Læsetid: 11 min.

Lad os huske handlekraften, når pandemien er ovre

Coronavirussens globale hærgen er et vidnesbyrd om sårbarheden i den globaliserede økonomi. Måske kan vi lære af den handlekraft og ansvarlighed, der nu udvises kloden rundt, når vi efter pandemien igen konfronteres med den mere vidtrækkende klimakrise, der også har rod i måden, vi har indrettet den moderne verden og tilværelse på
Coronavirussens globale hærgen er et vidnesbyrd om sårbarheden i den globaliserede økonomi. Måske kan vi lære af den handlekraft og ansvarlighed, der nu udvises kloden rundt, når vi efter pandemien igen konfronteres med den mere vidtrækkende klimakrise, der også har rod i måden, vi har indrettet den moderne verden og tilværelse på

Jesse Jacob

23. marts 2020

En dag – snart – får vi vores liv tilbage. Om nogle måneder vil pandemien have raset ud og mistet kraft, vi vil have opbygget mærkbar immunitet, og samfundet vil slutte en slags fred med virussen som endnu en ubehagelig, men håndterbar besværlighed som de influenzabølger, vi kender, og med faste mellemrum hjemsøges af.

Når denne dag kommer, vil vi igen kunne bevæge os frygtløst ud i gaderne. Vi vil kunne mødes på cafeerne, til fødselsdagene, i kantinerne, på skovturene. Vi vil kunne give hinanden hånden, kramme og kysse. Vi kan gå til frisøren, besøge vores ældre på plejehjemmene, spille fodbold og danse.

Og vi vil kunne se tilbage på pandemien som en ond drøm, der for en tid rystede vores samfund og slog skår i vores selvsikkerhed og fremtidstro.

Senere vil vi kunne fortælle vore børnebørn dramatiske historier om dengang, verden gik i stå, fordi en mikroskopisk partikel med en rna-streng pakket ind i en proteinkapsel fandt tricket til at springe fra flagermus til menneske.

Det bliver en af de store dystre fortællinger fra vores lange historie, som den om den spanske syge, verdenskrigene, 11. september-angrebet …

Men når denne dag kommer, er der også noget, der slutter. Det er slut med, at folk i de store byer står på altanerne og synger i kor med hinanden hen over de tomme gader. Det er slut med de spontane initiativer, hvor mennesker hjælper hinanden med indkøb og omsorgsopgaver. Slut med at studerende på sundhedsuddannelserne og pensionerede læger og sygeplejersker trækker i kitlerne og stiller op for at hjælpe de syge og de pressede kolleger. Slut med de daglige telefoniske kontakter og nære samtaler med familie og venner, som vi pludselig fik brug for. Slut med den særlige øjenkontakt og den særlige betoning, når kassedamen ved vore sjældne besøg i supermarkedet siger ’Ha’ en god dag’, og vi siger ’Tak, i lige måde’.

Det er også slut med national opslutning bag en statsminister, der i krisens stund har kunnet træde i karakter som en samlende, tillidsskabende landsmoder. Slut med politisk konsensus på tværs af partier om svære, nødvendige indgreb i fællesskabets interesse. Slut med medier, der sætter fælles fokus på nationalt sammenhold, ægte folkeoplysning, ansvarlighed.

Vi vender tilbage til en hverdag, hvor politikere strides og sværter hinanden til, en hverdag, hvor medier jager konflikter, skandaler og hår i suppen, en hverdag, hvor vi igen får for travlt med at tjene penge, gøre karriere, konkurrere med hinanden og realisere os selv. Og en hverdag, hvor nationers og klassers særinteresser skaber polarisering, ufred og manglende evne til at løse denne verdens egentlige problemer.

Eller hvad? Hvad er det for en indsigt om os selv, virussen bringer med sig? Hvad er det for en virkelighed, vi gerne vil vende tilbage til? Hvordan skal vores verden se ud, postcorona?

Den globaliserede smitte

Mange er de analyser, som gennem de seneste uger forsøger at forstå og forklare pandemien gennem den globaliserede økonomis prisme.

De markeder for vilde dyrearter, som findes i Asien og Afrika, og som i Wuhan, Kina, menes at være stedet, hvor coronavirussen foretog sit spring, har traditionelle rødder bestemt af lokal forkærlighed for at spise eksotiske arter som rotter, skildpadder, aber, fugle, insekter, krokodiller, slanger, bæltedyr, flagermus osv.

Men med befolkningsvækst og migration til de økonomiske vækstcentre i storbyerne er sådanne markeder blevet større, tættere sammentrængt og med et udvidet publikum. Med den udvikling er fulgt en større risiko for virusspring og smittespredning, sådan som også SARS-epidemien i 2003 med udspring i et marked i Guandong vidnede om.

»I historisk kontekst ser vi nu en acceleration uden fortilfælde i ’spillover’ eller spring af patogener fra dyr,« siger den amerikanske epidemiolog og veterinærforsker Jonathan Epstein til netmagasinet Vox.

»Udbredelsen af sygdomme er ikke en ondsindet handling fra vilde dyr, snarere en ulykkelig konsekvens af menneskers fortsatte pres på økosystemer og øgede kontakt med det vilde dyreliv via urbanisering, landbrugets ekspansion, rejser og handel.«

Den store pulje af virustyper, som findes i dyreverdenen, trækkes fra naturen ind i civilisationens centre. Og omvendt:

»Vi invaderer tropiske skove og andre typer af vild natur, som er hjemsted for så mange dyre- og plantearter og – med disse skabninger – så mange ukendte virusser. Vi fælder træerne, vi dræber dyrene eller indfanger dem og sender dem til markeder. Vi forstyrrer økosystemer, og vi ryster virusser løs fra deres naturlige værter. Når det sker, behøver de en ny vært. Ofte bliver det os,« skriver den amerikanske videnskabsforfatter David Quammen i The New York Times.

Jesse Jacob

Når smitten først er iblandt os, sikrer den globaliserede levevis, at den spredes hastigt og effektivt, som vi oplever det lige nu. Først til økonomiens internationale kraftcentre – enten de store byer som New York og Washington, D.C. – og herhjemme København og Aarhus – eller centrene for international turisme som de italienske skisportssteder.

Senere når smitten frem til de steder, hvor mennesker ikke indgår i den globaliserede økonomi og ikke rejser, men til gengæld er særligt sårbare, såsom de ekstremt udsatte millionbefolkninger i Afrikas og Latinamerikas tætbefolkede slumbebyggelser og verdens flygtningelejre, hvor smitten kan vise sig umulig at inddæmme.

Skulle den seneste uges vækstrater for registrerede smittetilfælde uden for Kina fortsætte, viser simpel lommeregning en udvikling fra nu omkring 237.000 kendte smittede til op mod én million om en uges tid og i omegnen af 20 millioner om en måned – hertil kommer et ukendt, måske langt større globalt mørketal af ikkeregistrerede smittetilfælde.

Harvard-epidemiologen Marc Lipsitch vurderer i lighed med flere kolleger, at 40-70 procent af verdensbefolkningen vil blive inficeret inden for et år, mens et omfattende modelstudie netop gennemført under ledelse af forskere ved Imperial College London spår »i størrelsesorden 250.000 dødsfald i Storbritannien og 1,1-1,2 millioner i USA«, selv hvis alle patienter kunne behandles.

Modstandsdygtigheden er blevet ofret

Det er i bestræbelsen på at afværge dette, at meget store dele af den globale økonomi nu sættes i stå. Efter Kina er det meste af Europa og hele USA bragt i undtagelsestilstand med stop for rejser, for mange brancher og produktioner, for ikkelivsnødvendige institutioner, ja, i det hele taget for samvær og ophold i det offentlige rum.

Menneskene forskanser sig i deres hjem, talløse konkurser står for døren, millioner er på vej ud i arbejdsløshed, økonomisk recession betragtes som uundgåelig i Danmark, Europa, USA og med stor sandsynlighed globalt.

Således illustrerer coronapandemien, hvor sårbar den globaliserede økonomi er.

En mikroskopisk partikel, der knap fortjener status som levende organisme, tager et spring på et kinesisk provinsmarked og lammer den halve, måske snart den hele verdens økonomi.

Vi så noget, der lignede, med finanskrisens udbrud i 2008, men denne gang er krisen værre, dybere – blandt andet fordi det ikke er finansiel dårskab, der får korthuset til at falde, men selve naturen hinsides menneskers kontrol, der slår igen.

Vi har, som den amerikanske analytiker ved Post Carbon Institute Richard Heinberg skriver, solgt vore samfunds modstandsdygtighed for at opnå økonomisk effektivitet. Vi har skabt et globalt økonomisk netværk, hvor svigt i et enkelt knudepunkt kan lamme resten af systemet. Vi har ofret lokal resiliens i bestræbelsen på at score stordriftsfordele, ekspandere til globale markeder og opnå adgang til eksotiske produkter.

Det er fint med billige varer i kraft af globale forsyningskæder, men hvad nytter det, hvis vi pludselig står og mangler ansigtsmasker, fordi den lokale producent for længst er outsourcet til Kina, spørger Richard Heinberg.

Coronapandemien aktualiserer således spørgsmål om den globaliserede økonomis begrænsninger, som længe har rumsteret.

Nærmest simultant med epidemiens ankomst til Europa dokumenterede den franske økonom Thomas Piketty i sin nye bog, Kapital og ideologi, den ulighed, som har ledsaget økonomiens globalisering, og som i de seneste år har affødt sociale protester, hvis ikke ligefrem revolter i mange lande, herunder i Pikettys eget hjemland.

Epidemien i sig selv kan ses i det lys, i og med at det er den ressourcestærke, rejsende klasse, der spreder virus rundt i verden, men formentlig de svageste og mest sårbare, der i mange lande og i størst tal bliver dens primære ofre.

Derfor må man forvente, at diskussionerne om globaliseringen og dens skyggesider tager til, og at konflikterne skærpes, når vi er kommet igennem den sværeste fase med sygdom, død og lammelse.

I Italien har man allerede oplevet stærke reaktioner fra højrenationalistiske kredse, der beskylder de beskidte kinesere med deres afskyelige spisevaner for at have bragt virus til Italien.

Afrikanske immigranter vil snart gøre det samme med det eksplicitte formål at udslette den italienske befolkning og erstatte den med afrikanere, tilsat islamisering og sharialov, lød det i februar i nogle italienske medier.

Således vil nogle sikkert med epidemien se sig bekræftet i, at det at lukke sig om sig selv bag nationale grænser er det bedste værn mod en globalisering, der ikke blot opleves at true mange på brødet, men ligefrem på livet.

Synkroniseret systemsvigt

En mere perspektivrig tilgang er at søge veje til en international økonomi, der er mindre sårbar, herunder mindre i konflikt med det naturgrundlag, der kan vælte økonomien, hvis det presses for hårdt.

