Coronakrisen accelererer en ’afglobalisering’, der allerede var i gang

Det kan ikke benægtes: COVID-19 er en dybt globaliseringsfjendtlig virus. Med ét slag har coronakrisen vist os, hvor skrøbelig globaliseringen er, både i forhold til pandemier, produktionskæder og kapitalmarkeder.

Med den store bølge af konkurser, statslige redningspakker, stigende arbejdsløshed og kapitalflugt fra de gryende økonomier, stilles der nu ikke bare spørgsmål til, om de enkelte lande i verden er rustet til kriser som denne. Globalt stilles der også spørgsmål til, om globaliseringen er blevet for kompleks til at være kriseresistent – og dermed profitabel.

Ifølge IMF står verden foran den dybeste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. I USA eksploderer arbejdsløsheden, i det stadig mere gældsplagede Europa er genåbningen fortsat omdiskuteret, og selv Kina har oplevet det voldsomste styrt i sin økonomi i 40 år. Sammen med den nye globaliseringsskepsis har det selvsagt globale konsekvenser: Samlet kan den globale varestrøm ifølge IMF i 2020 falde med op til 32 procent.

Under krisen har økonomiske prognoser vist sig at have meget kort holdbarhed. Der er ligeledes ingen, der præcis kan forudsige, hvordan genåbningen af den globale økonomi vil forløbe. Men allerede nu overvejer både økonomer, koncerner og stater, hvordan den globale produktion og økonomiske sammenfletning kan sikres mod lignende kriser i fremtiden. Det bærende begreb i debatten er »afglobalisering«. Men er der noget om snakken?

Information giver her fire bud på, hvor globaliseringen ser ud til at blive yderligere rullet tilbage. Og et bud på en modsatrettet tendens.

Politik: Verden uden lederskab

På det politiske niveau har der siden Trumps America First og Storbritanniens Brexit været soleklare tegn på en afglobalisering.

På globalt plan kan man derimod nærmere tale om en diffus afglobalisering: Hvor de globale ledere i G20 under finanskrisen fra 2008 koordinerede et fælles økonomisk svar på krisen, er vi langt fra en sådan løsning under coronakrisen. Tværtimod ligner den historiens første globale krise, der tackles med udgangspunkt i en nationalistisk verdensorden. Det mere end antydes med FN’s fravær under krisen og debatten om sundhedsorganisationen, WHO, som Trump helt har trukket den amerikanske støtte til – midt i en pandemi.

»Magten er delt på flere hænder end nogensinde før, både statslige og ikkestatslige. Der er sjældent enighed,« konstaterer lederen af tænketanken Council on Foreign Relations, Richard Haass.

»Og intet enkelt land har i dag den samme status, som USA havde i 1945,« skriver han i en analyse i magasinet Foreign Affairs. Det er ikke en ny afglobalisering, mener han. Vi oplever tværtimod en acceleration af det seneste årtis geopolitiske tendens: USA’s rolle som global leder er forbi, og ingen kan udfylde tomrummet. Den mangel på samarbejdsvilje og -evne giver desværre ikke meget håb for tacklingen af større globale udfordringer som klimakrisen.

Kina-USA: Afkoblingen fortsætter

At Kina står i centrum af globaliseringsspørgsmålet, er ikke nyt. Allerede Bush og Obama så Kina som hovedrival. Men efter sidste finanskrise var det især Kina, der stimulerede den globale efterspørgsel og beroligede markederne. Med sin økonomiske nedtur kan Riget i midten næppe indtage den rolle foreløbig.

Som Trump aldrig bliver træt af at betone, har Kina med strenge regler for udenlandske investorer og tyveri af ’intellektuel ejendom’ melet sin egen globaliseringskage, som har fået pillet pynten af glasuren under handelskrigen med USA. Med coronakrisen vil afkoblingen mellem de to økonomier formentlig øges.

Op til coronakrisen kom en tredjedel af verdens industriprodukter fra Kina. Men som Ian Bremmer, leder af rådgivningsfirmaet Eurasia Group, har formuleret det over for CNBC, vil »Kina efter coronakrisen i mindre grad være verdens fabrik«.

Der vil nemlig opstå et større politisk pres for nye forsyningskæder med »mere fokus på nationale interesser end på profit«. I en tid med gigantiske redningspakker vil regeringer på den måde formentlig indtage en større rolle, hvor markedet hidtil har rådet. Igen er tendensen: afglobalisering.

»For enden af denne afglobalisering kan den globale arbejdsdeling falde fra hinanden i konkurrerende økonomiske blokke,« skriver den tyske politolog og asienekspert Marc Saxer i en analyse i Tagesspiegel. Den læsning får overraskende opbakning af økonomipro­fes­sor Zhu Ning fra Tsin­g­hua-Universitetet i Beijing, der bekræfter tendensen til afglobalisering under coronakrisen.

»At produktionen til det globale marked forlægges til andre lande, skyldes også de stigende lønomkostninger i Kina,« siger han i et opsigtsvækkende interview i Die Zeit.

»Men ja, Ki­na må indstille sig på at opgive sin fordel ved globaliseringen eller måske ligefrem betale den tilbage.«

Netop nu er Kina på vej op i gear igen. Men som det blev sat på spidsen i weekendens Financial Times, er problemet ikke længere, at der ikke er arbejdskraft til at udføre ordrerne: Nu er arbejdskraften tilbage, men ordrerne er væk. I hvilket omfang ordrerne vil vende tilbage, afhænger af hele den globale og især USA’s økonomi. Og det vil være med til at afgøre, hvilket tempo og omfang Kina kan fortsætte sit Silkevejsprojekt med, hvor hele regioner gøres afhængige af Kina.

Protektionisme: Europa med på vognen

Økonomisk er Japan ifølge OECD et af de industrilande, der er hårdest ramt af coronakrisen. Samtidig er det et af de lande, der har været mest offensivt ude med en nationaliseringsstrategi: Den japanske regering har afsat omkring to milliarder dollar til at støtte virksomheder, der vil trække deres produktion hjem fra Kina. Uden konkrete tal eller løfter har der fra den amerikanske regering været lignende praj om at hjælpe koncerner med »flytteomkostningerne«.

Også i Europa er der en ny globaliseringsskepsis – ikke kun fordi europæerne i forhold til medicinsk udstyr er bekymrende afhængige af Indien og Kina. Siden sidste finanskrise har det også indbefattet modstanden mod frie kapitalstrømme på for eksempel boligmarkedet, hvor huslejen pludselig også går til Blackrock-investorer, og mod internationale handelsaftaler, der undergraver arbejdsrettigheder og miljøregler.

Fra politisk hold har den franske finansminister Bruno Le Maire efter coronakrisens udbrud nu krævet, at »vi skal reducere vores afhængighed af stormagter som Kina«. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har opfordret europæiske regeringer til at støtte strategisk vigtige firmaer for at undgå fjendtlige overtagelser under krisen.

Og selv Merkel – kansler i en eksportnation, der krampagtigt plejer et gnidningsløst forhold til Kina – har talt om at holde »eksistentielle værdiskabelseskæder på europæiske hænder«.

Det er kun delvist nyt: Både EU og flere europæiske lande har i de seneste år indført strengere regler for at beskytte mod direkte investeringer fra udlandet, men nu siges det højere.

Omvendt risikerer en stigende afglobalisering også at sætte EU’s globale reguleringsmagt over styr. Som den amerikanske juraprofessor Anu Bradford har vist i sin bog Bruxelles-effekten, er EU med en halv milliard forbrugere i det skjulte blevet den førende regulatoriske magt i verden, der med sine generelt høje standarder bidrager til et globalt race to the top.

Men som hun også påpeger, er denne Bruxelles-effekt afhængig af, at globale institutioner som verdenshandelsorganisationen, WTO, fungerer gnidningsfrit, og det kan man ikke just hævde. Tværtimod er spørgsmålet set her fra coronakrisen nærmere, om den internationale liberale og frihandelsbaserede verdensorden, som europæerne har holdt i hævd, nogensinde har eksisteret.

Produktion: »Just in case«

Og hvad siger industrien selv?

Det rådgivende firma Kearney udgiver årligt et Reshoring Index over, hvor meget outsourcet produktion der trækkes tilbage. Ifølge en spritny rapport var tendensen klokkeklar i 2019: Som følge af handelskrigen er der stadig flere amerikanske firmaer, der forlægger deres produktion – enten til andre asiatiske lande, Mexico eller USA.

Ifølge en rapport fra Bank of America var det allerede før coronakrisen hele 80 procent af alle multinationale koncerner, der overvejede at trække dele af deres produktion hjem. Med globale trusler som corona har de nu for alvor en grund til at overveje balancen mellem effektivitet, sikkerhed og omkostningssænkning.

Den udvikling kommenterer den tyske finansavis Handelsblatt rammende med, at globale virksomheder er tvunget til at gå fra »just in time« til »just in case«: Ved hjælp af it og logistik er de globale forsyningskæder blevet stadig mere rettet mod en højeffektiv, men også skrøbelig »just in time«-produktion, hvor komponenter først produceres og leveres ud fra efterspørgslen.

Men med corona har det vist sig, at de i langt højere grad må tænke på ’just in case’ – altså på den skrøbelige sikkerhed, som er blevet smerteligt synlig under coronakrisen.

Internettet: Digitalisering accelererer globalisering

Allerede under finanskrisen så dogmet om frie globale markeder ud til at miste pusten, og både politisk og handelsmæssigt blev 2010’erne præget af en gryende afglobalisering. Men er det med coronakrisen nu så vidt, at drømmen om global frihandel ikke længere kan få luft?

Richard Haass fra Council on Foreign Relations vurderer, at protektionisme og renationalisering nu speedes op. Han sammenligner derfor ikke den forestående økonomiske genopretning med situationen efter 1945. Vi står nærmere i en situation, der minder om tiden efter krakket i 1929, mener han.

Men den antydning er alt for dyster, mener den hollandske økonomiprofessor Peter van Bergeijk, forfatter til bogen Deglobalization 2.0, der sammenligner årtiet efter finanskrisen med 1930’ernes afglobalisering.

Selv om vi her under coronakrisen klynger os til nationalstaten med dens sundhedssystemer og følelse af sikkerhed, så ser han ikke afglobaliseringen som en uafvendelig følge af coronakrisen, for det vil kort og godt koste alt for meget velstand.

Han peger på digitaliseringen som en afgørende faktor, der nu accelererer og giver globale Amazon medvind og den lokale detailhandel modvind. Desuden er halvdelen af vores økonomi i dag resistent over for pandemier, fordi den foregår digitalt og kan organiseres hjemmefra.

»Finansservice, handel, uddannelse. Alle de her mennesker er stadig produktive. Det er også globalisering,« siger Peter van Bergeijk.

»Ingen ved, hvor det vil gå hen, men coronakrisen er absolut ikke dødsstødet for globaliseringen.«