Læsetid: 7 min.

Borgere, koncerner og politikere står i kø for at kræve en grøn og social genstart af økonomien

Ikke bare borgere, politikere og økonomer, men også koncerner som H & M og Ikea kræver en grøn genstart af Europas økonomi efter coronakrisen. Danmarks klimaminister bakker op om en alliance for grøn genoprettelse, som ifølge eksperter nok er »luftig«, men også »rigtig og vigtig«
På grund af coronakrisen er en stor del af den økonomiske aktivitet lukket ned i Europa. Men når vi skal i gang med at genstarte, må det ske ved at skabe en grøn genstart, lyder appellen nu fra direktører fra kæmpekoncerner som Ikea, Danone, H&M, Unilever og energikæmpen E.ON.

På grund af coronakrisen er en stor del af den økonomiske aktivitet lukket ned i Europa. Men når vi skal i gang med at genstarte, må det ske ved at skabe en grøn genstart, lyder appellen nu fra direktører fra kæmpekoncerner som Ikea, Danone, H&M, Unilever og energikæmpen E.ON.

Ritzau/Scanpix

17. april 2020

»Hvis vi genstarter vores økonomi i den forkerte retning, vil vi snart slå panden mod klimakrisemuren. Vi må samle alle kræfter for at skabe en grøn genstart.«

Så entydigt var kravet, da Pascal Canfin, formand for EU-Parlamentets miljøudvalg, i denne uge lancerede den europæiske Alliance for grøn genoprettelse. Appellen er underskrevet af 180 europæiske ministre samt en lang række EU-parlamentsmedlemmer, ngo’er, fagforeninger og såmænd også af direktører fra kæmpekoncerner som Ikea, Danone, H & M, Unilever og energikæmpen E.ON.

I en anden appel, som offentliggøres i dagens Information, opfordrer over 400 europæiske forskere og akademikere ikke bare til en grøn genstart af økonomien, men også til et mere socialt og solidarisk Europa.

Alliancen for grøn genopretning blev født, efter 12 europæiske klima- og miljøministre – på initivativ fra Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) – i et åbent brev appellerede til, at den europæiske Green Deal for en grøn omstilling af vores transport, energiproduktion, industri og landbrug selv efter coronakrisens voldsomme recession fortsat skal »udgøre kernen af EU’s økonomiske politik«. Et afgørende punkt er trods krisen at holde fast i målet om komplet klimaneutralitet i 2050.

Mens det endnu er uklart, hvor dyb en recession den europæiske økonomi kastes ud i, vil planen om en gradvis omstilling formentlig afløses af en langt mere abrupt genstart med mange ubekendte faktorer.

»Klimakrisen er ikke blevet mindre vigtig, og derfor er opgaven at sikre synergier mellem den grønne omstilling og den økonomiske genopretning,« skriver Dan Jørgensen i en mail til Information.

»Vi vil i hvert fald arbejde ufortrødent for, at verdens økonomiske genrejsning bliver så grøn som muligt.«

Mere vækst, grøn vækst

Et centralt krav fra Alliancen for grøn genstart lyder, at kampen for økonomisk genopretning og grøn omstilling ikke må spilles ud mod hinanden, men at begge kampe skal vindes ved at skabe »de nødvendige klimainvesteringer« inden for områder som trafik, energiforsyning, bygningssektoren og forskning.

Men samtidig hedder det langt mere forsigtigt, at »alliancen vil ikke genopbygge hele økonomien fra bunden. Vi har allerede alle værktøjerne og mange nye teknologier.« Med andre ord: Der stræbes ikke mod en postvækstmodel, men mod en grønnere toning af væksten. Et af argumenterne for, at den kan lykkes, er ifølge appellen, at »omkostningerne i den økologiske omstilling er reduceret massivt i de seneste ti år« – altså siden den sidste finanskrise.

»Det her er klart et vigtigt og positivt signal,« siger den tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard. I dag leder hun den grønne tænketank Concito, der ligeledes har udgivet et grønt genstartsmanifest med punkter som grøn omstilling af energi- og transportsektoren og øget forskning i klimaløsninger.

»Appellen er måske nok så luftigt formuleret, at den ikke gør ondt at skrive under på. Men politisk forpligter den slags alligevel, og for de store koncerners vedkommende er det et signal til hele erhvervslivet.«

Den udlægning er på linje med Dan Jørgensens. Han afviser, at koncernernes opbakning til alliancen skulle være ren green washing.

»Deres opbakning understreger jo netop, at klimakampen og økonomisk genopretning ikke er modsætninger – og at virksomhederne godt ved, at fremtidens konkurrenceevne også handler om at være klimavenlig,« mener han.