Ikke blot coronaepidemien, men nok så meget klima- og biodiversitetskrisen anskueliggør det ’synkroniserede systemsvigt’, som den canadiske kompleksitetsforsker Thomas Homer-Dixon italesatte og forudsagde for snart 20 år siden i en tale på George Washington University med titlen Synchronous Failure: The Real Danger of the 21st Century.

»Vi er stort set håbløse, når det handler om at forudse de skarpe, pludselige og ikkelineære forandringer, som med jævne mellemrum afbryder menneskers forehavende. De systemer, vi har skabt og nu lever i, er ofte tæt forbundne på måder, vi ikke har den mindste forståelse af. Set under ét er de potentielt højst ustabile,« påpegede han og forudsagde en nær fremtid med ikke blot finanskriser, voldsomme klimaforstyrrelser og sociale opstande, men også med »nye, ukendte sygdomme«.

Når sådanne fænomener konvergerer, kan det ifølge Homer-Dixon overvælde selv de rigeste og mest magtfulde samfund og måske føre til, »at globale institutioner og den sociale orden bryder sammen meget pludseligt – reelt ud af det blå og fuldstændig uventet«.

Sker det, »kan der være meget lidt tilpasningskapacitet tilbage til at absorbere chokket«, advarede han tilbage i 2002.

Det er dét, coronavirussen nu demonstrerer, og det er tilsvarende det, klimaændringerne og risikoen for overskridelse af klimaets og biosfærens tipping points i nær fremtid kan demonstrere.

Det er en ringe trøst, at den aktuelle, delvise nedlukning af verdensøkonomien også betyder en dæmper på udledningen af drivhusgasser. Klimaforskerne ved det norske CICERO-forskningscenter skønner, at bremsen på den globale økonomiske vækst kan betyde, at CO2-udledningerne i 2020 falder med op til 1,2 procent. Faldet kan dog blive mærkbart mindre eller ende i nul, blandt andet fordi også grønne omstillingsinitiativer hæmmes af den nye økonomiske krise.

Det mulige vendepunkt

Man kan sige, at coronaepidemien og den ledsagende økonomiske nedtur giver verdenssamfundet et kortvarigt pusterum til at overveje, hvordan en postkriseøkonomi skal forandres og indrettes for at fremme en grøn omstilling og mindske risikoen for de pludselige økologiske sammenbrud, som Thomas Homer-Dixon forudsagde, og som FN’s klima- og biodiversitetspaneler siden har advaret om.

Ikke alle mener, at radikale omstillinger er nødvendige, endsige ønskelige. Således for eksempel Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der forleden i sin avis skrev, at »forskellige kræfter taler allerede om, at coronavirusepidemien vil vende verden på hovedet for altid: Gøre en ende på globaliseringen. Føre til et klimaopgør med kapitalismen. Lukke landegrænser. Men det er forkert. Målet nu må være at sikre, at vi kan vende tilbage til den verden og det frie liv, vi levede indtil for få uger siden«.

Jesse Jacob

Andre vil mene, at en sådan flugt tilbage til den gamle orden vil afspejle, at vi intet har lært, og at det vil være en sikker opskrift på fortsatte kriser og sammenbrud.

Formentlig og forhåbentlig vil mange udnytte den påtvungne tid i hjemlig lediggang og isolation til at reflektere over, hvor meget frihed og tryghed vores hidtidige levevis, vores vaner og værdier reelt har bragt os og kan bringe os i fremtiden, hvis vi fortsætter uanfægtet som nu.

I en aktuel kommentar til den globale situation skriver Thomas Homer-Dixon, at »dagens fremvoksende pandemi kan være med til at katalysere et stærkt tiltrængt vendepunkt i menneskehedens moralske værdier, prioriteringer og forståelse af selvet og af fællesskabet. Den kan minde os om vores forbundne skæbne på en lille, trængt planet med svindende ressourcer og slidte naturlige systemer«.

Midt i tragedien forærer pandemien os således en enestående chance for at skifte kurs. »Vi har nu et afgørende ’mulighedernes vindue’,« som chefen for det Internationale Energiagentur Fatih Birol sagde forleden.

Regeringer og parlamenter herhjemme og i andre lande signalerer i disse dage vilje til at investere astronomiske milliardbeløb i at få økonomien på fode igen.

Hvis det får form af offentlige investeringer eller tilskud til private investeringer i grønne løsninger og arbejdspladser, der gør økonomien mere resilient og modstandsdygtig og understøtter de vedtagne klimamål, så kan det være vigtige skridt i retning af at afværge den klimatrussel, der i det lange perspektiv er langt alvorligere end coronapandemien.

Fordi vi har lært

Hvor kampen mod epidemien i høj grad handler om at redde vore gamle, så handler kampen mod klimaforandringer primært om at redde tilværelsen for vore børn og børnebørn.

At løfte den udfordring kræver den ånd af nationalt sammenhold, af kollektiv indsats for fællesskabet i forsvaret for vigtige værdier, som hersker netop nu, ikke mindst takket være statsministerens og regeringens ansvarlige og myndige ageren.

Tænk, hvilken samlende, visionær kraft, det ville repræsentere, hvis Mette Frederiksen på den anden side af den nuværende, akutte krise formåede at italesætte økonomiens grønne genopretning og omstilling, som hun nu taler om virusepidemien.

Hvis hun beskriver klimaudfordringen med passager fra de tilbagevendende pressemøder. Som for eksempel at det er »vores klare overbevisning, at omkostningerne ved at tøve, ved at vente, kan blive meget større på længere sigt. Det gælder menneskeligt, det gælder også økonomisk«.

