbrud på arbejdet i februar, hvor en fejlmonteret tørretumbler sendte fugtig luft ud i netop de rum jeg arbejdede i. Tilbage står, at hvis man vil vide noget konkret, bliver man nødt til at undersøge konkret.
Det er jo desværre ikke sådan, at bare fordi lægen stikker en vatpind ind i munden på dig, så kommer den ud og siger hvad du fejler. Hun er nødt til at spørge om noget konkret for at få et konkret svar. Et spørgsmål ad gangen, som de gør på Island.

jens christian jacobsen

Flere her i sporet har været inde på noget lignende:
Men hvis man ganger befolkningstallet op på Island med antallet af indlagte og sammenlginer med danske forhold er det nogenlunde det samme antale indlagte (-og døde?) i de to lande. Med et langt lavere dansk testvolumen.
Jeg vil ikke tage stilling til om den ene eller den anden teststrategi er den rigtige, men bare anholde den politiserende (sic) islandske 'chefepidemiolog' når han hævder, at danskerne politiserer sundhedvilkårene for befolkningen v. Mette F. & Co. I modsætning til Island (og Sverige) der 'fuldstændig' retter sig efter forskning og evidens. Det sidste er usandt. Svenskerne bruger det gamle og udokumenterede epidemiologiske princip om 'herd immunity', altså at en epidemi hurtigere overstås, hvis alle hurtigere bliver smittet. En strategi der kun vil virke, hvis man samtidig isolerer og skærmer udsatte grupper. Dem har man ikke så mange af på Island. Svenskerne er ligeglade. De gamle og udsatte er ikke på arbejdsmarkedet. Det er det vigtigste for begge lande.

Anina Weber, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Det er altså sjovt. I februar måned blev Søren Brostrøm interviewet til Politiken:

""Søren Brostrøm understreger, at de enormt drastiske tiltag med at lukke byer og arbejdspladser ned, forbyde offentlig transport nok har været effektivt til at få kontrol over smitten og inddæmmet det epidemiske virus, men aldrig ville være foregået i et vestligt land."

Det var i et interview med Politikens sundhedsredaktør, Lars Igum Rasmussen - jeg har desværre ikke længere et link til artiklen - men man skal tilsyneladende bare lytte til sundhedsmyndigheder og ikke til politikerne ??

Men sundhedsmyndighederne har naturligvis forlængst sikret sig forsyninger af værnemidler og testkits til deres ansatte, når nu de er så kloge ;)

Sören Tolsgaard, Oluf Husted, Ete Forchhammer og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Heidi Kristensen

Der står i artiklen: 'De islandske sundhedsmyndigheder tester personer, der er syge, har symptomer, eller som er i høj risiko for at få coronavirus. Derudover har genetikfirmaet DeCode Genetics testet 5.571 personer, der meldte sig frivilligt, og som ikke var mistænkt for at være syge eller var i de kendte risikogrupper'. For mig lyder det som om, at et firma har kørt en offensiv strategi, ikke sundhedsmyndighederne? Myndighederne tester de samme, som vi gør i DK og sikkert af samme grund: begrænset testkapacitet? Og kan man kalde det en strategi overhovedet så? Kære 'Information' - er I ikke lidt flinke ved kilderne, når I ikke problematiserer dette?

Søren Dahl, Sören Tolsgaard, jens christian jacobsen, Anina Weber og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Island får åbenbart hjælp (fra DeCode Genetics) til en forskning, som de nok ikke havde kapacitet at udføre selv.

Resultaterne er i alle tilfælde interessante. Blandt de frivillige (ikke mistænkte) var knap 1 pct. smittede. Det svarer til, at i alt ca. 3.000 islændinge, som tilhører denne gruppe, er smittede. Ca. halvdelen havde ingen symptomer, mens omkring 4/5 af de smittede hidtil ikke var opdagede (mørketal).

Omtrent ligeså mange smittede (ca. 400) tilhører højrisikogruppen af mistænkte (pga. rejsehistorik eller personlig kontakt), der så vidt muligt opspores og testes. I denne gruppe har de islandske myndigheder selv testet omkring 3.000, så vidt jeg kan regne ud (det nævnes, at 10-15 pct. af disse var smittede)

Ift. Islands befolkningstal er der forholdsvis mange smittede (bl.a. pga. intensiv testning), mens dødstallet er forholdsvis lavt (2 pr. 26/3). I DK er mørketallet givetvis forholdsvis større, idet vi langtfra har testet lige så intensivt.

Antager vi, at der ligesom på Island pt. er ca. 1 pct. af befolkningen smittet (dvs. ca. 55.000), har DK kun registreret ca. 3-4 pct af tilfældene! Og dødstallet på Island (2 døde ud af 3.500 smittede) svarer til 32 døde ud af ca. 56.000 smittede i DK.

Ganske god overensstemmelse i de to udregninger, og det synes rimeligt at antage, at Island og DK er omtrent lige langt henne i epidemien, idet begge lande især fik deres smitte fra Alperne for en måneds tid siden. Ringere inddæmning i DK medfører dog nok, at smitten vil blive mere udbredt end på Island.

I Storbritannien antager en ny rapport fra Oxford, at ca. 50 pct. af befolkningen allerede er eller har været smittet. Selv om tallene måske er relativt højere end hos os (især pga. senere inddæmning), virker det ikke sandsynligt, at de er så høje endnu.

Så længe der ingen restriktioner er, fordobles smittetallet i løbet af ca. 4 døgn i en modtagelig population. Dvs. at 1 pct. i dag bliver til 32 pct. i løbet af 20 døgn og 66 pct. efter 24 døgn. Så de næste 2-3 uger vil vise, hvorvidt de forskellige strategier formår at bremse epidemien, eller den fortsat har kurs mod flok-immunitet, som opstår, når omkring halvdelen af befolkningen har været smittet.

Det undrer i øvrigt, at María Mjöll Jónsdóttir kritiserer den danske grænselukning, idet hun selv fremhæver betydningen af, at island har effektiv kontrol med sine grænser. Grænselukning er på mange måder en hellig ko, men et uomgængeligt redskab i en tid med instant jetlag.

Overskriften er helt misvisende. Det er ikke testene, der virker, det er derimod den "succesfuld(e) inddæmningsindsats". Test kurerer ingen, men kan være basis for en succesfuld inddæmningsindsats - altså forebyggelse. Tæt på samme strategi, der anvendes her i landet. Men vi mangler naturligvis DeCode Genetics, hvis vi skal evaluere på effekten af en bredere teststrategi. Indtil videre synes der at være meget begrænset effekt af at test alle. Så tests virker ikke i sig selv på noget som helst andet end på DeCode Genetics omsætning.

Sören Tolsgaard

@Søren Dahl: Den islandske strategi er bestemt ikke "tæt på samme strategi, der anvendes her i landet". Som nævnt i artiklen har Island testet ca. 27.000 indb. pr. mio. indb. (ca. halvdelen er DeCode's tests). DK har som nævnt hidtil kun testet 2.362 indb. pr. mio. indb.

Indtil for godt et par uger siden havde DK en lignende inddæmningsstrategi, hvor smittekæder blev optrevlet. Så blev det meddelt, at vi gik over til afbødning, hvor kun de mest alvorligt syge blev testet, mens alle andre med symptomer blev rådet til at blive hjemme og uden test.

Det har der været ballade om lige siden. Begrundelsen lød , at der ikke længere var tale om importerede smittekilder (pga. grænselukning), så det var blevet vanskeligere at lokalisere og inddæmme de smittede. I stedet skulle de sparsomme test-ressourcer anvendes, hvor det var mest påkrævet.

Kritikken er dog fortsat, bl..a fra WHO, og med gode begrundelser, idet det ofte kan have afgørende betydning at få afklaret, om en person med symptomer er smittet eller ej. Manglen er derfor søgt afhjulpet, og i dag blev det meddelt, at den danske testkapacitet snart bliver betydeligt større.

Irland, Norge og Færøerne har også hidtil testet betydeligt flere og forfulgt en inddæmningsstrategi, bl.a. er lokale institutioner og virksomheder hurtigt blevet inddraget for at øge kapaciteten, mens DK har været mere nølende.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12036488/private-virksomheder-og-u...