EU’s Green Deal under pres

Connie Hedegaard gør opmærksom på, at ikke bare Donald Trumps regering som følge af krisen har givet klimalempelser til bilindustrien og lavet aftaler med luftfartsindustrien, hvor klimaspørgsmålet helt ignoreres.

»Også i Europa har vi allerede stærke kræfter, der kræver en mindre klimaindsats. Desto vigtigere er den slags opråb.«

Et eksempel er den europæiske bilindustri, der lobbyer for, at EU dropper sine skærpede krav til bilkoncerners samlede CO2-udledning med det argument, at det vil redde arbejdspladser. Et andet eksempel er den nationalkonservative EKR-gruppe i Europa-Parlamentet, hvor det polske regeringsparti PiS udgør den største fraktion.

De har skriftligt opfordret EU’s ledelse til at give corona-politikken forrang og udsætte EU’s Green Deal. Fra Bruxelles lyder det desuden, at stadig flere EU-lande – indtil videre uofficielt – kræver en opblødning af CO2-emissionshandlen, en lempelse af miljøafgifter samt en sikring af billig, fossil energi.

Selv EU-Kommissionen ser Ursula von der Leyens Green Deal under pres. Torsdag offentliggjorde netmediet Euractiv en lækket liste over de dele, som Kommissionen allerede nu ser som urealistiske i sin arbejdsplan for 2020. Blandt andet vil EU’s grønne jord til bord-landbrugsstrategi, en biodiversitetsstrategi 2030 samt en fremtidsstrategi for offshore vindenergi formentlig blive udskudt.

Det er allerede sikkert, at punkter som udarbejdelsen af en skovstrategi og en satsning på bæredygtigt flybrændstof udsættes på grund af coronakrisen.

Planøkonomi eller planlagt økonomi

Også i Tyskland lægges der pres fra det økonomiske råd i regeringspartiet CDU. Ifølge Wolfgang Steiger, generalsekretær i rådet, er det vigtigt at afværge den afindustrialisering, som EU’s klima- og energipolitik truer med at skabe. På europæisk niveau bør den tyske regering derfor »kæmpe for at udskyde de klimapolitiske mål«.

At det synspunkt blev mødt med forargelse i den europæiske presse, vidner omvendt om, hvor stærkt den grønne dagsorden står, pointerer Thilo Schäfer, der leder afdelingen for klima og energi ved det økonomiske IW-institut i Køln.

Med bilindustrien som eksempel roser han, at initiativet ser på de lange perspektiver.

»Hvis vi lemper på EU-forskrifterne og forlænger forbrændingsmotorens levetid, vil det gå ud over vores konkurrenceevne på den længere bane. Også på mange andre områder sætter omstillingen morgendagens konkurrenceparametre og kvalitative vækst,« siger han.

Mens økonomen Gabriel Felbermayr, leder af Institut for Verdensøkonomi i Kiel, over for avisen Die Welt har kritiseret, at en konsekvent grøn genstart hurtigt kan ende som »ineffektiv planøkonomi, hvis genopretningsmidler knyttes til bestemte økologiske krav«, er Thilo Schäfer mere optimistisk.

»Det afgørende og svære er at skabe klarhed for investorerne og at lave de rigtige instrumenter for at gøre grønne brancher konkurrencedygtige. Men vi står foran en situation, hvor statslige og europæiske tilskud vil spille en afgørende rolle. Derfor har vi faktisk en god chance for ikke bare at hælde penge ud over alle sektorer og brancher med vandkanden, men at vi bruger den grønne vandkande – at definere, hvad der støttes.«

Hvem betaler?

Så er der lige det klassiske problem: Hvordan skal det finansieres?

Finansieringen af Green Deal var omstridt allerede før coronakrisen, fordi den bød på relativt få friske penge og i stedet satsede optimistisk på fonde, der overvejende består af lånegarantier for private investorer.

Nu er spørgsmålet, hvor meget der kan stables på benene ved siden af de måske ikke engang tilstrækkelige 500 milliarder, som EU har stillet de sydeuropæiske kriseøkonomier i udsigt som første redningstiltag. Blandt andet den franske finansminister, Bruno Le Maire, har siden da krævet en »omfattende genopretningsfond«.

Over for den tyske finansavis Handelsblatt har EU-Kommissionens vicepræsident, Valdis Dombrovski, udtalt, at alt er åbent til EU-ledernes møde i den kommende uge, men at han kan forestille sig en genopretningsfond på op til 1.500 milliarder euro ud fra »alle de muligheder, som EU-traktaterne tillader«. Et stridspunkt vil her blive de såkaldte corona-obligationer, som eurolandene solidarisk ville hæfte for.

Flere europæiske lande som Danmark afviste allerede før coronakrisen at spæde mere i EU-kassen. Dan Jørgensen ønsker i sin mail ikke at besvare spørgsmålet om, hvor vidt opbakningen til Alliancen for grøn genstart også fører til, om klimaministeriet vil kæmpe for en udvidelse af det europæiske budget.

»Der er 27 finansministre og regeringsledere, der skal blive enige om det her,« kommenterer Connie Hedegaard.

»Vi må håbe, at de nationale ledere vil huske på, at EU på klimafronten faktisk kan bruges til rigtig meget fornuftigt. Hvis coronakrisen har vist os noget, så er det, at det er smart at samarbejde: At have et fælles beredskab, at koordinere indsatsen og at lære af hinandens erfaringer. Hvad klima angår, har samarbejde også en vigtig geostrategisk komponent, og det sikrer, at landene ikke underbyder hinandens standarder.«

Grønt, socialt, solidarisk

Alliancen for grøn genstart er langtfra den eneste grønne appel i coronakrisen. Club of Rome har i denne uge sammen med det renommerede Potsdam Institute for Climate Impact Research ligeledes krævet en grøn genstart af økonomien. Og en bred alliance af miljø-, forbruger- og fødevarevareorganisationer har offentliggjort en opfordring til at holde fast i en ambitiøs grøn jord til bord-strategi i EU, som ikke bare skal komme klimaet, men også den menneskelige sundhed, dyrevelfærd og den truede biodiversitet til gode.

Et yderligere opråb til de europæiske borgere kommer fra godt 400 forskere og akademikere fra den overvejende venstreorienterede gruppe Euro-Memorandum.

Ud over en grøn omstilling fokuseres her især på den sociale dimension i EU, fortæller en af medunderskriverne Laura Horn, der er lektor i internationale relationer og europæisk integration på RUC.

»Vi vil undgå, at vi bare oplever en panisk reaktion i krisen, hvor vi ud fra et økonomisk pres vender blindt tilbage til tilstanden før krisen,« siger hun.

»Den europæiske solidaritet er åbenlyst væk her i coronakrisen. Samtidig er konstruktionsfejlene i euroen blevet blotlagt, så vi vender den om og siger: Det her kan blive et vendepunkt for demokratiet og solidariteten i det europæiske projekt.«

Laura Horn frygter, at EU-Kommissionen ikke vil forlade den neoliberale logik, som de genoprettede EU ud fra efter sidste finanskrise, mens et land som Tyskland har profiteret stærkt på euroen, og et skatteparadis som Holland har koster EU enorme summer – og lande som Italien er blevet ramt af en sparepolitik, som blandt andet er gået ud over deres sundhedsvæsener og har fremmet den nationalpopulisme, der kan rive det europæiske projekt i stykker.

»På mange måder vil vi undgå, at fejlene fra den sidste genopretning gentager sig. Derfor plæderer vi for et grønt, socialt og solidarisk Europa.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Christian Skoubye
  • Arne Albatros Olsen
  • Søren Cramer Nielsen
  • Tom Andreæ
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Carsten Munk, Christian Skoubye, Arne Albatros Olsen, Søren Cramer Nielsen, Tom Andreæ, Steffen Gliese, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak ja. Hvordan skal det finansieres. Et mindst lige så væsentligt spørgsmål er vel, hvordan skal de kommende klimakatastrofer finansieres.

Trond Meiring, Arne Albatros Olsen, Torben K L Jensen, Søren Cramer Nielsen, Rolf Andersen, Steffen Gliese, Christian Skoubye, Peter Hansen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Peter Knap

Vi kunne jo spørge Jeff Bezos.
Han og Amazon har indtil videre tjent i omegnen af 25 milliarder dollars på corona-krisen..

Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Peter Knap, Rolf Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Øh nej det gør de ikke, i hvertfald hverken en grøn eller en social, de taler bare om genstart uden at være bevidst om situationens alvor, man kan jo ikke forhandle med en virus eller på dens vegne.

Mikael Jensen

I 12 år efter Finanskrisen fik vi hele tiden at vide, at der ikke var nogle penge til at fjerne fattigdommen med. Men pludseligt i Mars måned fik et enigt Folketing fremtryllet 3-400 milliarder til de formuende, og de stopper ikke der. Vi har været udsat for en massiv løgn, og denne artikel afslører nådeløst hvad der foregår.

Den neoliberale sparepolitik i EU medførte en social krise i 12 år, det har afsløret unionens sande prioriteter. Pengene blev fjernet fra bunden og hovedsageligt givet til erhvervslivet. Konservative og neoliberale kræfter i EU bruger enhver krise til at blokere for alle former for sociale løsninger.

