Læsetid: 13 min.

Da lyden af død begyndte i Bergamo, var Italien for længst blevet Europas patient 0

På blot en måned har coronaepidemien bragt Italien ud i landets værste krisen siden Anden Verdenskrig. Overhørte advarsler og skødesløshed har givet virussen mulighed for at løbe løbsk. Dermed har Italien vist andre europæiske nationer, hvad man skal og ikke skal gøre, hvis man vil undgå den skarpt opadgående dødelige kurve
Frivillige fra Røde Kors i Bergamo, Italien, tilser en kvinde på 88 år, som de formoder har COVID-19. For lidt over en måned siden, registrerede Italien sit første coronadødsfald. Fredag var 9.134 døde.

Frivillige fra Røde Kors i Bergamo, Italien, tilser en kvinde på 88 år, som de formoder har COVID-19. For lidt over en måned siden, registrerede Italien sit første coronadødsfald. Fredag var 9.134 døde.

Fabio Bucciarelli

28. marts 2020

De første uger af marts begyndte den ildevarslende lyd af død at fylde luften i Bergamo.

Rosita Poloni, der har siddet i karantæne siden begyndelsen af måneden, kunne fra sit hjem høre sirenerne fra ambulancer med coronapatienter, der passerede forbi i de mennesketomme gader. Hvert femte eller tiende minut kom en ny. Hver dag og hele dagen.

Den eneste anden lyd kom fra kirkeklokkerne, der med dybe, langsomme rytmer varslede endnu et coronadødsfald.

»Det var det konstante lydspor,« siger Rosita Poloni, der normalt arbejder som socialrådgiver for et kooperativ, der blandt andet assisterer handicappede.

»Men nu er der bare stilhed, selv om folk fortsat dør i stort antal.«

Middelalderbyen Bergamo i det bakkede landskab mellem Verona og Milano er kendt for sine brostensstræder og bymuren fra dengang, det venetianske herredømme strakte sig til denne del af det nordlige Italien.

Nu er Bergamo imidlertid berygtet for at være COVID-19-epidemiens epicenter. Det er den hårdest ramte by i den hårdest ramte region af det hårdest ramte land. Den med flest kister og dødsannoncer i den lokale avis.

Men nu er her helt stille. Ambulancernes sirener er slukkede, og kirkernes klokker holdes i ro. Den konstante påmindelse om sygdom og død skabte blot mere ængstelse og frygt.

Information genfortæller her historien om, hvordan Italien blev Europas ’patient nul’, og om hvordan en virus har bragt landet ud i den værste krise siden Anden Verdenskrig, mens regeringen i Rom med uhørt indgribende, uoverskuelige og drastiske tiltag har fægtet desperat i blinde mod en ukendt modstander.

Om en altomfattende sundhedskrise, som for en tid har forvandlet landets premierminister, Giuseppe Conte, til en uhørt tillidsvækkende politiker, mens den højtråbende Matteo Salvini, lederen af Italiens mest populære parti, det højrenationale Lega, er forsvundet ud i periferien – dog stadig lurende på sin chance.

Men det er også en krise, som ifølge italienerne selv har oplyst ruten – på godt og ondt – for andre ledere i de vestlige demokratier.

Smittebomben Mattia

Da 38-årige Mattia gik ind på hospitalet i hjembyen Codogne i det nordlige Italien, anede han ikke, at han skulle blive en afgørende del af fortællingen om, hvorfor coronaepidemien kort efter eksploderede i Italien.

På det tidspunkt havde Mattia allerede nået at smitte sin gravide kæreste, sin far, flere venner og bekendte samt læger, sygeplejersker og andre patienter. Han var en omvandrende smittebombe.

Han troede selv, han havde influenza, og han opsøgte først sin praktiserende læge og tog også på hospitalet. Ingen fattede mistanke om, at han fejlede noget ud over det sædvanlige. Han blev blot sendt hjem med en besked om at hvile sig.

Først da han om natten den 20. februar fik alvorlige åndedrætsproblemer og tog tilbage til hospitalet, begyndte alarmklokkerne at ringe.

Coronavirus blev på det tidspunkt anset for at være et fjernt kinesisk problem, men i et desperat forsøg på at finde en forklaring på, hvorfor Mattia fik det stadig værre, besluttede en ung narkoselæge at teste ham for den nye virus.

