Diktatoren kommer: Historien om Orbán er først og fremmest en historie om magt

Det er en flot junidag i 1989, og en 26-årig jurastuderende træder ind på scenen på Heltepladsen i det centrale Budapest for at holde en kort tale. Han er vokset op i et hus uden rindende vand en times kørsel herfra, men han ser godt ud, som han står der med daggamle skægstubbe og tilbagestrøget hår.

Han skuer ud over pladsen, hvor 250.000 ungarere er mødt frem for at hylde nationens helte fra Den Ungarske Opstand i 1956, som nu skal begraves på ny. Ungarn er stadig under kommunistisk styre, Berlinmuren er ikke faldet endnu, men landet vibrerer – der er demonstrationer, Queen har været her og spille koncert, utilfredsheden tager til, og den unge mand kender sin besøgelsestid.

»Hvis vi stoler på vores egen styrke, kan vi afslutte dette kommunistiske diktatur,« siger han, så det giver et gib i tilhørerne.

»De russiske tropper bør omgående forlade landet!«

Tv-kameraerne bærer ordene ind i stuerne til millioner af ungarere, de spærrer øjnene op, fornemmer, at verden er i bevægelse og skriver sig navnet bag øret: Viktor Orbán. Med ét slag er han landskendt. Han er nationens unge frihedskæmper.

Den dag i juni aner ingen, at den unge mand om ti år vil blive Europas yngste premierminister. At han om godt 20 år vil sidde så tungt på magten i Ungarn, at statsledere over hele EU rynker panden. Og at han om godt 30 år – den 31. marts 2020 – vil bruge en pandemi som undskyldning for at erklære undtagelsestilstand uden slutdato, så han reelt kan regere pr. dekret.

Fortællingen om Viktor Orbán handler både om en mand, der udskifter sine principper og forandrer sit land. Om en liberal antikommunist, der blev illiberal populist, og som mange nu frygter er ved at opbygge et regulært autokrati midt i EU. Men det er også historien om den demokratiske optimisme fra 1989, som nu er vendt til en voksende frygt for, at autokratierne er på vej tilbage i Europa.

Et utroligt slemt barn

Viktor Mihaly Orbán blev født den 31. maj 1963 og voksede op i en lille landsby, hvor far, mor og tre børn boede stuvet sammen i bedsteforældrenes lille hus. Det var ikke et sted, hvor man læste avis og diskuterede politik. Hvis der var en passion for noget, var det for fodbold, og i weekenderne sad lille Viktor foran radioen i stuen og lyttede til kampene sammen med sin muskuløse morfar, der havde kæmpet på østfronten under Anden Verdenskrig og siddet i fangelejr i Østrig.

Viktor Orbán i Budapest i maj 1994, da han afgiver sin stemme ved parlamentsvalget.

AFP Photo

De måtte koge vand i tingryder på gasblusset for at kunne vaske sig. Orbán hjalp med at »trække rødbeder op af jorden, sortere kartofler, samle majskolber, fodre grise og høns«, som han sagde i et interview mange år senere.

Nogle gange fik han tæsk af sin far.

Viktor var god i skolen, men også »et utroligt slemt barn, uopdragen, fræk og voldelig«, som han er citeret for at sige i den grundige biografi Orbán: Hungary’s Strongman af den ungarsk-østrigske journalist Paul Lendvai.

Orbáns far var medlem af kommunistpartiet, og det hjalp ham til et job som inspektør i et stenbrud, så familien flyttede til byen, de fik varmt vand i hanerne, og Orbán fik plads på en af landets bedste skoler. Han brugte det næste halve år på at aflære sig sin bondske dialekt.

Politik var stadig fraværende i hans liv, »der er ikke en eneste forklaring i min familie på, hvorfor jeg blev antikommunist«, har han sagt. Men det ændrede sig i hæren.

Ungaske mænd, der ville på universitetet, måtte først aftjene et års værnepligt, og i militæret mødte den unge Orbán for første gang et brutalt regime, der straffede og ydmygede (ikke mindst fordi Orbáns militærtjeneste foregik samtidig med VM i fodbold – flere gange blev han straffet hårdt for at komme for sent, når han havde set fodbold). Det hemmelige politi forsøgte også at hverve ham som informant. Han afviste dem.

Roxette, Soros og den nye verden

I 1983 ankom den 20-årige Viktor Orbán med sin taske til det nyoprettede Bibó István College for at læse jura. Og her er det værd at gøre et lille ophold i fortællingen og dvæle ved de utrolige omstændigheder.

For lige her på det lille campus på de træklædte bakker omkring Budapest blev Ungarns politiske fremtid lagt på skinner: De tre øverste politikere i Ungarn i dag – premierministeren (Viktor Orbán), præsidenten (János Áder) og formanden for parlamentet (László Kövér) – mødtes alle her på det universitet. De tre spillede endda sammen på et femmandsfodboldhold.

Det var en opbrudstid i Øst- og Centraleuropa, og det juridiske fakultet på Bibó István blev centrum for Ungarns reformbevægelse – både fordi det kommunistiske styre under ledelse af János Kádár var mindre hårdhændet end sine kolleger i Moskva, men også fordi universitetets rektor, der kun var fem år ældre end Orbán, selv var reformist.

Orbán blev politisk vakt. Der var debataftener og forelæsninger. I hemmelighed besøgte han lederne af Solidaritetsbevægelsen i Polen og skrev sin afhandling om de polske fagforeninger. Milliardæren George Soros, som senere skulle blive Orbáns fjende nummer ét, støttede de liberale studerende økonomisk – mest berømt er historien om, at Soros købte en printer, så de unge liberale kunne sprede deres antikommunistiske skriblerier.

I 1988 kunne Orbán og co. ikke vente længere, så den 30. marts samledes 36 studerende i universitetets hall og dannede alliancen af unge demokrater, Fidesz. De mente ’unge’ helt bogstaveligt: Ingen over 35 år kunne blive optaget. Og ingen kommunister. Timingen var perfekt, to måneder senere gik János Kádár af, og den nye regering lod Fidesz være Fidesz. Snart havde de tusinde medlemmer.

Imens arbejdede Orbán deltid for George Soros’ fond, og i september 1989 blev han tildelt et stipendium fra Soros, så han kunne studere politisk filosofi på Oxford. Orbán flyttede til London med sin kone og deres nyfødte datter, Ráhel, men efter mindre end fire måneder senere var han tilbage i Ungarn. Landets første demokratiske valg var på trapperne, og han ville være med.

På YouTube kan man finde Fidesz-kampagnevideoen fra 1990: Man ser benene af en kvinde i nylonstrømper og stilethæle, hun bøjer sig ned og triller en appelsin hen ad jorden. Den kolliderer med nogle dominobrikker, der står opstillet på et kort og tilsammen danner en kommuniststjerne – brikkerne vælter og »Listen to you Heart« med Roxette begynder. Så toner en ung, sorthåret Viktor Orbán frem.

I april 1990 vandt Fidesz 22 ud af 386 pladser i parlamentet. Orbán stod øverst på listen.

Jakkesæt og tætte barberinger – og slipset

Der er en historie om Viktor Orbán, som blevet mytologisk i ungarsk politik. Den er utvivlsomt sand, flere kilder har fortalt den, men den er også blevet så frit svævende i den politiske bevidsthed, at man nok mere skal forstå den som en fortælling end som en konkret handling (den er sågar sat på vers af den ungarske poet Istvan Kemeny).

Det er 1994, der har lige været valg, og der er reception i Budapest for et nyvalgt parlamentsmedlem. Hele det politiske establishment er her, der er drinks, og Viktor Orbán er ankommet sammen med sine partikammerater, som i dagens anledning er trukket i jakke og slips.

På et tidspunkt kommer en ældre, liberal politiker, den jødiske intellektuelle Miklos Haraszti, over til Orbán, han ser på ham og retter så på hans slips. Alle ser det, og alle ser, at Orbán rødmer.

Når den lille scene er blevet så berømt, skyldes det, at den tilbyder en forklaring på det, der skete efterfølgende. For det er nu, at Viktor Orbán bliver til Viktor Orbán, og folk diskuterer stadig hvorfor.

Hvorfor vendte han pludselig ryggen til de liberale principper, som havde bragt ham frem? Hvorfor allierede han sig med kirken og højrefløjen, hvorfor ændrede han partinavnet til Fidesz – Ungarns borgerlige parti, og hvorfor ændrede han sit look fra stramme jeans og halvlangt hår til jakkesæt og tætte barberinger? Fidesz blev et kristenkonservativt parti; et patriotisk bourgeoisparti, der »bør samarbejde med de politiske kræfter til højre for midten«, som Orbán erklærede i april 1995.

Mange har set skiftet i lyset af episoden til receptionen: En landsbyknægt kan måske nok kæmpe sig op i verden, han kan danne et parti, han kan blive valgt, men den kulturelle overklasse vil stadig dominere ham.

»Jeg er ikke en følsom intellektuel fra det 20. århundrede,« har Orbán selv sagt.

»I mig er der måske en hårdhed, der stammer nedefra.«

Historien har noget for sig. Lige siden har Orbán kæmpet imod ’eliten’. Imod multikulturalister i Bruxelles. Imod de kommunistiske netværk i staten, imod de liberale i medierne og ngo’erne.

Men Orbáns illiberale drejning handler ikke bare om kulturkamp, skriver politologerne Ivan Krastev og Stephen Holmes i deres bog The Light that Failed. Det handler også om magt.

»Mens de liberale i Ungarn var optaget af menneskerettigheder, checks and balances, en fri presse og retlig uafhængighed (alt sammen værdsat, fordi de lægger begrænsninger på magtudøvelsen), var Orbán interesseret i at bruge magten til at ændre den politiske orden.

De liberale i Budapest ville vinde diskussioner, han ville vinde valg. Hans (Orbáns, red.) passion for fodbold havde lært ham, at det der betyder noget i enhver konkurrence, uanset om det er politik eller sport, er dræberinstinkt og urokkelig, ukritisk loyalitet,« skriver Krastev og Holmes.

Orbáns yndlingsfilm er Once Upon a Time in the West. Han har set den »mindst 15 gange«, har han fortalt den polske journalist Igor Janke, der har forfattet biografien Forward! – The Story of Hungarian Prime Minister, Viktor Orbán. I Sergio Leones spaghettiwestern fra 1968 spiller Charles Bronson en hævngerrig cowboy, der jager og dræber en gruppe gangstere, der har myrdet hans bror og en uskyldig familie.

»Det er en heroisk historie,« har Orbán forklaret. »I starten ser alt umuligt ud. Forhindringer dag og nat – intet lykkes. For at være dygtig og vinde er det ikke nok, at man kan skyde og slå i bordet. Man må kende og forstå sin fjende, man må lære, hvad der driver dem, og når tingene balancerer på en knivsæg, må man ikke vige tilbage, man må angribe og vinde!«

Passagen om filmen afslutter indledningen i Igor Jankes meget Orbán-positive biografi – det er nemlig essensen af Viktor Orbán, konkluderer forfatteren.

»For ham (Orbán) er politik som en western. Viktor Orbán er ingen engel, men nærmere en kæmpende pistolskytte.«

Historien om Orbán er først og fremmest en historie om magt.

Sådan var det også i 1990’erne. Orbán så en åben politisk spillebane til højre, han greb chancen, han vandt en bitter magtkamp i Fidesz, hvor tidligere allierede forlod partiet og blev til livslange fjender, og selv om Fidesz ikke blev det største parti ved valget i 1998, vandt han posten som premierminister. Han var 35 år.

Men der skulle endnu gå nogle år, før den Viktor Orbán, verden i dag kender, så dagens lys.

En revolution i stemmeboksen

Til Orbáns store overraskelse tabte Fidesz valget i 2002 til Socialdemokratiet, men set i bakspejlet var det slet ikke nogen dum idé at være i opposition i slutningen af 00’erne. I 2006 havde socialdemokraterne skiftet formand, og det var gået op for den nye premierminister, Ferenc Gyurcsány, at hans forgænger både havde brugt for mange penge og løjet om det. På et lukket partimøde i det sydlige Ungarn holdt han en rasende tale til sine kolleger:

»Vi har åbenlyst løjet i det sidste halvandet eller to år,« sagde han.

»Vi har fucket det op«.

To uger senere blev en optagelse af talen lækket til Ungarns svar på Danmarks Radio, det er uklart af hvem. Folk blev rasende. Demonstranter strømmede ud i gaderne i en grad, der ikke var set siden 1956, de sang og fyrede med fyrværkeri, en pensionist stjal en T-34-tank fra et museum og kørte rundt i gaderne, indtil han løb tør for benzin. Politiet overreagerede, og Orbán greb chancen. Gyurcsány var »en notorisk løgner«, sagde han, og de næste år rejste han sig rutinemæssigt og forlod parlamentet, når premierministrene skulle tale.

Og så kom finanskrisen. Ungarn var tæt på statsbankerot og måtte tage imod lån fra IMF og EU – lån, der kom med hårde betingelser: Regeringen sænkede lønningerne, hævede pensionsalderen og hævede momsen.

Fidesz stemte imod det hele.

I 2009 mente 72 procent af ungarerne, at livet var bedre under kommunismen. Centrum-venstre kollapsede, og ved valget i 2010 vandt Fidesz 53 procent af stemmerne. Det højreradikale parti Jobbik fik 17 procent. Ungarns uproportionale valgsystem betød, at Fidesz fik absolut flertal i parlamentet, det var, som Orbán formulerede det, »en revolution i stemmeboksen«.

Slipknot og paprikakylling

Budapest føles ikke som et diktatur. Jeg var der i forrige måned. Jeg gik en tur langs Donau, spiste paprikakylling og drak hvidvin på en af de mange restauranter i centrum. På et af kaffehusene var der debat om EU, og metalbandet Slipknot skulle spille koncert. Der er ikke noget hemmeligt politi, som aflytter journalister, valgurnerne bliver ikke stoppet med falske stemmesedler, der er ingen personkult omkring Viktor Orbán. Men det betyder ikke, at Ungarn er et frit demokrati.

»Vi tror altid, at det kun er de gode, der lærer af historien, men måske lærer de knap så gode også af den,« sagde den tyske politolog Jan-Werner Müller til mig, da vi mødtes på en café i Wien nogle dage efter mit besøg i Ungarn. Han kom selv direkte fra en demonstration i Budapest til fordel for Det Centraleuropæiske Universitet, som Orbán ifølge sine kritikere har tvunget ud af landet.

»Du kan ikke forestille dig, hvor søde politiet var. ’Jamen vil I demonstrere her og besætte de her bygninger, det er da bare fint’. Orbán er meget forsigtig med, at der ikke kommer billeder ud, som verden kan genkende som autoritært. Men Ungarn er ikke længere et frit demokrati,« sagde Jan-Werner Müller.

Da Fidesz kom til magten i 2010, ændrede de forfatningen og indførte en passage om, at Ungarn er et kristent land.

Næsten en million etniske ungarere, der boede i de omkringliggende lande, fik statsborgerskab og stemmeret. Langt de fleste af dem stemmer på Fidezs.

Den stærke forfatningsdomstol fik frataget en række beføjelser, og pensionsalderen for dommere blev sænket, hvilket med ét slag tvangspensionerede et stort antal dommere og gav regeringen mulighed for selv at udnævne nye.

De ændrede valgloven: Antallet af parlamentarikere faldt fra 386 til 199, og samtlige valgkredse blev genoptegnet, hvilket ifølge Kim Lane Scheppele fra Princeton University har gavnet Fidesz og skabt »et af de mest disproportionale parlamenter i Europa«. Ved valget i 2018 fik Fidesz 49 procent, men det var nok til at få 67 procent af pladserne i parlamentet, et absolut flertal.

Vestlige ngo’er har længe kritiseret Orbán.

Transparency International kaldte valget i 2018 »frit, men ikke fair«.

Ifølge Freedom House har regeringen bevidst »hæmmet oppositionsgrupper, journalister, universiteter og ikkestatslige organisationer (ngo’er), hvis perspektiver den finder ugunstige«.

Reporters Without Boarders konkluderer, at »ejerskabet af Ungarns medier fortsætter med at blive mere og mere koncentreret i hænderne på oligarker, der er allieret med premierminister Viktor Orbán«.

Og nu har vi corona. Orbán har indført en undtagelsestilstand uden slutdato. Parlamentet kan ophæve den igen, men det kræver et to-tredjedeles flertal, som Fidesz som sagt sidder på. Ifølge forfatningen skal undtagelsestilstanden ophøre, når truslen fra virussen er væk, men som Kim Lane Scheppele har pointeret, er det Orbán selv, der definerer, hvornår det er sket. Imens kan han regere pr. dekret og behøver ikke afholde valg.

»Loven overdrager Orbán den fulde diktatoriske magt, som han kan bruge til at klæbe sig til magten,« skriver Kim Lane Scheppele.

Diktatoren kommer

En smuk sensommerdag i 2018 sad jeg på pressepladserne under taget i den airkonditionerede parlamentssal i Strasbourg og så Viktor Orbán ankomme til Strasbourg. Vi var her for at se, om EU-Parlamentet virkelig turde udløse ’atombomben’ mod Ungarn, Artikel 7, som i teorien kan føre til, at Ungarn kan ende med, at landet mister sin stemmeret i unionen.

(Det har senere vist sig, at Artikel 7 ikke kan bruges imod Ungarn. I stedet er diskussionen nu, om man kan stille krav til retsstaten, før der udbetales penge til et medlemsland fra EU’s budget, red.)

»Ungarn ville aldrig blive optaget i EU i dag,« sagde belgiske Guy Verhofstadt fra den liberale gruppe, og salen klappede. For er det virkelig tilfældigt, at Orbáns svigersøn på ganske få år er blevet en af Ungarns rigeste mænd? At hans firma har fået store anlægsopgaver med at installere LED-lys i byerne finansieret af EU-penge (det efterforskes lige nu af EU’s antisvindelenhed)?

Er det tilfældigt, at Orbáns barndomsven har opkøbt 1.500 hektar landbrugsjord i store statslige udbudsrunder, så han nu modtager millioner i direkte landbrugsstøtte fra EU? Nej, mener de fleste i Bruxelles og Strasbourg.

EU’s syn på Orbán kan opsummeres på et minut. Man skal bare se videoklippet fra 2015, hvor den daværende formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, står og venter på at modtage Orbán under et EU-møde i Letland. »Diktatoren kommer,« siger han til sin sidemand. Og da Orbán ankom, griner Juncker og stikker ham en venskabelig lussing, smiler og siger »diktator«.

Orbáns regering fastholder, at alt foregår efter bogen: Når EU påstår noget andet, er det, fordi de ikke kan lide nationalkonsevative regeringer. Fordi Ungarn ikke vil have muslimske flygtninge, fordi de har bygget et 175 kilometer langt pigtrådshegn til Serbien, fordi Orbán har kaldt Angela Merkels wir straffen das-politik »moralsk imperialisme, fordi antallet af kvindelige ministre i hans tre regeringer kan tælles på én hånd, og fordi Orbán var den eneste EU-leder, der holdt med Trump i 2016 – »Congratulations. What great news. Democracy is still alive«, som han skrev på Facebook den 9. november 2016.

Den dag i Strasbourg sad Viktor Orbán stille og rystede af og til opgivende på hovedet.

»I vil fordømme det ungarske folk,« sagde han, da han endelig rejste sig for at tale. »I tror, I ved bedre end ungarerne.«

Det har i årevis været Orbáns forsvar mod kritikken: At den fri presse, ngo’erne, dommerne, universiteterne og eksperterne ikke repræsenterer folket, de repræsenterer en indspist elite af liberale, som vil åbne grænserne, undergrave nationen og udslette de kulturelle traditioner.

Det er dem, der går rundt og retter på folks slips. De må da have deres meninger, der er jo ytringsfrihed, men Orbán skal nok sørge for, at de får mere magt, end de har agt.

Efter i alt 14 år ved magten er det, som om han stadig kæmper mod overmagten. Det, mange ser som et brud, ser Orbán selv som en kontinuitet. Orbán i 2020 er den samme som i 1989.

»Vi kæmper den samme kamp (som i 1989),« sagde han på en nationalkonservativ konference i Rom så sent som i februar.

»De liberale professorer og politikere bruger anderledes ord, men de mener det samme, som marxisterne gjorde. Vi føler os stadig som de samme antikommunistiske radikaler, vi var for 30 år siden.«

Kilder:

Paul Lendvai: Orbán: Hungary’s Strongman (2018). Ivan Krastev og Stephen Holmes: The Light that Failed (2019). Igor Janke: Forward! – The Story of Hungarian Prime Minister, Viktor Orbán (2015)

New York Review of Books, London Review of Books, The Guardian, Politico, Financial Times, New Yorker, Atlantic, Foreign Policy.