I bund og grund kører toget videre af samme spor; pengene går til virksomhederne (men nu i størrelsen femcifrede milliarder verden over) og efterfølgende kommer der sociale nedskæringer. Se på de jernbanesveller der lægges ud, og kig på togplanerne for EU. Det er sjovt nok ikke fattigfolk som sidder på de vigtigste magtposter i unionen.

Lad os indgå et væddemål: Hvad kommer først. Et opgør med konservatismen og neoliberalismen i EU, eller et verdensomspændende oprør med de få multimilliardærer der ejer det samme som 60 % af verdens befolkning. Jeg gætter på det sidste.

Mere end noget andet bærer Finanspagten ansvaret for de politiske og økonomiske problemer. Den tyske sparepolitik kaldet Austerity, der førte til menneskelig lidelse på tværs af landegrænser i Europa, testede solidariteten i hele EU. Særligt de sydeuropæiske lande blev ramt. Den græske underklasse fik reduceret sin levestandard med hele 25 %. Det er ikke noget tilfælde, at det er i lande som Italien, Spanien og Grækenland, der alle er ramt af konsekvenserne af neoliberalismen, at oprøret skal komme fra. Krisernes byrde hviler overvejende på underklassen, der nu både mangler penge til medicin og mad.

Unionen er som artiklen, "400 forskere og akademikere: Krisen tvinger EU til et opgør med den neoliberale sparepolitik", selv antyder - neoliberal og konservativ. En fortsættelse af det europæiske integrationsprojekt vil medføre mere ulighed og mere fattigdom, det er hele formålet med unionen, som vi har set rigeligt af beviser for. Ideen med at bygge EU op med en anden politik som er mere grøn og især mere social - det sidste er i bedste fald naivt, det har der været tale om i mange menneskealdre, men intet er der sket, ganske enkelt fordi det ikke ligger i unionens sjæl.

Finanskrisen i 2008 viste med al tydelighed, at kriser ikke nødvendigvis fører til et paradigmeskift, det kommer heller ikke til at ske denne gang. Vi skal ikke redde det kapitalistiske system fra den nuværende eksistentielle krise. Vi skal kæmpe for at forbedre vores egen eksistens, ikke de riges. Oprøret 2020 er begyndt.

Kriserne har tydeligvis demonstreret nødvendigheden af en stærk organisering af de 55 % af befolkningen som hovedsageligt har været ramt af de sociale nedskæringer, og vi må sammen for fremtiden sætte en stopper for neoliberalismens hærgen og fattigdomsskabelse.

Regeringen bør iværksætte og implementere initiativer for gældseftergivelse for hele underklassen. Hjælpepakkerne blev rettet imod erhvervslivet og Finansvæsenet. Dette beviser at man sagtens kan rette en politik udelukket imod underklassen. Alle andre behøver ikke også at få, det har ellers været hævdet i alle årene, en kæmpe løgn.

"De neoliberale og konservative politiske eliter i EU har indført massive offentlige støtteordninger i hele EU". Det er første gang at nogen har turde kalde Socialdemokratiets politisk for neoliberal og konservativ. Men det giver mening og forklarer en hel del. Den forrige Socialdemokratiske regering førte også en politik der fjernede pengene fra arbejderklassen og underklassen, dvs. 55 % af befolkningen. Så, skal vi adoptere de ideer som findes i toppen af samfundet, appellere til deres retfærdighedssans, eller selv organisere os i sociale modstandsbevægelser? Svaret giver sig selv, vi skal virke på alle planer.

Coronakrisen har tydeliggjort, at de økonomiske midler til at gennemføre et massivt socialt program for at sikre underklassen er tilgængelige, hvis blot den politiske vilje er der. Vi opfordrer alle progressive politiske kræfter til at samle sig bag denne dagsorden og sammen skubbe på for grundlæggende politiske forandringer. Alternativet er en åben konfrontation, på verdensplan hvilket har meget værre konsekvenser.

Hvis vi her i landet kommer til fornuft og fjerner fattigdommen - vi har set at der rigeligt med penge - hvis vi nu fører en anden politik, inspirerer vi måske andre lande til at gå den vej, i stedet for det åbne opgør.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Mikael Jensen

Der er rigeligt med penge i en kort periode. Det er ikke det samme som, at vi kan holde samfundet kunstigt i lvie i f.eks. 3-4 mdr (300 millarder pr. måned?), eller at statsbudgettet kan holde til en ekstra årlig udgift på 300 millarder kroner.

Hvornår er det at forsøge at sikre, at antallet af arbejdsløse holdes så langt nede som muligt, blevet et problem? Se til USA og de mange millioner arbejdsløse, hvem tror du taber på det?

Niki Dan Berthelsen

Kommer ikke til at ske.
Det lyder umådeligt fornuftigt. Prisværdigt opråb.
Det kommer ikke til at ske.