Mattia testede positiv. Og blev registreret som den første, der var blevet smittet med COVID-19 i Italien. I den italienske presse blev han kendt som Italiens ’patient nul’.

Epidemien var sluppet inden for landegrænsen, hvor den bed sig fast – i de første afgørende uger godt hjulpet på vej af en farlig kombination af overhørte advarsler, skødesløshed og langsomme reaktioner.

Overhørte advarsler

»Det hele gik galt fra start af. Vi undervurderede truslen, og nu står vi midt i katastrofen,« lyder det med hastige, forpustede ord fra Roberto Burioni om den måned, Mattia lå indlagt – de 18 første dage intuberet på intensiv afdeling.

»Nu er vi overvældet af COVID-19-patienter og har vanvittigt travlt for at følge med.«

En overfyldt hospitalsgang i Bergamo, Italien, hvor patienter, der er formodet smittet med COVID-19, er indlagt. 

Fabio Bucciarelli
Den 57-årige virolog løber af sted med mobiltelefonen i hånden på universitetshospitalet San Raffaele i Milano, hvor han denne uge sammen med sine kolleger kæmper en kamp op ad bakke mod pandemien. Næsten hele hospitalet – inklusive hospitalets basketballbane – er blevet omdannet til en intensivafdeling for coronapatienter, og alle andre typer patienter har fået deres operationer og behandlinger udskudt, medmindre de er absolut livsnødvendige.

Ingen i Italien kan sige, at de ikke blev advaret om truslen fra coronavirussen. For Burioni advarede dem.

Allerede i begyndelsen af januar begyndte han at advare på tv og i aviser: Den nye coronavirus vil ikke blive i Kina, den vil ramme Italien og Europa hårdt, sagde han.

»Men ingen lyttede, og så eksploderede det,« konstaterer han.

»Vi havde tid til at forberede os, men vi reagerede ikke. I stedet tøvede vi. Og virussen fik frit spil.«

»I begyndelsen var der journalister, politikere og læger, som talte om, at coronavirussen blot var en influenza. Det var en ekstremt farlig letsindighed. Befolkningen blev narret til en falsk tryghed, og vi forspildte uger,« fortsætter Burioni, der er Italiens mest kendte virolog – en konsekvens af hans meget offentlige kamp mod vaccinemodstandere og fake news inden for videnskabsformidling.

»Fejlen var, at vi ikke lukkede landet ned langt tidligere. Det gælder ikke kun for Italien, men hele Europa. Det er den vigtigste lære: Spild ikke tiden, som vi gjorde. Skrid til handling så hurtigt som muligt og så effektivt som muligt.«

Hvorfor Italien?

Tilbage i Bergamo tænker Rosita Poloni på de kendte ansigter, der er døde.

»Det føles både uvirkeligt og skræmmende. Næsten alle har et familiemedlem, der er smittet eller gået bort. Vi rammes direkte. Det er virkelighed, det her, det sker faktisk,« siger hun.

»Det er gået så hurtigt. For få uger siden var alt normalt, nu hober kisterne sig op i kirkerne, og folk dør alene og isoleret på hospitalet.«

Dødstallene stiger voldsomt. Det er blot lidt over en måned siden, Italien registrerede sit første coronadødsfald. Lørdag for to uger siden var 1.441 døde. Lørdag for en uge siden var 4.825 døde. Og fredag i denne uge var 9.134 døde efter en stigning på 919 på blot et døgn – den højeste siden udbruddet begyndte.

Tidslinje: Corona i Italien

  • 20. februar: En 38-årig mand bliver registreret som den første, der er smittet med COVID-19 i Italien.
  • 23. februar: Ti mindre byer med i alt 50.000 indbyggere i Norditalien bliver sat i karantæne. Skoler lukker i Norditalien.
  • 4. marts: Skoler og universiteter lukker i hele landet.
  • 8. marts: 16 mio. italienere i Lombardiet, Veneto og Emilia-Romagna bliver sat i karantæne.
  • 10. marts: Alle Italiens 60 mio. indbyggere bliver sat i karantæne.
  • 19. marts: For første gang er der samlet flere coronadøde i Italien (3.405) end i Kina (3.245).
  • 22. marts: Alle fabrikker og al produktion, der ikke er absolut nødvendig, lukkes ned.
  • 27. marts: I alt 86.498 tilfælde af coronavirus er registreret i Italien. Af dem er 10.950 meldt raske og 9.134 er døde.

Lombardiet, regionen hvor Bergamo ligger, står for en overordentlig stor andel, næsten 5.000 døde.

Men hvorfor dør så mange i Italien? Og hvorfor er dødeligheden i Italien – over ni procent – så høj blandt de smittede i Italien?

I Kina er lige under 3.300 døde, mens det er over dobbelt så mange i Italien, selv om der er det samme antal registrerede smittede i begge lande.

Det er først og fremmest, fordi Italien har en meget stor andel af ældre borgere, siger Roberto Burioni – 23 procent af befolkningen er over 65 år, sammenlignet med 12 procent i Kina – og dermed er andelen af befolkningen, som især er sårbar over for coronavirussen, så meget større.

»Men samtidig har det også en del at gøre med, at der ikke laves nok test, så vi er langt fra at kende det reelle smittetal. Jeg skyder på, at der er fem til ti gange flere smittede end det registrerede tal, og i det tilfælde vil dødelighedsraten komme ned på det samme niveau, som vi ser andre steder,« siger Burioni.

Træder i karakter

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, virkede næsten forbløffet over coronaepidemiens udvikling, da han gik på italiensk tv den 23. februar.

»Jeg er overrasket over eksplosionen af tilfælde,« erkendte han.

Det var tre dage efter, 38-årige Mattia blev registreret som Italiens første smittetilfælde, og der var i mellemtiden registreret yderligere 151 smittede, og tre var døde.

Coronakrisen har været skelsættende for Conte. Da han blev udpeget til premierminister tilbage i 2018, blev han anset for at være en yderst svag en af slagsen, en marionetdukke for andre og stærkere politikere. De seneste måneder har han stået i spidsen for en yderst skrøbelig regeringskoalition.

Men i krisens stund er han trådt i karakter, støtten til hans håndtering af krisen er udbredt, og hans popularitet er ifølge meningsmålinger skudt i vejret.

»Før krisen blev Conte angrebet konstant, og der var vedvarende rygter om, at han kunne blive væltet. Den trussel er selvfølgelig forsvundet nu,« siger Lorenzo De Sio, professor i samfundsvidenskab ved LUISS Guido Carli-universitetet i Rom.

Matteo Salvini fra det højrenationale Lega lurer hele tiden i kulissen. Men mens han i normale tider har vundet stor fremgang på hele tiden at placere sig selv i centrum af mediedagsordenen, så er han blevet fortrængt af krisen.

»Salvini er næsten forsvundet, og han har opdaget, at han har mistet mediernes interesse. Det skader ham,« siger Lorenzo De Sio.

»I stedet vokser Conte i statur. Men det kan selvfølgelig ændre sig, så snart helbredskrisen er overstået, og fokus kommer over på den uundgåelige økonomiske krise. Her kan Salvini bringe sig selv i spil igen.«

Fra den 23. februar begyndte Conte at lukke ned for Italien. Først blev ti lokalsamfund med 50.000 indbyggere lukket inde bag politiafspærringer. Skoler blev lukket. Offentlige arrangementer aflyst. Senere blev 16 millioner norditalienere sat i karantæne. Og til sidst – den 10. marts – røg samtlige 60 millioner italienere i karantæne.

»Tiden er ved at løbe ud for os,« erklærede han.

Sidste lørdag beordrede han så, at alle fabrikker og al produktion, der ikke er absolut nødvendig, skal lukkes ned.

Det har enorme økonomiske konsekvenser for det allerede stærkt gældsplagede Italien, der nu kan kigge ned i en dyb, dyb recession.

»Dette er vores største krise i efterkrigstiden,« har Conte slået fast.

Forsøgskaninen

Virologen Burioni mener, at Conte skulle have lukket ned for Italien med det samme, hvis man skulle have haft en chance for at undgå en coronakatastrofe. Med hans gradvise nedlukning af landet har Conte hele tiden haltet håbløst efter virussens skarpt opadgående dødelige kurve.

Men politologen Lorenzo De Sio mener, at man skal lede længe efter en politisk leder, som ville turde forsøge at overbevise en befolkning – før epidemiens rædslers fulde omfang havde åbenbaret sig – om, at det er nødvendigt at smadre landets økonomi, gøre anslag mod de liberale frihedsrettigheder og sætte alle i karantæne.

»Italien er som en forsøgskanin. Landet er det første vestlige demokrati, som har været nødt til at indføre disse drastiske tiltag, som måske er lette nok at indføre i et autoritært regime som Kina, men det er langt mere kompliceret her,« siger Lorenzo De Sio.

Frivillige fra Røde Kors tilser en mand, der er syg med COVID-19, i hans hjem i Bergamo.

Fabio Bucciarelli
»Måske kunne nogle beslutninger være taget tidligere, men faktum er, at det er svært at finde en balance. Er man villig til helt at dræbe økonomien for at bremse smittefaren? Hvor meget vil man udhule frihedsrettighederne? Conte har været nødt til at tage noget yderst svære beslutninger.«

Lorenzo De Sio mener, at Conte har haft den svære opgave at være den første af de vestlige demokratiers ledere, som har skullet indføre hidtil usete og drastiske tiltag for at bekæmpe coronavirussen.

»Han har ikke haft noget at navigere ud fra. Det eneste sammenligningsgrundlag, han havde, det var det autoritære Kina. Nu er det langt nemmere for andre europæiske ledere, også den danske, at pege på Italien for at vise deres befolkninger, hvad man bør gøre – og ikke bør gøre,« siger Lorenzo De Sio.

»Conte har skrevet en manual, som man kan forholde sig til.«

Roberto D’Alimonte, politolog fra LUISS Guido Carli Universitetet, er enig. Italien havde – i sidste ende – som de første modet til at gøre det nødvendige: spærre befolkningen inde. Og fortsat har ingen andre europæiske lande gennemført lige så indgribende tiltag til trods for, at Italiens erfaring har vist, hvor galt det kan gå, hvis man ikke lukker ned i tide.

»Det kan godt være, at Italien kom for sent i gang, men regeringen har nu indført de nødvendige drastiske tiltag, og når andre europæiske lande kigger på Italien, så kan de både se, hvor slemt det kan gå, men også, hvilke tiltag der er nødvendige. Italien skulle føle sig frem alene, men andre lande i Europa har virkelig ingen undskyldning for ikke at lukke deres lande helt ned, nu når de ser, hvad der sker hos os.«

Tid til aperitivo

Flere italienske toppolitikere er blevet kritiseret for at have udsendt uansvarlige signaler. Selv da smitten var begyndt at tage fat, og folk blev opfordret til at holde afstand til hinanden, lod flere til ikke at tage det alvorligt.

Blandt andet lagde Nicola Zingaretti, leder af centrum-venstre-regeringspartiet PD, et billede ud på de sociale medier, hvor han i Milano med et stort smil skåler med en gruppe unge mennesker.

»Lad os ikke ændre vores vaner,« skrev han i en tekst til billedet.

»Vores økonomi er stærkere end frygten. Lad os gå ud og få en aperitivo, en kaffe eller spise en pizza.«.

Ni dage senere kom der et nyt opslag fra Nicola Zingaretti – denne gang for at fortælle, at han var smittet med coronavirus.

Andre politiske ledere opfordrede også folk i Norditalien til at tage ud og kramme hinanden i nattelivet og erklærede, at virussen »blot var en lille smule værre end almindelig influenza«.

»Politikerne har udsendt signaler, som får folk til at tro, at det hele er en vittighed, at de ikke behøver respektere karantænen og opfordringen til at holde afstand til hinanden,« siger virologen Roberto Burioni.

Men samtidig spredte sig en større og større frygt i befolkningen, som fik tusinder af syditalienere til at flygte fra Norditalien. For Contes plan om at lukke store dele af Norditalien – inklusive Milano – og dermed indespærre en fjerdedel af Italiens befolkning i de hårdest ramte områder, blev lækket flere timer før, premierministeren rent faktisk officielt meddelte og underskrev ordren den 8. marts.

Det førte til kaos, og tusindvis flygtede fra især Milano og tilbage til deres hjemegne i Syditalien.

»Så i stedet for at inddæmme smitten havde Contes dekret den modsatte effekt: Smitten blev spredt,« siger Roberto Burioni.

For Lorenzo De Sio var denne begivenhed et afgørende øjeblik.

