Interview
Læsetid: 8 min.

Det er ikke kun i krigen mod virus, det halter for Vesten, men også traditionelle krige

Verden bevæger sig mod en tilstand af permanent uorden. Corona, klimaforandringer og konflikter af lav intensitet dominerer overskrifterne. Den gamle orden er i forfald, krige har ændret karakter, og Vesten har måske ikke helt styr på moderne krigsførelse, siger professor Sean McFate, efter at USA har indgået fredsaftale i landets længstvarende krig i Afghanistan
En soldat, der er blevet såret under kampe mod al-Qaeda i Afghanistan, bliver fløjet væk. Overalt kører vestlige hære godt og grundigt fast i en sump, som de har svært ved at komme op af, og når de endelig slipper væk, vil de ikke tale om deres katastrofale brølere.

En soldat, der er blevet såret under kampe mod al-Qaeda i Afghanistan, bliver fløjet væk. Overalt kører vestlige hære godt og grundigt fast i en sump, som de har svært ved at komme op af, og når de endelig slipper væk, vil de ikke tale om deres katastrofale brølere.

Moises Saman

Udland
18. marts 2020

Siden Anden Verdenskrig har flokke af militssoldater tæsket Frankrig i Indokina og Algeriet, smidt Storbritannien ud af Palæstina og Cypern, gennembanket Sovjetunionen i Afghanistan, ydmyget Israel i Libanon og uddelt lussinger til USA i Korea, Vietnam, Somalia, Irak og Afghanistan – hvor amerikanerne i øjeblikket forsøger at finde en exitstrategi for ikke at tabe ansigt.

Selv om vestlige feltherrer råder over verdens absolut mest professionelle soldater, de mest dødbringende våben, de største ressourcer og den nyeste teknologi, har de alligevel tabt krige alle vegne.

Vestlige soldaters blod bliver spildt, skatteborgeres penge bliver ødslet væk, og de civile – der rammes hårdest i af krigene – vender sig mere end nogensinde mod Vesten.

Overalt kører vestlige hære godt og grundigt fast i en sump, som de har svært ved at komme op af, og når de endelig slipper væk, vil de ikke tale om deres katastrofale brølere.

Og det er problematisk. Specielt når verden befinder sig i en situation, hvor konflikter af lav intensitet, antallet af skyggekrige og uorden er i stigning alle vegne.

Det siger Sean McFate, professor i krigsstudier ved National Defense University og rådgiver ved Oxford University’s Centre for Technology and Global Affairs til Information.

»Sandheden er, at Vesten har glemt, hvordan man vinder krige, og det mest skræmmende er måske, at ingen tør tale om det i dag. Implikationerne er nemlig alt for uhyggelige, for de betyder, at vores institutioner skal begynde at tænke krig på en helt ny måde,« forklarer han.

Ledernes ’uelastiske’ hjerner

I modsætningen til mange andre akademikere begyndte Sean McFate sin karriere som faldskærmssoldat ved USA’s legendariske 82. luftbårne division. Senere tjente han under generalerne Stan McChrystal og David Petraeus. En overgang var han lejesoldat i Afrika, men så valgte han krigsstudierne i den akademiske verden.

I dag bliver han kaldt for den nye Sun Tzu med henvisning til den kinesiske general og militærstrateg, der 500 år før vor tidsregning skrev Krigskunsten, som længe har været anset for det mest komplette værk om militær strategi.

I 2018 skrev Sean McFate den anmelderroste, men kontroversielle bog The New Rules of War: Victory in the Age of Durable Disorder. I sin bog forsøger McFate at afdække, hvorfor Vesten ikke vinder krige, og hvad der skal til for at vinde dem, hvis de opstår i fremtiden.

McFates hovedtese er, at krige har ændret karakter, og at vestlige ledere enten ikke kan eller vil forstå det, fordi de sidder fast i forældede paradigmer om krigsførelse. Og det er ikke første gang i historien, at vestlige ledere hænger fast i fortiden, påpeger McFate.

