Læsetid: 8 min.

Flere højrepopulister er trådt i baggrunden under coronakrisen. Men den udvikling kan hurtigt vende igen

I Europa har vi set, hvordan højrepopulister som italienske Matteo Salvini og svenske Jimmie Åkesson er trådt mere i baggrunden i takt med coronakrisens udvikling. Det er formentlig stilhed før stormen, lyder det fra direktør i svensk tænketank
Da coronakrisen i februar kom til Italien var lederen af det højrenationale oppositionsparti Lega, Matteo Salvini, hurtig til at koble coronavirussen til afrikanske migranter og tale om »pansrede grænser«. Siden har man ikke hørt meget til den højtråbende politiker, og siden er Legas forspring til det socialdemokratiske regeringsparti i meningsmålinger faldet fra 13 til otte procentpoint.

Da coronakrisen i februar kom til Italien var lederen af det højrenationale oppositionsparti Lega, Matteo Salvini, hurtig til at koble coronavirussen til afrikanske migranter og tale om »pansrede grænser«. Siden har man ikke hørt meget til den højtråbende politiker, og siden er Legas forspring til det socialdemokratiske regeringsparti i meningsmålinger faldet fra 13 til otte procentpoint.

Mistruli/Ritzau Scanpix

20. april 2020

I øjeblikket taler vi om, at coronakrisen vil ændre verden. Måske også permanent. Dette gælder mange afkroge af vores samfund, også de politiske partier, hvor flere analytikere har stillet spørgsmålet: Hvordan vil coronakrisen ramme populismen? Måske ligefrem slå den ihjel?

Nok ikke, siger Karin Svanborg-Sjövall, der er direktør i den svenske tænketank Timbro, som beskæftiger sig med populisme.

»Jeg tror, at det, vi ser nu, er stilhed før stormen,« siger hun over en skypeforbindelse til sit hjemmekontor i Stockholm.

De sidste tre år har hun og kollegaerne lavet det, de kalder ’det autoritære populismeindex’, som ser på populismen fra 1980 og frem til i dag ved hjælp fra data fra samtlige europæiske valg i perioden. Og i løbet af de seneste uger har hun brugt mange af sine vågne timer på at sætte den viden i kontekst med coronakrisen.

Den stilhed, hun refererer til, består i, at flere af de europæiske højrepopulister, som før krisen fyldte i nyhedsstrømmen, synes at være trådt i baggrunden.

Tilbage i februar var den forhenværende italienske indenrigsminister og leder af det højrenationale oppositionsparti Lega, Matteo Salvini, eksempelvis hurtig til at koble coronavirussen til afrikanske migranter og til at bruge smittefaren som påskud for at tale om »pansrede grænser«.

Siden da er det dog begrænset, hvad man har hørt til den højtråbende politiker. Og selv om det endnu er tidligt at tale om tendenser under den verserende coronakrise, peger meningsmålinger i retning af mindre tilbagegang for flere populistiske partier.

I januar lå Lega 13 procentpoint foran det socialdemokratiske regeringsparti. I midten af april var det tal nede på otte, ifølge mediet Politico, som laver gennemsnit af målinger. I Tyskland er det højrepopulistiske Alternative für Deutchland gået fra en vælgeropbakning på 14 til ti procent, ifølge samme medie.

Lederen af det højrenationale oppositionsparti Lega, Matteo Salvini (i midten).

Roberto Monaldo/ Ritzau Scanpix
I Holland er Geert Wilders Frihedsparti gået tilbage med et par procentpoint. Og i Sverige er andelen af dem, der har forholdsvis eller meget stor tillid til Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson dalet fra 32 procentpoint i februar til 27 i marts, ifølge SVT.

»Det er enormt svært at forudsige, hvordan det her vil komme til at se ud i fremtiden. Men hvis coronakrisen ender i en økonomisk depression, som meget tyder på, vil mange af højrepopulisterne have et fantastisk grundlag at spire frem af igen,« mener Karin Svanborg-Sjövall.

Svært ved at komme til orde

En forklaring på, hvorfor nogle højrepopulister i Europa kæmper med meningsmålinger og opmærksomhed, er, at befolkninger i første fase af en krise ofte støtter op om landets ledere. Som under andre kriser dominerer regeringer pressedækningen og samler befolkningen, alt imens oppositionens stemmer dæmpes, som det blandt andet er beskrevet af The Economist og Politiken.

Derudover mener Karin Svanborg-Sjövall også, at det handler om, hvilken strategi højrepopulisterne havde forud for denne krise – om de ønskede at være en del af det etablerede politiske system eller ej.

»Sverigedemokraternas Jimmie Åkesson har det eksempelvis svært lige nu, fordi han har lagt sin strategi an på at blive akkurat normal nok til at blive en mulig koalitionspartner og ikke længere en paria i systemet. Det betyder, at hans manøvrerum er meget smalt i øjeblikket,« siger hun.

»Han kan ikke bare rulle det tilbage – eller jo, det kan han godt, men det vil betyde, at han skal opgive ti års anstrengelser på at blive en legitim partner. Kritiserer han regeringen for hårdt, mister han det fundament.«

Andre er røget i baggrunden, fordi de har svært ved at komme til orde. Som den italienske analytiker Teresa Coratella har formuleret det i Salvinis tilfælde: »Han er hverken minister eller en, som medierne ville bede forklare Italiens strategi for COVID-19. Hans politiske megafon er blevet konfiskeret af det italienske Civil Protection Agency, de regionale myndigheder og regeringen.«

Det er også et eksempel, som den tyske populismeforsker Jan-Werner Müller refererer til i et nyligt indlæg i mediet World Politics Review. Ligeledes spørger han, om det i virkeligheden viser, at nogle af højrepopulisternes politikområder i virkeligheden er luksusproblemer i denne tid? For »hvem har tid til at bekymre sig om, hvorvidt en lille gruppe bærer niqab og burka eller ej, når vi alle beordres til at have mundbind på i offentligheden?« som professoren ironisk skriver.

Han finder dog konklusionen en anelse overilet. Populister, som sidder på magten, kan også få gavn af krisen, hvilket vi ser med en række regeringsledere.

Som i Ungarn, hvor premierminister Viktor Orbán eksempelvis har brugt coronakrisen som anledning til at gøre landet mere autoritært med vedtagelse af en undtagelseslov, der giver ham lov til at regere uden parlamentarisk kontrol og mulighed for at udskyde valg. Opbakningen til ham ser ikke ud til at blive mindre, målingerne virker mere eller mindre upåvirkede af situationen.

I Polen ser man en lille fremgang i meningsmålingerne til regeringspartiet Lov- og Retfærdighed, og ifølge Karin Svanborg-Sjövall kan det hænge sammen kontrollen med medierne i de to lande.

Populistisk drømmeverden

En anden forklaring, der er blevet luftet i flere debatspalter i internationale medier, er videnskabens genkomst. Den trussel, coronavirussen udgør for vores samfund, forstås nemlig bedst gennem videnskabsfolks briller, og derfor har videnskaben atter indtaget en prominent plads i medierne.

Det gavner ikke nødvendigvis højrepopulisterne og deres »forklejnelse af videnskab«, som Paolo Gerbaudo, leder af Center for Digital Culture på Kings’ College i London har udtrykt det i The Guardian.

Ikke alle tillægger dette aspekt så stor betydning. Jan Werner Müller skriver, at »populisme ikke primært er karakteriseret ved at være fjendtlig over for videnskabsfolk«, og at man skal være varsom med at simplificere tingenes tilstand. Dette er Karin Svanborg-Sjövall også delvist enig i.

»Hvis du kommer fra et land, hvor man som udgangspunkt har stor tiltro til eksperter, bliver det vigtigere i en krisetilstand som denne. Men jeg tror, at det er en kortsigtet effekt. Selv hvis det her ændrer sig til at blive en længerevarende og mere grel krise,« siger tænketanksdirektøren.

»Havde samtlige eksperter været enige, havde det måske været et andet scenarie. Men ligesom politik handler det i høj grad også om, hvem man vælger at tro på.«

– Men mener du alligevel, at det kan være sværere for en højrepopulist at håndtere denne krise end for en politiker fra et etableret parti?

»Ja, på nuværende tidspunkt. Det handler om, at etablerede partier har erfaring med at forklare deres beslutninger. De er vandt til den form for ræsonnement, hvor man siger, at man har de her forskellige scenarier, og at man på baggrund af en række eksperter har valgt at gøre sådan og sådan. Det er sværere for et populistisk parti, som ofte argumenterer for, at det er et instrument for folkets vilje. Nogle eksperter ses som dommere, der siger, at man ikke kan gøre de ting, som folket vil have – de er på den måde forhindringer for folkets vilje,« siger hun.

Karin Svanborg-Sjövall mener desuden, at der er tale om et paradoks for højrepopulisterne i denne coronakrise. Det består i, at mange af dem i bund og grund har fået det, som de gerne ville have det.

»Ser vi på immigrationsspørgsmålet, som mange har været optaget af, kommer der stort set ikke nogle ind i disse dage. Grænserne er lukkede. Derfor er der ikke så frygtelig meget at være imod lige nu. Det, de har krævet siden 2015, er her nu. De lever i deres drømmeverden. Og det gør det sværere for dem at mobilisere.«

Vi skal formulere, hvordan vi vil leve

Det er svært at forudsige, hvordan coronakrisen i sidste ende kommer til at påvirke højrepopulisterne og deres mobilisering. Men som en anden populismeforsker Cas Mudde har skrevet i The Guardian: »Vi kan allerede sige, at den (coronavirussen, red.) helt sikkert ikke vil ’dræbe populismen’ af den simple årsag, at ’populisme’ ikke har et samlet svar til pandemien.«

Karin Svanborg-Sjövall går længere. Hun ser nemlig et potentielt scenarie udfolde sig, hvis eller når coronakrisen transformerer sig til en dybere økonomisk krise.

»Min bekymring er, at nogle af de populistiske partier vil gå tilbage til mere ekstreme positioner,« siger hun.

Det hænger ifølge direktøren blandt andet sammen med, at flere regeringer har bevæget sig ind på højrepopulisternes territorium under denne krise – eksempelvis med grænselukninger – hvorfor nogle populister vil føle, at de skal tage skridtet endnu videre.

»En af de stærkeste trends, vi har set med opblomstringen af populisme, er, at der samtidig har været en nedgang i ekstremisme. Hvis der kommer en økonomisk depression, er der grobund for social uro, og historisk set har det resulteret i en opblomstring af mere politisk ekstremisme. Vi kan derfor også komme til at se en række nye ekstreme partier,« siger hun og tilføjer, at meget af det også vil afhænge af, hvordan vi evaluerer de forskellige regeringers krisetiltag om et års tid.

Coronavirussen er blevet beskrevet som den tredje store krise i perioden efter Den Kolde Krig. Den første var terrorangrebet den 11. september, så den økonomiske krise i 2008 og nu altså coronakrisen. Der er med andre ord store spørgsmål på vej, som også trækker tråde tilbage til nogle af de tidligere tumultariske perioder.

»Narrativet om antiglobalisering begyndte med den finansielle krise, og jeg tror, det vil blomstre op igen. Nu er der også en intellektuel infrastruktur omkring de højreradikale partier, der har brugt energi på at udforske netop det tema,« siger Karin Svanborg-Sjövall og understreger, at en vigtig lære for den kommende fremtid er, »at vi skal stoppe med at være dovne«.

»Flere har forsøgt at portrættere populister som udemokratiske ekstremister, fordi det var en simpel måde at få dem skubbet ud af samtalen på. Det hjalp bare ikke. Desuden går det ikke blot at sige, at man ikke vil gå ind i en diskussion med en populist, fordi det, de siger, ikke kan lade sig gøre på grund af regler, love osv. Nu er alt muligt,« siger hun.

»Det er ekstremt vigtigt, at vi forstår, at det her er en krig om ideer, og at vi skal behandle situationen således. Det er ikke nok at diskutere en exitstrategi i forhold til at åbne vores samfund igen. Vi skal formulere, hvordan vi gerne vil leve. Ikke hvordan vi skal overleve. Men hvordan vi skal leve.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Hansen
  • Ole Frank
  • ingemaje lange
Carsten Hansen, Ole Frank og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rikke Nielsen

"Flere højrepopulister er trådt i baggrunden under coronakrisen. Men den udvikling kan hurtigt vende igen"

Kendetegnende ved disse populisttyper er jo, at de ikke tager ansvar, kun spreder had.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Erik Kall, Carsten Hansen, Jørgen Mathiasen, Ole Frank og Jane Doe anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Virus har vel, for en tid, overtaget debatterne som det alt dominerende emne, men for hvor længe? Før virusset var det vel dels klima, dels migration, til tider terrorisme der på lignende måde var en slags besættelse. Når det da ikke var en historisk diskussion hvor det netop har været "Besættelsen" man har været besat af. So enkelte medier måske stadig er (DR2).

Jørgen Mathiasen

Den ene halvdel af AfDs vælgere kommer fra andre partier, den anden halvdel er tidligere sofavælgere, nu protestvælgere. En del af disse mennesker, eksempelvis de bizarre Reichsbürger , udøver forskellige former for lovovertrædelser herunder politiske attentater eller anden form for vold mod alle dem, de ikke deler mening med. Intet af dette er ændret med den aktuelle sundhedskrise, men de tilhørende økonomiske og økologiske spørgsmål, som begge kræver svar på europæisk plan, er punkter, som vil aktivere det højre spektrum igen.

I den ovenstående artikel generaliseres iagttagelsen, og det taber den ved. Det er meget tænkeligt, at italienerne fx. i væsentlig grad vil støtte det højre spektrum og kombinere det med en tilsvarende skepsis over for den europæiske integration. Det er til gengæld vanskeligt at forestille sig det samme for Tysklands vedkommende. Lykkebergs bemærkninger i en anden artikel om systemopbakningen rammer her langt bedre.

Jens Ole Mortensen

@
Når det da ikke var en historisk diskussion hvor det netop har været "Besættelsen" man har været besat af.

Eller dronningen

Kent Nørregaard

Populisterne har intet svar fordi populister er nationalt orienterede og står midt i en global situation. Hvad i alverden skulle Søren Espersen og Martin Henriksen dog have at bidrage med når handel og arbejdspladser er på dagsordenen efter genåbningen?

Nu grænserne er lukkede har de jo intet politisk program. De er midlertidigt overflødiggjort. Det kan dog vise sig at den danske sårbarhed overfor internationale kriser vil underminere deres stemmegrundlag.

Finn Jakobsen

De magtfulde populister - Trump, Bolsanado og Johnson f.eks.- tromler da gladeligt derudad i vanlig stil.
De nævnte europæiske højrepolulister har blot ikke endnu fundet ud af, hvad vej vinden blæser i forhold til deres vælgerbaser. Når den dag kommer, skal vi nok høre nærmere. Selvfølgelig pakket ind i radikal nationalisme.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar