Læsetid: 7 min.

Coronakrisen accelererer en ’afglobalisering’, der allerede var i gang

Den globale recession og ikke mindst USA og Kinas store nedtur ryster økonomien, og coronakrisen sætter yderligere skub i afglobaliseringen og nationalstatens genkomst. Her er fire områder, hvor det sker – samt et bud på, hvorfor det alligevel er for tidligt at skrive gravskrift over klodens sammenflettede økonomier
Op til coronakrisen kom en tredjedel af verdens industriprodukter fra Kina. Men som Ian Bremmer, leder af rådgivningsfirmaet Eurasia Group, har formuleret det til CNBC, vil ’Kina efter coronakrisen i mindre grad være verdens fabrik’.

Op til coronakrisen kom en tredjedel af verdens industriprodukter fra Kina. Men som Ian Bremmer, leder af rådgivningsfirmaet Eurasia Group, har formuleret det til CNBC, vil ’Kina efter coronakrisen i mindre grad være verdens fabrik’.

Wang Ying

21. april 2020

Det kan ikke benægtes: COVID-19 er en dybt globaliseringsfjendtlig virus. Med ét slag har coronakrisen vist os, hvor skrøbelig globaliseringen er, både i forhold til pandemier, produktionskæder og kapitalmarkeder.

Med den store bølge af konkurser, statslige redningspakker, stigende arbejdsløshed og kapitalflugt fra de gryende økonomier, stilles der nu ikke bare spørgsmål til, om de enkelte lande i verden er rustet til kriser som denne. Globalt stilles der også spørgsmål til, om globaliseringen er blevet for kompleks til at være kriseresistent – og dermed profitabel.

Ifølge IMF står verden foran den dybeste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. I USA eksploderer arbejdsløsheden, i det stadig mere gældsplagede Europa er genåbningen fortsat omdiskuteret, og selv Kina har oplevet det voldsomste styrt i sin økonomi i 40 år. Sammen med den nye globaliseringsskepsis har det selvsagt globale konsekvenser: Samlet kan den globale varestrøm ifølge IMF i 2020 falde med op til 32 procent.

Under krisen har økonomiske prognoser vist sig at have meget kort holdbarhed. Der er ligeledes ingen, der præcis kan forudsige, hvordan genåbningen af den globale økonomi vil forløbe. Men allerede nu overvejer både økonomer, koncerner og stater, hvordan den globale produktion og økonomiske sammenfletning kan sikres mod lignende kriser i fremtiden. Det bærende begreb i debatten er »afglobalisering«. Men er der noget om snakken?

Information giver her fire bud på, hvor globaliseringen ser ud til at blive yderligere rullet tilbage. Og et bud på en modsatrettet tendens.

Politik: Verden uden lederskab

På det politiske niveau har der siden Trumps America First og Storbritanniens Brexit været soleklare tegn på en afglobalisering.

På globalt plan kan man derimod nærmere tale om en diffus afglobalisering: Hvor de globale ledere i G20 under finanskrisen fra 2008 koordinerede et fælles økonomisk svar på krisen, er vi langt fra en sådan løsning under coronakrisen. Tværtimod ligner den historiens første globale krise, der tackles med udgangspunkt i en nationalistisk verdensorden. Det mere end antydes med FN’s fravær under krisen og debatten om sundhedsorganisationen, WHO, som Trump helt har trukket den amerikanske støtte til – midt i en pandemi.

»Magten er delt på flere hænder end nogensinde før, både statslige og ikkestatslige. Der er sjældent enighed,« konstaterer lederen af tænketanken Council on Foreign Relations, Richard Haass.

»Og intet enkelt land har i dag den samme status, som USA havde i 1945,« skriver han i en analyse i magasinet Foreign Affairs. Det er ikke en ny afglobalisering, mener han. Vi oplever tværtimod en acceleration af det seneste årtis geopolitiske tendens: USA’s rolle som global leder er forbi, og ingen kan udfylde tomrummet. Den mangel på samarbejdsvilje og -evne giver desværre ikke meget håb for tacklingen af større globale udfordringer som klimakrisen.

Kina-USA: Afkoblingen fortsætter

At Kina står i centrum af globaliseringsspørgsmålet, er ikke nyt. Allerede Bush og Obama så Kina som hovedrival. Men efter sidste finanskrise var det især Kina, der stimulerede den globale efterspørgsel og beroligede markederne. Med sin økonomiske nedtur kan Riget i midten næppe indtage den rolle foreløbig.

Som Trump aldrig bliver træt af at betone, har Kina med strenge regler for udenlandske investorer og tyveri af ’intellektuel ejendom’ melet sin egen globaliseringskage, som har fået pillet pynten af glasuren under handelskrigen med USA. Med coronakrisen vil afkoblingen mellem de to økonomier formentlig øges.

Op til coronakrisen kom en tredjedel af verdens industriprodukter fra Kina. Men som Ian Bremmer, leder af rådgivningsfirmaet Eurasia Group, har formuleret det over for CNBC, vil »Kina efter coronakrisen i mindre grad være verdens fabrik«.

Der vil nemlig opstå et større politisk pres for nye forsyningskæder med »mere fokus på nationale interesser end på profit«. I en tid med gigantiske redningspakker vil regeringer på den måde formentlig indtage en større rolle, hvor markedet hidtil har rådet. Igen er tendensen: afglobalisering.

»For enden af denne afglobalisering kan den globale arbejdsdeling falde fra hinanden i konkurrerende økonomiske blokke,« skriver den tyske politolog og asienekspert Marc Saxer i en analyse i Tagesspiegel. Den læsning får overraskende opbakning af økonomipro­fes­sor Zhu Ning fra Tsin­g­hua-Universitetet i Beijing, der bekræfter tendensen til afglobalisering under coronakrisen.

»At produktionen til det globale marked forlægges til andre lande, skyldes også de stigende lønomkostninger i Kina,« siger han i et opsigtsvækkende interview i Die Zeit.

»Men ja, Ki­na må indstille sig på at opgive sin fordel ved globaliseringen eller måske ligefrem betale den tilbage.«

Netop nu er Kina på vej op i gear igen. Men som det blev sat på spidsen i weekendens Financial Times, er problemet ikke længere, at der ikke er arbejdskraft til at udføre ordrerne: Nu er arbejdskraften tilbage, men ordrerne er væk. I hvilket omfang ordrerne vil vende tilbage, afhænger af hele den globale og især USA’s økonomi. Og det vil være med til at afgøre, hvilket tempo og omfang Kina kan fortsætte sit Silkevejsprojekt med, hvor hele regioner gøres afhængige af Kina.

Protektionisme: Europa med på vognen

Økonomisk er Japan ifølge OECD et af de industrilande, der er hårdest ramt af coronakrisen. Samtidig er det et af de lande, der har været mest offensivt ude med en nationaliseringsstrategi: Den japanske regering har afsat omkring to milliarder dollar til at støtte virksomheder, der vil trække deres produktion hjem fra Kina. Uden konkrete tal eller løfter har der fra den amerikanske regering været lignende praj om at hjælpe koncerner med »flytteomkostningerne«.

Også i Europa er der en ny globaliseringsskepsis – ikke kun fordi europæerne i forhold til medicinsk udstyr er bekymrende afhængige af Indien og Kina. Siden sidste finanskrise har det også indbefattet modstanden mod frie kapitalstrømme på for eksempel boligmarkedet, hvor huslejen pludselig også går til Blackrock-investorer, og mod internationale handelsaftaler, der undergraver arbejdsrettigheder og miljøregler.

Fra politisk hold har den franske finansminister Bruno Le Maire efter coronakrisens udbrud nu krævet, at »vi skal reducere vores afhængighed af stormagter som Kina«. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har opfordret europæiske regeringer til at støtte strategisk vigtige firmaer for at undgå fjendtlige overtagelser under krisen.

Og selv Merkel – kansler i en eksportnation, der krampagtigt plejer et gnidningsløst forhold til Kina – har talt om at holde »eksistentielle værdiskabelseskæder på europæiske hænder«.

Det er kun delvist nyt: Både EU og flere europæiske lande har i de seneste år indført strengere regler for at beskytte mod direkte investeringer fra udlandet, men nu siges det højere.

Omvendt risikerer en stigende afglobalisering også at sætte EU’s globale reguleringsmagt over styr. Som den amerikanske juraprofessor Anu Bradford har vist i sin bog Bruxelles-effekten, er EU med en halv milliard forbrugere i det skjulte blevet den førende regulatoriske magt i verden, der med sine generelt høje standarder bidrager til et globalt race to the top.