»Under Første Verdenskrig spillede slagskibe en massiv rolle. De blev et symbol på magt, storhed og fremgang. Men under Anden Verdenskrig var de dybest set ubrugelige og kunne lige så godt have stået på et krigsmuseum,« siger han.

I mellemkrigstiden nægtede mange statsledere at indse, at slagskibe var blevet et levn fra fortiden. Tyske Bismarck blev sænket i Atlanterhavet, japanske Yamato i det østkinesiske hav og USS Arizona i Stillehavet ved Pearl Harbor. Der blev spildt så mange ressourcer, før statslederne indså, at krigsførelse havde ændret sig, og at militære institutioner burde reformere sig.

»Den franske historiker Marc Bloch klagede i 1940 over, hvordan vores ledere var ude af stand til at sætte sig ind i, hvordan nye krige blev udkæmpet. Deres hjerner var ikke elastiske nok, sagde Bloch, og det samme kan man sige om vores ledere i dag,« lyder det fra McFate.

De nye krigsregler

Professor Sean McFate siger, at vi i dag lever i en tilstand med permanent uorden: Coronavirus, USA’s retræte, global terrorisme, klimaforandringer, mangel på naturressourcer og borgerkrige, der simrer alle vegne.

»Konflikterne er blevet mere drilske. De udkæmpes i skyggen. De har ændret sig. De tunge kanoner er kun én ud af mange faktorer, man skal tage højde for i moderne krigsførelse. Teknologi alene vil ikke redde os,« siger McFate og giver en lang række eksempler.

Når Sovjetunionen i koldkrigstiden forsøgte at intimidere NATO, kunne Moskva måske finde på at afholde massive militærøvelser ved grænsen til de vestlige lande. Sovjetunionen viste muskler ved eksempelvis at fremvise 200.000 marcherende soldater for at ryste vestlige ledere.

Dengang nyttede det at fremvise tunge våben og store hære som afskrækkelsesmiddel, men sådan er det ikke længere. Når Moskva i dag ønsker at ryste Europa, bruger man i stedet flygtninge som våben: Russiske kampfly bomber civile mål i Syrien. Det skaber en flygtningebølge, der skyller ind over Tyrkiet og senere Europa, hvilket så fører til processer som Brexit og splittelse i EU.

»Fremtidens krige ligner faktisk ikke engang krige,« konstaterer Sean McFate.

Kina spiller også efter nye regler. Mens Putin bomber i Syrien eller forsøger at manipulere valgprocesser for at undergrave Vesten, er en af præsident Xi Jinpings favoritstrategier at transformere hele den folkelige opinion i Vesten og skabe et poleret billede af Kina.

»Beijing er jo nærmest ved at opkøbe hele Hollywood. I dag er det svært at finde en kinesisk skurk i amerikanske film, fordi manuskripterne skal en tur igennem censorer i Kina,« siger McFate.

I fremtidens krige handler det om at kontrollere narrativer, og det bruger kineserne i høj grad. Sean McFates bog er fyldt med eksempler på den moderne krigsførelses nye regler. I bogen skriver han en del om, hvordan anonymitet er blevet et es i moderne krigskunst.

Iran bruger for eksempel stedfortrædere i Irak til at ramme amerikanske interesser, uden at det kan spores tilbage til Teheran. Putin bruger den paramilitære Wagner-gruppes lejesoldater i Libyen, men insisterer på, at de intet har med ham eller Rusland at gøre. Kina har bevæbnet fiskekuttere i det sydkinesiske hav, som dybest set er blevet en slags militsflåde.

Skyggekrige er blevet attraktive at føre for svagere aktører, som ønsker at føre krig uden at starte en åben krig mod en overmagt. Overalt har Vestens fjender fundet en formel for, hvordan man kan bekrige Vesten uden at bøde for det. De tester konstant grænserne for, hvad der kan lade sig gøre, inden det får fatale konsekvenser.

