I sidste uge byggede den franske økonomiprofessor ved Berkeley University Pierre-Olivier Gourinchas en økonomisk model, der skulle vise, hvor meget coronavirussen egentlig kan ødelægge økonomien, hvis vi ikke gør noget.
I hans model falder den økonomiske aktivitet i USA med 50 procent i en måned, fordi folk er nødt til at blive derhjemme, og krisen fortsætter en måned mere, hvor den økonomiske aktivitet er på 25 procent af det normale. Det er ikke helt urealistisk, hvis man ser på Italien, hvor økonomien stort set står stille lige nu.
Og modellen viser, at bare to måneder med en økonomi på halv og kvart kraft vil få hele USA’s BNP til at falde med 6,5 procent i 2020. Det lyder måske ikke så voldsomt, men det er det. Under den store finanskrise i 2008 skrumpede USA’s økonomi med 4,5 procent.
Hvis coronakrisen fortsætter i en måned mere (med 25 procent lavere økonomisk aktivitet end normalt), vil væksten ende på minus ti procent i 2020.
Og det er endda under forudsætning af, at alt bliver normalt efter to-tre måneder. Altså at ingen banker krakker, ingen virksomheder lukker, og ingen tillidskriser opstår.
Pierre-Olivier Gourinchas konkluderer selv over for den amerikanske radiostation NPR, at coronakrisen har potentiale til at blive »meget værre« end finanskrisen – hvis vi ikke gør noget i hvert fald.
Det er selvfølgelig bare en model, ikke en forudsigelse. Men modellen viser alligevel, hvor alvorlig situationen kan blive.
»Det ser meget slemt ud lige nu,« skriver den irske økonomiprofessor på New York University i Abu Dhabi, Kevin O’Rourke, i en e-mail til Information.
Situationen er så slem, forklarer han, fordi den kombinerer faldende udbud og faldende efterspørgsel.
»For det første er det her et stort udbudschok for økonomien, fordi produktionen falder, når folk bliver hjemme. For det andet er det et stort efterspørgselschok, blandt andet fordi meget investering stopper.«
Sådan ser panik ud
Det ser da heller ikke for godt ud.
Mandag meldte de statistiske myndigheder i Beijing, som ellers er besat af at fremvise økonomisk fremgang, at landets økonomi gik over 13 procent tilbage i årets første to måneder. Dermed ender Kina formentlig med en minusvækst på 10-12 procent af BNP i årets første kvartal – en nedtur, som Kina ikke har oplevet mage til siden slutningen af Maos kulturrevolution i 1976.
Med industriproduktionens nedgang og en detailhandel i frit fald er det omvendt tal, der viser, hvor langt den kinesiske regering er villig til at gå for at inddæmme virussen.
I USA ser det næsten lige så slemt ud. Her sænkede centralbanken (FED) i weekenden renten til næsten nul. Det burde være den ultimative ’bazooka’ – og alligevel reagerede markederne negativt.
Alene mandag oplevede det såkaldte Dow Jones Industrial Average – et aktieindeks over de 30 største aktieselskaber i USA – sit næstværste fald i indeksets 124-årige historie. Et fald, som ifølge Wall Street Journal »afspejler frygten for, at krisetiltagene fra FED muligvis ikke rækker til at dæmme op for den recession, som coronavirussen skaber«.
Senere tirsdag bad Donald Trump Kongressen pumpe 850 mia. dollar ind i den amerikanske økonomi – en indsprøjtning, der ifølge The New York Times er på størrelse med det samlede beløb, Obama-regeringen pumpede ind i økonomien under finanskrisen.
»Sådan her ser panik ud,« sagde lederen af Caliber Financial Partners, Patrick Healey, til Wall Street Journal.
Han tror ikke på, at FED kan løse problemerne med lempelig pengepolitik eller med aggressive opkøb af obligationer. Finansmarkedernes reaktioner viser, at centralbankernes handlinger ikke nytter meget.
»Det er ligegyldigt, hvad FED gjorde i weekenden,« mener Patrick Healey. »Handelsaktiviteten på markedet afspejler frygt og usikkerhed. Det eneste, der vil berolige markederne, er, hvis antallet af coronatilfælde begynder at gå tilbage.«
Penge, penge og flere penge
De fleste økonomer ser nu en tung og global recession tegne sig. Hvor dyb den bliver, afhænger af hvor længe epidemien varer, og hvad politikerne gør.
»Der er meget, regeringer kan gøre,« siger den irske økonom Kevin O’Rourke.
»For at sikre udbuddet og holde handlen af varer i gang mellem lande selv med de lukkede grænser skal det sikres, at den vigtigste produktion opretholdes. Og for at sikre efterspørgslen skal det sikres, at husholdninger, der mister deres indkomst, stadig har købekraft. Desuden skal virksomhederne have penge, så få mennesker som muligt bliver fyret,« siger O’Rourke og tilføjer:
»Nu er ikke tiden til at bekymre sig om statsgæld og inflation.«
Lande som Danmark, Italien, Frankrig og Tyskland yder lån til virksomhederne, udskyder betaling af skatter og laver milliardpuljer, der skal sikre lønmodtagerne.
I Frankrig har Macron meldt ud, at »ingen forretning får lov at gå ned«, og virksomheder må ikke længere fyre deres medarbejdere. De kan derimod sende dem hjem midlertidigt, og så betaler staten deres løn.
Sidst på dagen tirsdag mødtes de europæiske statsledere til en videokonference med det mål at koordinere indsatsen mod corona og de økonomiske konsekvenser. Dette møde var ikke slut ved redaktionens slutning.
En ny eurokrise?
Men hvis man lægger de forskellige foreløbige hjælpepakker fra nationalstaterne og EU sammen, udgjorde de mandag omkring én procent af EU’s BNP, ifølge lederen af eurogruppen, Mario Centeno.
Det er mange penge. Og når staterne samtidig skal bruge milliarder på sundhedsvæsenet, kommer statsgælden til at stige over hele Europa – også i Italien, hvor gælden i forvejen udgør 135 procent af landets BNP.
Der er derfor (mindst) to store diskussioner i Europa lige nu: Renten skal holdes nede, så lande som Italien stadig kan låne. Det skal ECB hjælpe til med ved at opkøbe landenes statsobligationer.
Og EU’s forkætrede budgetregler, som især tyskerne stod stejlt på under eurokrisen, skal nu fortolkes mere »fleksibelt«, som de siger i Bruxelles – landene får lov til at have større underskud end tre procent af BNP, og de må stifte mere gæld.
Men da EU’s finansministre mødtes mandag aften til en seks timer lang videokonference, blev de ikke enige om at udløse den særlige klausul, der helt suspenderer vækst- og stabilitetspagten. Og de blev heller ikke enige om, hvorvidt de op til 410 mia. euro, der står til rådighed i euro-redningsfonden, ESM, skal køres i stilling.
De er altså ikke gået så langt, som de kunne.
Men vi må ikke stirre os blinde på EU, mener økonomiprofessor Stefan Kooths fra Kiel Institute for the World Economy.
»Alle de enkelte lande har i den nuværende krise stærke incitamenter til at støtte egne virksomheder – og altså ikke at regne med understøttelse fra andre. Derfor ser jeg heller ikke et EU, der nødvendigvis skal stå i forreste række i den økonomiske krisebekæmpelse. Det skal staterne,« siger Stefan Kooths.
»I finanskrisen handlede det om årelange fejludviklinger, som eksploderede i krisen. Derfor tog det så lang tid at rette op på det. Det er anderledes i coronakrisen – afhængigt af hvor længe den varer.«
Alle bliver ramt
Coronakrisen vil formentlig ramme Europa mere jævnt end finanskrisen: Efter 2008 var det især sydeuropæiske lande og Irland, der ikke længere kunne refinansiere deres lån på finansmarkederne, mens Tyskland og Nordeuropa til dels profiterede på krisen ved at suge investorkapital til sig.
Det er dog stadig de svageste lande, der vil få sværest ved at bære den øgede gæld, som vil komme i de kommende måneder. Renten på de græske og italienske statslån stiger allerede. På tiårige statsobligationer må Italien nu betale 1,8 procent i rente, mens Tyskland betaler minus 0,54 procent. Det lyder måske overskueligt, men når væksten er lavere end renten, er det i sig selv en tikkende bombe.
En omstilling kan være en afvikling.
Et sammenbrud kan være et gennembrud.
Kapitalismen er forældet. Den var nødvendig, da vi ikke kunne kommunikere over store afstande i realtid, men det kan vi nu.
Det bedste som staten kan gøre i øjeblikket, er at sikre at dem som ikke har en indtægt, får tilstrækkeligt med penge at leve for, med andre ord at suspendere fattigdommen; giv de 170.000 som ikke har nogle indtægter et beløb af 18.000 kr. om måneden. Grænserne er lukkede, så der er ikke længere argumenter for at holde fremmede ude. Virksomhederne er også lukkede, derfor handler det heller ikke om arbejdsudbud. Alle disse ting er suspenderede. Fjern fattigdommen i Danmark.
Det Danmark akut har brug for nu er et halvt år uden fattigdom. Det vil give efterspørgslen et tiltrængt løft. Et eksperiment hvor ingen skal leve af et beløb under et rimeligt niveau vil vise, om politikerne tager den sociale situationen alvorligt, eller om det kun handler om erhvervslivet - igen. Lad os diskutere hvordan en simpel løsning vil se ud, så kan vi derigennem overskue den fattigdommen som hærger landet. Hvilke grupper er ramt, hvad lever de af - hvis de da har noget at leve af.
Hysterien er ved at være total. Faktisk begynder det at se lysere ud: Kina er formodentlig ved at være igennem, og der er tegn på nyt liv i økonomien; i Italien begynder man at håbe på at nå toppen af smitten inden slutningen af marts; Korea og Japan kan også se lys. - Børserne er efterhånden fuldstændig utilregnelige. Hvordan kan Milano tabe 16% den ene dag og vinde 7% den næste uden at der er sket det store i de 24 timer? Sandheden er vel den sædvanlige, at børserne i meget mindre grad afspejler økonomiens tilstand og i langt højere grad er legeplads for spekulanterne. Uden at have forstand på det, kunne jeg levende forestille mig, at der er nogen som vinder en masse penge på de andres ulykker. Man burde lukke børserne ned!
Ja. Og 'too big to fall' vil både have del i regeringens kapitalhjælp og betale udbytte.
https://arbejderen.dk/%C3%B8konomi/kr%C3%A6ver-stop-milliardudbytte-i-da...
https://piopio.dk/danske-bank-staar-fast-vi-udbetaler-milliarder-i-udbytte
Så lad dog lortet falde fra hinanden, så vi måske endelig kan komme videre i vores udvikling på denne planet, fristes jeg næsten til aldeles flabet, givetvis frygteligt naivt, og helt sikkert politisk ukorrekt at fremture. Freddie Vindbjerg har fat i den rigtige ende ovenfor.
Men nej, vi skal tilbage på sporet. Vi skal have gang i hjulene igen, så hurtigt som muligt, så alt kan fortsætte, som det gjorde: tilsyneladende opad, men i virkeligheden uundgåeligt ned ad slisken. Forbruget og oplevelsesøkonomien skal op i omdrejninger igen. Både for økonomiens skyld men også så det moderne menneske igen kan vende tilbage til en tilstand, hvor det konstant kan afledes fra at skulle møde sig selv i tilstand og stilhed.
* stilstand, ikke tilstand.
*statslige myndigheder - ikke 'statistiske myndigheder'*
Det er en ommer, forfatter. Slå autocorrect fra en anden gang.
Enden ser bedrøvelig fjern ud, måske netop fordi alt har været gearet til at redde økonomien, hvorfor folkesundheden kom i en alt for sen anden række.
Sidste nyt fra den italienske front:
https://edition.cnn.com/2020/03/18/europe/italy-coronavirus-lockdown-int...
Vedrørende aktiekurser: I min eboks fandt jeg i dag en meddelelse fra min pensionskasse, hvori de ønsker at berolige deres medlemmer. I denne meddelelse står der blandt andet følgende: "Finanskrisen i 2008 er et godt eksempel på, hvordan MP kom godt igennem stormvejret. Dengang faldt de globale aktiekurser 50 % fra sommeren 2008 til marts 2009. Derefter steg de 330 % i efterfølgende 11 år indtil denne krise startede i marts 2020." (min fed).
330% på bare 11 år, det er jo fuldkommen absurd, og har naturligvis absolut intet med realistiske forventninger til fremtiden at gøre. Luften skal simpelthen tages ud af de varmluftsballoner, der driver rundt i lokalerne på børserne og i hjernekasserne på investorerne. Måske stater skulle finansiere hjælpepakkerne til de reelt erhvervsdrivende på denne planet ved at brandbeskatte dette aktiecirkus.
Vi kan kun håbe at alle lærer af det her,nemlig at vi mennesker måske kan leve uden vækst,hvilket vel er nødvendigt,hvis klimakrisen skal bremses. Hele den periode her vel ca halvanden måned mere betyder vel at reduceringen af co 2 udslip er nået for i år eller? Penge? det er vel i grunden kun papir og spekulanterne på aktie-og børsmarkeder er generelt de største fjender i vores liv ud over magtsyge regenter m.v. som fortsat tror at løsningen er bomber på bomber. Vi kan vel i vores stille sind håbe at perioden her er en lærestreg i udviklingen i at være ordentlige mennesker!
@Viggo Okholm: Ja, jeg håber også, vi kan lære noget af det her, ikke mindst på det mentalt-åndelige(*) plan. At det moderne menneske som følge af den nuværende nedlukning af vore samfund kan opdage andre, mere introverte, fikspunkter i deres liv end det tilsyneladende sædvanlige ekstroverte løben omkring i forbrugsmanegen. Men det er kun et spinkelt håb, jeg nærer; med Günter Grass’ ord: "Jeg drømte, at jeg turde fatte håb." For i forlængelse af, hvad jeg har skrevet i tidligere kommentar, så frygter jeg, at når denne krise er overstået, så vil man rimelig hurtigt igen komme 'op i gear' for således igen at kunne aflede sig selv.
(*): Med 'åndelig' mener jeg aldrig 'religiøs'.
For den finansielle sektor , tror jeg ikke at coronakrisen er andet end et bump på vejen..
På Keynes tid havde den finansielle sektor udspring fra realøkonomi. Som f.eks. virksomheder. Nu er udgangspunktet den finansielle sektor.
Siden 70 -80erne er kapitalen i aktier ol, i Danmark, steget 1500 % og boligkapitalen er steget 1000 % iflg. (Katarina Juselius er det finansministeriets egne tal) I forhold til det´, er BNP og arbejdsstyrken , kun, steget marginalt. Jeg ser den finansielle sektor, som maskinen der tager magten fra mennesket. Om der dør mennesker på Middelhavet, eller krige og konflikter eller der dør 1.000.000 mennesker af corona. Er ikke relevant for maskinen. Kun ting , som f.eks. at vores, overdrevne, forbrug bliver påvirket, er relavant for maskinens drift.
Herman Daly skriver i sin bog,- Nødvendighedens Økonomi-, at den finansielle sektors brændstof er jorden biosfære og geologiske forekomster, som f.eks. mineraler. Og maskinen udsondrer affaldsstoffer. Og at ,næsten, ingen lande har det med i beregninger af BNPberegninger. Herman Daly skriver også at , mikroøkonomien altid vil søge mod en balanceret ligevægt. Pga. f.eks. udbud og efterspørgsel. Og man kan jo også følge, hvorfra, et firma får sine råstoffer eller om der er benyttet slavearbejde.
Man kunne spørge , når nu maskinen drives af vores naturressourcer og råstoffer. Hvorfor kører maskinen så stadig for fuld damp ? Nok fordi den, stadig, har en halv jordklode at tage fra. Det vedkommer os, men ikke maskinen- Men der findes jo ikke evighedsmaskiner.
Investerer vi i f.eks. pensionsopsparinger. Kan vi forsøge at investere etisk forsvarligt. Men investeringerne ender alligevel i en maskine hvor det ikke er et issue.
Vi burde tage kontrol over maskinen. I en digital tidsalder må det være muligt at gøre alle finansielle transaktioner offentligt tilgængelige.
Husker vi tilbage på Irakkrigen . Da den indledtes raslede olieaktier og dollar ned. Sad man med planer om en Irakkrig, måtte det være forudsigeligt. Og man kunne, vel også, forudsige at olieaktier og dollar ville stige igen. Altså gode muligheder for at sælge short.
Når denne krise er overstået kunne vi starte med at oprette et digitalt system, hvor alle aktieformuer og transaktioner , kan gøres offentligt tilgængelig. Og på den måde at forsøge at tage kontrollen tilbage fra maskinen. Det er jo nok især meningsdannere, folk med politisk indflydelse. Og ledelse inden for pressen, der ville blive fokuseret på.
Det er ikke fordi jeg ønsker at kaste sten på eliten i denne kritiske tid, eller i det heletaget. Men maskinen har imø. negativ indflydelse på demokratiet.
Jeg ved godt at hvis man er mistroisk overfor sine medmennesker. Så har man, nok ikke, selv rent mel i posen.
Men udvises der ikke mistro til mennesker uden for arbejdsmarkedet. Og underkastet de´, ikke, en kontrol. Som får ordet Stasi til at poppe op i manges bevidsthed. Som nævnt- Der findes ikke evighedsmaskiner- Og før eller siden står vi i en rigtig finansiel krise.
Og indfører vi , ikke også, nødvendige tiltag under coronakrisen. Og når det kommer til alt er det vel mest maskinen. Vi pålægger restriktioner . Og tager vi egentligt ikke bare vores frihed tilbage fra maskinen.
Jeg vil ikke tage stilling til hvilken ideologi eller politisk system vi i fremtiden skal have. Faktisk håber jeg at de unge og næste generationer udvikler helt deres egne ideologier. Og selv definerer hvad som er rigtigt eller forkert, moralsk og umoralsk, godt eller ondt og sandt eller forkert. Som kit til en stime med en bred bevidsthed og stor tryghed.