Og at »alles adfærd – alles adfærd – bliver helt afgørende. Det er et fælles ansvar, og ingen kan frasige sig det. Alle bliver nødt til at tage ansvaret på egne skuldre. Vi får brug for samfundssind, vi får brug for hjælpsomhed«.

En sådan appel om klimahandling er situationen ikke til i disse dage. Glemt er for en tid meldingerne om indlandsisens smelten og gletschernes forsvinden, orkanerne i Caribien og Den Mexicanske Golf, brandene i Californien og Australien, græshoppesværmene i Afrika og herhjemme tørken det ene år og oversvømmelserne to år senere, som begge har ramt blandt andet landbruget hårdt.

Det er af indlysende årsager fortrængt. Der er lige nu ikke plads i bevidstheden til de dystre billeder af, hvad vi gør ved klimaet, ved naturen og biosfæren. Men de vil komme tilbage som billeder på en udfordring, der bare vokser. Og i sidste ende handler det om det samme som coronakrisen: Den sårbarhed, vi har bygget ind i vores økonomi og livsform.

Når vi om ikke så længe får vores hverdag tilbage og kan bevæge os ud i gaderne uden frygt, så magter vi måske at tage livtag med de ting i vores tilværelse og vores samfund, som ikke er holdbare. Vi magter det, fordi vi har lært.

Fatih Birol, IEA’s øverste chef, advarer om, at virusudbruddet kan sænke tempoet på omstillingen til ren energi. Det kan ske, hvis ikke de nationale regeringer fastholder og udbygger de grønne investeringer og gør det til centrale dele af de stimuluspakker, de er ved at forberede for at undgå global økonomisk recession.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Borchorst
  • erik pedersen
  • Arne Lund
  • Estermarie Mandelquist
  • Sören Tolsgaard
  • Flemming Berger
  • Niels Møller Jensen
  • Jacob Johansen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Karen Grue
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Petter A. Urkedal
  • Dorte Sørensen
  • John Fredsted
  • Christian Mondrup
  • Torben Ethelfeld
  • Hanne Utoft
  • Lise Lotte Rahbek
  • Pia Nielsen
  • Flemming Alleslev
  • Henrik Leffers
  • Thomas Tanghus
  • Jeppe Lindholm
  • Olaf Tehrani
  • Arne Albatros Olsen
  • Karsten Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Svendsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Klaus Brix
  • Katrine Damm
  • Jørgen Boll Petersen
  • Torben K L Jensen
  • Carsten Mortensen
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • John Hansen
  • Niels-Simon Larsen
Frank Borchorst, erik pedersen, Arne Lund, Estermarie Mandelquist, Sören Tolsgaard, Flemming Berger, Niels Møller Jensen, Jacob Johansen, Svend Erik Sokkelund, Karen Grue, Maj-Britt Kent Hansen, Petter A. Urkedal, Dorte Sørensen, John Fredsted, Christian Mondrup, Torben Ethelfeld, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek, Pia Nielsen, Flemming Alleslev, Henrik Leffers, Thomas Tanghus, Jeppe Lindholm, Olaf Tehrani, Arne Albatros Olsen, Karsten Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Svendsen, Palle Yndal-Olsen, Klaus Brix, Katrine Damm, Jørgen Boll Petersen, Torben K L Jensen, Carsten Mortensen, Niels Johan Juhl-Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, John Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Forhåbentlig er tante Berligers chefredaktør en undtagelse mht. at ønske os uforandret tilbage til før krisen, men hvor megen skade vil hans holdning ikke kunne forvolde!?

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Arne Lund, Estermarie Mandelquist, Henrik Peter Bentzen, Niels Møller Jensen, Jacob Johansen, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anna Sørensen, Ervin Lazar, Torben K L Jensen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Den her corona er vel generalprøven på den omstilling, der er på vej.

Henrik Peter Bentzen, Petter A. Urkedal, Steffen Gliese, Jacob Johansen, Thomas Tanghus, Arne Albatros Olsen, Anna Sørensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Fantastisk visionær artikel fra Information - historisk valid med Piketty´s visioner for fremtiden så måske har Mogens Lykketoft´s anbefaling til alle socialdemokrater om at læse "kapital og ideologi" nået frem til selveste statsminister Mette Frederiksen. Håber er trods alt lysegrønt - ik´ .

Henrik Peter Bentzen, Morten Olsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Hannibal Knudsen og Anna Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Fantastisk visionær artikel fra Information - historisk valid med Piketty´s visioner for fremtiden så måske har Mogens Lykketoft´s anbefaling til alle socialdemokrater om at læse "kapital og ideologi" nået frem til selveste statsminister Mette Frederiksen. Håber er trods alt lysegrønt - ik´ .

Jan Weber Fritsbøger

tænk hvis også bankerne viste samfundssind og besluttede at holde pause med renter og afdrag så længe resten af samfundet er sat på pause, så kunne de langsigtede følger for økonomien måske begrænses og de fleste konkurser undgås og dermed også mange fyringer, men nej den slags overvejer de ikke, de har jo nok i stedet travlt med at overveje hvordan de kan udnytte situationen til øget indtjening.

Randi Christiansen, Estermarie Mandelquist, Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek, Hannibal Knudsen, Jens Magnus, Anna Sørensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Naturen vender tilbage i disse dage hvor menneskerne tvinges til at blive hjemme, det kan være at vi skulle give den en chance? Der var 4,4 milliarder turister som hærgede kloden rundt, det går bare ikke. Naturen har sagt stop. Tag og lyt. Vores tilværelse skal ændres, det er eneste udvej.

Den tid er gået hvor vi kan lade klimakrisen hænge på de unges skuldre. Det er beslutningstagerne som må blive aktivistiske, ikke mere tøven. Det bør være slut med at analysere og at filosofere. Tiden er forlængst passeret. Ødelæggelserne er synlige. Det er slut med at appellere, det er slut med at lægge ansvaret på de unges skuldre, det er tid til at agere. Planen er: En dag – snart – får naturen sit liv tilbage.

Ikke mere udenomssnak. Det er de rige som skal sparkes i røven. Det er multimilliardærerne som skal tvinges til at afgive magten. Nu er det de rige som skal tvinges til at ændre deres tankegang, kun derved kan vi skabe et nyt system. Systemet styres og bestemmes oppefra. De har solgt samfundets-solidariteten for at opnå økonomisk effektivitet. Vi oplever bølger af skattely-skandaler, finanskriser og viruspandemier, men det som vi håbefuldt beskytter er vores fornægtelser?

De "børn" som er gået forrest i kampen for at få politikerne til at handle, bliver til unge der intensiverer kampen for en bedre fremtid end den som de forfordelte har sat op. Men hvor længe vil politikerne forhale tiden? Hvor længe vil vi tillade dette at fortsætte?

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Hannibal Knudsen, erik pedersen, Estermarie Mandelquist, Per Torbensen, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Erik Winberg, Hanne Utoft, Karsten Nielsen, Carsten Svendsen og Anna Sørensen anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

LIge nu har vi en helt enorm TÆNKEPAUSE, hvor vi kan tænke dybere, tænke efter, tænke os om, analysere, mærke efter...
Hvornår blev 'ånd' til 'noget langhåret' og 'uvidenskabeligt', 'useriøst'? Hvorfor er åndelige værdier som kærlighed, empati, medmenneskelighed, ja, alle følelser 'mavefornemmelser' vi ikke behøver lytte efter, men kun bruge til underholdning?
De helt store spørgsmål forsvinder ikke, de kan højst glemmes for en tid:
HVOR FRA - HVORHEN - HVORFOR?
Livets mening...
For mig er kærligheden til livet, til kloden, til alt liv på jorden min drivkraft over alt andet!!!
Alligevel er der biologer, der ikke anerkender den naturkærlighed, men kalder den for egoistisk?
Ja, måske, men så er det en egoisme jeg har tilfælles med den kæmpestore organisme, jordkloden jo er og som nogle har kaldt for Gaia: Vi er sammen om vores store egoistiske kærlighed til vores liv på kloden. ;o)

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Steffen Gliese, Erik Winberg, Hanne Utoft og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Tak, Jørgen Steen. Fremragende artikel !

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Pia Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak, Jørgen.
Søren Pape hr bidraget med denne udtalelse: Regeringen må vinke farvel til værdig tilbagetrækning, klimahandlingsplan og inversteringer i klima og velfærd"
Så ved vi, hvor vi har hinanden igen, hvis nogle skulle have glemt det, og ellers kan Berlingerens Tom Jensen hjælpe med hukommelsen.
Homer-Dixon har ret i, at vi kan bruge pandemien til at tænke os om. Gid denne gode ide kunne forplante sig indiansk politik.
Alle Folketingets partier står sammen om at rejse den gamle økonomi op, så vi kan fortsætte med at ødelægge børnenes fremtid.

Klaus Brusgaard, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er det nu sådan at de synspunkter Jørgen Sten Nielsen giver udtryk for ligger så meget nærmere sandheden end det synspunkt at det er "migranterne" der smitter? Er opfattelsen i ovenstående ikke den at det er "globaliseringen", kapitalismen, den grænseoverskridende rejseaktivitet der ligger bag epidemien? Men hvis dette var rigtigt ville man da ikke finde at der for århundreder siden ikke var de store problemer med epidemier? Hvis Jørgen Sten Nielsen havde hævdet dette udtrykkeligt kunne jeg skrive at han klart misinformerede. Det kan jeg ikke, for jeg fandt ingen "rygende pistol" i teksten. Det er blot det indtryk jeg sidder tilbage med.

Jeppe Lindholm

Tak for den artikel, som sætter ord og perspektiv på meget af det som mange føler og ser, men ikke kan sætte tilstrækkelig med ord på.

Jeg vil se det, før jeg tror på det her føre til mere indsigt og en bedre verden med en fremtid. Der er alt for stærke kræfter, som arbejder i mod. Der tales om et mulighedernes vindue til forbedring. Sådan et opstod også i 1989 med Sovjetunionens sammenbrud og murens fald. Og hvad kom er ud af den åbning? Netop. Den situation vi nu befinder os i.

Den globaliserede kapitalisme, som ureguleret og hæmningsløst nu er på vej til at føre verden ud over kanten.

erik pedersen, Niels-Simon Larsen, Hannibal Knudsen, Eva Schwanenflügel og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Mennesker opfører sig som natur. Grunden hertil er, at mennesket rent faktisk er natur. Hverken mere eller mindre. Det betyder ganske enkelt, at vores adfærd ikke er spor anderledes end resten af naturen (den organiske del af den i hvert fald - eller for en sikkerhedsskyld lad mig begrænse den til pattedyrene).

Som sådan falder enhver form for vores adfærd - uanset hvor sofistikeret den end måtte fremstå indenfor de samme 3 (tre!) kategorier. Man kunne kalde det en omvendt SMS nemlig MSM, der står for magt sex og mad i nævnte rækkefølge (. Det er hvad menneskets adfærd består af. Kort og godt. I kan se det belyst i nogle af de mange naturfilm som visse TV-kanaler diverterer med.
Det betyder så selvsagt at vores magthavere - dem der skal træffe beslutningerne og sikre eksekveringen af dem - har en meget vigtigere opgave, nemlig at sikre, bevare og udbygge magten (jvnf. Niccolò Machiavellis bog Fyrsten).

