Læsetid: 9 min.

Filosof: Når coronastormen er drevet over, kan Europa stå svækket tilbage

Europas lande tager så drastiske metoder i brug for at beskytte sig imod coronaepidemien, at det permanent kan skade de fundamentale demokratiske rettigheder, som kontinentets samfund bygger på, mener den fremtrædende italienske filosof Roberto Esposito
Der er tomt og stille i Quartieri Spagnoli i Napoli, hvor den 70-årige italienske filosof Roberto Esposito sidder i coronakarantæne.

Der er tomt og stille i Quartieri Spagnoli i Napoli, hvor den 70-årige italienske filosof Roberto Esposito sidder i coronakarantæne.

CIRO FUSCO

7. april 2020

»Vores demokrati kan ikke overleve længe med dette underskud af frihed og social interaktion,« advarer den 70-årige italienske filosof Roberto Esposito.

Hans bekymring for demokratiet er ikke blot et produkt af, at han under sin coronakarantæne pludselig har for meget tid til at lade tankerne løbe frit.

For hvad vil der kunne ske med demokratiet, hvis frihedsrettigheder i en meget lang periode bliver suspenderet? En periode, hvor staten indfører nye overvågningsværktøjer, hvor folk ikke har frihed til at samles og protestere, hvor folk holdes isoleret? En periode, hvor magthaverne i en krisesituation oplever uhørt stor opbakning, og hvor større dele af befolkningen end normalt mener, at man ikke bør kritisere regeringen, men derimod skal stå sammen i en krisetid. Hvordan vil magtbalancen mellem befolkninger og magthavere, regering og parlamenter så være?

Det er den slags spørgsmål, den italienske filosof kredser om i sit arbejdsværelse i det spanske kvarter i Napoli, hvorfra han kan observere, at meget af det, han har skrevet værker om – værker, som har skaffet ham en solid plads i moderne filosofi – nu udfoldes på den mest dramatiske vis i Italien, ja, på hele kontinentet: Hvordan magthavere forsøger at immunisere deres samfund mod en udefrakommende fjende på en så aggressiv vis, at der er risiko for, at de uigenkaldeligt underminerer de grundpiller, som er fundamentale i de selvsamme samfund, som de forsøger at forsvare.

»Når vi går for vidt i forsøget på at beskytte os selv, så sker der det samme med vores samfund, som med en menneskekrop, der lider af en autoimmun sygdom: immunsystemets voldsomme reaktion skader de vitale organers funktion, og i sidste ende risikerer man at dø,« siger Esposito.

»Landene indfører hårde tiltag for at beskytte sig mod coronavirussen, men disse tiltag, som sætter frihedsrettighederne under pres, kan i sig selv være lige så ødelæggende for samfundet. De demokratiske landes politiske handlinger nærmer sig nu dem, vi ser i autoritære regimer, og derfor er det altafgørende, at denne periode bliver så kort som muligt, så skaden på længere sig ikke bliver for stor.«

I store dele af sit forfatterskab, der har strakt sig over et halvt århundrede, har Esposito fokuseret på, hvordan fællesskaber forsøger at immunisere sig mod grænseoverskridende, ukontrollable og udefrakommende fænomener – det være sig såkaldte flygtningebølger, skyggesiderne af den globaliserede økonomi eller epidemier.

Men også hvordan overdreven selvbeskyttelse kan risikere at føre til selvdestruktion, og hvordan fællesskaber i forsøget på at beskytte sig selv falder for fristelsen til at udelukke og dæmonisere det ukendte, de fremmede, det anderledes.

Magten over livet

Normalt tager han hver uge toget fra Napoli mod nord til byen Pisa, hvor han er professor i teoretisk filosofi ved Scuola Normale Superiore. Men nu er undervisningen naturligvis aflyst.

»Jeg er derfor blot hjemme, hvor jeg læser og skriver. Men det er selvfølgelig én ting at være hjemme frivilligt og noget helt andet at være det ud af nødvendighed. Ligesom alle andre så bruger jeg også meget tid på at følge med i nyhederne om epidemien, men når angsten tager til, så kaster jeg mig over arbejdet. Det er velgørende og giver mig en balance og noget håb trods alt.«

Han har i længere tid været en af de store italienske tænkere, men specielt efter hans bøger i starten af årtusindet begyndte at blive oversat i større omfang, fik han et internationalt publikum til sit arbejde med at forstå sammenhængene mellem fællesskab og biopolitik, eller biomagt.

Det er et begreb, som den franske filosof Michel Foucault i 1970’erne definerede som den magt, magthavere besidder over undersåtternes liv og helbred. Og magten karakteriseres af, hvordan magthavere bruger den til både at kontrollere, dominere men også beskytte det biologiske liv – det være sig igennem alt fra fødselskontrol, statslige sundhedsprogrammer, tvangsvaccination og forbud mod rygning i det offentlige rum til drastiske politiske tiltag for at immunisere befolkningen mod en dødelig epidemi.

Hans første bog på dansk udkom sidste år: Communitas – Fællesskabets oprindelse og skæbne.

Øget nationalisme

Esposito ser coronaepidemien som et gigantisk forstørrelsesglas, der fremhæver allerede eksisterende tendenser i europæiske samfund. Den gør nationalismen og angsten større. Fjendebilleder bliver malet med større pensler. Magthavernes lyst til at kontrollere og øge sine magtbeføjelser bliver større – og ligeså gør borgernes villighed til at lade sig kontrollere.

»Virussen udvider og intensiverer de problemer, der allerede eksisterer,« mener han.

Her peger Esposito især på, at epidemien bliver spændt for nationalisters og højrepopulisters vogn. Tidligere ville de immunisere samfundet mod indvandring. Nu er corona og indvandring flettet sammen, da højrefløjspolitikere over hele Europa har forsøgt at udnytte epidemien til at styrke deres argument om at lukke grænserne for de fremmede, idet de opstiller en ikkeeksisterende sammenhæng mellem virussen og migranter fra Mellemøsten og Afrika.

Samtidig er det åbne Europa brudt sammen. Nationalstaterne har lukket grænserne.

Den situation har i Italien fået Matteo Salvini, den fremmedfjendske leder af det højrenationale parti Lega, til at sige, at udviklingen blot understreger, at hans hidtidige politik er den rigtige. Salvini, der har mere end antydet, at det er afrikanske migranter, som bringer coronavirus til Italien, har skrevet på Twitter: »Lukke grænserne? Det gør alle lande i Europa i dag, men da Lega støttede det, så sagde de, at det var ’racistisk’.«

Samtidig fejrer Salvini og andre højrefløjsnationalister, at politiet får øgede beføjelser på grund af virussen: »Nu ønsker I mere lov og orden. Indtil for nylig svinede I politiet til, men nu vil I have dem uden for jeres egne huse.«

Selv om opbakningen til Salvini ifølge meningsmålinger er vigende – især da alt fokus i denne krisetid har samlet sig om premierminister Giuseppe Conte – så regner Esposito med, at højrenationalisterne vil vende stærkt tilbage, når epidemien er overstået, og når de europæiske lande skal gå en ny fremtid i møde præget af økonomisk krise.

»Min frygt er, at det nationalistiske pres vil blive øget og vil få større tilslutning, også selv om coronavirussen har vist, at beskyttelsesmure ikke har beskyttet nationerne mod smitten. Og derfor er landenes isolationspolitik dømt til at fejle, ligesom forsøg på at lukke sig inde bag grænser heller ikke har beskyttet lande mod eksempelvis globale finanskriser eller den teknologiske udvikling. På den måde er coronavirussen en pervers bivirkning af globaliseringen,« siger Esposito.

Med undskyldningen om at ville beskytte sig selv har de enkelte EU-lande udvist meget lille solidaritet over for hinanden og har ikke i særlig stor grad været villige til at dele værnemidler, respiratorer og læger med de hårdest ramte lande af frygt for, at de selv kan ende med at mangle.

»Det er også sandt, at når coronastormen er drevet over, vil Europa stå tilbage svækket. Det vil være en svagere enhed. Den reelle afskaffelse af Schengen var det første meget symbolske og samtidig virkelige tilbageskridt for europæisk samhørighed, og jeg frygter, at efter epidemien vil de nationalistiske kræfter stå tilbage som vindere. De vil bruge virussen til at styrke deres argument: ’Der kan I bare se, hvis man åbner sig for omverdenen, så risikerer man at dø’.«

Intensiverer magtbeføjelser

Som situationen er nu, så står bekæmpelsen af epidemien og hensynet til folks helbred over alle andre politiske hensyn, lige meget om det er økonomien eller borgerrettigheder.

»Problemet er altid at finde den rette balance. Det er klart, at for nuværende er det nødvendigt at fokusere på at stoppe virussen,« siger Esposito. »Men i takt med at dødstallene stiger, så ender det uundgåeligt med, at man begynder at indføre og acceptere begrænsninger på fundamentale frihedsrettigheder.«

Ligesom andre bemærker Esposito, at magthavere udnytter coronakrisen til at intensivere deres magtbeføjelser, og flere steder har det ført til en stærkere autoritær kontrol med borgerne. Graden af voldsomhed svinger fra nation til nation.

I Italien er det offentlige rum blevet lukket ned, forsamlings- og bevægelsesfriheden er ophævet, og kontrollen og overvågningen af befolkningen er øget – italiensk politi er nu begyndt at gøre brug af droner for at følge og opspore borgere, der forbryder sig mod coronakarantænen.

I Danmark advarer statsminister Mette Frederiksen (S) om, at yderligere indskrænkninger i bevægelses- og forsamlingsfriheden kan blive indført, hvis alle ikke efterkommer anvisningerne i den fælles kamp mod coronavirussen.

I den dramatiske ende er Ungarn, hvor Viktor Orbán har misbrugt epidemien til at give sig selv noget nær ubegrænset magt på ubegrænset tid og dermed er ved at fuldende den ungarske rejse fra liberalt demokrati til et autoritært regime – det er så voldsomt, at bestyrtede kritikere nu beskriver den østeuropæiske nation som EU’s første diktatur.

I Italien har meget få for alvor stillet kritiske spørgsmål til nødvendigheden af, at deres frihedsrettigheder skal indskrænkes i viruskampens navn. Snarere tværtimod. Italienernes normale mistro og kynisme over for regeringen i Rom er blevet ændret til næsten blind tillid. Meningsmålinger viser, at der er voldsom stor opbakning til premierminister Giuseppe Contes tiltag – og han oplever desuden en kæmpe popularitet på baggrund af sin indsats de seneste uger.

Virus er belejligt påskud

Esposito sammenligner den udvikling og den undtagelsestilstand, som epidemien har frembragt, med de reaktionsmønstre man har set i flere europæiske samfund, som rammes af terrorisme, og hvor man begynder at overvåge, kontrollere og registrere borgerne på måder, som ellers i normale tider anses for udemokratiske.

»Her erobrer politikerne magtbeføjelser, som de ellers ikke har,« siger han.

Hans italienske filosofkollega Giorgio Agamben gik i februar så langt som til at påstå, at coronaepidemien var mere end belejlig for magthavere, der ønsker at styrke deres beføjelser.

»Det er næsten, som om opfindelsen af en epidemi tilbød det ideelle påskud for at udvide undtagelsesforanstaltningerne ud over alle grænser, nu når terrorismen som anledning er blevet udtømt,« skrev han i det italienske tidsskrift Quodlibet.

Den påstand førte til stor debat og furore i italienske medier.

Roberto Esposito vil da heller ikke gå så langt som Agamben. »Jeg er ikke en af dem, som her ser en sammensværgelse eller et skjult statskup,« siger han.

Han ser ikke de italienske myndigheders reaktion på coronavirussen som »dramatisk totalitært forsøg på at gribe magten«, men i stedet som fællesskabets desperate forsøg på at redde liv i en kaotisk situation.

»Men det er alligevel klart, at denne situation ikke kan vare ved. Et demokrati kan ikke overleve, hvis man i for lang tid opretholder en undtagelsestilstand uden frihedsrettigheder,« siger han.

»Balancen er meget delikat, og i disse tilfælde er det yderst vigtigt, at der ikke bliver lagt for meget magt i hænderne på premierministeren eller regeringen alene. Alle samfundets institutioner skal opretholdes – parlamentet, partierne, alle samfundsorganerne – så de kan kontrollere hinanden og gøre vores demokrati mere modstandsdygtigt.«

»Det er samtidig nødvendigt at sætte præcise tidsbegrænsninger på denne nødretstilstand og på de ekstra magtbeføjelser, myndighederne har fået,« fortsætter han.

I Italien sætter regeringen tidsgrænser for, hvor lang tid tiltagene, der sætter en begrænsning på befolkningens frihedsrettigheder, skal vare. Men tidsgrænsen rykkes. Senest er den blevet udskudt fra den 3. april til midt på måneden. Esposito argumenterer derfor ikke for, at Italien for eksempel allerede er på vej mod diktatoriske tilstande, men han advarer om en glidebane.

»For øjeblikket ser autoritære regimer, såsom det kinesiske, måske i nogles øjne mere tiltrækkende ud, da de hurtigere og mere drastisk kan skride ind for at inddæmme og stoppe epidemien. Men det betyder ikke, at folk i demokratiske lande på længere sigt uden videre vil være villige til at opgive deres individuelle frihed og borgerrettigheder. Når man én gang har smagt demokratiet, så vil det – på trods af alle dets mangler – være svært at vende det ryggen igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Rasmus Knus
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Jørgen Mathiasen
  • Estermarie Mandelquist
Johnny Christiansen, Rasmus Knus, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Mortensen, Jørgen Mathiasen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Ellers intelligente mennesker bliver godt nok paranoide efter et par uger alene med deres egne tanker. Hvad er det dog der får folk til at tro at hele befolkninger lige pludseligt vælger anarki eller facisme på den anden side af Corona? Folk vil gerne tilbage i skole og tilbage på arbejde, noget der nærmere er et sundhedstegn end en trussel mod demokratiet. Au contraire bliver vi alle sammen i øjeblikket mindet om hvor lortet det må være at bo i en retsfattig og autoritær stat.

Hvad er det mon for en ligning omkring længden af undtagelsestilstand og demokratiets beståen Esposito arbejder med? Befolkninger går naturligvis på gaden på et tidspunkt hvis den nuværende situation varer for længe men næppe for at afvikle demokratiet, nærmere for at få normaliseret livets gang.

Rolf Andersen, arne tørsleff og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Der er foreløbig ikke nogen krise for de demokratiske rettigheder, men der blive det. Derimod er det nu officielt, at EU befinder sig i en meget presset situation. Kansler Merkel har nu sagt (indset), at EU befinder sig i den største krise siden sin grundlæggelse.

Hun har selv nøglen til og ansvaret for at løse den krise, og første skridt er et bemyndige finansminister Olaf Scholz til indlede foranstaltninger sammen med de andre Euro-lande for at holde hånden under økonomien i de hårdest ramte lande: Frankrig står med den værste recession siden anden verdenskrig. Det vil ikke alene tage vare på Tysklands økonomiske interesser, det vil også have en politisk virkning, som det egentlig ikke skulle være vanskeligt at forstå.

Merkels union bør sammen med de andre krist-demokratiske partier se at få lempet Orbans parti ud af EPP. Man kan ikke lukke øjnene for hans omdannelse af Ungarn til et diktatur uden selv at lide skade af det, og det må man antage, at Merkel også indser.

Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Denne corona-situation har i hvert fald udstillet, at EU-landene udelukkende handler egoistisk, når de bliver pressede. - Eller rettere sagt, at landenes regeringsledere ikke er bange for at vise sin totale mangel på solidaritet, blot det giver point på hjemmefronten.

For mig at se, var Mette Frederiksens corona-politik mere indenrigspolitisk, der skulle forberede næste valg, end det var sund fornuft. Og det lykkedes jo, for borgerne elskede alle disse udemokratiske særlove, der giver politikerne mere indflydelse, og reducerer borgernes frihedsrettigheder.

@ Gert Romme

Forberede næste valg ?
Intet er evigt og endegyldigt. Den som måske var heltinden eller helten i går, er skurken i morgen. Sådan er det jo..

Steffen Gliese

Nå, Gert Romme, hvordan kan det så være, at coronaens dødelige virkning i Danmark har holdt sig i ave? - Åbenhed er godt, men når branden opstår, smækker branddørene heldigvis i.