Men som hun også påpeger, er denne Bruxelles-effekt afhængig af, at globale institutioner som verdenshandelsorganisationen, WTO, fungerer gnidningsfrit, og det kan man ikke just hævde. Tværtimod er spørgsmålet set her fra coronakrisen nærmere, om den internationale liberale og frihandelsbaserede verdensorden, som europæerne har holdt i hævd, nogensinde har eksisteret.

Produktion: »Just in case«

Og hvad siger industrien selv?

Det rådgivende firma Kearney udgiver årligt et Reshoring Index over, hvor meget outsourcet produktion der trækkes tilbage. Ifølge en spritny rapport var tendensen klokkeklar i 2019: Som følge af handelskrigen er der stadig flere amerikanske firmaer, der forlægger deres produktion – enten til andre asiatiske lande, Mexico eller USA.

Ifølge en rapport fra Bank of America var det allerede før coronakrisen hele 80 procent af alle multinationale koncerner, der overvejede at trække dele af deres produktion hjem. Med globale trusler som corona har de nu for alvor en grund til at overveje balancen mellem effektivitet, sikkerhed og omkostningssænkning.

Den udvikling kommenterer den tyske finansavis Handelsblatt rammende med, at globale virksomheder er tvunget til at gå fra »just in time« til »just in case«: Ved hjælp af it og logistik er de globale forsyningskæder blevet stadig mere rettet mod en højeffektiv, men også skrøbelig »just in time«-produktion, hvor komponenter først produceres og leveres ud fra efterspørgslen.

Men med corona har det vist sig, at de i langt højere grad må tænke på ’just in case’ – altså på den skrøbelige sikkerhed, som er blevet smerteligt synlig under coronakrisen.

Internettet: Digitalisering accelererer globalisering

Allerede under finanskrisen så dogmet om frie globale markeder ud til at miste pusten, og både politisk og handelsmæssigt blev 2010’erne præget af en gryende afglobalisering. Men er det med coronakrisen nu så vidt, at drømmen om global frihandel ikke længere kan få luft?

Richard Haass fra Council on Foreign Relations vurderer, at protektionisme og renationalisering nu speedes op. Han sammenligner derfor ikke den forestående økonomiske genopretning med situationen efter 1945. Vi står nærmere i en situation, der minder om tiden efter krakket i 1929, mener han.

Men den antydning er alt for dyster, mener den hollandske økonomiprofessor Peter van Bergeijk, forfatter til bogen Deglobalization 2.0, der sammenligner årtiet efter finanskrisen med 1930’ernes afglobalisering.

Selv om vi her under coronakrisen klynger os til nationalstaten med dens sundhedssystemer og følelse af sikkerhed, så ser han ikke afglobaliseringen som en uafvendelig følge af coronakrisen, for det vil kort og godt koste alt for meget velstand.

Han peger på digitaliseringen som en afgørende faktor, der nu accelererer og giver globale Amazon medvind og den lokale detailhandel modvind. Desuden er halvdelen af vores økonomi i dag resistent over for pandemier, fordi den foregår digitalt og kan organiseres hjemmefra.

»Finansservice, handel, uddannelse. Alle de her mennesker er stadig produktive. Det er også globalisering,« siger Peter van Bergeijk.

»Ingen ved, hvor det vil gå hen, men coronakrisen er absolut ikke dødsstødet for globaliseringen.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Gunna Hölludottir
  • Alvin Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Agnete La Cour
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
Johnny Christiansen, Gunna Hölludottir, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Ervin Lazar, David Zennaro, Agnete La Cour, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Vi tager mere ansvar selv.

Steen K Petersen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Peter Knap og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

Det er jo vigtigt at vide hvad fremtiden bringer, så vi kan kapitalisere den.
Nu behøver lokal produktion ikke være fremmedfjendsk nationalisme. Faktisk vil vore samfund være mere åbne og globale, hvis vi lod produktionen være lokal, mens ideerne var internationale og fri for begrænsninger.
Men globaliseringen går vist ud på at skabe et bedragerisk billede af frihed, imens den berygtede 1 % snupper gevinstpuljen.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Torben Arendal, Alvin Jensen, Lars Løfgren, Sören Tolsgaard, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Utoft og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Donald Trump har knust WTO ved at nægte at godkende nye medlemmer til WTO's Appellate Body, hvis medlemmer sidder 4 år af gangen med varierende terminer.
Det kræver 3 medlemmer at træffe en beslutning - og der kun 1 medlem tilbage !!

Så tvister kan ikke afgøres, hvorfor respekten for WTO's bestående regelsæt landene imellem eroderer .... og alle forhandlinger om nye aftaleområder er for længst sandet til.

Så Donald Trump har fået sin vilje -
ingen regel- og aftalebaserede ordninger landene imellem.
Næ - kom til Washington land for land, så forhandler vi en tosidig handelsaftale sådan Mano a Mano, hvor alt kommer på bordet.

Peter Beck-Lauritzen

Mere lokalt, mindre globalt er godt for de enkelte lande og klimaet. Det vil reducere USAs & KINAs dominerende indflydelse. Så mangler vi lige at tøjle kapitalen/Black Rock, Margrethe Vestager?

reza alimooti

Venstreorienterede ”tænketank” forsøger desperat at finde anledning til at erklære kapitalismen død. Fra Firebanden i Kina til Khrushchev i Rusland, fra Ahmadinejad i Tehran til Farid Zakaria i USA. De har alle sammen forsøgt at overbevise sig selv og alle andre, at USA er færdig.
Sovjet gik i opløsning og Kina er blevet til en brutal statskapitalisme med, der lider af massiv fattigdoms problemer og ekstreme overinvestering i stort set alt. De har indført intern grænsekontrol i Kina og implementeret et Big Brother system. Alle sammen nytteløst. Før eller siden vil hele molevitten i Kina kollapse. Kig blot på deres håndtering af diverse epidemier.
Kina er verdensførende inden diabets epidemi. Kinas tiltag for at styre den enorme menneskemængde med massive problemer er en simpel illusion. I modsætning til Sovjet har Kina den fordel, at Kina ikke harsnyltende lande, der skal fodres. Det er en af forklaringerne på, hvorfor Kina ikke endnu er brudt sammen.
Desglobaliseringen af verdens økonomier samt gigantiske sociale problemer vil tage livet af Kina. Klimaproblemerne har vi taget med. Forestil dig en krakeleret æggeskal. Kina befinder sig i gevaldige problemer, der ikke kan løses med vækstrater og kontrol af befolkningerne i Kina. Et stort mundfuld som ikke kan afværges ved at konspirere mod Trump eller USA for den sags skyld.
Deng Xiaopeng og Nixon satte gang i snebold, der gennemtiderne er blevet til en lavine, der ikke kan stoppes. Kinas rednings planke er USA. Når Trumps model fuldbyrdes, så er Kina færdig.
Man må håbe, at Kina over tid har forberedt sig til det uundgåelige kollaps. Kinas udfordringer er mange artede. Stater, der underlægger sig en ideologi, er dødsdømte.

Jeppe Lindholm

At løbe efter det billigste tilbud blev starten på vestens afslutning.

Preben Haagensen, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Klaus Jespersen

"COVID-19 er en dybt globaliseringsfjendtlig virus."
Nej. Covid-19 er på niveau med en typisk slem influenza, måske lidt mere smitsom.
Det er overvurderingen og det ekstreme svar på covid-19, der er globaliserings (og menneske-)fjendtlig.

Sonja Marie Tandrup Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

SKal vi løse klima krisen OG det skal vi, så er vi nødtil at tage opgøret med, globaliseringen. det giver altså bare ikke mening, at vi producere alt i kina og andre lavtløns lande for at affaldet hober sig op her, skal vi ha en cirkulær cradle to cradle doughnut økonomi, ja så skal globaliserings toget ændres til en globalt genlokalisering. faktisk, så kan vi nu finde hele tre lige så gode årsager til at gennemføre denne process