»Vi kan kun gisne om, hvor lækket kom fra, men masseflugten fra nord til syd tvang reelt Conte til kort tid efter at gøre hele Italien til rød zone og til at lukke hele landet ned,« siger han.

Biologisk bombe

Afstand er der i hvert fald ikke meget af den 19. februar, som udvikler sig til en ekstatisk aften for fodboldfans fra Bergamo. På det legendariske stadion San Siro i Milano spiller deres hold, Atalanta, ottendedelsfinale i Champions League mod det spanske hold Valencia. Det er den største kamp i klubbens historie, og Atalanta vinder 4-1 med sprudlende offensiv fodbold.

Men mange fik ikke kun en god fodboldoplevelse med hjem – de blev måske også smittet. Der var 44.000 fans på tilskuerpladserne, og byens borgmester og flere læger siger nu, at den kamp er en af de største årsager til, at Bergamo kort efter blev epicentret for coronaepidemien. Mere end en tredjedel af spillerne fra Valencia blev efterfølgende syge, og en uge efter kampen begyndte de første tilfælde af syge at dukke op i Bergamo.

Fabiano di Marco, en overlæge ved lungemedicinsk afdeling ved Papa Giovanni Hospital i Bergamo, siger til avisen Corriere della Sera, at de mange fans, der rejste i busser, bil og tog til kampen udgjorde »en biologisk bombe«.

Og byens borgmester, Giorgio Gori, siger, at »det er meget sandsynligt«, at de mange tilskuere fra Bergamo »smittede hinanden med virussen«.

Dette var et par dage inden, 38-årige Mattia blev registreret som smittet. Og meget tyder på, at virussen allerede var begyndt at sprede sig i Italien, inden de første syge meldte sig på Norditaliens hospitaler.

»Virussen havde formentlig flere uger til at sprede sig uforstyrret,« siger Massimo Galli, leder af den infektionsmedicinske afdeling på Sacco Hospital i Milano.

»Vi opdagede først, at vores hus brændte, da stueetagen allerede var brændt helt væk.«

Situationen er også blevet dramatisk forværret af, at landets sundhedspersonale i begyndelsen ikke i tilstrækkeligt omfang beskyttede sig selv med værnemidler. Det har ført til, at 5.000 læger og sygeplejersker og andet sundhedspersonale er blevet smittet med coronavirus – og 41 er døde.

»Konsekvensen er, at hospitalerne i sig selv er blevet smittecentre,« siger Lorenzo De Sio.

»Der var ingen, der beskyttede sig selv. Vi gik og ventede på, at smitten skulle komme fra Kina – men den var her allerede.«

Gode nyheder har der været få af i Italien i de seneste uger. Men efter en måneds indlæggelse blev den 38-årige Mattia i denne uge udskrevet og kunne tage hjem til sin gravide kone, der også er blevet rask.

»Nu kan jeg igen gøre det bedste i verden, nemlig trække vejret selv,« sagde han til italienske medier.

Hans far var død af coronavirus få dage forinden.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Flemming Berger
  • Per Torbensen
  • Benno Hansen
  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Christian Mondrup
  • Tina Peirano
  • Markus Lund
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Oluf Husted
Maj-Britt Kent Hansen, Flemming Berger, Per Torbensen, Benno Hansen, Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Christian Mondrup, Tina Peirano, Markus Lund, David Zennaro, Ejvind Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rolf Andersen

De kan ikke sige, de ikke var advarede. Læs f.eks. "Pesten i Bergamo" af J.P. Jacobsen.

Men jeg håber naturligvis, vi alle kommer bedre - og ikke mindst klogere - ud af denne krise.
Man skal aldrig undlade at bruge en krise til at blive klogere ;)

Mikkel Zess, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Birte Pedersen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Virologen Burioni mener, at Conte skulle have lukket ned for Italien med det samme, hvis man skulle have haft en chance for at undgå en coronakatastrofe. Med hans gradvise nedlukning af landet har Conte hele tiden haltet håbløst efter virussens skarpt opadgående dødelige kurve".

En sådan "nedlukning" var det, man i vid udstrækning foretog i Kina og med stor succes. I de nordiske lande er en sådan strategi også til en vis grad gennemførlig på grund af en række samfundsmæssige og kulturelle forudsætninger, også inden det åbenlyst er "for sent".

I Danmark har vi, trods befolkningens homogenitet og oplevelse af fællesskab og tillid til myndigheder på alle instanser og niveauer, valgt en noget kinesisk strategi, med en række lovinitiativer.

I Sverige har myndighederne i højere grad vist tillid til, at befolkningen i vid udstrækning gør det rigtige, uden samme stramme lovinitiativer, alene i kraft af oplevelse af fællesskab og tillid til myndighederne og deres anbefalinger.

Af mange samfundsmæssige og kulturelle årsager er det jo helt umuligt i en land som Italien at gøre det rigtige, inden det er for sent. Det samme er tilfældet i USA.

Bill Gates foreslår i et interview på CNN, at man straks går i gang med at implementere den kinesiske strategi, for at afbøde den værste katastrofe for landet.

Forslaget er lige så uigennenførligt, som det var umuligt efter krigen i Irak at gennemføre demokrati i landet over en kort årrække.

Peter Beck-Lauritzen

Burioni:- vi fejlede ved ikke at lukke Italien! Mette F lukkede DK, men kun for danskere, udenlandske arbejdere færdes frit over grænserne! Mageløst, når en italiener kan smitte 400.000 på kort tid!

Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Niels Makholm, Mikkel Zess og Jannick Sørensen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

I denne tid og frem til juni måned deltager 350 danske soldater og officerer i den største NATO-øvelse i Europa afholdt i 25 år. Disse soldater arbejder sammen med tusindvis af soldater fra andre lande, herunder italienske. Hvilken strategi har regeringen for disse danskere, når de vender hjem?
Ret beset burde de vel være vendt hjem allerede nu, således som andre danske i udlandet er blevet opfordret til.
Har henvendt mig til DR om deres manglende rapportering om problemet, men den er indtil dato forblevet ubesvaret.
Undrer mig meget om mediernes tavshed i denne sag.

Maj-Britt Kent Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Niels Makholm og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Taget fra en overskrift i Information sidst i januar: Overlæge beroliger: Kina-virus har begrænset smittefare.

Gunna Hölludottir

"Da 38-årige Mattia gik ind på hospitalet i hjembyen Codogne i det nordlige Italien, anede han ikke, at han skulle blive en afgørende del af fortællingen om, hvorfor coronaepidemien kort efter eksploderede i Italien." Citat Information.

Hvis man går ind på Googles kort kan man se, at byen Codogne ligger ganske langt fra Milano og Bergamo. Ischgl i Østrig ligger akkurat ligeså langt fra Bergamo, som Codogne. Codogne ligger nord og øst for turistcentret Venedig.

Kinesere er alle vegne, sågar på højlandet i Island midt om vinteren. Der bor 40.000 kinesere i Norditalien, heriblandt masser af ulovlige immigranter fra Kina. En italiensk forretningsmand har fortalt om kinesiske bordeller i Norditalien. Han fortalte om flere, der var blevet smittet og var for flove at fortælle om det. Smitten har været i samfundet tidligere end antaget. Nu står også danske skisportsudøvere, der var i Ischgl i januar frem og forklarer om en lignende symptomer meget tidligere.

Island har gjort yderst meget for at teste, finde smitteveje og sætte befolkningen i karantæne, derfor havde der ikke været nogle tilfælde i byen Vestmannaøerne på en ø syd for Island, indtil en kamp imellem to hold fra hovedstaden Reykjavik og et hold fra Vestmannaøerne fandt sted. En begivenhed, det har afstedkommet en stor smitte på Vestannaøerne. Selv om myndigheder beder i et væk landenes befolkninger at vise samfundssind, så er det ikke tilfældet med, at alle viser dette samfundssind. Det viste sig, at træneren på fodboldholdet i Reykjavík var ramt af corona. Hann nåede at smitte sit eget hold og ligeledes modstanderne. Jeg har selv dyrket sport på et relativt højt niveau. Det er ikke hjernekapaciteten, der plager mange fodboldtrænere/trænere og fodboldspiller/idrætsudøvere. Se bare nogle af vores hjemlige fodboldidioters fremfærd i samfundet, i Danmark og udenlands. Det drejer sig om både udøvere og bænkespillere. Jeg behøver ikke at nævne nogle navne, de sørger selv for underholdningen.

Maj-Britt Kent Hansen, Kim Houmøller og Per Torbensen anbefalede denne kommentar