Joe Biden kan blive Bernie Sanders’ hovedrival efter imponerende comeback i South Carolina

Med næsten halvdelen af stemmerne og 60 procent af de sorte vælgere i ryggen knuste Joe Biden Bernie Sanders og alle de andre kandidater i South Carolina i et forrygende comeback efter valgnederlag i Iowa, New Hampshire og Nevada. Men det er stadig op ad bakke for ham under Super Tuesday-valgene
Joe Biden blev, som han havde håbet, ’comeback kid’ ved primærvalget i South Carolina lørdag.

Joe Biden blev, som han havde håbet, ’comeback kid’ ved primærvalget i South Carolina lørdag.

Zuma / SplashNews.com

Udland
2. marts 2020

Joe Biden gjorde, hvad han havde lovet med en ikke særlig selvsikker røst i en tv-debat sidste tirsdag. Han vandt primærvalget i South Carolina lørdag med en overbevisende stemmeandel på 48 procent mod kun 20 procent til den formelle frontløber Bernie Sanders.

Den markante sejr er en personlig triumf for den tidligere senator og vicepræsident. De tre gange han er stillet op til præsidentposten – i 1988, 2008 og 2020 – har han aldrig vundet et primærvalg. South Carolina er første gang.

Det bliver formentlig ikke sidste gang i dette valgår, han vinder et primærvalg. Biden ligner nu Bernie Sanders’ mest sandsynlige rival.

Mangemilliardæren Michael Bloomberg skal stå sin første prøve på Super Tuesday (tirsdag), hvor 14 delstater stemmer. Men den tidligere New York-borgmesters styrke er aftaget i meningsmålingerne efter hans middelmådige præstationer i to tv-debatter.

En anden tidligere borgmester, Pete Buttigieg, prøvede ihærdigt at tiltrække sorte vælgere, men vandt kun tilslutning fra to procent og endte med otte procent af stemmerne i South Carolina. Det gik værre for senator Elizabeth Warren med syv procent. Den progressive milliardær Tom Steyer, der brugte over 20 mio. dollar på tv-reklamer i South Carolina, scorede 11 procent og trak sig fra valgkampen.

Bidens comeback-sejr kan overvejende tilskrives en massiv opbakning fra afroamerikanere, der ifølge stikprøver ved valgstederne udgjorde 58 procent af stemmerne. Seks ud af ti sorte satte kryds ud for Bidens navn, mens kun 16 procent støttede Sanders.

Det er en kolossal skuffelse for Sanders-kampagnen, der havde brugt langt flere ressourcer end Biden på at opnå et hæderligt resultat i en delstat, som Biden kalder sit andet hjem, og hvor størstedelen af de sorte politikere støtter Barack Obamas tidligere vicepræsident.

Sanders’ præstation på 16 procent blandt sorte vælgere var kun to procentpoint bedre end i 2016, hvor han tabte stort til Hillary Clinton i South Carolina.

Sorte sydstatsvælgere

Men Bidens solide opbakning fra sorte vælgere i South Carolina kan ikke uden videre overføres til andre sydstater. Kun Alabamas demografiske sammensætning ligner South Carolinas, mens der bor færre sorte i Arkansas, North Carolina og Tennessee. Alle tre delstater afholder valg tirsdag.

Hertil kommer, at Sanders i modsætning til Biden ikke rigtig føler sig hjemme i sorte kirker og helst taler i konkrete vendinger om sine politiske ideer frem for at fokusere på sig selv, sin familie og biografi, som Biden ofte gør på sine vælgermøder.

Sanders’ svage opbakning fra sorte vælgere i South Carolina kan blive hans akilleshæl ved primærvalg i andre delstater i marts og april. Afroamerikanere udgør en fjerdedel af Det Demokratiske Partis vælgere; de er langt mere tilbøjelige til at stemme end andre etniske minoriteter, som for eksempel amerikanere af latinamerikansk eller asiatisk afstamning.

For Sanders er et andet foruroligende aspekt ved resultaterne i South Carolina, at færre vælgere mellem 18 og 45 år deltog end dem over 45. Det er blandt yngre vælgere, han står stærkest, så hvis deres valgdeltagelse er lige så lav i de andre delstater som i South Carolina, kan han få svært ved at vinde et flertal af delegerede til partikongressen i juli.

Uden et flertal kan Sanders ikke være sikker på at vinde nomineringen, selv om han stiller op med flest delegerede.

Sanders hovedargument for at slå præsident Trump i november er, at han kan motivere flere nye unge vælgere til at stemme end nogen anden kandidat. I de første fire valg synes denne præmis imidlertid ikke at have holdt stik. Det kan vække skepsis blandt delegerede på partikongressen, for hvem det allervigtigste er at slå Trump.

Sanders har stadig til gode at bevise, at han kan mobilisere millioner af nye unge vælgere og arbejderklassevælgere. Hans første og bedste chance falder på Super Tuesday i de to store delstater Californien og Texas, hvor han er yderst populær blandt unge vælgere, ikke mindst latinoer. Han forventes også at klare sig godt i Colorado og i flere nordøstlige delstater.

I sidste øjeblik

Bidens imponerende præstation i South Carolina kan overvejende tilskrives to vigtige begivenheder i de sidste fire dage af valgkampen.

For det første præsterede den tidligere vicepræsident en af sine bedste tv-debatter sidste tirsdag. For det andet opfordrede kongresmedlem James Clyburn – den højest rangerende afroamerikaner i Det Demokratiske Parti og South Carolinas mest magtfulde sorte politiker – onsdag vælgerne til at stemme på Biden.

Indtil da havde Biden været tæt på en knockout.

Fra april sidste år og helt frem til valget i Iowa i februar lå Biden langt foran sine rivaler i meningsmålinger i South Carolina. Men efter en fjerdeplads i Iowa, en femteplads i New Hampshire og en svag andenplads i Nevada, begyndte nogle sorte vælgere at tvivle på hans kandidatur. De fandt ham ikke særligt inspirerende på vælgermøder.

Disse tvivlere overvejede at stemme på Bernie Sanders eller milliardæren Tom Steyer. Men efter stikprøverne at dømme svingede de tilbage til Biden efter Clyburns blåstempling af ham onsdag.

Bidens comeback rejser muligheden for, at Bloomberg vil klare sig værre på Super Tuesday end forventet for en uge siden og måske kun vinder få delegerede til partikongressen (en kandidat skal vinde mindst 15 procent i en valgkreds for at få tildelt en delegeret; i alt 3.979 delegerede står på spil).

I kraft af de sidste par måneders massive reklamekampagne havde Bloomberg indtil for nylig vundet anselig opbakning i nogle delstater fra moderate og konservative afroamerikanere, hvoraf nogle formentlig vender hjem til Biden efter South Carolina.

Men så længe de andre moderate demokrater bliver hængende – Bloomberg, Buttigieg og senator Amy Klobuchar – kan Biden få svært ved at true Sanders’ førerposition. Den tidligere vicepræsident har få midler at råde over, og hans kampagne har ikke noget solidt fodfæste i de fleste delstater, der stemmer tirsdag.

Søndag meddelte Sanders-kampagnen, at den har rejst 46 millioner dollar i februar, næsten dobbelt så meget som i januar. En del af disse penge vil blive brugt til en reklamekampagne for senatoren fra Vermont mandag og tirsdag i alle 14 delstater.

Sanders har endog ifølge meningsmålinger en god chance for at slå Klobuchar og Warren i deres hjemstater, Minnesota og Massachusetts.

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Nu er Buttigieg droppet ud af valgkampen.

Pete Buttigieg to Quit Democratic Presidential Race https://nyti.ms/3auvN51

Mads Kjærgård

Mærkeligt, at de sorte vælgere sparker sig selv i måsen! For det er vel, hvad det er?

"Pete Buttigieg er ude. Alle hans supertirsdag-stemmer går til søvnige Joe Biden. Fantastisk timing. Dette er den virkelig begyndelse på, at Demokraterne sætter Bernie ud af spillet - Ingen nominering, igen!" , skriver Trump.

Jeg er sikker på, at den slikkede "javel-siger" Buttigieg er med i etablissementets komplot mod Sanders. De vil hellere have endnu 4 år med Trump end de vil have Sanders som præsidentkandidat!

https://youtu.be/vyEk4BlciXg

Mads Kjærgård og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Mikkel Zess

Besynderligt nok var Buttigieg støtte af Sanders ved sidste præsidentvalg.
Endnu én, som har solgt ud af sin moral.

Ja, han er en erfaren javelsiger fra "the milletæry" og kan godt li' at blive aet af de store. Måske er han blevet godt betalt. Måske er han lovet en stor post hvis Biden vinder. Det vil tiden vise...

Og Sanders er en trussel mod den normale tilstand, nemlig at uanset hvilket parti der vinder, så er overklassen den sikre vinder af det amerikanske valg.

Eva Schwanenflügel

In other news..

Republikanerne og Trump-administration har igen lagt sag an mod Obama-care, og denne gang risikerer the Affordable Care Act at lide døden i the Supreme Court.

Lidt hasarderet, når USA står overfor en pandemi mht Covid-19..
Mon ikke Sanders' forslag om gratis sundhed til alle vil få mere medvind?

Supreme Court to Hear Obamacare Appeal https://nyti.ms/32JmP0W