Weinstein-sagen viser os på ny, at voldtægtsdebatten er fuld af myter, som ikke holder

Han støttede sig til sin rollator, filmmogulen Harvey Weinstein, da han mandag den 24. februar gik ind i retssalen på Manhattan i New York. Retssagen mod ham havde stået på i flere uger. En række kvinder var stået frem og havde fortalt, hvordan han havde udsat dem for seksuelle overgreb.

Nu blev han kendt skyldig i to af i alt fem anklagepunkter.

Sagen endte som en sejr for #Metoo-bevægelsen. Men forløbet har også sat fokus på, hvordan ofre reagerer under en voldtægt. Og ikke mindst har det været en øjenåbner for, hvordan andre – både mennesker i almindelighed og højtuddannede forsvarere – tror, at ofre for voldtægt reagerer og handler.

Da sagen stadig rullede, var en af Weinsteins forsvarere, Donna Rotunno, gæst i The New York Times’ radioprogram The Daily. Hun har flere gange vakt opsigt, men i denne episode gjorde hun det i helt særlig grad.

Da interviewet var ved at være slut, sagde journalist Megan Twohey, som er en af dem, der har gravet Weinstein-sagen frem, at hun havde et sidste spørgsmål: Havde Donna Rotunno nogensinde selv været udsat for et seksuelt overgreb?

»Det har jeg ikke,« svarede forsvarsadvokaten.

»Jeg ville aldrig sætte mig selv i den position.«

Med de ni ord bidrog hun på mange måder til at opretholde en af de myter, der findes om voldtægtsofre.

Herhjemme har vi for nylig kunnet lytte til en episode af P1’s program Søndagsfrokosten, hvor gæsterne diskuterede en kvindes beretning om en voldtægt i forbindelse med en større debat om voldtægtslovgivning.

På et tidspunkt ytrede en af gæsterne, at hvis man er en barsk person, »kommer du ikke ud for det«. Det er senere blevet undskyldt, og P1 har ekstraordinært taget programmet ned.

Men hvad siger forskningen egentlig om ofre for voldtægt og voldtægtsforsøg, som ifølge en ny opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd alene i Danmark talte flere end 6.700 i 2019?

Kender ofte gerningsperson

En af dem, der satte sig i vidnesskranken som ekspert under Weinstein-sagen, var Barbara Ziv. Hun sad der ikke, fordi hun kendte til sagen specifikt, men fordi hun i kraft af sit hverv som retsmedicinsk psykiater har indgående kendskab til voldtægtssager generelt.

Hun havde til opgave at oplyse juryen om de myter, der hersker i forhold til denne type forbrydelser – eksempelvis at overgrebene bliver begået af en komplet fremmed. Forskning viser nemlig, at ofrene i de fleste tilfælde kender overgrebspersonen.

Det var noget af det samme, antropolog Katrine Bindesbøl Holm Johansen kom frem til i sin ph.d.-afhandling, hvor hun interviewede over 80 unge fra forskellige ungdomsuddannelser om sex og uønskede seksuelle erfaringer.

Et andet interessant aspekt, hun kom frem til, var, at flere af de unge kvinder, som havde været udsat for voldtægt, havde forsøgt sig med høflige afvisninger til at begynde med. For eksempel ved at fjerne en hånd, sige, at de ikke havde lyst, eller komme med undskyldninger som for eksempel at sige, at de havde menstruation.

»De her undskyldninger eller normative afvisninger, opfatter vi i samfundet som gode, fordi de tager hensyn til den anden parts følelser. Man har ikke lyst til med vilje at gøre andre ondt,« siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

I den proces kan man blive overrumplet, fordi det ikke er forventeligt, at en anden person opfører sig grænseoverskridende, og at de afvisninger, der normalt virker, pludselig ikke gør.

»Man har jo udvist tillid til vedkommende, man kender ham og har et godt indtryk af ham, og derfor kan det være svært at vide, hvordan man skal reagere,« siger hun.

Men det handler også om magt, som sagen om Weinstein viser. Under en ansættelsessamtale kan det for eksempel være svært at være afvisende, hvis en chef pludselig gør tilnærmelser.

Det forklarer Bodil Maria Pedersen. Hun er lektor emerita på Roskilde Universitet, uddannet psykolog og har forsket i kønsbaseret vold herunder voldtægt ud fra offerets perspektiv. Som del af et forskningsprojekt har hun bl.a. lavet rådgivende terapiforløb og interview med voldtægtsofre på Center for Seksuelle Overgreb.

»Den måde, vi agerer i forhold til hinanden på, er baseret på tillid. Hvis vi ikke gjorde det, kunne vi slet ikke samarbejde. Når man pludselig står i en situation, hvor man ikke kan have tillid, hvordan skal man så forholde sig?« siger Bodil Maria Pedersen.

Hun forklarer, at det kan være umuligt at træffe en rationel beslutning om eksempelvis at sige klart fra, fordi det ikke er en situation, man på nogen måde er trænet i eller har stået i før.

Ansættelsessamtalen er blot et eksempel. Men der er magt i langt de fleste af vores relationer. Det kunne lige så godt være en gymnasiefest, og magtpersonen kunne være klassens smarte fyr. Så bliver spørgsmålet, hvordan man siger fra, uden at det påvirker det sociale liv.

»Mange af de valg, man træffer, som kan virke ulogiske, handler om at tage vare på sig selv, sit eget liv og sin egen fremtid. Det gør alle mennesker hele tiden,« siger Bodil Maria Pedersen.

Flere stivner i situationen

»Hvorfor gjorde du ikke modstand?« er et af de spørgsmål, ofre for seksuelle overgreb kan blive stillet. Nogle forestiller sig, at man under et overfald vil sparke, slå, råbe og skrige. Det er dog langtfra altid normen. Flere oplever at stivne. I yderste konsekvens paralyseres. Denne reaktion har også et navn: tonisk immobilitet.

»Det kan forklares ud fra evolutionen,« siger Jim Hopper, som er psykolog, underviser på Harvard School of Medicine og ofte bliver indkaldt som ekspertvidne i retssager i USA.

»Hvis en tiger har et menneske i sin mund, gør det rigtig ondt, og hvis du bevæger dig, gør det det måske værre. Hvis du stopper med at gøre modstand, gør det også tigerens lyst til at dræbe dig mindre,« siger Jim Hopper og understreger, at ofre kan reagere på samme måde under seksuelle overgreb – også selv om overgrebspersonen ikke har en intention om at slå dig ihjel.

Det kan også ske, at ofret får tunnelsyn, hvor man fokuserer på én ting for dermed at lukke alt andet ude. Der sker konstant en selektering af information i vores hjerner, men når man er under angreb, kan dette blive forstærket. Det ser man et fiktivt eksempel på i tv-serien Mad Men, der handler om den amerikanske reklamebranches storhedstid i 1960’erne.

I anden sæson bliver en af reklamebureauets medarbejdere, Joane, voldtaget af sin forlovede på et af kontorerne. Efter Joane gentagne gange har sagt nej, fortsætter den forlovede, og da han har fået krænget sine bukser af, zoomer Joane og kameraets blik ind på et sofabord, mens den larmende trafik fra gaden overdøver alt andet.

»Nogle gange spørger folk: ’Penetrerede han dig? Brugte han kondom?’, hvortil offeret svarer, at det ved vedkommende ikke. Så kan folk finde på at sige: ’Hvordan i alverden kan du glemme det?’ Jamen det kan vedkommende, fordi hun eller han var fokuseret på sofaen, på trafikstøjen, på et maleri eller noget helt fjerde,« siger Jim Hopper.

Havde Joane fået stillet et lignende spørgsmål i serien, havde hun højst sandsynligt svaret det samme.

Jim Hopper underviser ikke kun på Harvard Universitet. Han underviser også jævnligt både politi og militærfolk. Og faktisk er netop den gruppe god at drage paralleller til, når han skal forklare, hvorfor folk reagerer, som de gør, i ekstremt stressede situationer.

»I militæret ved man godt, at når man er under angreb, har man ikke en masse rationelle tankeprocesser om, hvordan man skal håndtere det. Derfor bliver militærfolk og politi trænet i, hvordan man lader og affyrer våben, hvordan man rømmer en bygning og håndterer et bagholdsangreb – så du har fået tillært dig nogle vaner, du kan falde tilbage på,« siger Jim Hopper.

Hver gang han holder et af disse foredrag eller undervisningsforløb, gentager politifolk ofte det samme igen og igen. De siger, at de i årevis har misforstået voldtægtsofrene. Men at de faktisk kan drage mange paralleller til deres egne oplevelser, fortæller psykologen.

Den perfekte forbrydelse

Det paradoksale er, at de måder, personer, som har været udsat for seksuelle overgreb, kan reagere på, nogle gange ender med at blive brugt mod dem efterfølgende.

»Det sker i mange tilfælde både hos forsvarsadvokater, politibetjente og i offentligheden,« siger Jim Hopper.

»Det er særlig frygteligt, fordi forbrydelsens påvirkning ender med at hjælpe overgrebspersonen med at slippe afsted med det. Det er som den perfekte forbrydelse.«

Ifølge Jim Hopper reagerer folk indimellem på beretninger om voldtægt på den måde, fordi de ikke ved bedre. Andre gange, fordi det kan være overvældende at tage ind – og fordi man ikke ønsker at tro på, at det kan ske for en selv, ens datter, kone eller ven.

Derfor kan de personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, også godt have svært ved at holde fast i det, de har oplevet, i, at det er rigtigt.

Katrine Bindesbøl Holm Johansen fortæller, at en del af de kvinder, hun har interviewet, til at begynde med havde været i tvivl om, hvorvidt de kunne kalde dét, de havde oplevet, for voldtægt. Og så kommer det næste: For hvordan bryder man en relation, hvis overgrebspersonen er en del af vennegruppen? Ens kollega? Kæreste? Eller hvis man simpelthen bare er bange for, at andre ikke vil tro på det, man siger?

Et af stridspunkterne i Weinstein-sagen gik netop på, at kvinderne fortsatte deres personlige og endda intime forhold til filmmageren efter overgrebene. Det blev af forsvarerne udlagt, som om der var tale om samtykke hele vejen igennem. Men også det, forklarede retspsykiater Barbara Ziv, er et velkendt mønster, omend årsagerne er komplekse.

»Selv om et overgreb er enormt skadeligt, tænker flere: ’Jeg kan lægge det bag mig og komme videre med mit liv … Jeg vil ikke have, det skal blive værre. Jeg ville ikke have, at det her individ, som udsatte mig for et seksuelt overgreb, skal ødelægge mit omdømme, fortælle det til folk og ødelægge mine jobmuligheder’,« sagde Barbara Ziv under retssagen.

Det kan næsten virke som en nødvendighed at fortsætte, som om intet var hændt, for at beskytte sin livssituation, forklarer Bodil Maria Pedersen. Blandt øvrige grunde til at holde sin oplevelse for sig selv er frygt for social isolation. Frygten for at blive betragtet som et offer. Frygten for ikke at blive troet på. Frygt for fysiske konsekvenser – hvis man for eksempel er blevet truet. Frygten for bebrejdelse fra omverdenen – det kunne være, at nogle giver udtryk for, at man skulle have ’passet bedre på sig selv’. Og frygten for en lang og ubehagelig juridisk proces, hvis man anmelder sin voldtægt til politiet – hvilket der dog er rigtig mange, som ikke gør.

»Det er sådan nogle reaktioner og situationer efter et overgreb, som for nogle skaber et traume,« siger Bodil Maria Pedersen.

Det kan ske for enhver

Harvey Weinstein blev kendt skyldig i voldtægt og seksuelt overgreb, men frifundet i de mere alvorlige anklager om seksuelle serieovergreb. 23 års fængsel lød straffen, da den blev udmålt onsdag – strafferammen var op til 29 år.

Forsvarer Donna Rotunno har allerede proklameret, at dommen ankes. Midt under retssagen blev Weinstein desuden anklaget for to nye tilfælde af overgreb i Californien. Hvis Weinstein bliver dømt i Los Angeles, kan han komme yderligere 28 år i fængsel.

Efter kendelsen sagde den offentlige anklager på Manhattan, Cyrus Vance, at »dette er en ny virkelighed for mennesker, der har overlevet seksuelle overgreb«. Og mange har givet udtryk for, at sagen har vist, at hele #Metoo-kampen har været værd at kæmpe.

I hvor vid udstrækning dette også kommer til at afspejles i det juridiske system, vil tiden vise. Sagen har sat fokus på nogle af de ting, blandt andre Donna Rotunno – og mange andre – har sagt om, at man som kvinde selv kan vælge at undgå at komme i de situationer. Som psykolog Jim Hopper udtrykker det:

»Til Rotunno vil jeg sige: Godt for hende og andre for den sags skyld, at det ikke er sket for dem. Men det er håbløst at tro, at man kan vælge ikke at blive udsat for et seksuelt overgreb.«