Så hvis ikke det synes muligt samtidig med, at forsøge at begrænse klimakatastrofen, så bliver de siddende på deres hænder.

Jeg bryder mig vedgud ikke om det, men sådan er det bare. Jeg er desværre kun budbringeren.

Sikke en fantastisk smuk forside i dagens Information. Skud ud til Jesse Jacob!

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den beslutsomhed, som vi har se på det seneste rundt omkring kan ses i lyset af en pludselig opstået nødsituation. Men det er også sket på grundlag af en kortslutning alt hvad vi normalt forstår ved demokratiske beslutningsprocesser. I en eller anden forstand er der opstået konsensus om, at epidemien er det altovervejende presserende problem.

Det må dog give anledning til løftede øjenbryn, da både den rejseaktivitet vi har på kloden - ja den udbredte turist økonomi er medårsag til en hastigt udbredt pandemi. Der gik kun få måneder fra, at det var en epidemi i Wuhan til det ramte Europa, hvor skiturisme i Alperne synes, at have medvirket stærkt til en hastig udbredelse i Europa

Det har været før italesat, at globaliseringen har bagsider. Det må dog give anledning til hvad vi har vi vist længe nemlig, at det også har fordele, at producere og forbruge lokalt ikke alene af hensyn til forsyningsafhængighed, men også af hensyn til økologi og klima. Dette falder dog ikke helt i tråd med kapitalismens immanente drift mod det ekspansive - eller hvad der har været trenden siden globaliseringen satte ind

Lige nu er det jo svært, at skue ind i tiden efter Corona og den krise der er i progression. Men det kan måske bevirke et brud i mentaliteten. De fleste kan dog godt overskue, at det kommer til, at vare et stykke tid inden verden vender tilbage til det kendte, og måske bliver den aldrig den samme igen.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Morten Olsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Flot forside - men artiklen indeholder en lang række misforståelser og fejlslutninger.

1. Covid-19s opståen skyldes ikke at "Vi invaderer tropiske skove og andre typer af vild natur, som er hjemsted for så mange dyre- og plantearter og – med disse skabninger – så mange ukendte virusser. Vi fælder træerne, vi dræber dyrene eller indfanger dem og sender dem til markeder. Vi forstyrrer økosystemer, og vi ryster virusser løs fra deres naturlige værter. Når det sker, behøver de en ny vært". Næh, dens opståen skyldes en kombination af sære spisevaner og obskur distribution af levende dyr - begge dele er århundred gamle traditioner.

2. Spredningen ad covid-19 skyldes ikke "uhæmmet globalisering" og "den ressourcestærke, rejsende klasse, der spreder virus rundt i verden". Kopper, den sorte død, den spanske syge, tuberkulose - alle epidemier, der var langt-langt værre og mere dødelige end corona-virus spredtes med stor hastighed over hele verden århundreder inden globalisering, fly-rejser og ski-udflugter. Epidemier spredes - globalisering eller ej!

3. I forhold til klimaudfordringen kan vi ikke lære en tøddel af politikernes håndtering af corona-epidemien. Tværtimod! For hvad har "handlekraftige" politikere gjort? De har lukket lande ned, de har isoleret lande, lukket grænser, undladt at lytte til internationale organer som WHO, undladt at samarbejde om løsninger, test, de økonomiske hjælpepakker, som de politiske indgreb har nødvendiggjort er gennemført nationalt uden blot den mindste internationale koordination. Nationalismen har sejret med bred politisk støtte. Er det sådan, vi skal løse klimaudfordringerne? Nej, tvært i mod. Klimaudfordringerne kan kun løses via internationalt samarbejde, internationale løsninger, samarbejde. Her er nationalisme og isolationisme løsningernes største fjende.

Men ligesom virusbekæmpelse forudsætter investering i klimaet, at de økonomiske ressourcer er tilstede - og det forudsætter tilbagevenden til globaliseringen og markedsøkonomien. Uden den globalisering og markedsøkonomi består den eneste løsning på klimaudfordringerne i at lukke samfundet ned permanent. At bombe os et par hundrede år tilbage i enhver henseende - dvs. til den tid, hvor der fx ikke var ressourcer til at bekæmpe epidemier, til en tid med fattigdom, sygdom og elendighed.

John Fredsted

Der er mindst to hovedårsager til, at det ikke kommer til ske:
- Regeringer verden over har med deres gigantiske hjælpepakker demonstreret, at de først og fremmest er interesseret i at holde det bestående system oven vande. Når krisen (denne krise) engang er overstået, skal de gigantiske lån, der finansierer disse hjælpepakker, først betales af, før man overhovedet eventuelt kan vende sig mod klimaudfordringen. Det vil der gå år med.
- Klimaudfordringen er ganske enkelt ikke endnu faretruende nok for vore samfund og for folkesundheden, i hvert fald ikke for de samfund, der har magten på denne planet. For langt de fleste mennesker er klimatruslen givetvis stadig for abstrakt en størrelse - således også for danskerne, og det til trods for tørken for et par år siden og de netop overståede oversvømmelser. Det sørgeligt lumske er desværre, at når klimaforandringerne på et tidspunkt bliver tilstrækkelig konkrete for selv den mest tungnemme fremtidsoptimist eller teknologifantast, så er vi givetvis hinsides kritiske tipping points, hvor kontrollen er taget fra os.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Jeppe Lindholm, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

@John Fredsted, er det undgået din opmærksomhed, at det er "det bestående system", der har været den økonomiske forsyningskilde for velfærdssamfundet? Årsagen til at Danmark er et velfærdssystem med lige muligheder for alle, fri uddannelse, SU, understøttelse til mennesker, der ikke selv kan skaffe sig et udkomme (uanset om det skyldes alder, nedslidning, psykiske problemer, anden sygdom eller anden uarbejdsdygtighed - eller mangel på kvalifikationer), frit sundhedssystem, er det, du lettere hånligt kalder "det bestående system"?

Rart at se, at vi som samfund kan re-agere i den nuværende krisesituation (en situation der er opstået fordi vi adskiller os fra jord, dyr og planter og behandler dem som - ubegrænsede - resurser og oplevelser).
Næste skridt vil være, at vi fremover lærte at agere ansvarligt, således at vi ikke får behov for at re-agere igen. Og nej, der kommer ikke en teknisk løsning. Håber vi snart begynder at drøfte hvordan vi gør det..

Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Jens Winther, omstilling forudsætter, at de materielle ressourcer er til stede. Det var lige dér, vi gik galt i byen, da vi troede, at 'økonomi' findes i virkeligheden.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jeppe Lindholm, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Jens Winther, jeg beklager at jeg føler mig kaldet til at korrekse dig, at danmark har et velfærdssystem skyldes ikke "det bestående system" defineret som det økonomistyrede samfund, (kapitalismen) vi har et velfærdssystem på grund af kampen imod økonomi som enerådende ambition, velfærden er en følge af socialistisk tænkning, og det vises nok tydeligst ved at nyliberalismens fremmarch har gjort stor skade på velfærden, økonomistyringen er i fremmarch og velfærden smuldrer af den grund, tror du helt forveksler velstand, og velfærd for økonomistyringen har skabt velstand, og i endnu højere grad ulighed da velstanden er for de få,
og velstanden er så årsag til klimakrisen og militarismen og dermed krigene i verden, og løsningen på de fleste problemer er ikke vækst, som de pengefokuserede bilder os ind,
faktisk er recession absolut nødvendig og den bør foregå ved at alt som ikke er nødvendigt bør udfases,
overflod og overforbrug kan undværes helt uden velfærdstab, og selv med en økonomi på meget lavt blus kan forholdene for menneskelig trivsel forbedres,
det kræver kun en retfærdig fordeling,
og så er der det mere end bare overflødige, det forbrug som medfører nød og lidelse, her tænker jeg på krig men også på militær generelt, her er et kæmpe potentiale som kan hjælpe på klimaet og samtidig forbedre livsbetingelserne for alle mennesker,
og det er opnåeligt hvis folkene forlanger at det skal nedlægges, for reelt er det kun magthavere som har fordele af militarisme, det er jo et middel man kan bruge til at stjæle magt fra andre magthavere,
at det kan forsvare folket er løgn, og hvis man ser på militære planer så er der ingen som er målrettet beskyttelse af folket, det man beskytter er magthaverne, sig selv og den del af infrastrukturen militæret selv har brug for, og intet andet.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det gælder om at få den økonomi på fode igen, der ødelægger vores børns fremtid. Temperaturen skal fortsat op, artsrigdommen ned og ressourcerne opbruges. Det er det, der hedder fremskridt, og det opfordres vi til at stå sammen om. Alle partier går ind for det, fordi deres vælgere går ind for det. Vælgernes børn er begyndt at gå imod, fordi de fornemmer, at livet bliver utåleligt for dem. De forstår så småt, at det såkaldt gode liv, der har bestået i at forbruge ikke bliver en del af deres liv. Det kan medføre en udbredt desperation, og så kan enhver begynde at fantasere om, hvad det kan føre til. Min generation kan huske adskillige eksempler.

Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jeppe Lindholm, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jens Winther,

Det er mig lige dels en gode, samt lige dels en forbløffelse, hvordan man kan have en så simpel verdens anskuelse og historisk blindhed. Men jeg formåder det må være dejligt befriende og give en god nattesøvn.

Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Velfærdsstaten er noget vi giver til hinanden. Ikke et resultat af en kapitalistisk økonomi.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

@Jens Winther -

1 - "[Covid-19]s opståen skyldes en kombination af sære spisevaner og obskur distribution af levende dyr - begge dele er århundred gamle traditioner."

Sandt nok, dette har altid forårsaget epidemier, og dyrene er blevet mishandlet i et blodorgie af animistiske ritualer, uforeneligt med højere kultur. Kinas regering har, hidtil forgæves, forsøgt at gøre op med disse vaner, som måske netop er svære at komme til livs, fordi kineserne har mistet deres åndsfrihed og dermed forblevet naive ofre for overtro og mirakelkure.

2 - "[div.] epidemier, der var langt-langt værre og mere dødelige end corona-virus spredtes med stor hastighed over hele verden århundreder inden globalisering, fly-rejser og ski-udflugter. Epidemier spredes - globalisering eller ej!"

Jovel, men spredningen foregik dog meget langsommere inden vor tids myriader af transportmidler vandt frem. Og enkle foranstaltninger kan i vor tid i højere grad end nogensinde forhindre sådanne epidemier i at sprede sig!

Særlig bør vel de madvaner, som forårsager epidemier, bringes til ophør. Derudover har vi forhåbentlig lært, at et lokalt og effektivt beredskab er altafgørende, hvis vi ikke vil være i lommen på oversøiske leverandører. Det er skæbnens ironi, at netop kineserne, efter at have forårsaget det aktuelle udbrud, nu er de helte, der redder vores røv. Trump og Co. har ligesom lidt ret her:

K. T. McFarland: The World is reassessing China
https://www.youtube.com/watch?v=v4UQnNrPFWg

Der er masser af politisk sprængstof i disse forhold. Fx betragter både hinduer og muslimer vores madvaner med en vis foragt. Og bestemt ikke uden grund, idet vi producerer multiresistente mikroorganismer i vore stalde, en praksis hvis værste konsekvenser også synes uoverskuelige.

3 - Jo, klimaforandringerne er globale og kan kun i temmmelig begrænset omfang afværges lokalt. Men epidemier kan ofte i meget højere grad afværges lokalt eller regionalt. Fx har mange højere udviklede lande holdt en lang række af smitsomme sygdomme på afstand i kraft af et veludviklet sundhedsvæsen. Globaliseringen har dog i de senere årtier været en stadig stærkere udfordring, og Covid-19 er kun det seneste og hidtil måske mest alvorlige eksempel.

Det var særdeles uheldigt, at Sundhedsstyrelsen vaskede hænder ifm. grænselukningen, for isolation har altid været en hovedhjørnesten ifm. epidemier. Det gælder - hvilket Søren Brostrøm nølende erkendte - på mindre øer, hvor evidensen er indlysende, men også i større, regionale, nationale og kontinentale sammenhænge, samt i de lokale og personlige hygiejneforanstaltninger, som enhver, der er oppe i årene, i de kommende måneder må bero sig på.

Du påstår afslutningsvis, at det er den globaliserede markedsøkonomi, som skal redde situationen. Men markedet skal dog reguleres, ellers fører forbruget med stadig stigende hastighed mod kaos. Kloden lider under opreklameret overforbrug, som skader langt mere, end det gavner.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi skal nu være glade for de værnemidler vi netop har modtaget fra Kina. In the state of sickness any help is welcomed.

Mht. klimakrisen og CO2 udledningerne, så var tanken ikke, at det skulle bekæmpes lokalt, men at vi skal ændre måden vi producerer og forbruger på. Som det er nu fragtes ting og sager 3 gange rundt om kloden med containerskib inden de når forbrugerne

At producere og forbruge lokalt er også en tanke man kan læse om i en gammel traver som Økologi og frihed af André Gorz. Men klimakrisen er jo i bund og grund et lidt anden snak end Coronakrisen.

Randi Christiansen, Sören Tolsgaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Et lille PS - "Slut med den særlige øjenkontakt og den særlige betoning, når kassedamen ved vore sjældne besøg i supermarkedet siger ’Ha’ en god dag’, og vi siger ’Tak, i lige måde’.
Hertil er at sige, at det gjorde kassedamen m/k skam også før coronaen - indtil kvalmegrænsen. I dag er det umuligt, at købe en avis førend man ledsages ud af butikken med en stribe amerikaniseringer af det danske sprog. Det kommer fra "have a nice day", og har afløst det gode "farvel og tak", der engang var alm. butikssprog. Nu er der oven i købet kommet en endnu mere kvalmende variant: "Ha' en rigtig dejlig dag," eller "Ha' en vidunderlig dag". Er det noget de unge lærer i skolerne?
Kan det ikke være ligegyldigt hvordan de unge taler? Nej, egentlig ikke for det smitter af på alle og enhver, og selv folk der skulle vide bedre, hopper på den sproglige galimatias.

Nogle eksempler:
En politiker er "biased" i forhold til noget. Tidligere betød det , at være forudindtaget eller have tilbøjelighed til. Ved et primærvalg talte DR's studieværter om hvorvidt Sanders ville "endorse" Biden. Førhen hed det at "anbefale".
Misforstå mig ikke, jeg er hverken sprogpuritaner og har intet imod låne- og fremmedord, hvis de gør forståelsen lettere, og bedre dækker det der beskrives.
Vi har dog et sprog, der er værd at hæge om og passe på, og helst skulle holdes fri for alt for meget overfladesnak og smarte vendinger, som mange ikke forstår. Og her er villigheden til at hoppe på vognen deprimerende stor.
Det gælder også nærværende avis, hvor amerikanisereingen skam fylder godt. Forstået således hvor ofte der udelukkende refereres til amerikanske/angelsaksiske kilder, mens tyske, latinske for slet ikke at tale om det Globale Syd kilder, er en sjældenhed.
Globaliseringen er ikke slået igennem når det gælde om at belyse verdens gang, og hvis det endelig sker, så er det oftest i amerikansk eller dansk aftapning.
På den måde kan sproget bruges til at udelukke "de dumme, der sidder nede på bagerste række".
Den dag hvor vi vender tillage det alm. vækstsamfund, og forureningen når sit vante niveau, så håber jeg, at vi har skyllet amerikaniseringen ud i lokummet. Også i nærværende avis.
Nå, jeg er vist ret naiv?

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen, Randi Christiansen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Jens Winther: Indrømmet, "det bestående" er givetvis en for generel beskrivelse. For det bestående omfatter selvfølgelig også ganske reelle erhvervsdrivende, så som frisører, tandlæger, etc., som vi naturligvis skal holde flydende. Men kunne vi eventuelt starte med at blive enige om, at for eksempel flyselskaber ikke skal have hjælpepakker (som de rent faktisk har fået), og blive enige om, at vi skal skide hul i aktiekurserne på børserne, fordi rigtig meget af det, der foregår i disse bastioner intet her med realøkonomien at gøre?

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar