Læsetid: 7 min.

Forvirring og mismod er fremherskende i et USA uden en samlende leder

Trumps daglige coronabriefinger har udviklet sig til et nyt realityshow, men selv om han behersker genren som få, skinner rådvildheden igennem som øget pirrelighed og stærkere aggression over for den fremmødte presse
Trump taler dagligt i små to timer om sine bedrifter - »bedst i hele verden« - er mantraet, der gentagnes til ulidelighed - hvorefter showet glider over i en serie ondartede slagudvekslinger mellem præsidenten og de fremmødte journalister, imod hvem han udslynger skældsord og forbandelser.

Trump taler dagligt i små to timer om sine bedrifter - »bedst i hele verden« - er mantraet, der gentagnes til ulidelighed - hvorefter showet glider over i en serie ondartede slagudvekslinger mellem præsidenten og de fremmødte journalister, imod hvem han udslynger skældsord og forbandelser.

Mandel Ngan

17. april 2020

I denne hjemmekarantænetid sidder vi hver dag forsamlet, hundredvis af millioner amerikanere, foran vores fjernsyn og følger de samme to realityshows: Først det sædvanlige Trump Show og så de daglige pressemøder med guvernørerne i vores respektive stater.

I mit tilfælde er det staten New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, som så at sige fra den ene dag til den anden er trådt i karakter som Trumps absolutte antipode – ja, som det udtrykte billede på en eksemplarisk offentlig autoritet, der udstråler myndighed, styrke og empati.

I et fremragende blogindlæg beskriver den tidligere tv-producer Jon Katz, hvor drevent Trump knytter an til reality-tv-genrens konfliktunivers og overfører det til sin egen daglige selviscenesættelse.

»Om præsidenten er i stand til at forstå, hvordan virussmitte spreder sig eller ej, er ikke det afgørende. Det afgørende er, at han forstår tv som fremstillingsform. Han ved, at i ethvert vellykket realityshow ses arrogance, brutalitet, skamløshed, stridbarhed, frenetisk polarisering og paranoia, ja selv afstumpethed som politisk filosofi ikke som forargelige, men som beundringsværdige egenskaber,« skriver Katz blandt andet.

Igennem små to timer dagligt taler Trump og en skiftende rollebesætning af bifigurer i det uendelige om præsidentens bedrifter – »bedst i hele verden« er mantraet, der gentages til ulidelighed – hvorefter showet glider over i en serie ondartede slagudvekslinger mellem præsidenten og de fremmødte journalister, imod hvem han udslynger skældsord og forbandelser såsom »inkompetent« og »tredjerangs«.

Enkelte af de andre deltagere, især dr. Anthony Fauci fra USA’s Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA har lært sig kunsten at moderere Trumps overdrivelser, men Fauci formår blot at være en lavmælt stemme i et støjende rum.

Opgående stjerne

Cuomo af New York derimod er en sympatisk og flot mand, der taler så ligefremt, at almindelige mennesker kan forstå det. Han kommer med redelige oplysninger og går ikke af vejen for at indrømme fejl. Også han behersker tv-mediet og henviser ofte til sin datter, til sin bror, der også er tv-personlighed, til sin mor, Matilda, eller påberåber sågar sin afdøde fars ånd. Hans far, Mario Cuomo, var i 1980’erne og 90’erne også en højt værdsat guvernør i staten New York. Hans kraftige newyorkerdialekt charmerer mange og synes at understrege hans oprigtighed.

I en tid fuld af ængstelse og rygter trækkes Cuomos navn nu frem som en opgående demokratisk stjerne og potentiel præsidentkandidat. Hver gang disse rygter bringes på bane, afviser han pure og henviser til, at hans stat har flere døde som følge af coronavirus end nogen anden, men det er ikke nogen hemmelighed, at han i årevis har haft sit blik rettet imod præsidentposten.

Efter at have tilbragt en god del af sin dag med at følge de talende hoveders slag på tv – og hørt den ene redegøre samvittighedsfuldt for hver detalje i pandemiens udfordringer og den anden brovte og rode sig ud i rituelle slagsmål med pressen – føler den gennemsnitlige amerikanske tv-seer sig udmattet, overvældet, mismodig. Og mest af alt: forvirret.

Bag de to reality-tv-shows ligger der selvfølgelig en virkelighed, der er meget afvigende fra den europæiske erfaring, ikke blot i omfang, men også i substans. I sidste uge var der 17 millioner arbejdsløse i USA, og det tal ventes i denne uge at passere de 20 millioner.

I modsætning til de europæiske nationer, som pumper penge direkte ind i deres erhvervsliv for at bevare arbejdspladser, har Trump og den amerikanske centralbank fremlagt et forvirrende kludetæppe af planer med ofte indbyrdes modstridende målsætninger – på den ene side bestræber man sig på at holde små virksomheder oven vande, på den anden side udvider man mulighederne for arbejdsløshedsunderstøttelse i en grad, så det for nogle arbejdstagere bedre kan svare sig at gå på offentlig forsørgelse end at blive i jobbet.

Lige så forvirrende er programmerne for fordeling af medicinalforsyninger. I stedet for at udtænke en samlet og central plan for hele landet har Trump opmuntret en tilstand, hvor alle stater må konkurrere med hinanden, med forbundsstaten og med udlandet om at få adgang til vitale ressourcer. Konsekvensen er, at udstyr og lægemidler ofte ender hos private distributører, der sælger til den højestbydende.

For et par dage siden erklærede Gavin Newsome, guvernør i Californien, at hans stat (der ville være verdens femtestørste økonomi, hvis den var en nation) nu vil finansiere sin egen fabrik i Kina, der skal producere værnemidler til de californiske sundhedsarbejdere. Fattigere stater må blot se til, utvivlsomt grønne af misundelse.

Selvmedlidenhed

På trods af præsidentens manglende lederskab ser mange af de helt nødvendige dispositioner ud til at blive ført ud i livet, om end på for tilfældig og langsommelig vis. Det er tydeligt, at Trump i stigende grad er skræmt af kompleksiteten af denne enorme udfordring​. Hans naturlige tilbøjelighed til at sætte penge over mennesker karambolerer med hans gryende forståelse af, at han befinder sig i helt nyt og livsfarligt politisk farvand, hvilket gør ham endnu mere pirrelig og selvmedlidende end vanligt.

En kontroversiel og tilintetgørende artikel i The New York Times beskriver en Trump, der i krisens første dage var »ramt af granatchok og tømt for initiativer«, og hævder, at han kun blev i stand til at genvinde sin sædvanlige skrydende attitude, da han begyndte at trække journalister ind i de daglige fornærmelsessessioner, der ser ud til at revitalisere ham og give ham i al fald momentan luft.

På en ekstraordinær pressekonference for bare få dage siden forsøgte han at skyde tilbage mod beskyldningerne i avisartiklen ved at præsentere en hastigt sammenflikket video om sine »succeser« – og ved at insistere på, at hans magt over landet er »total«. Samme dag erklærede ti stater på øst- og vestkysten, at de ville udarbejde deres egne planer for genåbning af virksomheder og skoler.

Hvorvidt en konfrontation mellem Trump og guvernørerne vil udvikle sig, vil tiden vise.

Der er andre foruroligende økonomiske resultater af pandemien. Så meget som en tredjedel af de amerikanske huslejer blev ikke betalt for april, og de lejeudgifter, der skulle være betalt af små virksomheder, havde endnu højere misligholdelsesgrad.

Denne udtørring af pengestrømmene minder uhyggeligt om tilstandene i 2008 og varsler en mulig dominoeffekt, hvor svindende huslejebetalinger fører til svindende realkreditbetalinger og i sidste ende til underskud i de samme udlånsinstitutioner, der næsten kollapsede i 2008.

Selv om banker vil tjene på at være udlånsgivere til regeringsprogrammer, vil deres potentielle underskud kunne løbe op i svimlende beløb.

Sociale raceskel

Bortset fra COVID-19’s morderiske virkninger har viruskrisens måske værste konsekvens været dens ubarmhjertige blotlæggelse af forskellen mellem rige og fattige. Sorte, latinamerikanere og indianere smittes, indlægges og dør i et uforholdsmæssigt større antal end deres procentandele af befolkningen, og endda kan de officielle tal være urealistisk lave, fordi et udbredt fravær af sundhedsforsikringer blandt USA’s mindretal kan betyde, at mange dør i deres hjem og ikke tælles med.

Næsten hver eneste leverandør og fødevarearbejder, man møder, ser ud til at tilhøre en raceminoritet. Over ansigtsmaskerne udstråler deres blikke frygt. De forslag om universel sygesikring fra Bernie Sanders og Elizabeth Warren, der blev diskuteret for kun få måneder siden under den demokratiske primærvalgkamp, kunne i dag ikke være mere relevante, men indtil for nylig har bestræbelserne fra Joe Biden, der styrer mod at blive nomineret til demokratisk præsidentkandidat på at appellere til partiets progressive fløj, været små.

Sanders’ opbakning til Biden har nok til formål at samle partiet til kamp, men om venstrefløjen vitterligt kan finde ind i det fælles fodslag, vil afhænge af, hvor passioneret Sanders vil føre kampagne for Biden i de måneder, der kommer.

Selv om amerikanere hver dag ser tv-klip af sundhedsarbejdernes heltemod og om enkeltpersoner, der optræder opofrende og yder medmenneskelig hjælp, er der ingen oplevelse af den bredere solidaritet, vi har set eksempler på i lande så forskellige som Danmark, Sydkorea og New Zealand.

Kævl og mundhuggerier dominerer på alle niveauer – fra Trump, der forhindrer Kongressen i at føre tilsyn med de billioner af dollar, som de har bevilget den udøvende magt, via profitmagerne, der sælger alt fra værnemidler til toiletpapir, til hamstringerne hos ’sommerhusfolket’, som tømmer supermarkedshylder i feriebyer, pludseligt oversvømmet af mennesker, der forlader storbyerne.

I et USA, som står uden en leder, der i stand til at tage vanskelige beslutninger og inspirere til en følelse af enhed, kan de næste måneder med gensidig og fortsat isolation blive meget lange.

En personlig betragtning: Hver dag læser jeg statistikkerne over de indlagte, de kritisk syge og de døde i staten og byen New York og føler mig både skyldig og hjælpeløs. Det er en måned siden, jeg forlod min hjem- og fødeby og søgte ly hos nære venner en times kørsel nord for New York.

Jeg betaler stadig alle de tjenesteleverandører, jeg også ville have betalt, hvis jeg var blevet boende, og følger situationen så tæt, jeg kan, og dog skammer jeg mig lidt over min flugt.

New York er en barsk storby, der ikke har brug for min skyldfølelse eller for den sags skyld brug for endnu en ældre medborger i højrisikokategorien. Men alle billederne af overbelastede intensiv-enheder og de trætte ansigter fra læger og sygeplejersker – og den næsten sorgløse sødme, som jeg hører i stemmerne fra mine venner i byen – vækker min bekymring for de naboer, butiksejere, politi og bygningsarbejdere, der udgør mit personlige støttesystem.

Selv om der er en mærkbar solidaritet i store byer som New York og Chicago, gør det mig forstemt og skræmmer mig, at så mange amerikanere, selv i denne forfærdelige krise, tilsyneladende savner en fornemmelse for samfundssind.

(C) George Blecher og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Først bagatelliserede Trump truslen fra virussen, før han for sent reagerede i forhold til at undgå et højt dødstal og lammelsen af dele af USA's økonomi. Under Trumps ledelse har delstaterne været tvunget til at indgå i en priskrig om anskaffelse af livsnødvendigt medicinsk udstyr. Her er vi i delstaten New York, der er særlig hårdt ramt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Jørn Stjerneklar
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Werner Gass
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
  • Poul Anker Juul
  • Kim Folke Knudsen
  • Morten Pedersen
  • Arne Albatros Olsen
Katrine Damm, Jørn Stjerneklar, Peter Beck-Lauritzen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Poul Anker Juul, Kim Folke Knudsen, Morten Pedersen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Mens Trump uforvarende udbygger og perfektionerer sin egen rolle som en karikatur på en gal romesk kejser i forklædning, kan landet risiskere at gå til i opløsning og kaos.

Landet vil blive spilttet op og Californien vil sandsynligvis melde sig ud.

Ole Frank, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

De valgte i November 2016 en mand som dyrker og lever af at være en splittelsesmager.

En Præsident hvis Ego er så stort at ordet selvkritik er ikke eksisterende.

En Præsident der ser den frie presse som den største trussel mod hans egen person.

En Præsident som er resistent overfor begrebet fakta check og virkelighed.

De ville have en højtråbende populistisk person, som elsker de ekstreme standpunkter og som slet ikke kan være leder uden fjendebilleder og konstante konflikter. For så kunne de som ulve huje og hyle med om de forsimplede budskaber, så var de noget fremfor ingenting synes de at mene.

Et råddent og korrupt gammelmands parti Republikanerne godt finansieret af diverse kapitalinteresser, et parti som en gang var et stolt parti båret af ideer om frihed og The American Way of Life er i dag visnet til en diabolsk forsamling af politikere, der lever af syndebukken og dyrkelsen af det nationale ego uden hensyn til verden udenfor.

Båret oppe ad et nationalt snæversyn så forskruet at man ikke skulle tro det muligt i det 21 Århundrede og slet ikke i det USA, der engang var porten for indvandring og nytænkning fra folkeslag fra hele Jordkloden.

De har sået vind og nu må de høste storm

Jeppe Lindholm

Først spreder manden total kaos for siden at fremstille sig selv i lyset som den eneste ene, som virkelig forstår. Manden lever af kaos. Manden kan kun eksistere i kaos.

Der er noget helt helt glat. Men det har mange jo også godt vist allerede før manden blev valgt. Der skottede ikke med advarsler om et forstyret sind op til valget i 2016. Og stort var chokket da det morgenen efter valget var en realitet - En forstyret personlighed var blevet valgt til USA's præsident.

Morten Reippuert Knudsen

Jeg er begyndt at lytte til Andrew Cuomo's daglige breefing/show hver aften inden jeg går i seng. Det beroliger mig at der midt i apokalypsens apex i verdens største økonomi, militærmagt er én politikker med (begrænset) magt i USA der er ærlig, empatisk, læner sig op videnskaben & fakta, bruger alt input han kan få fra de klogeste epidemologer, økonomer, statistikkere, virologer, læger og sygeplejesker han har adgang til.

Tak Coumo, I nordeuropa skal nok vi klare os - vi har en lang tradition for kompetent regerings førelse og lav korruption.

Min bekymring går på om verden omkring os falder sammen inkl. US men i også særdeleshed EU samarbejdet som er den anden halvdel af garantien for fred, sikkerhed, stabilitet og velstand i hele europa - For EU's vedkomemde er jeg bekymret for at lande som Finland & Holland af tåbelige indenrigs politiske årsager fastholder at blokere for at gøre Euro obligationer tilgængelige for især Italien og Spanien på den anden side.

Danmark bør støtte op og påtage sig samme økonomiske forpligtigelse uanset om vi er med i Euro'en eller ej. I sidste ende er jeg ikke i tvivl om at Tyskland vil gå med, lande som Tyskland & Danmark (vi indirekte ved at vi er underleverandør til den tyske industri) er dybt afhængig af sydeuropa som afsætnings marked for vores export orienterede økonomi. Vi er i sidste ende dybt afhængig af velstand i Italien, Spanien & at Eruro zonens fortstatte existens og udbredelse.
Og selvfølgelig US, vores to største export markeder ER USA & Tyskland, og vores sikkerhed er 100% afhængig af USA & et forenet europa under EU hvor nationalistiske strømme ikke vælter Tyskland, Frankrig, Italien & Spanien.