Essay
Læsetid: 10 min.

Adam Tooze: Den normale økonomi, vi kendte fra før, kommer aldrig tilbage

De dramatiske amerikanske ledighedstal viser det: Aldrig har verden befundet sig i et frit økonomisk fald som det nuværende – de gamle økonomiske og politiske spilleregler gælder ikke længere
Allerede ved udgangen af marts var de amerikanske arbejdsløshedstal eksploderet til omkring 13 procent – det højeste, vi har set siden Anden Verdenskrig. Her er vi i Brooklyn, New York, tirsdag, hvor en ngo uddeler mad til nødlidende.

Allerede ved udgangen af marts var de amerikanske arbejdsløshedstal eksploderet til omkring 13 procent – det højeste, vi har set siden Anden Verdenskrig. Her er vi i Brooklyn, New York, tirsdag, hvor en ngo uddeler mad til nødlidende.

Scott Heins

Udland
16. april 2020

Coronakrisens nedlukninger af hele samfund verden over udløste hurtigt en jagt på den rette historiske sammenligning: Var det 1914, 1929, 1941? Som ugerne går, må vi sande, at chokket, der har ramt os, ret beset er uden fortilfælde.

USA’s økonomi er nu i, hvad der ligner frit fald. Hvis den bliver ved at krympe med den nuværende hast, vil BNP om 12 måneder være en tredjedel lavere end ved begyndelsen på 2020. Det er en hastighed for indskrænkningen, der er fire gange større end under den store depression i 1930’erne.

En så hård nødlanding har verden aldrig prøvet før. Der er med andre ord noget helt nyt under solen. Og det er frygtindgydende.

Så sent som for seks uger siden – i begyndelsen af marts – havde USA rekordlave ledighedstal. Allerede ved udgangen af samme måned var de eksploderet til omkring 13 procent – det højeste, vi har set siden Anden Verdenskrig.

Det præcise tal er givetvis endnu højere, for det amerikanske ledighedssystem er ikke gearet til at håndtere så mange ledighedsmeldinger på så kort tid.

Tre torsdage i træk er det officielle antal af ansøgninger om arbejdsløshedsforsikring skudt i vejret fra først 3,3 millioner, så 6,6 millioner og så 6,6 millioner endnu en gang. Denne vækst i ledige svarer ifølge økonomen Justin Wolfers til 0,5 procent om dagen, og nu kan det ikke længere udelukkes, at USA’s samlede ledighed til sommer vil komme op på 30 procent.

Denne dramatisk stigende arbejdsløshed bekræfter, at de vestlige økonomier står over for et langt dybere og langt mere brutalt chok, end de nogensinde tidligere har oplevet. Normale konjunkturcykler begynder i reglen i samfundsøkonomiens mindre stabile sektorer – eksempelvis boligmarked og byggeri.

Eller i den tungeste industri med dens afhængighed af store investeringer. Eller i de industrigrene, som er udsat for hårdest global konkurrence såsom bilindustrien. I alt beskæftiger disse sektorer mindre end en fjerdedel af den amerikanske arbejdsstyrke, men den bratte nedgang her vil uvilkårligt smitte af på resten økonomien.

Coronanedlukningen har også fået øjeblikkelige og fatale konsekvenser for serviceøkonomien – detailhandlen, ejendomshandlen, uddannelsessektoren, underholdningsindustrien, restaurantbranchen – hvor 80 procent af amerikanerne arbejder i dag.

For sektorer som detailhandlen, der i forvejen var hårdt presset af onlinehandel, vil den midlertidige nedlukning i mange tilfælde kunne blive permanent. Adskillige af de butikker, der lukkede ned i begyndelsen af marts, vil aldrig åbne igen. Disse job vil gå permanent tabt, og millioner af amerikanere og deres familier står dermed over for en regulær katastrofe.

Apokalyptisk

Chokket begrænser sig ikke til USA. Mange europæiske økonomier forsøger at afbøde effekterne af det økonomiske tilbageslag ved at yde løntilskud til virksomheder til gengæld for at bevare arbejdspladser, og dette vil da også kunne dæmpe væksten i ledigheden. Men kollapset i den økonomiske aktivitet kan ikke skjules.

Norditalien er ikke blot et rejsemål for luksusturisme; regionen tegner sig for 50 procent af det italienske BNP. Tysklands BNP forudsiges at falde endnu mere end USA’s, trukket yderligere ned af tysk økonomis stærke afhængighed af eksportindtægter.

De seneste prognoser fra OECD er alle som én apokalyptiske. Værst vil det gå ud over Japan, som ellers har været blandt de bedste til at inddæmme virussmitten.

I rige lande har vi i det mindste muligheden for at skønne skadens omfang. Kina var det første land, der lukkede ned – det skete den 23. januar.

De seneste officielle tal angiver en kinesisk ledighed på 6,2 procent, det højeste siden ledighedsstatistikker blev indført i 1990’erne – det var dengang, det kinesiske kommunistparti modstræbende måtte erkende, at arbejdsløshed ikke var et onde, der var forbeholdt den kapitalistiske verden.

Men dette tal er helt åbenlyst en stærk undervurdering af omfanget af Kinas krise. Uofficielt blev formodentlig op mod 250 millioner migrantarbejdere sendt hjem svarende til over en fjerdedel af den kinesiske arbejdsstyrke.

I Indien er det uklart, hvordan man skal opgøre følgeskaderne, efter at premierminister Narendra Modi for nylig brat dekreterede nedlukning for foreløbig 21 dage.

Ud af Indiens arbejdsstyrke på 471 millioner er kun 19 procent dækket af sociale sikringsordninger, mens to tredjedele end ikke har en formel ansættelseskontrakt, og mindst 100 millioner er migrantarbejdere.

Mange af dem er sendt i hovedkulds flugt tilbage til deres hjemlandsbyer. Indien har ikke oplevet noget lignende siden subkontinentets deling i 1947.

De økonomiske konsekvenser af disse umådelige menneskelige dramaer unddrager sig beregning.

Vi efterlades med nøgternt konstaterende, men ikke desto mindre bemærkelsesværdige statistiske forudsigelser: For indeværende år vil verdens nye vækstøkonomier begynde at krympe for første gang, siden nogenlunde pålidelige målinger af BNP blev almindelige efter Anden Verdenskrig.

Dermed er en hel model for global økonomisk udvikling pludselig sat i stå.

Dette sammenbrud er ikke et resultat af en finanskrise, ja, det er ikke engang det direkte resultat af pandemien. Sammenbruddet er resultatet af et bevidst politisk valg, der i sig selv repræsenterer noget radikalt nyt.

Det er lettere, viser det sig, at stoppe en økonomi end at genstarte den. Men de bestræbelser, der nu er sat i værk for at afbøde effekterne, er uden historisk fortilfælde.

I USA er den stimulanspakke, som Kongressen har bevilget, langt den største i fredstid i amerikansk historie. I det hele taget er vi vidner til den største finanspolitiske kraftanstrengelse, der er gennemført siden Anden Verdenskrig.

Dens effekter vil blive mærkbare i den kommende tid. Og det står allerede klart, at denne første runde meget vel kan vise sig utilstrækkelig.

Likviditetsstrøm

En endnu mere presserende opgave er at forhindre nedlukningen i at udvikle sig til en gigantisk finanskrise.

Det hedder sig, at den amerikanske centralbank under den nuværende formand Jerome Powell har valgt at følge den manual, som blev udarbejdet i 2008. Og det stemmer. Dag efter dag kommer der nye programmer til støtte for hvert et hjørne af de finansielle markeder. Forskellen ligger i selve omfanget af centralbankens interventioner.

For at modvirke nedlukningens episke chok har banken mobiliseret en gigantisk strøm af likviditet. Sidst i marts opkøbte centralbanken aktiver i et tempo, der svarer til 90 milliarder dollar om dagen. Centralbanken under forgængeren Ben Bernanke var typisk en måned om at bruge det samme beløb på sådanne opkøb.

Hvert eneste sekund ombytter centralbanken statsobligationer og prioritetslån til en værdi af næsten en million dollar til kontanter. Og om morgenen den 9. april, samme dag som et nyt rædselstal i ledighedsstatistikkerne blev meddelt, bebudede centralbanken, at den ville opkøbe aktiver for yderligere 2.300 milliarder dollar.

Denne enorme og øjeblikkelige redningsaktion har indtil videre forhindret en umiddelbar global finansiel nedsmeltning, men vi står nu over for en langvarig periode, hvor faldende forbrug og faldende investeringer er drivkraft bag en yderligere økonomisk sammentrækning.

73 procent af de amerikanske husstande rapporteres at have lidt indkomsttab i marts. For mange er dette tab katastrofalt og kaster dem ud i akut nød, misligholdelse af gæld og konkurs.

Misligholdelsen af forbrugsgæld vil uden tvivl stige med vedvarende skader på det finansielle system til følge. Udgifter til alt andet end det strengt nødvendige for fortsat drift vil blive udskudt. Benzinforbruget i Europa er faldet med 88 procent. Markedet for biler er stendødt. Bilproducenter over hele Europa og Asien er brændt inde med enorme lagre af usolgte køretøjer.

Jo længere, vi opretholder nedlukningen, jo dybere beskadiges økonomien, og desto langsommere vil det også gå med opsvinget.

I Kina aftager den vante økonomiske aktivitet i alle sektorer. Men med risikoen for et andet og tredje smitteudbrud har ingen den fjerneste anelse om, hvornår eller hvor hurtigt det normale liv vil kunne genoptages.

Uden et dramatisk medicinsk gennembrud i form af en ny vaccine eller en effektiv behandling er det sandsynligt, at begrænsningerne på vores bevægelsesfrihed må fortsætte længe endnu for at undgå en smittespredning, der kommer ud af kontrol. Et langtrukket og tøvende opsving forekommer langt mere sandsynlig på dette tidspunkt end et vitalt V-formet spring tilbage.

Og selv når den nuværende produktion og beskæftigelse er genstartet, vil vi i de kommende år skulle døje med alvorlige økonomiske tømmermænd. Diskussioner om finanspolitiske omkostninger tages sjældent i kampens hede. I en akut krise er det let at blive enige om at bruge penge. Men striden vil snart presse sig på.

Vi har kastet os ud i den største stigning i offentlig gæld nogensinde i fredstid. Lige nu parkerer vi denne gæld på centralbankernes balanceopgørelser. Samme centralbanker vil også kunne holde renten nede, hvilket betyder, at gældsbetalingen ikke bliver ublu.

Men spørgsmålet om, hvordan vi slipper af med gælden, er blevet skudt ud i fremtiden. Ifølge den gængse opfattelse må al gæld i sidste ende tilbagebetales gennem overskud, der skabes gennem skatteforøgelser eller nedskæringer i forbrug.

Historien rummer dog eksempler på mere radikale alternativer.

Det ene ville være at slippe inflationen løs, men hvordan det vil kunne tilrettelægges i lyset af de rådende økonomiske forhold, er ikke åbenlyst.

Et andet ville være ’gældssanering’, et pænere ord for offentlig gældsmisligholdelse (hvilket ikke ville være så drastisk, som det lyder, hvis det alene påvirker gælden på centralbankens konto). Nogle har antydet, at det ville være enklere for centralbankerne at droppe opkøbet af statslig gæld og i stedet blot give regeringer en gigantisk kassekredit.

Og den 9. april var dette da også nøjagtig, hvad Bank of England annoncerede at ville gøre. I praksis vil dette reelt sige, at centralbanken blot trykker penge. At dette overhovedet kan overvejes, og endda under en konservativ regering, er et udtryk for, hvor ekstrem situationen er.

Det er også symptomatisk, at Bank of Englands beslutning hidtil har ført til skuldertræk på de finansielle markeder snarere end til voldsomme protester og paniksalg. Der er ikke mange illusioner tilbage om de akrobatiske manøvrer, alle centralbanker nu er i gang med.

Resignation

Denne resignerede holdning er i det akutte krisebekæmpelsesperspektiv en klar fordel. Men forvent ikke, at roen varer ved. Når låget løftes af, vender de politiske konflikter tilbage, og dette gælder også de forbitrede diskussioner om ’gældsbyrder’ og ’bæredygtighed’. Og i betragtning af omfanget af de allerede akkumulerede økonomiske forpligtelser, må vi forvente, at det bliver grimt.

Det, vi troede, vi vidste om økonomi og finanser, er blevet radikalt omkalfatret. Siden chokket fra finanskrisen i 2008 har der været meget tale om behovet for at operere med radikal usikkerhed – den form for risiko, man ikke kan knytte nogen matematisk sandsynlighed til. Og ret beset kan det at angive en bestemt sandsynlighed da også tilskynde til magelighed og en falsk følelse af at have overblik.

Efter chokkene fra Brexit og Donald Trumps valg blev der talt meget om populismens uforudsigelige politik. Trumps aggressive handelspolitik og eskalering af en geopolitisk rivalisering med Kina rystede de konventionelle antagelser om globaliseringens fremtid.

I 2019 var denne usikkerhed vokset så meget, at det påvirkede investeringerne og skabte risiko for recession. Centralbankerne, der havde troet, at de var på vej til normalisering og afvikling af de dramatiske interventioner efter 2008, blev tvunget til at skifte kurs og genoptage en politik med ultralave renter.

Dette medførte til gengæld megen hændervriden ved udsigten til en ny æra med afhængighed af centralbanker. Ville vi nogensinde vende tilbage til ’normale’ tider med et ophør af markedernes afhængighed af monetær stimulans og med et handels- og erhvervsliv, der ikke blev forstyrret af uforudsigelige valgresultater?

Efter coronaviruspandemien kan sådanne forhåbninger kun opfattes som løjerlige. Vi ved nu, hvordan virkelig radikal usikkerhed ser ud.

En meget stor del af verdens befolkning har oplevet grundlæggende funktioner i deres tilværelse blive voldsomt forstyrret. Ingen af ​​os kan med sikkerhed forudsige, hvornår vi kan vende tilbage til vores tilværelse før coronavirussen. Vi håber nok på, at tingene ’vender tilbage til det normale’. Men hvordan kan vi tro på det?

Når alt kommer til alt, forekom alting normalt så sent som i januar, kun uger før verden blev lukket ned. Hvis radikal usikkerhed tidligere var en teoretisk bekymring, vil den fremover være en altid tilstedeværende trussel. Hver influenzasæson vil blive overvåget med ængstelse. For at blive i de medicinske metaforer: Hvor lang til vil der gå, før vi kan erklære os selv i bedring?

Det er muligt, at vi straks efter nedlukningens ophør vil se et opsving i forbrug. Men hvad er sandsynligheden for, at det vil kunne fastholdes? Den mest åbenlyse reaktion på et chok som det, vi oplever, er tilbageholdenhed.

En af de markante udviklinger siden 2008 har været reduktionen i de amerikanske husholdningers gældsbyrde. Den amerikanske forbruger, den største kilde til efterspørgsel i verdensøkonomien, er blevet markant mere påholdende. Erhvervsinvesteringerne har været svage, og det samme har produktivitetsvæksten. Denne opbremsning var ikke begrænset til Vesten. Også de nye markeder begyndte at vige. Vi kaldte det ’sekulær stagnation’.

Hvis erhvervslivets og husholdningernes reaktion på det hidtil usete coronaviruschok er en flugt til det sikre, vil det kun forstærke stagnationskræfterne.

Hvis det offentlige svar på den gæld, der er akkumuleret som følge af krisen, er flere nedskæringer og besparelser, vil det kun forværre situationen.

Mere mening giver det i stedet at appellere om en mere aktiv og mere visionær regeringsførelse som redskab til at føre verden ud af krisen. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken form den vil tage, og hvilke politiske kræfter der vil kontrollere den.

© Foreign Policy og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
Adam Tooze er britisk-tysk økonomihistoriker og professor på Columbia University.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Man kunne jo også bare blive enige om at afskrive gælden, al gæld og så bygge op forfra og bæredygtigt. Intet produktionsapparat er bombet sønder og sammen, ingen alvorlig nedgang i de menneskelige ressourcer er indtruffet, det er alene smøremidlet, pengene, man har en idé om skal dækkes ind. Hvorfor dog det? Reelt mangler de jo ingen steder. Og det sidste, vi vist skal frygte, er inflation.

Michael Waterstradt, Peter Beck-Lauritzen, Niki Dan Berthelsen, Birte Pedersen, Flemming Berger, Torben Arendal, Kurt Nielsen, Karsten Lundsby, jens rasmussen, Eva Schwanenflügel, Dorte Haun Nielsen, Thomas Barfod, Anina Weber, Arne Albatros Olsen, Jesper Sano Højdal, nils valla, Torben K L Jensen, olivier goulin, Carsten Mortensen, Steen K Petersen, Rolf Andersen, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

"Man kunne jo også bare blive enige om at afskrive gælden, al gæld og så bygge op forfra og bæredygtigt."
Håbet er som bekendt lysegrønt, men mon nu også alle kreditorer, der i den virkelig verden tillidsfuldt har lånt penge ud eller udført arbejde på kredit, synes, at det er en super ide, Hr. Gliese fremturer med igen i dag?

Jørgen Munksgaard, Jan Kauffmann, Per Torbensen, Niki Dan Berthelsen, Michael Friis, Vibeke Wessel og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Hvor jeg dog bare krummer tæer, når folk ikke forstår, at der er stor fordel på privat gæld og staters gæld.

Der er skrevet stolpe op og ned om det her på Information, skrækkeligt når ideologi hæmmer menneskers indsigt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Rigtig mange kreditorer befinder sig allerede hvor Hr. Gliese beskriver.
...og de lever glimrende ☺

Peter Beck-Lauritzen, Birte Pedersen, Torben Arendal, Steffen Gliese og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Dommedag er nær - Vorherre bevares.

Private kreditorer kunne slå en streg over hinandens gæld.
Efterfølgende hænger nogen på gæld ud af landet, som staten i stedet kunne dække.
Dernæst indfører vi en ny valuta og starter forfra.
(nogen vil allerhøjst være lettet for penge) ;-)

Gert Friis Christiansen

Man kan naturligvis sløjfe al gæld. Og til næste år når de samme mennesker har stiftet ny gæld, sløjfer vi også den, og året efter, og året efter ......, Herregud, det er lige før man savner salige Bo Warmings meninger... og så på dronnings fødselsdag!

Anders Mørk, Jørgen Munksgaard, Michael Friis, Vibeke Wessel, Erik Fuglsang og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Anders Jørgensen

"Hvis det offentlige svar på den gæld, der er akkumuleret som følge af krisen, er flere nedskæringer og besparelser, vil det kun forværre situationen".

Siger den tysk-britiske økonom, undskyld var det ikke præcis det vi sagde, at Grækenland skulle gøre da de sad i den økonomiske saks efter 2008. Det er tragisk komisk, at de råd man giver andre ikke gælder en selv, men måske det havde noget at gøre med, at det var de tyske og franske banker som grækerne skyldte pengene.

Jaa.. det er hammer hammer fedt, vi letter nok om lidt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Uanset om debitor er en stat, kommune privatperson, virksomhed, forening o.s.v., så er udgangspunktet vel stadigvæk det samme som altid, at det, man har lånt, betaler man naturligvis tilbage i overensstemmelse med gældsaftalen eller .......?

Anders Mørk, Bent Nørgaard, Per Torbensen, Jørgen Munksgaard, arne tørsleff og Vibeke Wessel anbefalede denne kommentar
Marie Sanne Caroline Malmros

Ok. Det var en lang artikel med økonomitermer.

Vækst er det hellige gral. Og det på trods af at naturen , jorden og økosystemerne tydeligere og tydelige viser at det er ikke vejen frem for menneskeheden.

Vi drukner i stigende grad i forurening, mangel på ressourcer, overbefolkning og en sortere og sorter fremtid, som meget vel kan ende i en alt ødelæggende verdenskrig pga. klimaforandringer.

Det har selv Pentagon med i deres mulige fremtidige senarier indenfor en overskuelig fremtid.

Enorme folkevandringer vil med stor sandsynlighed skabe splid, fattigdom, kultursammenstød og kamp om alt for få ressourcer.

Vi vil alle oplever mindre og mindre købekraft. Fødevare produktionen, som jeg husker det, er faldet ca. 3 % de sidste 10 år. Det er enormt.

Vores børn og børnebørn kan meget vel komme på første parket til "The Big Bang",

.Ja. Det her er en barsk og hård overgang, vi er i gang med nu.. Og ja lad os prøve at milne konsekvenserne så meget så muligt så og så natur mæssigt ansvarligt som muligt. Men det ændre ikke på ,at vi grundlæggende er nødt til, at lægge vores forbrug og livstil om.

Atomkraft, Massage, rengøring, omsorg, oplevelser i den nære natur m.v. kan give mange jobs og måske skulle man også overveje borge løn med den stigende teknolisering.

Indianerne i USA levede i vidt omfang natur mæsigt forsvarligt. Jeg har en ven som er uddannet i elektronik og elsker at finde gamle ting og reparere dem. Men han er i stigende grad frustreret, fordi han kan se, hvordan ting med vilje er lavet , så de ikke kan repareres. Ting bliver lavet dårligere, end vi kan lave dem og med planlagt forældelse, for så køber vi noget nyt og holder virksomheden, markedet og økonomien i gang.

Jeg har haft national økonomi på markedsøkonomi uddannelsen og jura. Efter at have gået delvist ledig i et år med et deltidsjob som pædagogmedhjælper for voksne psykisk .udviklingshæmmede og psykisk syge, valgte jeg at begynde et nyt studie. Jeg var i tvivl om det skulle være cand polit eller jura. Min mor rådede mig til jura, som jeg også havde drømt om siden jeg var 12 år,da jeg ville ud og hjælpe folk, der kom i klemme i systemet. Det valgte jeg heldigvis.

Den "hellige" globalisering medføre forurening, klimaforandringer, faldende biodiversitet og at man i stigende grad kan presse arbejds klassen og middelkassen på løn. arbejdsvilkår, social sikring og sundheds sikring. De ting som er guf for en pandemi.

Aktier er et eller andet sted noget fanden har skabt. Lederne skal i store træk optimere sit overskud, uanset hvor uetisk deres forretningsgang er

Jo flere mennesker, der er i verden, jo hårdere kan lederen groft sagt presse dem og jo større bliver overskudet.

Den eneste grænse er, at man ikke vil have massiv social uro, men mon ikke, man også i fremtiden, i en vis grad kan komme uden om det, med stadig mere effektive våben. Ja. Det er trukket hårdt op, men der er et element af sandhed i det.

Klassiske økonomi termer er i vidt omfang forældet. Menneskeden har brug for en markant anden måde at tænke og føle på.

Steen K Petersen, Torben Arendal, Jens Magnus, nils valla, Peter Knap og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Løsningen på det hele fylder kun et ord:
Borgerløn !

Marie Malmros. Fornuftig snak, så det lytter kasinoøkonomerne nok ikke til. Jeg har en grim formodning om, at væsentlige dele at verdens pengestrømme er rent fiktive værdier uden forbindelse til det produktionsapparat de påstår at basere sig på.
Vi er i naturkatastrofernes århundrede, og covid19 er den økonomisk mest belastende hidtil, men der kommer flere. Vi bliver tvunget af nødvendighed til at lægge vores livsstil om eller gå til grunde. Det bliver ikke økonomerne med deres teorier, der redder os.

Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Torben Arendal, Steen K Petersen, Kurt Nielsen og nils valla anbefalede denne kommentar

@Erik Fuglsang.

Her to scenarer:
1.Først udfører du job, bagefter får du betaling.
2.Forestil dig så penge fungere efter samme automatik, først indbetales raterne dernæst udbetaling.

Det første scenar er vores vante måde at tænke på og derfor til at overskue.
Det næste scenar er sværere at overskue da det umiddelbart opfattes modsat vante kutume, skønt det vel egentlig bare er fremgangsmåden med først at spare op inden man bruger.

Som verden fungerer kan "penge-handlere" med indsigt i økonomi tjene penge på at låne, når bare renten er lav. Når så renten er høj tjener samme erhverv penge på at udlåne.
Denne svingende funktionsmåde betyder reelt set, dem med penge og forstand på penge, styrer livet for alle andre mennesker, der kan have lagt deres opmærksomhed i alle mulige andre samfundsopgaver.
Økonomi bliver således svær og uoverskuelig navigere efter, for andre mennesker end dem med forstand på penge, og det er der en stor uretfærdighed i.

Dem der samler trådene, multinationale selskaber, fonde og andre store pengetanke, styrer i realiteten egenhændigt konjokturerne de forskellige steder i verden og således menneskenes udvikling eller mangel på samme.

På tide at ændre det og tænke økonomi i en mere retfærdig retning.

Trond Meiring, Michael Waterstradt, Thomas Barfod, Jens Ole Mortensen, Steen K Petersen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

@Marie Sanne Caroline Malmros

Vækst-paradigmet har også ført til denne pandemi. 3 ud af 4 smitsomme sygdomme stammer fra dyr. Bla. HIV, ebola, zika, hendravirus, SARS, NERS og fugleinfluenza. - Vi fælder skov og ødelægger habitat, så vilde dyr er nødsaget til at rykke tættere på menneskelig beboelse -Vi jager og sælger vilde dyr, som ofte er udrydningstruede, hvilket øger risikoen for smitte spredning fra dyr til mennesker- COVID-19 var furudsagt af en sygdomsøkonon som arbejdede for WHO og hedder Peter Daszak. Vi lever i den periode i menneskehedens historie med størst død af biodiversitet.
Forskere kalder det -Den 6 masse uddøen - Den 5 var da dinosaurerne uddøde.
Om dette her er et tippingpoint, kan ingen vide, men der vil komme et tipping point på et tidspunkt, hvis vi ikke formår , fuldstændigt at ændre vores livsstil.

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-coronavirussen-er-et-wakeup...

Michael Waterstradt

Så når en "stimulus" pakke på 4.2 billioner dollars udbetales fra fælleskassen for at afhjælpe de økonomiske problemer under Corona-krisen, hvor over 90% af beløbet tilfalder ultrarige kooperationer og enkeltpersoner, som hverken har brug for pengene eller har bidraget til fælleskassen, så er dette kun ret og rimeligt. Men når 30% af den amerikanske befolkning, som ikke har modtaget nogen nævneværdig hjælp fra staten, ikke har kunne betale deres seneste husleje den 1.april så er fanden løs, for man skal jo betale sin gæld. Jeg tror aldrig at jeg kommer til at forstå den neoliberale logik som forklarer retfærdigheden bag dette.

Steen K Petersen, nils valla og Trond Meiring anbefalede denne kommentar