Baggrund
Læsetid: 6 min.

Ti procent af det russiske BNP kommer fra arktiske projekter. Det mærker rensdyrhyrden Anatolij Vandymov

Den russiske regering vil skrue op for den industrielle produktion i Arktis og udleve drømmen om national stolthed og vækst i nord. Mere end ti procent af det samlede russiske BNP kommer fra arktiske projekter, men samtidig trues lokalbefolkning og klima, mener kritikere
Halvøen Jamal i Sibirien rummer nogle af verdens største gasreserver, der udvindes af mastodont-anlægget Sabetta.

Halvøen Jamal i Sibirien rummer nogle af verdens største gasreserver, der udvindes af mastodont-anlægget Sabetta.

Maxim Zmeyev

Udland
11. marts 2020

»Tidligere spiste vi økologisk mad fra naturen: fisk, bær og rødder. Det er en del af den måde, vi altid har levet på. Men det går ikke mere. Vores floder er forurenet af for meget spildevand og industriaffald,« siger 35-årige Anatolij Vandymov.

Han er en del af det oprindelige Khanty-folk og bor med sin familie i Khanty-Mansijskij-regionen i Vestsibirien, hvor han har en mindre rensdyrflok. Sammen med andre Khanty-medlemmer har han i årevis kæmpet mod det lokale olieselskab Surgutneftegas, blandt andet i forhold til miljøproblemer ved Numtosøen.

Og nu vil den russiske regering skrue yderligere op for produktionstempoet i russiske Arktis og udleve drømmen om national stolthed og vækst i nord.

Kort før nytår fremlagde regeringen en ny Arktis-strategi, der sætter kursen for de næste 15 år og indeholder vidtrækkende industrialiseringsplaner. I forvejen har området oplevet et produktionsboom de sidste år, og mens den russiske stat satser stærkt på mere vækst, er andre heriblandt Anatolij Vandymov og det oprindelige Khanty-folk kritiske over for det industrielle vokseværk.

Et glemt folk

I Rusland er der registreret over 40 folkeslag i de nordlige områder, spredt fra samerne i Murmansk i vest til aleuterne på Kamtjatka i øst. Under Sovjetunionen blev de fleste sendt i de fattige kollektivlandbrug for at bidrage til det socialistiske projekt. I dag er det industrien, der truer deres eksistensvilkår.

Således vidner flere sager om virksomheder, der rykker ind på hyrdernes græsgange. Det har man også oplevet i Khanty-Mansijskij.

»Der er kommet flere paskontroller, og der bygges hegn og rørledninger. De områder, vi kan bevæge os på, bliver mindre. Jeg synes, det værste er, at vi ikke bliver hørt,« siger Anatolij Vandymov.

Khanty-folket indledte sidste år et samarbejde med den nordcanadiske organisation Tiny House Warriors, der ligeledes kæmper med olieforurening på deres jord. I Rusland var Khanty indtil for nylig repræsenteret af paraplyorganisationen Centre for Support of Indigenous Peoples of the North, der i november blev forbudt af Moskvas byret.

Officielt var begrundelsen sjusk med papirarbejdet, men langtfra alle tror på den forklaring. I stedet peger flere organisationer på, at beslutningen blev taget for at rydde interne kritikere af banen og skabe frit politisk manøvrerum, når landet næste år overtager formandskabet i Arktisk Råd.

Landets gyldne billet

Hvorfor er Ruslands polarregion så vigtig? Historisk set har landets magthavere altid haft øje på området i nord. For tsarerne betød Arktis således pelshandel og geopolitiske muligheder, og for det sovjetiske styre industri og fangelejre. I 1960’erne tog udviklingen fart, idet man for alvor kortlagde olie- og gasdepoter, og landets industrielle visioner rykkede sammen med tusindvis af sovjetborgere mod nord.

Den udvikling samlede præsident Putin op på, da 1990’erne og en økonomisk kaostid var overstået. Og i de seneste år er det gået stærkt, især inden for gas. Halvøen Jamal rummer en af verdens største reserver, der udvindes af mastodont-anlægget Sabetta samt et kommende anlæg ved nabohalvøen Gydan.

I alt produceres mere end ti procent af det samlede russiske BNP via arktiske projekter, og styret håber at forstærke trenden ved at tilbyde udvalgte brancher massive skattelettelser i år. Det vil blandt andet betyde et boost til petrokemiske virksomheder, som producerer plastik.

Også militært er området blevet et centralt aktiv. Rusland har gennem de seneste år oprustet markant, både når det kommer til ubåde og luftbaser. De har fordelen ved en utrolig kort afstand til USA, hvilket tilmed gælder for deres nye missiler, som kan flyve hurtigere og længere end før.

Nye fabrikker og gamle hospitaler

Arktis-investeringerne har også skabt åbninger ud mod omverdenen. Rusland har etableret partnerskaber med Kina, Frankrig og Tyskland. Og under Ukraine-konflikten og den økonomiske krisetid har det fjerne nord stået som landets stabile fremskridtsfaktor. I hvert fald på nationalt plan.

For selv om den sovjetiske industritrang skinner igennem hos det russiske styre i dag, er der sket et politisk skifte i regionen, mener Alla Bolotova, der er postdoc på Helsinki Universitet:

»Statens tankegang er stadig, at Arktis er et vildt sted, der skal erobres for at skabe fremgang for landet. Men under Sovjetunionen blev industrialiseringen fulgt op af sociale projekter for dem, der boede i området. En udbredt holdning blandt disse beboere i dag er, at al opmærksomhed er rettet mod, hvordan man får ressourcerne op af jorden, og mindre på, hvordan man skaber gode samfund,« siger Alla Bolotova, der kommer fra Murmansk og har arbejdet som antropolog i området.

Mens industrien er blevet opgraderet, har flere lokalområder således oplevet besparelser i den offentlige sektor. De er gået ud over sundhedssystemet. Gennem de seneste år er en lang række sundhedsklinikker lukket, hvilket betyder, at gravide kvinder visse steder skal køre 170 kilometer for at få assistance fra en jordemoder.

Sår i jorden

Generelt er befolkningstallet i de russiske nordregioner dalende. Det er især kvinder og unge, der forlader området: kvinderne, fordi der er for lidt gang i erhvervene uden for tungindustrien, de unge, fordi kulturtilbuddene er så få. Det skaber to fremtidsscenarier for det russiske nord, vurderer Alla Bolotova:

»Man kan styrke livet for de permanent bosatte familier, så det bliver rarere at leve deroppe. Men vi ser også, for eksempel i regioner som Jamalo-Nenetskij, at olie- og gasfirmaer skifter til midlertidige arbejdere, som kommer i en periode og rejser hjem, når deres kontrakt udløber. Det skaber nogle andre, mere rodløse samfund, hvilket lokalbefolkningerne frygter.«

Og uden for byerne forandrer landskabet og vejret sig, fortæller Anatolij Vandymov.

»Vores vintre har altid ligget under 40 minusgrader. Nu er det helt forskruet: minus 30 den ene dag og regn den anden. Det er blevet farligt at gå ud på marsken, fordi der er så mudret, og når det så lige pludselig fryser igen, kan dyrene ikke komme ned til maden,« siger han.

Temperaturen stiger 2,5 gange hurtigere i Rusland end gennemsnittet for resten af verden, fortalte en russisk udsending sidste år på FN’s Generalforsamling, og indsatser mod klimaforandringer og ekstremt vejr fylder stadig mere på den nationale dagsorden.

Alligevel lover den nye Arktis-strategi en massiv industriel udbygning. På tværs af de 5.000 kilometer skov, by og tundra vil man forstørre jernbanenettet, og fire lufthavne skal have en grundig opgradering.

Ifølge Sigurd Enge, der er Arktis-ekspert hos den norske miljøorganisation Bellona, er tundraudgravninger til jernbaner, industrianlæg og miner bekymrende:

»Der er smeltet permafrost i de øverste lag, så man skal grave langt ned. Det skaber lange ’sår’ i jorden, og vi ved, at metanudslip herfra er med til at forstærke den globale opvarmning,« siger Sigurd Enge.

Ude på havet er der andre udfordringer. De kommer i form af brun sne:

»Fragtskibe, der sejler på den nordlige sørute, udleder sod, og det sætter sig på isen, som så smelter hurtigere,« siger Sigurd Enge.

På ordre fra præsident Putin skal søruten, der går langs den russiske nordkyst, forberedes til at tage imod 80 millioner ton gods i år 2024 – en tredobling i forhold til i dag. Derfor graver man dybe sejlrender – for eksempel ved Obbugten – og for at sikre bredden i havvejene vil det statsejede atomagentur, Rosatom, bygge store isbrydere.

Ikke kun et russisk ansvar

I nogle virksomheder tager man ansvar for, at isen smelter. Det russiske rederi Sovcomflot er for eksempel begyndt at omlægge deres transport til gasdrevne skibe, der ikke udleder sod eller svovl. Nogle virksomheder har helt boykottet ruten, for eksempel Nike, danske Bestseller og fragtfirmaer som CMA CGM og Hapag-Lloyd.

Men så længe der er kunder, som efterspørger billig russisk olie og gas, vil de klimaskadelige aktiviteter fortsætte, mener lektor fra Moskva Higher School of Economics Georgij Safonov, der bl.a. nævner det franske olieselskab Total, som ejer 20 procent af Sabetta-anlægget:

»Europæiske virksomheder agerer måske klimavenlige i deres egne lande, men de fortsætter deres aktiviteter i den russiske energiindustri. EU kunne indføre skatter, der afspejlede omkostningerne ved oliefremstilling i Rusland og servicer som skibstransport. Desværre er man meget tilbageholdende på det punkt. Og etiske argumenter om økosystemer preller fuldstændig af på vores pragmatiske og kyniske regering,« siger Georgij Safonov.

I Vestsibirien har Anatolij Vandymov i årevis forsøgt at råbe lokale oliefirmaer op i forhold til forurening og klimaforandringer på hans jord. Og selv om responsen i langt de fleste tilfælde er tom retorik, håber han alligevel på en konkret forandring:

»De siger, at olie er jordens blod. Efter at have set, hvad der er sket med vores land, kan jeg kun give dem ret,« siger Anatolij Vandymov og fortsætter: »Jeg tror ikke, vi kan bremse udviklingen, vi bliver bare nødt til at tænke over at gøre den bedre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her