Læsetid: 8 min.

Tysk sociolog: »Hvornår tør en politiker sige: Okay, nu er kurven flad nok«

Staternes massive indgreb under coronakrisen betyder ikke, at politikken atter har overtaget styringen. Staterne er tværtimod drevet af panik, gæld og mistillid, mener den tyske sociologiprofessor Wolfgang Streeck. Han kritiserer, at regeringer sætter økonomien helt i stå, uden at det bliver debatteret, om det er det rigtige at gøre
Skadestuen på hospitalet i Essen, der har specialiseret sig i at tage imod patienter, der er smittet med coronavirus.

Skadestuen på hospitalet i Essen, der har specialiseret sig i at tage imod patienter, der er smittet med coronavirus.

Marcel Kusch/Ritzau Scanpix

25. marts 2020

»2.500 døde. Om dagen! Alene i Tyskland!«

På få minutter har den venstreorienterede sociologiprofessor Wolfgang Streeck talt sig op i det røde felt, da Information fanger ham over skype fra Köln, hvor han har været leder af det samfundsvidenskabelige Max Planck Institut igennem to årtier.

»Der dør i snit omring 2.500 mennesker her i landet på en helt normal gennemsnitsdag uden corona.«

For tiden er det epidemiologerne, der har mikrofonen i medierne. Alligevel er det rimeligt at sætte de tal, som vi hele tiden hører, i perspektiv, mener Wolfgang Streeck. Han sidder på sit kontor, men for en sikkerheds skyld understreger han, at han altså er alene.

»Coronatallene er voldsomme, og det er voldsomt for de ramte. Men vi oplever jo ikke en massedød, hvor folk falder om på gaden som under den sorte død i middelalderen. Alligevel er det vores indtryk, fordi regeringerne godt ved, at de ved næste valg vil blive målt på, hvor effektivt de kan inddæmme virussen og holde dødstallene nede.«

Uheldige billeder

Wolfgang Streeck er selv 73 år, og egentlig skulle vi snakke om den akutte økonomiske krise og den demokratiske kapitalismes krise, som han blandt andet har beskrevet den i sit pessimistiske værk Gekaufte Zeit – Die vertagte Krise des demokratischen Kapitalismus (På lånt tid – den demokratiske kapitalismes udskudte krise) fra 2013 og i How Will Capitalism End? (Hvordan vil kapitalismen ende?) fra 2016.

Men først skal Streeck af med sin frustration – blandt andet over de europæiske regeringer, deres panik og håndtering af krisen, som uden forudgående debat sætter økonomien helt i stå.

»Alle skal reddes: de gamle, de svage. Det er svært at indvende noget imod. Men nøgternt betragtet står vi i en situation, hvor statslederne er bange for folkets reaktion,« siger han.

»Det skal lykkes at holde kurven tilpas flad, så der ikke opstår uheldige billeder fra et sundhedsvæsen, som i store dele af den vestlige verden har trimmet og beskåret og ’optimeret’ i den neoliberale ære – selv om vi allerede ved den første SARS-epidemi fik en advarsel om, at den her slags epidemier stadig forekommer.«

I sin talestrøm nævner Streeck en passant, at der alene i trafikken dør 3.500 mennesker i Tyskland og 25.000 i Europa om året. Under coronakrisen vil de tal selvsagt rasle nedad.

»Hvis vi permanent sænkede fartgrænserne til det halve, ville der være en masse sygehuspladser fri. Men trafikdrabene er en pris, som vi politisk har valgt at leve med i vores højhastighedssamfund. Fartgrænserne ses som en frihed for borgerne,« siger Wolfgang Streeck.

Al politik handler således om pragmatiske afvejninger.

»Derfor skal vi være uhyre forsigtige med absolutte målestokke – moralsk og politisk. Men regeringsapparaterne er jo ikke bare styret af medicinfaglige eksperter, men også af spindoktorer, der kender spillet i medierne og folkestemningen til punkt og prikke. Derfor oplevede vi for nylig også, hvordan Merkel den ene dag lignede en bogholder, der læste smittetal op, for den næste dag pludselig at holde sit livs første ’blod, sved og tårer’-tale til nationen. Den tale skulle bare hamle op med taler som Macrons om, at vi er i krig mod en usynlig fjende.«

Usolidariske umennesker

– Hvor ser du de absolutte målestokke?

»Jamen, epidemiologerne siger jo, at vi måske skal sætte samfundet i stå i månedsvis. Men hvor hårdt vil staterne gennemtvinge udgangsforbud, når foråret kommer, og folk er på randen af sammenbrud og skilsmisse i deres lejligheder? Hvor høj skal arbejdsløsheden og eksplosionen i statsgælden blive, før regeringerne ikke længere tør holde samfundet lukket? Hvornår tør nogen politiker sige: Okay, nu er kurven flad nok.«

Wolfgang trækker skuldrene op om ørerne.

»Dilemmaet mellem epidemiologi og økonomi vil tilspidses dag for dag, og det vil bringe vores politikere i nye kvaler. Vi kender langt fra alle bivirkningerne af nedlukningen endnu. Men der er opstået en moralsk stemning, hvor det kun er usolidariske umennesker, der tager det med i købet, at 73-årige som mig kunne dø af det, hvis bare dele af samfundslivet fortsætter.«

– Der er mange, der ser coronakrisen som skræddersyet til totalitære systemer …

»Måske. At Kina skulle være den systemiske vinder af coronakrisen er i mine øjne alt for tidligt at sige. Men det er berettiget at spørge: Vil vores demokratier på sigt være regerbare med den slags kriser for øje? Og hvordan skal vi reagere ved næste krise eller epidemi?«

Med lynets hast opremser han finanskrisen, eurokrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og nu coronakrisen. Men han holder det også for intellektuelt uredeligt at sidde og gætte på, hvad der sker om en eller tre eller fem måneder.

»Et godt bud er, at vi snart vil opleve endnu en krise, om det så er en muteret virus eller et sammenbrud i banksystemet, når det viser sig, hvor lidt af statsgælden, bankerne er i stand til at hente tilbage. Måske vil vi se statsbankerotter – selv uden corona har et land som Italien i årevis været på vej derned, og det kan være enden på euroen.«

Slukke ildebranden

Det er spekulationer, medgiver han. Sikkert er det derimod, at vi står i en historisk udbuds- og efterspørgselskrise, der vil give et voldsomt økonomisk dyk.

»Vi ved ikke, hvad der sker, når vi sætter hele maskinen i stå,« siger Streeck – og sætter så straks spørgsmålstegn ved sin egen metafor.

»Billedet med maskinen antyder, at den kan startes ubeskadiget op igen, men det aner vi ikke. Til gengæld ser vi allerede bølger af konkurser og arbejdsløshed – og paniske udsalg på finansmarkederne.«

Som modtræk har først den amerikanske centralbank FED og derefter dens europæiske fætter, ECB, trykt billioner af kroner, som nu skal pumpes ud i systemet ved at opkøbe gæld, gæld og mere gæld fra både stater og private.

»Her er coronakrisen et komplet uforudsigeligt, men alligevel logisk højdepunkt på en panisk kapitalisme – en kapitalisme uden renter, uden vækst, og snart også uden tillid,« siger Streeck.

»Alle snakker om helikopterpenge for tiden. Rent teknisk kan det slukke noget af ildebranden, selv om mange sikkert vil bruge pengene til at afbetale gæld med frem for mere forbrug, når de altså kan forbruge igen. Men et koncept som helikopterpenge er gift for tilliden til pengesystemet.«

En stat for de rige

På dette område er Wolfgang Streeck på hjemmebane. I værket Gekaufte Zeit har han beskrevet, hvordan kapitalismen siden 1970’erne egentlig bare har købt tid til at holde sig selv kørende: Dengang begyndte efterkrigstidens statsligt regulerede kapitalisme at gå op i limningen, og staterne begyndte at optage enorme statslån og deregulere kreditmarkederne. Det holdt væksten oppe, men samtidig eksploderede statsgælden.

I 1980’erne begyndte brandudsalget af offentlig ejendom og infrastruktur, mens staterne parerede afindustrialiseringen og arbejdsløsheden med skattelettelser – altså for de velhavende. Og den offentlige gæld – den steg yderligere.

Herpå fulgte dereguleringen af kapitalmarkederne og den stærke private gældsætning, som mundede ud i finanskrisen i 2008, hvor finansindustrien måtte reddes af staterne. Altså for borgernes penge, påpeger Streeck.

Siden da har centralbankerne pumpet billionbeløb ud for at holde staterne flydende. Den globale gæld, som ved årsskiftet rundede 320 procent af det globale BNP, forskydes stadig mere fra det private til offentlige niveau – og med de nye gigaprogrammer fra centralbankerne eksploderer den atter.

Men er staten så tilbage som den helt afgørende aktør nu, som den var det i krisen i 1930’erne?

Det mener Wolfgang Streeck ikke.

»Staten har været der hele tiden, men i en slagen rolle. Liberalismen foregøgler statsfjendtlighed, men den har altid haft brug for en stærk stat for at holde fagforeningerne nede og finansindustrien oppe. De vanvittige summer, der florerer i de globale kreditter, findes kun, fordi bankerne stoler på, at staterne og centralbankerne rager kastanjerne ud af ilden for dem, hvis lokummet brænder.«

Rædselsslagne eliter

I den nuværende krise stiger staternes gældsbyrde altså igen. Det kan de groft sagt modgå på to måder: De kan inddrive skatter fra de rige eller optage gæld ved at låne – af de rige, mener Streeck.

»De rige reagerer ikke overraskende ved at kræve renter og udbytte af det, de har investeret. En forgældet stat er et paradis for velhavende, der har penge at investere, mens dem uden mulighed for at investere skal være med til at betale afkastene, som ryger til dem, der i forvejen havde nok.«

Streeck griner lettere opgivende.

»Det er interessant her i coronakrisen: at både de politiske og finansielle eliter er rædselsslagne for udviklingen. Millioner af selvstændige og prekært ansatte er på røven og skal på en eller anden måde fodres af, så de ikke bliver til et politisk problem. Det bliver de så foreløbigt. Men beslutningstagerne er med rette bange for, at den politiske konsensus i samfundet og tilliden til finanssystemet går tabt. Det var virkeligt tæt på i finanskrisen, og med kriserne siden da har vi oplevet flere og flere diffuse oprør fra de såkaldte populister.«

Dyster dom

Det lyder som en ekstremt dyster dom fra en desillusioneret socialist. Men det behøver ikke ende sort.

»Jeg tror, at vi står i et sted i historien, der kan udløse muligheder som ved sammenbruddet op til 1933, hvor Roosevelt holdt sin New Deal-tale, eller op til 1944, hvor der med baggrund i Keynes’ tanker blev udtænkt et nyt økonomisk system, som gjorde det muligt at forene international frihandel med nationalt demokrati,« siger sociologen.

»Før vi spørger til, hvordan det samfund bør se ud, må vi desværre spørge, hvilke politiske kræfter der kunne være i nærheden af at gennemføre dette skifte. Vi lever i en gennemglobaliseret verden, hvor vores systemer og markeder i høj grad er selvkørende og afkoblet det politiske. Vi har skabt strukturer uden sikringer, strukturer, som bryder sammen ved selv korte afbrydelser. Det gælder finansmarkederne, det gælder just-in-time-leverancekæderne, og mere konkret gælder det også millioner af soloselvstændige og prekært ansatte,« mener Streeck.

»Så jeg kan ikke se, hvem der skulle lede det skifte politisk. Trump? Eller von der Leyen,« spørger han med endnu et opgivende grin.

»Jeg ser det som strengt nødvendigt, at vi skaber et system, hvor der endelig genskabes tillid og ro i vores samfund, der er plaget af kriser og angst, og hvor kapitalismen efterhånden er blottet for værdier.«

Før vi begge trykker på den røde skypeafbryderknap, understreger den 73-årige Streeck, at han trods coronaen ikke er synderligt bekymret for sin egen generation, men langt mere for sine børnebørns generation.

»Klimaspørgsmålet er en enorm udfordring i sig selv. Men jeg tvivler lige så meget på, om de kommer til at leve i en bare relativt stabil verden, der er demokratisk regerbar – i en politisk organiseret republik med relativt sikker velstand for alle.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Borchorst
  • Eric Philipp
  • Estermarie Mandelquist
  • Olaf Tehrani
  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • Anders Reinholdt
  • Rasmus Knus
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Munk
  • Torben K L Jensen
  • Jeppe Larsen
  • Stig Bøg
  • Gert Romme
  • Carsten Mortensen
  • Carsten Svendsen
  • Ole Frank
  • Hanne Utoft
  • Finn Jakobsen
  • Johnny Christiansen
Frank Borchorst, Eric Philipp, Estermarie Mandelquist, Olaf Tehrani, Katrine Damm, Christian Mondrup, Anders Reinholdt, Rasmus Knus, Søren Peter Langkjær Bojsen, Jakob Trägårdh, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Jeppe Larsen, Stig Bøg, Gert Romme, Carsten Mortensen, Carsten Svendsen, Ole Frank, Hanne Utoft, Finn Jakobsen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Staten har været der hele tiden, men i en slagen rolle. Liberalismen foregøgler statsfjendtlighed, men den har altid haft brug for en stærk stat for at holde fagforeningerne nede og finansindustrien oppe. De vanvittige summer, der florerer i de globale kreditter, findes kun, fordi bankerne stoler på, at staterne og centralbankerne rager kastanjerne ud af ilden for dem, hvis lokummet brænder.«"

Udmærket skitsering af neoliberalismens stærkt problematiske kapring af samfundsøkonomierne.

Estermarie Mandelquist, Per Selmer, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Gert Romme og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig kan man ikke lade stå til med denne krise. Men Wolfgang Streeck har jo ganske ret, og han siger præcis det rigtige. Politikerne er allerede igang med den næste valgkamp, og her er corona-initiativerne mægtige parametre, der kan udnyttes til en art populisme. - Altså samtidig med muligheden for at lave særlove, der undergraver borgernes rettigheder, og giver politikerne videregående rettigheder.

Corona-virus eller ej - 2.500 borgere dør allerede hver dag i Forbundsrepublikken, gør Wolfgang Streeck opmærksom på. Til sammenligning døde der 55.232 personer i Danmark sidste år eller rundt 4.600 om måneden, og på 1½ måned er 32 mennesker døde i Danmark af corona.

Og 2.500 dør i trafikken i Forbundsrepublikken hvert år. siger Wolfgang Streeck, men tilføjer, at blot ved at sænke fartgrænserne kan dette tragiske antal halveres. I Danmark dræbte trafikken 175 mennesker i 2017, altså kan man, alt-andet-lige, redde 7-8 menneskeliv hver måned, hvis samme politikere ville gøre en aktiv indsats.

Og egentlig kan man blive ved med corona-sammenligningerne i det uendelige. - Dræbte i arbejdsulykker. - Dræbte af tobaksmisbrug. - Dræbte af luftforurening. - Ja selv dræbte som følge af støj. Der er faktisk mange muligheder for politiske initiativer.

Og omkring økonomien redder politikerne egentlig kun spekulanter og deres kommercielle omgivelser. For ser man på aktiverne, altså huse - også dit hus, produktionsanlæg, lagre af produkter og så videre, så kan de være fuld indtakte efter corona-krisen, og alligevel måske kun have den halve værdi. Men hvis dit hus kun er det halve værd efter krisen, tror du så på, at regeringen også vil holde dig skadesløs overfor dine långivere?

Og hvem er det egentlig, der skal betale, når politikerne vil redde spekulanter? Man taler jo ikke om lån men om direkte økonomisk støtte, derfor er det i hvert hverken spekulanterne eller politikerne, der skal betale.
- Det er faktisk dig, der skal betale for aktionær-festen.
- Det er dit hus, der måske halveres i værdi, samtidig med du skal betale af på det fulde lån.
- Det er dine pensions-penge, der reduceres i værdi.
- Det er muligvis dig, der bliver langtidsarbejdsløs.
- Men det er i hvert fald dig der går radikalt ned i købekraft.

Tænk over det. . .

Hasse Poulsen, Estermarie Mandelquist, Per Selmer, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Ron Levy, Carsten Svendsen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Jeppe Larsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Gert Romme, tak for anvendelsen af udtrykket 'langtidsarbejdsløs' i stedet for det nysproglige demagogitrick; langtidsledig.

Carsten Svendsen

Hvor beklageligt det end må være for de ramte, så kan det måske være meget sundt, at flere finder ud af, at arbejdsløshed kan have andre årsager end dovenskab.

Torben K L Jensen

Jeg ser Fugl Føniks begynde at træne vinger - en gammel anarkist ser revolutionære tider komme.

Jeppe Lindholm

"Okay, nu er kurven flad nok"

Lige nu holder oppositionen total "Funkstille". Men så snart Mette Frederiksen har udmeldt ovenstående, og dermed taget ansvaret derfor, vælter "løve" kommentarene frem fra Venstre, De Konservative og andre der lige nu holder kæft for at det ikke senere kan blive brugt imod dem.

- Jo Venstre er sande Løver. Løve unger.

Lars Kristensen

En af de ændringer der skal gøre økonomisk i vort samfund efter denne økonomiske krise, det er at erhvervslivet - hele erhvervslivet, kommer til at betale 8% krisebidrag af deres omsætning og ikke af deres overskud, ligesom den almindelige lønarbejder beraler arbejdsmarkedsbidrag på 8% af bruttoindkomsten. Den selvstændige skal herefter ikke længere betale AM-skat.

Erhvervsbeskatningen skal fortsat være den samme og ikke nedsættes, dersom den ikke også ryger over og bliver til en omsætningsskat i stedet for.

En omsætningsskat vil være langt bedre at foretrække end den nuværende erhvervsbeskatning der alene kun sker af overskuddet i en virksomhed. Omsætningsskatten er faktisk en skat der også betales af en virksomheds overskud og faktisk også af virksomhedens underskud, således at multinationale selskaber tilligemed også kommer til at betale skat.

Når og hvis en omsætningsskat (ikke moms) bliver etableret, kan momsen nedsættes og om muligt helt fjernes, Når det sker, vil der ikke være mulighed for at svindle med moms.

En omsætningsskat kan kræves at skulle indbetalt senest 2. dagen efter omsætningsdagen. På den måde kan en virksomhed ikke bede om henstand for betaling af skat, da virksomheden faktisk har haft en omsætning og dermed fået et faktisk beløb indbetalt.

Jens Ole Mortensen

God artikel .
»Jeg tror, at vi står i et sted i historien, der kan udløse muligheder som ved sammenbruddet op til 1933, hvor Roosevelt holdt sin New Deal-tale, eller op til 1944, hvor der med baggrund i Keynes’ tanker blev udtænkt et nyt økonomisk system, som gjorde det muligt at forene international frihandel med nationalt demokrati,« siger sociologen.
Lad os håbe på en New Deal igen. For der er hverken meget demokrati eller frihed med det finansielle system vi , i dag har.

Henning Kjær

Er det så svært?
Kurven er flad nok, når hospitalerne/sundhedsvæsnets behandlingskapasitet svarer til antallet af nye indlæggelser, så ingen/få dør af mangel på behandling.

Jeppe Lindholm

Lad os se, hvordan tallene omkring dødsfald ser ud rundt i Europa inkl. Danmark og Tyskland om 14 dage. For 14 dage siden var der ikke mange i hverken Italien eller Spanien. Nu dør mennesker i hundredevis dagligt i de to lande.

Lasse Enevoldsen

Nå, skulle lige til at skrive det samme som Henning Kjær fik skrevet.

Glimrende artikel, med tankevækkende vinkler. Men for at svare på selve overskriften, ja så er kurven jo flad nok, når antallet af svære tilfælde der kræver respirator ikke længere overstiger antallet af respiratorer. Det kan man naturligvis aldrig præcist forudsige, men det kan modelleres tilpas godt.

Den er jo sådan set kun to reelle sundhedsfaglige grunde til at samfundet lukkes ned på den måde som nu er blevet:
1. At flade smittekurven ud over tid, så vi ikke løber tør for respiratorer til dem der får behov for det.
2. At forsøge at udskyde gamle og svages smitte til der er en vaccine klar.

punkt nr. 2 bliver nok svært, i og med at der næppe er fungerende vaccine klar førend 2021. For at tackle det, kunne man i stedet satse på flok-immunitet, for det kunne organiseres med den rette indsats til at gå temmelig stærkt. Og det ville nok i virkeligheden være den hurtigste og bedste hjælp man kunne give svage og gamle.