Feature
Læsetid: 9 min.

Etiopiens kæmpedæmning på Nilen kan gøre en vandkrig »uundgåelig«. Til juni åbner den

Etiopiens store ’renæssancedæmning’ ved Den Blå Nil åbner til juni trods egyptisk frygt for vandknaphed ved den nedre Nil. Men selv om klimaforandringer vil tære yderligere på regionens vandressourcer, bakker Sudan – et af de andre lande i regionen – op om projektet
En kvinde går i det lave vand, hvor Den Blå Nil og Den Hvide Nil løber sammen i Sudans hovedstad, Khartoum, og bliver til Nilen. Etiopiens byggeri af den gigantiske GERD-dæmning ved Den Blå Nil og frygten for konsekvenserne har skabt bitter strid mellem især Etiopien og Egypten, mens Sudan prøver at holde balancen mellem de to.

En kvinde går i det lave vand, hvor Den Blå Nil og Den Hvide Nil løber sammen i Sudans hovedstad, Khartoum, og bliver til Nilen. Etiopiens byggeri af den gigantiske GERD-dæmning ved Den Blå Nil og frygten for konsekvenserne har skabt bitter strid mellem især Etiopien og Egypten, mens Sudan prøver at holde balancen mellem de to.

Ozan Kose

Udland
29. april 2020

KHARTOUM – På sit kontor i Khartoum forbereder Ahmed al-Mufti sig hver dag på den vandkrig, der vil bryde ud. Før eller siden – det er han sikker på.

Mufti, der er menneskerettighedsadvokat og ekspert i vandressourcer, trak sig i 2010 fra den sudanesiske delegation, der forhandler om deling af Nilens vand med de to nabolande, Egypten og Etiopien – fortvivlet over, hvad han så som en katastrofekurs.

Muftis vrede skyldes Etiopiens enorme og 4,5 milliarder dollar dyre dæmningsbyggeri, GERD (Grand Ethiopian Renaissance Dam), der ligger ved Den Blå Nil.

Den Blå Nil har sit udspring i den etiopiske Tana-sø og løber sammen med Den Hvide Nil i Khartoum, og tilsammen danner de floden Nilen, der bugter sig videre nordpå gennem Egypten.

Nu risikerer dæmningsprojektet at få fatale konsekvenser for vandstanden hele vejen op til den egyptiske middelhavskyst – afhængigt af hvor hurtigt Etiopien fylder dæmningens 74 milliarder kubikmeter store reservoir.

»Den etiopiske dæmning vil destabilisere regionen permanent – om et år, om to år, om ti år, om 100 år. Kimene er lagt, og konsekvensen bliver en krig om vand – det er uundgåeligt. Ingen befolkning vil finde sig i at tørste ihjel, når den ved, der er rigeligt med vand i nærheden. Det var min holdning, da jeg trak mig. Ikke en dag er gået, uden at jeg er blevet bestyrket i den«.

Inden for få måneder ventes Etiopien at indlede den første opfyldning af dæmningens reservoir. Forud er gået et årti med vanskelige forhandlinger med de øvrige Nil-lande. Først i april fastslog den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed, at coronapandemien ikke vil udsætte indvielsen af dæmningen, og at opfyldningen vil igangsættes, når regntiden begynder i juni.

Billig strøm

Sudans premierminister, Abdalla Hamdok, presser på for at få dæmningen under »fælles forvaltning«, for selv om den i et eller andet omfang vil mindske Sudans vandressourcer i Den Blå Nil, vil dæmningens vandkraftværk kunne give Sudan adgang til billig strøm.

Længere nede ad floden ser Egypten GERD som en eksistentiel trussel, der vil kunne udløse perioder med vandknaphed for 100 millioner egyptere i en fremtid med eskalerende klimaforandringer. Så stærk er den egyptiske modvilje, at regeringen i Cairo sågar har overvejet at indsætte sit flyvevåben for at bombe dæmningen.

Men både Etiopien og Sudan insisterer på, at vandkraft fra dæmningen har afgørende betydning for, at de kan udvikle deres lande og sikre deres befolkningers velfærd i fremtiden.

Ahmed al-Mufti piller ved sin bedekrans og fortsætter:

»Jeg tror, at vi inden for et år efter opfyldningen af dæmningens reservoir vil se de første tegn på kritisk vandmangel. Dæmningen er et anslag mod menneskers rettigheder til liv og arbejde.«

For et par måneder siden kom det til et sammenbrud i de anspændte forhandlinger mellem de tre lande på et møde i Washington.

Via amerikansk mægling var man i januar nået frem til en foreløbig aftale om, at en faseinddelt reservoiropfyldning i første omgang kunne indledes under dette års regntid, men at man fremover skulle forhandle fra gang til gang om nye opfyldninger, og herunder især om, hvad fremgangsmåden skulle være i tilfælde af tørkeperioder.

Hvor meget vand, der løbende vil være til rådighed, afhænger af Den Blå Nils afvanding, som i de senere år er blevet påvirket af et klima i forandring.

Da Egyptens og Sudans delegationer i februar igen var i Washington for at genoptage forhandlingerne med henblik på at underskrive en endelig aftale, meldte de etiopiske forhandlere pludselig afbud og krævede mere grundige diskussioner.

USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, konkluderede, at en endelig aftale om dæmningen nu »lå måneder ude i fremtiden«.

’Vandhegemoni’

Etiopiens position udløste en regn af diplomatiske udvekslinger: Egypten beskyldte regeringen i Addis Ababa for at stræbe efter »vandhegemoni« og rejste spørgsmålet i Den Arabiske Liga og over for Donald Trump.

Etiopien hævdede, at den amerikanske præsidents informationer om spørgsmålet var »upræcise og utilstrækkelige«, mens Egyptens udenrigsminister tog på rundrejse i Mellemøsten for at samle støtte.

Egypten forsøger vedholdende at vinde Sudan over på sin side og har endda taget initiativ til at løse en årtier lang grænsestrid mellem de to lande.

Sudan sætter dog fortsat sin lid til, at dæmningen vil give landet adgang til billig elektricitet og har afstået fra et skrive under på en udtalelse fra Den Arabiske Liga, der fordømmer Etiopiens linje.

Ahmed al-Mufti ser Sudans holdning som en naiv vildfarelse og henviser til den principerklæring, som de tre nationer underskrev i 2015.

»Her står, at hvis der er overskudsproduktion af elektricitet, så vil lande ved den nedre Nil, som for eksempel Sudan, få forret til at købe den,« siger han.

»Der er hverken angivet kvantitet eller pris, ingenting! Man talte om ved underskrivelsen af erklæringen om 6.000 megawatt, men dæmningsingeniørerne har fra starten ladet forstå, at den daglige produktion næppe vil komme over 2.000 megawatt, så vi vil muligvis aldrig se en overproduktion. Og selv hvis vi gør, forhindrer intet, at Etiopien kan opkræve verdensmarkedspriser.«

Samtidig er realiteten lige nu, at Egypten er begyndt at forære Sudan elektricitet, påpeger Mufti med henvisning til, at det egyptiske og sudanesiske elnet tidligere i år blev koblet sammen med opførelsen af en 170 kilometer lang mastelinje.

Mufti frygter, at Sudan i sidste ende bliver udmanøvreret af Etiopien, der har solgt landet »en løgn om billig energi – en total løgn«.

Tørt flodleje

Ved bredden af Den Blå Nil peger bonden Abdullah Ali ud på flodløbet. Vandet dækker langtfra hele flodlejet. En bred sandet bund er blevet synlig på begge sider af strømmen. Abdullah Ali har måttet forlænge rørpumpen til sin tørre landbrugsjord og forventer at måtte forlænge den igen, hvis vandet viger yderligere.

»Allerede i dag står vandet lavt,« siger han.

Han er 65 år og har været bonde i hele sit liv, men den lave vandstand er noget nyt.

»Det har aldrig været så slemt før. Sidste år på samme tid var der masser af vand,« siger han.

Den aftagende afvanding af Den Blå Nil giver et skræmmende forvarsel om, hvad klimakrisen kan betyde – og ikke kun for Sudans vandressourcer, men for hele regionens. Abdullah Ali vakler hen over den sprukne jord og peger med sin stok på sine halvvisne afgrøder, imens vinden griber fat i hans lange hvide kjortel.

Mens Sudan, Egypten og Etiopien skændes om Nil-bassinets vandressourcer, strammer klimakrisen til. Abdullah Ali har brug for mere flodvand for at kunne dyrke sine afgrøder, som i år indbefatter langt mere lucerne, en afgrøde, der bedre modstår tørke.

Det går ud over indtjeningen, for lucerne indbringer ikke lige så gode priser som de tomater og okrafrugter, han sælger på markedet i Khartoum. For små mængder nedbør betyder også, at han har måttet investere mange penge i en dieseldrevet pumpe til kunstvanding.

Mangel på vand har allerede fået mange til at forlade deres landbrug.

»Jeg kender flere, som har opgivet deres egen jord og nu arbejder som løsarbejdere hos de bønder, der har råd til pumper,« siger Abdullah Ali, som frygter, at samme skæbne venter ham, hvis hans indtjening ikke kan stå mål med de stigende udgifter.

Længere oppe ad floden er bomuldsbonden Hassan Khallafallah stolt over årets høstudbytte, men bekymret for det næste års. Hans bomuldsmark rasler i blæsten med dunagtige knopper, der strækker sig imod en blændende klar blå himmel.

»Jeg er bekymret for Sudan,« siger Hassan Khallafallah, der længe har fulgt nyhederne om GERD-dæmningens udvikling.

Hassan Khallafallah har allerede lagt mærke til ændringer i flodens strømmønstre og lavere vandstande i overrislingskanalerne. Ved bredden af den hovedkanal, der fører vand til hans marker, siger han:

»Du kan selv se her. Der er kommet meget mindre vand i kanalen.«

Hassan Khallafallah glæder sig dog over Sudans overgang til demokrati og siger, han vil gå i forbøn hos landets nye regering og bede den tage spørgsmålet om knaphed på vandingsvand op.

»Det her er en sag for ministeriet for kunstvanding. Jeg vil selv tage til Khartoum og tale med dem.«

Tåleligt tab

Trods alle bekymringer er Sudans GERD-forhandler, Salih Hamad Hamid, fra ministeriet for kunstvanding og vandressourcer, overbevist om, at hans land kan klare et vist tab af vandressourcer og samtidig drage fordel af billig vandkraft.

»Sudan forsøger at sikre sine vandrettigheder og at få størst mulig fordel af vores fælles vand fra Den Blå Nil. Sudans forslag går ud på at optimere energiproduktionen fra GERD og at minimere skadevirkningerne fra reservoirpåfyldning og dæmningsdrift i områderne længere nede ad floden, både i Sudan og Egypten,« skriver han i et mailsvar til The Guardian.

Salih Hamad Hamid henviser til, at Nil-landene har »indgået en aftale om en opfyldning inddelt i syv faser«. Det betyder angiveligt, at man i de næste syv år »kan justere efter tørkeperioder og afvandingsmængde og sænke tempoet i opfyldningen, hvis vandstanden i Den Blå Nil skulle stå lavere end sit gennemsnitsniveau«.

At landene kan nå til enighed om en tidsplan for opfyldning er væsentligt, fordi dæmningen vil skabe et reservoir, der er dobbelt så stort som Hoover-dæmningens Lake Mead, det største vandreservoir i USA, hvilket vil reducere strømmen i Den Blå Nil med op til 25 procent og muligvis også mindske energiproduktionen fra Egyptens Aswan-dæmning.

Men selv om den foreløbige aftale omtaler justeringer for eventuelle tørkeperioder, har der været usædvanligt lidt omtale af de klimaændringer, som på længere udsigt udgør en trussel mod vandressourcerne.

Sudanesiske tilhængere af dæmningen siger, at den årlige regntid, der får Nilens vandmasser til at svulme op, vil sikre mere end rigeligt med vand. Efter deres opfattelse har Den Blå Nil og Sudan vand tilovers, som man kan bruge til vandkraft.

Flere varme og tørre år

Men videnskabelige undersøgelser viser, at landene i Nil-bassinet må regne med at blive udsat for længere tørre perioder.

Klimaforskere fra American Geophysical Union har således advaret om, at »hyppigheden af ​​varme og tørre år sandsynligvis vil stige som følge klimaændringerne og det til trods for forventede stigninger i den regionale nedbør. Disse øgede varme og tørre ekstremer vil sætte regionens landbrug under pres og vil i kombination med hastig befolkningstilvækst forværre vandknapheden i Det Øvre Nilbassin over de næste årtier«.

To af forskerne, Ethan Coffel og Justin Mankin, har slået alarm over udviklingen, som efter deres vurdering vil true lokalbefolkningen.

»På nuværende tidspunkt lider allerede ti procent af Nilbassinets befolkning af kronisk vandknaphed, dels på grund af de sæsonbestemte tørre perioder, dels på grund af en meget ulig fordeling af vandressourcerne,« siger de.

Vand er allerede en knap ressource i dele af Darfur og andre områder i Sudan, der hærges af, at ørkenen spreder sig. Her risikerer konflikter over den dyrebare ressource nu at blive desto mere betændte.

Konkret advarer de to forskere om, at op til 35 procent af dem, der bor i Nil-landene, i 2040 vil kunne rammes af vandknaphed. Det drejer sig om over 80 millioner mennesker, som vil stå uden tilstrækkeligt vand til at få deres dagligdag til at fungere.

På Fenti-golfbanen i en forstad til Khartoum synes alle bekymringer for fremtidige vandressourcer imidlertid at være langt væk. Sprinklere overrisler græsset, der er omgivet af frodige blomsterbed, og daddelpalmer vokser omkring kunstige søer fyldt med karper og udsmykket med springvand.

»Vi har et drænsystem, så det vand, der bruges, strømmer direkte tilbage i vandspejlet,« siger golfbanens ejer, Daoud Abdellatif, og peger på en rist i græsset, der strækker sig langs med den 50 hektar store golfbane.

Mens en golfbuggy sprøjter gennem vandpytterne på stierne omkring banen, udpeger han andre områder, hvor der skal opføres luksusboliger. Abdellatif vil ikke sætte tal på, hvor meget vand golfbaneanlægget bruger, men insisterer på, at det meste genbruges.

»Se på, hvor dejligt et grønt område, vi kan få ud af at bruge den mængde vand, vi bruger. Hvorfor planter mennesker træer? Her har vi en af byens lunger. Byer ville blive kvalt uden grønne arealer«, siger han.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Du godeste.. een ting er betydningen for menneskene og deres føde, men hvad med dyrelivet?? Hvad vil der ske når Nilen ikke længere svulmer ind over land og giver vand og næring til økosystemerne helt fra de allermindste mikroorganismer til alger, til fugle, til rovdyr,,,?

Kim Houmøller, Thomas Jørgensen, Klaus Lundahl Engelholt, Alvin Jensen, David Zennaro og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Egypten har for mange år siden bygget en dæmning ved Aswan de årlige oversvømmelser er en saga blot. MEN det er stadigvæk bekymrende, at de to lande ikke kan enes om flodens vand.

Jordan floden, kendt fra biblen er næsten tør pga. afledning til landbrug.

Mekong floden der går gennem Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam er også voldsom beskåret af Kina, der har omledt store dele af floden.

Vand er liv, så der kommer voldsomme konsekvenser imellem landene pga. disse handlinger.

Klaus Lundahl Engelholt, Lise Lotte Rahbek, Mikkel Zess og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
torben - nielsen

Uuuhhh, - jeg kan godt lide den sidste sætning i overskriften: ”Til juni åbner den”.

For hvad er det en dæmning gør, når den åbner??

Jo, den lukker sluserne!!

Så man kan godt stille spørgsmålet: hvad gør den, åbner den eller lukker den??

Så mon ikke det havde været mere korrekt at sige: at den tages i brug i juni.

Claus Nielsen, Bent Nørgaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Fredslutningen mellem Etiopien og Eritrea har været en strategisk beslutning der har gjort at Etiopien har bedre kort på hånden hvis det skulle komme til militært forsvar af GERD - det der synes at være uafvendeligt er krigen om det 21. århundredes olie - ferskvand.