»Nogle gange sker det, at fjenderne miskalkulerer og eskalerer, ligesom iranerne gjorde omkring nytår. Vi svarer typisk tilbage med at likvidere en Suleimani-type, men likvideringen af general Suleimani har jo ikke afholdt iranerne fra at fortsætte deres skyggekrige,« forklarer McFate.

F-35 er ligesom de uduelige slagskibe

Sagt med andre ord har Vestens fjender altså opdaget, at de ikke behøver udkæmpe krige på Vestens præmisser. I stedet spiller fjenderne et langt mere kynisk, undergravende og nedbrydende spil. De spiller efter nye regler.

»Problemet er, at Vesten ikke kan svare tilbage, fordi vestlige militære etablissementer forestiller sig, at fremtidens krige bliver en slags D-dag udkæmpet af robotter«, siger McFate spydigt.

Vestlige militære institutioner tænker mest af alt som den preussiske general og militærteoretiker Carl von Clausewitz, men burde i stedet tænke mere som Sun Tzu. Groft sagt mente Clausewitz, at råstyrke er alt, mens den for Sun Tzu ikke betød det store.

»Vi tænker som Clausewitz. Vesten investerer i storslåede projekter som Lockhead Martins F-35-kampfly, fordi vi tror, råstyrke er alt – men F-35’eren er uduelig i dag,« siger han.

F-35’eren minder om slagskibene under Anden Verdenskrig: et meget dyrt, sexet, flot og spektakulært våben, der bør udstilles på et krigsmuseum. Vores ledere nægter at acceptere, at æraen for kampfly er ovre.

»USA har investeret 1,5 trillioner dollar i F-35. Det er mere end hele Ruslands BNP. Og hvad kan F-35? Ikke særlig meget. F-16 har jo gang på gang vist sig at være langt mere formidabel, og droner har alligevel taget over. Efter 25 års udvikling, investeringer og PR har USA endnu ikke anvendt F-35 i krig. Det er spild af skatteborgernes penge«, siger han.

I stedet for at investere i F-35 burde de vestlige stater investere i mennesker. Man burde satse på krigsdiplomater, der minder om Qassem Suleimani eller T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia): Intelligente, kyniske og strategiske mænd og kvinder, som kan begå sig både i blodige kampzoner og på bonede gulve med champagne i hånden.

»Hvis vi havde investeret i de typer, kunne vi rent faktisk have haft mennesker med større viden om deres områder og måske have undgået katastrofale beslutninger som opløsningen af Saddam Husseins hær efter invasionen af Irak i 2003,« mener Sean McFate.

Hans kritik af F-35-programmet er ikke faldet i god jord i USA. At kritisere det militære industrielle kompleks, som han langer ud efter i sin bog og anklager for at være en af hovedårsagerne bag Vestens rigide militære tænkning, kan normalt ødelægge en karriere, men han er fortrøstningsfuld.

»Jeg føler, at der er et intellektuelt oprør i USA i øjeblikket, som forhåbentlig spreder sig, inden det er for sent,« siger han.

Reformer er en moralsk forpligtelse

Nogle kritiserer Sean McFate for at være for blød. Han har glemt, at råstyrke er det eneste, der tæller i krig, siger de. Andre kritiserer ham for at være en krigsliderlig forsker, der opfordrer vestlige beslutningstagere til at være mere beskidte og undergravende i deres krigsførelse.

McFate afviser begge dele. Krige forsvinder ikke, men de kan gøres mindre blodige, og det sker kun, hvis man tænker i nye baner, mener han. Da Første Verdenskrig brød ud, døde millioner af soldater meningsløst, fordi generalerne nægtede at forstå eller acceptere, at krig ikke længere var som på Napoleons tid, påpeger Sean McFate.

Politikerne ville vinde for enhver pris, og generalerne beordrede millioner af soldater til at angribe befæstede skyttegrave – kun for at se dem blive dræbt af maskingeværer. Alligevel gjorde generalerne det samme den efterfølgende morgen.

Hvis der er noget, vi bør lære af militærhistorien, siger McFate, så er det, at krigsførelse udvikler sig hurtigere, end vi forstår. I vores dage har krig ændret sig, men de fleste institutioner har ikke udviklet sig siden 1945.

»Vi er nødt til at forandre os. Det kræver massive reformer af den måde, vi tænker og kører tingene på lige nu. Det er forstyrrende, men det er tiltrængt. Krig kommer jo på et eller andet tidspunkt, og det handler om at være foran, før det er for sent«, siger Sean McFate.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Sean McFate fortæller os, at politikere og generaler altid vil udkæmpe den sidste krig igen.

Det har man hørt før, så det passer måske.

Men Sean McFate giver ikke et vink om hvilken form for krig, der måtte komme i fremtiden.
Skal det være raketter i hovedet på fjenden -
og kan man ikke bruge F-35 til at fremføre disse våbensystemer ??

Jeg har slet ikke svaret - men det har Sean McFate desværre heller ikke.

René Arestrup

Det illustrerer det åbenbare: Den eneste moralsk forsvarlige krig er forsvarskrigen, altså forsvar mod udefra kommende aggression. Det er samtidig den eneste form for krig, der kan vindes - hvis man overhovedet kan tale om vindere i en krig.

I den forstand er hele forestillingen om bredere interessevaretagelse, med militære midler, en vildfarelse, der med sikkerhed kun efterlader tabere.

P.G. Olsen, Ruth Sara Zedeler, Lars Løfgren, Alvin Jensen, Sus johnsen, Søren Dahl, Torben Lindegaard, Hanne Utoft, Hanne Ribens og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

Inden Irak-krigen havde USA's hær forberedt en detaljeret rapport, der i detaljer beskrev hvor galt det kunne gå hvis ikke der blev lavet en grundig plan for genopbygningen:

"The possibility of the United States winning the war and losing the peace in Iraq is real and serious. Thinking about the war now and the occupation later is not an acceptable solution. Without an overwhelming effort to prepare for occupation, the United States may find itself in a radically different world over the next few years, a world in which the threat of Saddam Hussein seems like a pale shadow, of new problems of America's own making."

"To tear apart the Iraqi army in the war's aftermath could lead to the destruction of one of the only forces for unity within the society. "

To måneder efter denne rapports udkomst gik USA ind i Irak, alt imens de ignorerede alle anbefalingerne. Rapportens forfatter var jo bare historiker, ikke rigtig soldat. Konsekvenserne var som forudsagt.

Den amerikanske hær behøver ikke at investere i mennesker – de har dem allerede. De skal bare lære at lytte til deres egne eksperter, og rent faktisk læse de rapporter de allerede har betalt for. (Men selv den katastrofale Irak-krig var tilsyneladende ikke en tilstrækkelig lektie heri, at dømme efter den ligeledes katastrofale Libyen-krig.)

https://www.thisamericanlife.org/333/transcript

Ruth Sara Zedeler, Lars Løfgren, Alvin Jensen, Søren Dahl og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Krigen i Afghanistan er et udmærket skoleeksempel på hvor uansvarligt, ulovligt og ryggesløst, Vesten agerer:

1) Det folkeretlige og juridiske grundlag for krigen var mere end tvivlsomt.
http://www.nzlii.org/nz/journals/NZYbkIntLaw/2011/3.html

2) Under krigen begik invasionsstyrkerne utallige krigsforbrydelser - og et utal af tragedier fandt sted.
https://wikileaks.org/afg/

3) I alle krigens år er den vestlige offentlighed af talløse præsidenter, premierministre og myndighedsrepræsentanter blevet løjet for, når 'resultaterne' og 'fremgangen' i Afghanistan er blevet hejst ud i offentligheden og dens mikrofonholdende reportere.
https://www.washingtonpost.com/

Jan Jensen, Lars Løfgren, Alvin Jensen og Søren Dahl anbefalede denne kommentar
Allan S. K. Frederiksen

@René Arestrup husk at "moral" er en subjektiv værdi som varierer kraftigt mellem forskellige kulturer, ja endog indenfor samme kulturkreds, ligesom de "moralske værdier" også ændres med tiden. Ideologiske og religiøse retninger har også voldsomt divergerende "moral" opfattelser.

Et par nutidige eksempler:
Indenfor Islam er en erobringskrig moralsk god, hvis det er vantro områder som søges underlagt umma.
Blandt kommunister kan en borgerkrig eller erobringskrig anses som moralsk god, hvis den sikrer en kommunistisk magtovertagelse.

Vinderne er krige er typisk producenter af militært isenkram og taberne er befolkningerne.

Det er lidt noget sludder at vesten ikke kan føre krige i skyggen. Alle vestens krige i min levetid er blevet startet på løgne, på at støtte militser som kan skabe uro, på falsk flag operationer osv. Krige i skyggen.
De allerfleste krige er startet af vesten i andre folks lande, som har måtte bøde for vestens lederes lyst til at dominere det politiske, olien og mineralerne. Det har aldrig handlet om hverken demokrati eller bekymring for de civile.
Det nye(eller er det?) er at vi i vesten aldrig ser billeder Eller offre af krigens rædsler. For krig er rædsel i sin reneste form. Ingen medier viser de iturevne kroppe, de døde, de sårede, hvis der ikke er ‘pæne billeder fra hospitalet. Israelske soldater pralede forleden om deres fokus på at splintre palæstinensernes knæ med deres sniper geværer og eksplosive kugler. Blot fordi de demonstrerer deres i Gazas åbne fængsel, som ingen i vesten kan være mere ligeglad med. Men der er masser af billeder med eksploderede ben hvor kødet hænger i laser På børn og unge. Blot fordi de kan gøre det uden verden siger et pip.
Dette er et eksempel på den værste slags journalistik. Journalister skal ikke skrive om hvordan man vinder krige. Journalister skal være på ofrenes side, ofrene for dem som vil starte krige. Man giver da heller ikke lige taletid til en SS officer når man vil skrive om ofrene for nazismen.

Jeg har netop set ‘This is not a movie’, en film på CPHdox(som skal støttes i disse tider), som handler meget om journalistik og journalister.

Se filmen med Robert Fisk, journalisten som rigtigt mener at sandheden får men ved at være i brændpunkterne, tage ud og spørge vidner direkte, fortælle hvordan virkeligheden er. Og så er han den nulevende journalist med mest erfaring, og et hav af præmier.

Jan Jensen, Lars Løfgren og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Robert Fisk kritiserer også Vesten for at påvirke FN's beslutninger, herunder fusk med OPCW's rapporter om kemiske angreb i Syrien.

Her fortæller Fisk en lidt anden historie om Bashar Assads rolle i udviklingen i Syrien, end de vestlige mainstreammedier kolporterer: https://www.youtube.com/watch?v=SSpeHVFPd8g

Jan Jensen, Lars Løfgren og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Og om journalistikkens transformation til nyhedsproduktion under indtryk af neoliberalismen har John Pilger, også særdeles velrenommeret og hædret journalist, lavet denne udmærkede, efterhånden historiske film: https://vimeo.com/67739294

Jan Jensen, Lars Løfgren og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Allan S. K. Frederiksen
Ja, nu skal man jo altid være forsigtig med begrebet 'moral' - og jeg fortrød sådan set også min egen brug af ordet, efter jeg havde sendt.

Men nuvel, min pointe er først og fremmest, at krige sjældent kan forsvares - med undtagelse af forsvarskrigen. Og så er det i øvrigt fuldstændig underordnet hvem aggressoren er - og om de er islamister, kommunister eller noget helt tredje.

Og ja, selvfølgelig har du ret i, at dødens købmænd altid trækker det længste strå.

Torben Lindegaard, Lars Løfgren og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

ER LYS I MØRKET

Alverdens politiske, religiøse, økonomiske og militære ledere famler rundt i mørket

Det er derfor på tide, at vi - os, de levende mennesker ...

... at vi begynder at tænde for vort eget levende lys --- og viser en anden vej til at løse de udfordringen - vi mennesker selv har sat os i - ved at vi har ladet de ideologiske drejebøgers udefinerbare magter og deres karakterroller bestemme over vort eget levende liv, her på denne Livets levende og livgivende blå planet, JORDEN.

Vi mennesker har i årtusinder giver vores frihed og ansvar fra os og underlagt os en eller flere af de udefinerbare ideologiske magter, som vi enten har kaldt GUD, med forskellige navne eller blot givet magten navnet: LOVEN eller noget helt tredje.

De ideologiske drejebøger og deres karakterroller er "stendøde" og eksisterer kun, når vi levende mennesker gør karakterrollerne til levende figurer og udfører de handlinger drejebøgerne foreskriver.

For at de ideologiske skuespil skal kunne blive forstående og indlevende for os levende mennesker, har vi i vores uvidenhed fået bygget os en verden op af kulisser og skabt nogle rekvisitter, der passer til de enkelte ideologiske drejebøgers skuespil. Scenen er Jordens overflade og kulissernes og rekvisitternes materialer har vi fundet på jordens overflade eller gravet frem fra Jordens undergrund og dybder.

Disse ideologiske skuespil har vi mennesker udført i årtusinder og slet ikke taget notits af, at vi i vores iver i at udføre disse "stendøde" ideologiske skuespil, er kommet til at ødelægge den omkringværende levende natur, som vort eget levende liv er dybt - dybt afhængigt af.

Årsagen til at vi ikke har lagt mærke til denne globale ødelæggelse af den levende natur, her på denne Livets levende og livgivende blå planet Jorden, ligger i, at vi mere lever og fokuserer på de ideologiske skuespils vigtighed i at være til, frem for at vi lever og fokuserer på vort eget levende livs eksistens, og som værende i symbiose med den levende natur, her på denne Livets levende og livgivende blå planet - Jorden.

I dagens verden er vi mennesker ved at vågne op og opdage, at vi lever i en falsk og stendød verden, som fortsat i store træk bestemmer, om hvordan vi skal leve vort levende liv og at vi skal gøre det i overens med de ideologiske drejebøgers udefinerbare magters ordensregler.

Vi befinder os i en tid, hvor vi - som levende menneske - skal til at vælge, hvilken vej vi vil gå.

Vil vi fortsætte med at give vores frihed og ansvar fra os og underlægge os en udefinerbar ideologisk magts bestemmelse om, hvilken vej vi skal gå?

eller

vil vi begynde at leve, som de levende mennesker vi er og beholde friheden og ansvaret for vort eget levende liv, her på denne Livets levende og livgivende blå planet Jorden og gøre det med den livsbekræftende Kærlighed i vores handlinger og i symbiose med den levende natur, på denne Livets levende og livgivende blå planet Jorden?

Den planet, der kredser rundt ude i det kolde og mørke univers, som Solen giver sin varme og sit lys til, for at vi og resten af Jordens levende liv kan eksistere på denne Livets levende og livgivende blå planet, og som er vores alle sammen fælles hjem, i det kolde og mørke universelle rum.

https://www.nasa.gov/sites/default/files/styles/full_width_feature/publi...

Tragisk kronik set med et humanistisk øje.
Er krig imellem stater en naturlov? Er vi enkelte mennesker grundlæggende ikke imod at vi bekæmper hinanden med våben og fjendskab for magtens skyld?
Omtalte skribent og forsker her er jo bindegal set med mine øjne, hvorfor er der mennesker der forske r i drab som en form for leg-strategileg? Vi poster millioner af kroner i spil på computer hvor oplevelsen e rat slå så mange ihjel som muligt.Grundlæggende er det vel bedøvende ligegyldig tom det e ros-Kina eller Rusland eller hvilket som helst magt der laver krige og bilder sig ind at man kan vinde en krig.
Lige nu poster samfundet milliarder ud for at holde menneskers leve brød intakt, men den regning skal betales senere og vi kunne vel starte med at afbestille alle nye jagerfly-det vil ikke skade os som mennesker,men begrænse CO 2 bl.a.
Måske et banalt og naivt indlæg,men hellere det end dyrke krigens vanvid.

ProblemEt er pudsigt eller uhyggeligt nok de fleste journalister og medier. De fokuserer kun på sikre emner, så som hvem vinder argumentet omkring krigen, hvor er magten på vejen hen, hvem vinder kampen om magten/loven/styrkeprøven og hvorfor.
Sjældent får ofrene for følgerne af magthavernes aktioner og politik meget opmærksomhed. Netop den side af sagen Nævner journalisterne og medierne kun som en fodnote, eller de nævner det ude af sammenhæng i særlige artikler, og Glemmer forøvrigt hurtig igen.
Magtspil er hvad interesserer både magthavere og medier. Ofrene, begrundelserne og opsporing af følgevirkningerne som burde være journalisters fokus, er i dag ofte glemt. Få gider gå ud og lave benarbejde. De vil meget hellere ringe til nogen, kopiere andres informationer og helst ikke træde nogen over tæerne.

Viggo Okholm, Jan Jensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Det stakkels vesten

I nyere historisk tid har vestens leder, den amerikanske præsident, altid bombet i den tredie verden når de har noget i egen krop som ikke føles så godt. F.eks. har begge de sidste præsidenter kongressen har hevet for en rigsret (Trump, Bill Clinton) bombet i den tredie verden. Begge gange i Irak. Begge gange uden nogen kritik fra andre vestlige ledere. Trump kunne sikkert også have bombet i Iran, Venezuela eller Nicaragua for at få fokus væk fra rigsretten ( og istedet thumbs up på CNN), og stadig uden nogen international kritik. I Afrika kunne han såmænd nok have sluppet afsted med at bombe alle lande på kontinentet - måske minus Sydafrika, hvis Pompeo eller Bolton-typerne ellers kunne opfinde en såkaldt terrorist-organisation i landet.

Det hele minder lidt om den tredie verden i selve USA. Var det ikke en irriterende intern "rigsret"-sag på den lokale politistation, det vi så, der ligesom skulle ud af kroppen, da den 43-årige sorte Eric Garner blev kvalt af en større hold politifolk på åben gade i New York, mens han fremstammede sine sidste ord igen og igen, ja faktisk hele 11 gange "I can't breathe".

Eller da den stakkels 17-årige Trayvon Martin blev skuddræbt i Florida af George Zimmerman, havde sidstnævnte ikke en masse "rigsrets"-problemer i sit liv,.....og en stand your ground lovgivning, der gav ham og den hvide race immunitet overfor retten, og havde gjort det siden den blev indført, som en ret og pligt for alle hvide til at skyde bortløbende slaver.

Man kunne jo sige, at det hvide vilde vesten - projektere egne dårligdomme over på det fremmede....og så kommer bomberne............

jan henrik wegener

Hvem har dog fået den idé at epidemier og krige er nogens problem og ikke andres? At det er noget "vestligt"? Hvem forestiller sig at man ikkle smittes udenfor "Vesten"? At krige ikke opstår eller medfører tab andre stæder?