: klimaet. og bæredygtigheden.
: sikringen af vores samfund, ved og eliminere de lange transportveje
: jobskabelsen hjemme, der vil gendanne, en levedygtig provins,

fremtidens samfund, vil flytte jobs fra storbyerne til provinsen, af en simpel årsag, den automatisering vi ser nu vil skabe jobs i provinsen og fjerne jobs i storbyen,.hele ideen om at vi alle skulle leve i hvad david graeber kalder bullshit jobs, i en storby, er ja, faktisk direkte skadeligt for os som individer der vil stadig være massere af jobs i storbyen mens den nu i sin lidt mindre glamourøse status, vil få en mere afbalanceret relation til den provins der er omkring.storbyen. jeg tror stadig ikke på at der trods, vores demografiske, realitet, ( vores befolkningstal falder). at der vil være arbejde nok til os alle i det nuværende senarie, med automatiserirng. derfor skal vi arbejde mindre i fremtiden. og bosætte os i højere grad uden for de store byer. uden der er tale om en folkevandring væk fra storbyen men en mere afbalanceret befolkning mellem by og land. da meget af den produktion vi har behov for at der flytter hjem, umuligt kan ligge i storbyen. webhandlen og AI stopper ikke, og skal vi løse, vores grundliggende problem ja så skal vi ha mindre bullshit psudoarbejde. i fremtidens samfund og bs arbejde handler om mere end udviklingskonsulenter der så faktisk godt kan være gavnlige omfanget af bureaukrati er problemet. ja det handler mere om måden vi har indrettet vores system end om enkele faggrupper. en måde der hargivet unødvendigt behov for bureaukrati,

hjem flytningen af produktion, er kernen for fremtidens bæredygtighed, sammen med overgangen til en dele økonomi. hvor det ikke længere bliver naturligt at vi alle ejer et "devældigt værktøjsksab". ( tænker her på mere end bare værktøj). dele økonomien, bliver så afgørende, for vores fremtidige lokalsamfund, hvor vi deler energi via solceller på vores tage og batterier, deler. hækklipperen, og biler med transport et "kollektiv" med vores egen fordør, som david graber beskriver som den "naturlige kommunisme". Den enorme socialdemokratiske velfærdsstat bliver opløst da den er kilden til alt vores bureaukrati, og erstattet af en basis indkomst, som består af "vores fælles jordrente værdier". mens vi i fællesskabet vil løse flere af de opgaver sammen, lokalt. i mindre lokalsamfund, i et samfund hvor det så ikke er nødventigt at vi arbejder helt så meget som nu da vi bruger mindre tid på bullshit, og har automatiseret mere. det er faktisk det " naturlige samfund" som jeg så også så beskrevet da jeg læste, den ret gode bog Small Is Beautiful af E.F. Schumacher fra 1973.

vi kommer aldrig igen til at behøve og bruge 100 millioner tønder olie om dagen, som verdens samfund. da overgangen til det bæredygtige samfund vil knuse vores afhængighed, af forsile energi kilder. ja faktisk ligener dette her samfund meget det som der er beskrevet i den ligeledes ret gode bog oprør fra miden, David grabers bog bullshit jobs, og den danske version psudoarbejde af dennis nøremark og anders fogh jensen forklarede os konsekvensen af at vi ikke lyttede til de advarsler i 1970ne, ja david walles wells, bog. uninhabitable earth fortæller os om fremtiden hvis vi ikke lytter nu.

til sidst en gammel katolsk vittighed,

en mand der var dybt religiøs bode på landet og dæmningen brød. og huset lå tæt på. dæmningen og blev hurtigt oversvømmet, manden sad på taget og der kom en fyr forbi i en ro båd, skal du ikke med spørger han fra ro båden, og den religiøse mand svare nej gud vil hjælpe mig, jeg er et fromt mendeske der tror på gud. senere og manden står nu på taget med vand til halsen og der flyver en helikopter forbi, hvor der bliver råbt ned fra en megafon, "SKAL VI REDE DIG" og de fire en mand ned for at samle ham op, men han nægter og siger gud vil rede mig,

manden vågner op i himlen og spørger..... hvorfor døde jeg. hvor snt peter svare ja først sende jeg en mand i en robåd.....
:

Henrik Nielsen

Det er slet ikke overraskende, at outsourcede opgaver hjemtages. Det er en helt enkel følge af, at der opstår lønpres i de lande hvor virksomhederne ligger. Et godt eksempel er Polen som kraftigt efterspørger, at egne borgere vender hjem, de lokkes med bedre vilkår og lønninger. Sådan regulerer det 'frie' marked hen ad vejen vilkårene. Om det er godt for os i DK skal jeg ikke kloge mig på, men det er en udvikling vi vil se mere til Corona eller ej,

Lars F. Jensen, Torben Lindegaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar