Fire autoritære ledere ignorerer coronapandemien. ’Strudsealliancen’ kaldes de

Det siges om strudsen, at den stikker hovedet i jorden eller busken, når den er bange. På den måde undgår den at se realiteterne, farerne, i øjnene. Godt nok er det en myte, men dyrefablen kan alligevel bruges som metafor for, hvordan en mindre gruppe af verdens stærke mænd har håndteret coronakrisen.

Det mener i hvert fald Oliver Stuenkel, lektor i internationale relationer ved tænketanken og uddannelsescentret Getulio Vargas Foundation i São Paolo.

I midten af april sendte han et tweet ud, hvori han samlede den brasilianske præsident Jair Bolsonaro, Nicaraguas Daniel Ortega, Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko og Turkmenistans Gurbanguly Berdimuhamedov under betegnelsen: ’strudsealliancen’.

Fællesnævneren for de fire ledere er, at de alle har nægtet at tage den trussel, coronapandemien udgør for verdens samfund, seriøst.

Den tyske forsker, som er bosat i Brasilien, havde længe været fortørnet over at leve i et land, hvor præsidenten har sammenlignet COVID-19 med en »mindre forkølelse«, beskyldt medierne for at fabrikere en form for »hysteri« og tordnet mod initiativer for at sikre social distance, som mange lande praktiserer for at mindske smittespredning.

Oliver Stuenkel og andre begyndte at tænke, at de ikke kunne være de eneste, der stod i den situation, og satte derfor gang i et større researcharbejde med kolleger inden for international politik og sundhed.

Det var her, de tre andre lande kom på banen. I Hviderusland har Lukasjenko kaldt pandemien for en »psykose«, proklameret, at »ingen i det her land vil dø af coronavirus«, ligesom landet har holdt gang i Europas eneste aktive fodboldturnering.

I Turkmenistan har man også holdt fast i store sportsbegivenheder, ligesom det påstås, at de slet ikke har haft tilfælde at smitte, hvilket dog betvivles af organisationer – og af det faktum, at landet grænser op til Iran, som ifølge Johns Hopkins University har omkring 89.000 coronasmittede og 5.650 dødsfald.

Går vi tilbage til Latinamerika, har Nicaraguas præsident været fraværende fra offentligheden i omkring en måned. Desuden har han nægtet at tage rådet om social distance til sig, men i stedet ligefrem opfordret befolkningen til at deltage i store forsamlinger.

»Jeg har bekendte her i Brasilien, som ikke tror, at virussen er rigtig på grund af det, præsidenten siger,« fortæller Oliver Stuenkel og understreger, at den komparative analyse kan være med til at sætte fokus på mønstre og på, hvilket selskab et land som Brasilien er havnet i.

»Det handler også om den stærke mand i politik. Bolsonaro er sådan en figur, han ser sig selv som nationens beskytter. Men coronavirussen er noget, han ikke kan kontrollere, og hvor det ikke hjælper at være en stærk mand, hvilket vi også ser i andre lande. Virussen menneskeliggør alle, og det er præcis det, en autokrat ikke kan tillade,« siger han.

Dermed taler analysen også ind i en større fortælling om, hvordan ledere med autoritære træk håndterer denne krise.

Spørgsmålet er, om man også kan drage paralleller til andre lederskikkelser? Og hvorfor nogle vælger at håndtere krisen på strudsemaner, mens en leder som Ungarns Victor Orbán er gået i den helt anden retning og har brugt krisen til at styrke sin magt yderligere?

Trump er ikke et fuldbyrdet medlem

Da Information ringer til Ole Wæver, som er professor i internationale relationer på Københavns Universitet, for at høre, hvad han tænker om denne nye alliance, siger han, at det er »tæt på at være genialt set«.

»Der er en masse temaer, som de her folk som del af det nye højre er kendt for at trække på i andre sammenhænge, som så bliver mobiliseret her. Det er skepsis over for videnskab, og det handler om den modige macholeder, som ikke er bange for noget – heller ikke for sygdom – og en modstand mod internationale organisationer. Derfor er det ikke ulogisk eller tilfældigt løsrevet, at de nu griber det her synspunkt,« siger Ole Wæver.

Hurtigt herefter nævner han, at der også er interessante paralleller at drage til USA. Det er han ikke alene om. Der gik ikke mange dage, før Oliver Stuenkel havde navngivet ’strudsealliancen’ og sendt den i kredsløb på internettet, førend The Washington Post bragte en analyse under overskriften: »Trump stiller sig på linje med verdens ’strudseledere’«.

Argumentet lyder blandt andet, at den amerikanske præsident har været opsat på at åbne samfundet til maj, selv om dødstal og antallet af smittede stiger. Derudover har præsidenten skrevet en række tweets, hvori han opfordrer til at »befri« nogle af de stater, der er ledet af demokrater, hvor man ikke har ønsket at indrette sig efter Trumps tidshorisont for genåbning.

Siden analysen blev bragt, ser præsidenten dog ud til at have skiftet en anelse mening. Da delstaten Georgia besluttede at åbne gradvist op i sidste uge, blev det først rost af præsidenten, som dog senere vendte på en tallerken og sagde, at det havde været bedre at vente.

Oliver Stuenkel mener ikke, at Trump kan ses som »et fuldbyrdet medlem af alliancen« først og fremmest af den simple årsag, at han har anerkendt virussen som et alvorligt problem, hvilket Ole Wæver er enig i.

»I USA er institutionerne også så stærke, at det ikke er en mulighed at stille sig op og lede landet på samme måde som de andre lande,« siger Ole Wæver og understreger, at Trump alligevel forsøger at få gavn af de demonstrationer, som er begyndt at sprede sig fra delstat til delstat USA, mod guvernørers påbud om husarrest og social afstand.

Som man kunne læse i lørdagens Information, er protesterne anført af Tea Party-aktivister og Trump-tilhængere. De har været alt mellem nogle få hundrede og flere tusinde, og deltagerne har båret skilte med slagord som »Land of the Free« eller med budskabet om, at de vil have deres arbejde tilbage.

»Når man ser interview med dem, er det mange af de samme argumenter, som man hører i de fire omtalte lande fra ’strudsealliancen’. Både argumenter om, at det bare er en forkølelse, men også grundtonen, som drejer sig om, at man ikke skal være undertrykt af eksperter eller internationale strukturer,« siger Ole Wæver.

»Det helt særlige sats fra Trump er, at han både forsøger at være den ansvarlige præsident, der står i spidsen for et land, som tager det alvorligt, og samtidig flirter han med denne bevægelse, så han også kan bruge den til at skabe momentum i den kernegruppe, som han er afhængig af.«

Situationen i USA minder også om noget af det, der er sket i Brasilien. Her har Bolsonaro – som også bliver kaldt ’Trump of the Tropics’ – bakket op om protester mod guvernørernes beslutning om nedlukning og udtalt, at disse demonstranter var »patrioter« ved at forsvare individuelle rettigheder.

»Det vigtigste skel inden for alliancen går mellem Berdimuhamedov og Lukasjenko på den ene side og Bolsonaro og den halve Trump på den anden. Det handler om, at i Turkmenistan og Hviderusland kan man kontrollere samfundet ret komplet og gøre benægtelse til samlet politik. I både Brasilien og USA er der for stærke strukturer uden for ledernes kontrol, og de stiller sig derfor ud på gaden og roser det sande folks snusfornuft,« lyder det fra Ole Wæver.

Orbán er gået i modsat retning

Når man taler om stærke mænd på den populistiske højrefløj, taler man ofte om ’the usual suspects’. For eksempel Ungarns premierminister Victor Orbán, som dog ikke kan siges at være en del af Oliver Stuenkels nynavngivne alliance. Faktisk tværtimod.

Orbán har nemlig valgt at nærstudere »håndbogen for diktatorer«, som Oliver Stuenkel formulerer det, og i stedet for at underkende truslen fra virussen, har han brugt situationen til at trække landet i en mere autoritær retning. Og det overrasker Ole Wæver, at flere lande ikke har fulgt det eksempel.

»Nu er det ikke, fordi jeg skal give råd til, hvordan man bliver en god diktator. Men hvis du i forvejen er i gang med at prøve at konsolidere udemokratiske strukturer, som vi har set i Ungarn og Polen, er det mere nærliggende at bruge coronavirussen som anledning til at konsolidere sin autoritære magt. I den forstand er det lidt svært at se, hvorfor nogle af de her lande gør sådan, som de gør,« siger han.

En mulig forklaring kan ifølge professoren være, at lande som Hviderusland og Turkmenistan godt har vidst, at det ville være vanskeligt for dem at køre en storstilet plan ud for sundhedsvæsenet. Derfor har de satset på at nedtone udfordringen og krydset fingre for, at der ikke kom en voldsom eksplosion i smittetilfælde.

For Oliver Stuenkel er der dog en anden forklaring, hvis man ser på Bolsonaro:

»Jeg tror simpelthen ikke, at Bolsonaro er populær nok, og desuden er det for tidligt for ham at gøre det samme som Orbán.«

Modsat Orbán, som har siddet på magten siden 2010, har Bolsonaro kun været i gang i omkring et år. Hertil kommer, at Orbán begyndte med at være populær – og stadig er det, hvis man skal tro meningsmålingerne, som giver hans parti omkring 50 procent af stemmerne.

Ser man på Brasilien, viser en meningsmåling, at kun 33 procent støtter op om Bolsonaros tilgang under coronakrisen, mens opbakningen til den nu fyrede sundhedsministers strategi om at lave langt flere tiltag for at dæmme op for smittespredningen ligger på hele 76 procent.

– Men hvad får en leder som Bolsonaro så ud af at lade, som om virussen ikke udgør en væsentlig trussel for det brasilianske samfund?

»En af grundene er, at han godt ved, at under en økonomisk krise – som Brasilien er på vej ind i – er det næsten umuligt at blive genvalgt. Den eneste måde, han kan overleve på, er ved at sige, at det ikke er hans skyld. Om et års tid, når økonomien er hårdt presset, og millioner er arbejdsløse, vil han sige, at han fra begyndelsen var imod tiltag som social distancering og give guvernørerne skylden. Det kunne gå hen og virke for ham,« siger Oliver Stuenkel.

Overordnet mener Ole Wæver, at der er to forklaringer på, hvordan disse ’stærke mænd’ håndterer store kriser, som den vi står i nu.

Den første er, at de er vant til at kunne skabe deres egen virkelighed og derfor har svært ved at acceptere, at en virus ikke bare er noget, som de kan omdefinere efter forgodtbefindende. Den anden er, at de udmærket forstår, hvad der foregår, men at der er tale om aktører, som har en primær dagsorden om, hvordan de konsoliderer deres magt.

»Det kan føre i den ene eller anden retning. For Orbán fører det til, at han kan komme længere med sin konsolidering af udemokratiske strukturer. For nogle af de andre fører det til, at de stiller sig i spidsen for folkets sunde fornuft imod et herredømme af internationale organisationer og eksperter,« siger Ole Wæver.