Feature
Læsetid: 8 min.

I det indvandrerkritiske Italien er coronakrisen et lille håb for migrantarbejdere

Italien har i årevis været præget af et indvandrerkritisk klima. Men coronakrisen skaber voldsom mangel på arbejdskraft og store problemer med fødevareforsyningen, og derfor vil dele af regeringstoppen nu åbne op for arbejdstilladelser til illegale afrikanske migranter. Udviklingen skaber håb om forbedring af markarbejdernes ellers ’slavelignende’ forhold
Italien har fået voldsom kritik for migranternes arbejdsforhold i landbrugsindustrien. På fotoet demonstrerer migrantarbejdere i den syditalienske Puglia-region tilbage i 2018 – men i dag har coronakrisen gjort deres arbejdskraft mere uundværlig end nogensinde, da Italien desperat forsøger at sikre fødevareforsyningen.

Italien har fået voldsom kritik for migranternes arbejdsforhold i landbrugsindustrien. På fotoet demonstrerer migrantarbejdere i den syditalienske Puglia-region tilbage i 2018 – men i dag har coronakrisen gjort deres arbejdskraft mere uundværlig end nogensinde, da Italien desperat forsøger at sikre fødevareforsyningen.

Roberto Schmidt

Udland
22. april 2020

»Hvis der kan komme noget godt ud af coronakrisen, så er det, at forholdene for landbrugets slaver bliver forbedret,« siger Yvan Sagnet.

Den 35-årige migrant fra Cameroun har i et årti kæmpet for at forbedre forholdene i det italienske landbrug for de hundredtusindvis af markarbejdere – ofte migranter fra Afrika – som bliver mishandlet, udnyttet og ofte ikke kan skrabe mere end et par hundrede euro sammen i løn om måneden.

Men der er nu skabt et håb om, at coronapandemien kan vise sig skelsættende for migranternes situation. For deres arbejdskraft er mere uundværlig end nogensinde før, da Italien desperat forsøger at sikre fødevareforsyningen, som coronakrisen har bragt i alvorlig fare.

»Der tales normalt udelukkende negativt om migranterne, men nu kan de spille en afgørende rolle for samfundet, da corona har skabt mangel på arbejdskraft i landbrugssektoren,« siger Yvan Sagnet, der tidligere selv har arbejdet som markarbejder, men nu leder ngo’en No Cap, der bekæmper slaveri i landbrugsindustrien.

Det italienske landbrug er dybt afhængig af de mellem 400.000 og 500.000 udlændinge, der arbejder som sæsonarbejdere, men flere hundredetusinder af østeuropæere er blevet væk af frygt for coronasmitte og på grund af Europas lukkede grænser.

Landbrugsorganisationer, arbejdsgivere og politikere slår nu alarm over en akut mangel på arbejdskraft i den bogstaveligt talt livsvigtige fødevareindustri.

Landbrugsorganisationen Coldiretti advarer om, at 40 procent af frugt- og grøntsagshøsten som konsekvens kan gå tabt, og Confagricoltura, en anden landbrugsorganisation, siger, at krisen vil føre til højere priser og mangel på friske fødevarer.

Kursen er derfor steget på de afrikanske arbejdere – hvoraf mange opholder sig illegalt i Italien.

Landbrugsminister Teresa Bellanova siger, at der er »voldsom mangel på arbejdskraft«, og hun foreslår nu at give illegale indvandrere arbejdstilladelser, så de kan udfylde hullet og samtidig opnå ordnede ansættelsesforhold.

Hun argumenterer med, at alle de omtrent 600.000 illegale indvandrere i Italien skal hentes ind fra skyggerne og på legal vis være med til at hive Italien op af det dybe økonomiske hul, som coronakrisen har kastet landet ned i. Det skal også ske, siger ministeren, for at få vristet migrantarbejderne ud af kløerne på mafiaen, som har stor kontrol med dele af landbrugssektoren.

»Vi kan ikke lade afgrøder ligge og rådne på markerne, mens flere og flere i dette land går sultne rundt,« skrev Bellanova, der selv begyndte som landbrugsarbejder allerede som 14-årig og senere blev fagforeningschef, i en kronik i avisen Il Foglio.

»Folk har altid troet, at landbrugssektoren var ubetydelig og et fortidslevn, men nu må de indse, at sektoren har høj strategisk værdi,« skrev hun.

»Arbejdere, inklusive migranterne, har gjort store ofre, så vi kan få frisk mad på bordet og spise den samme mad som altid. De giver os mulighed for at opleve øjeblikke med normalitet.«

Brud med politisk linje

Centrum-venstre-regeringspartiet PD bakker op om at lovliggøre migranterne på linje med adskillige fagforeninger og ngo’er. Der er dog fortsat tvivl om, hvorvidt det andet regeringsparti, Femstjernebevægelsen, vil støtte Bellanova, der tilhører det nystiftede Italia Viva – og hvor mange illegale migranter, der i sidste ende kan blive omfattet af et amnesti.

Men Bellanovas udmeldinger er under alle omstændigheder et markant nybrud i et Italien, der ellers har været præget af et indvandrerkritisk politisk klima de seneste år. Og hendes forslag bliver da også mødt med stærk modstand fra højrefløjspartierne. Hvis man giver amnesti til de illegale indvandrere, der allerede er i landet, vil det tiltrække yderligere migranter til Italien, siger de.

Fra det højrenationale parti Lega lyder det, at regeringen »udnytter krisen til at gennemføre et amnesti«. Partileder Matteo Salvini beskriver Bellanovas forslag som et »kæmpeamnesti til 600.000 illegale indvandrere«. 

Og lederen af det højreekstreme parti Fratelli d’Italia, Giorgia Meloni, siger, at »venstrefløjen bruger enhver anledning til at anspore til illegal immigration«. Højrefløjen gik dog i tidligere år selv ind for amnesti til mindre grupper af migrantarbejdere.

Imens håber aktivister, at regeringens udmeldinger kan vise sig at være et afgørende skridt.

»Denne krise er med til at sætte fokus på den store menneskelige lidelse, der er forbundet med fødevareproduktion i Italien. Ingen tænker på, hvor maden kommer fra,« siger 40-årige Aboubakar Soumahoro, der kom til Italien fra Elfenbenskysten for to årtier siden for at arbejde som frugtplukker.

Nu er han fagforeningsleder i fagforeningen USB.

»Landbrugsarbejderne er normalt usynlige. De er blevet ignoreret hidtil, men nu hvor det er blevet understreget, at de er så uundværlige, så kan der også komme en større vilje til at anerkende deres eksistens.«

De afrikanske markarbejdere bor ofte i overfyldte teltlejre, blikbyer eller forladte ruiner, hvor de ikke har rindende vand, elektricitet eller gas.

Nogle af dem har opholdstilladelse, mange har ikke. Og få har officielle arbejdskontrakter.

Det gør dem sårbare over for udnyttelse, og de bliver suget ind i et system kendt under navnet caporalato, hvor bønder udliciterer ansættelsen af arbejdskraft til mellemmænd, som afpresser migranterne til at arbejde uden hensyn til arbejdstidsregler, mindsteløn eller arbejdssikkerhed.

Systemet er yderst udbredt, illegalt og er kontrolleret af organiserede kriminelle organisationer.

Migranterne arbejder ofte 10-12 timer om dagen for omkring 200 til 300 euro om måneden.

Arbejdernes landsorganisation, FLAI-CGIL, vurderer, at der i landbrugssektoren er omkring 420.000 illegalt ansatte. Den italienske ngo Doctors with Africa CUAMM anslog sidste år, at der i løbet af de foregående seks år døde 1.500 landbrugsarbejdere i Italien som direkte konsekvens af deres arbejde.

Sårbare arbejdere

»Som migrantarbejder i landbruget er du i en ekstremt dårlig forhandlingsposition,« siger fagforeningslederen Aboubakar Soumahoro.

»Også selv hvis du er her legalt, for din opholdstilladelse er afhængig af din ansættelse. Så bliver du fyret, risikerer du også at miste din ret til ophold. Derfor klager du ikke, hvis du arbejder 12 timer i stedet for de syv timer, der står i din kontrakt. Eller hvis du kun bliver betalt halvdelen af din løn eller nogen gange ovenikøbet blot bliver betalt i naturalier som tomater eller pasta.«

Det er forhold, som Aboubakar Soumahoro har prøvet på egen krop.

Det samme har ngo-lederen Yvan Sagnet. Han kom til Italien i 2007, da han havde fået tildelt et stipendium til at studere i Torino, men da han dumpede en eksamen i 2011, mistede han stipendiet og rejste til Syditalien for at tjene penge som tomatplukker.

Allerede efter fem dage organiserede han en af de første strejker blandt migrantarbejdere i Italien og vendte efterfølgende tilbage til sine studier. Han har skrevet bøger om caporalato-systemet og har forsøgt at råbe op om markarbejdernes forhold.

I 2017 blev han slået til ridder af den italienske præsident, Sergio Mattarella, for sin bekæmpelse af slaveri landbrugssektoren, men i dag må han alligevel erkende, at meget lidt har ændret sig i positiv retning.

»Man taler ofte om elendigheden i Afrika, men i det sydlige Italien får afrikanske migranter fuldstændig frataget deres værdighed,« siger han.

»Der er tale om slaveri – lige her i Europa. Ikke med jernkæder, som for nogle århundreder siden, men moderne slaveri, hvor slaveejerne under caporalato-systemet afpresser migranterne til at arbejde under horrible forhold. Fordi mange af migranterne er illegale, så kan de hele tiden blive truet med at blive sendt i hænderne på myndighederne, og det er umuligt for dem at gøre krav på deres rettigheder og på anstændighed. Hvis de ikke adlyder, så bliver de bare smidt væk og sulter,« siger Yvan Sagnet.

»Det hele er muligt, fordi den italienske stat i stor grad lukker øjnene. Mange fra Afrika er flygtet fra krig, sult eller fattigdom, og de tror, at Europa er et kontinent, hvor rettigheder bliver respekteret, og loven bliver overholdt, men de opdager, at det langtfra et tilfældet. De er fuldstændig i mafiaens kløer.«

Nye slaveskibe

Fagforeningslederen Aboubakar Soumahoro siger, at det i modsætning til fortidens slavehandel nu ikke længere er nødvendigt at sende slaveskibe til Afrika – nu kommer afrikanerne selv hertil i flygtningebåde.

»I fortiden bekymrede slaveejerne sig i det mindste en lille smule for slaverens helbred, for de havde brug for dem, men nu er de fuldstændig ligeglade, for de ved, at der bag hver slave står 100 andre, som er uvidende om forholdene og klar til at tage over,« siger Aboubakar Soumahoro.

»Arbejderne lever et sted, hvor humanitet er suspenderet. Og vi har som samfund ignoreret, at denne mishandling finder sted lige her.«

Mens coronakrisen har åbnet op for forbedringer i fremtiden, så gør pandemien dog forholdene for migrantarbejderne endnu værre lige nu og her, da de oven i de normale lidelser nu også er særligt udsat for smitterisiko.

Som Yvan Sagnet påpeger, så er social distance en umulighed for arbejderne, når de ofte sover 10-20 personer sammen i små rum, eller når de bliver transporteret ud til markerne proppet sammen i minibusser.

Og Aboubakar Soumahoro siger, at arbejderne er tvunget til at arbejde »uden handsker, masker eller regler om social distance«.

»Situationen er endnu mere dramatisk nu, da arbejderne ikke har mulighed for at beskytte sig selv. De sikrer mad til andre, men er selv sultne. Og nu skal de også kæmpe imod en epidemi,« siger Aboubakar Soumahoro, som har arrangeret pengeindsamlinger for at sikre værnemidler til i hvert fald nogle af arbejderne.

Ikke kun et italiensk problem

Italien har modtaget stærk kritik for migranternes arbejdsforhold i landbrugsindustrien. I januar anklagede FN’s særlige rapportør for retten til mad, Hilal Elver, Italien for brud på menneskerettighederne, og hun satte fokus på, at markarbejderne har »overdrevent lange arbejdsdage« og modtager »en løn, der er for lav til at dække blot de mest basale behov«.

Hun beskrev situation som beslægtet med »moderne slaveri«.

»For Italien – et udviklet land og Europas tredjestørste økonomi – er et så højt niveau af fattigdom og madusikkerhed uacceptabelt,« sagde Hilal Elver under et besøg i Italien, hvor hun også beskrev, hvordan migrantarbejderne »holdes usynlige og i frygt«, mens de »konstant lever med truslen om at miste deres job, tvangshjemsendelse eller at blive ofre for fysisk eller psykisk vold«.

Men Aboubakar Soumahoro understreger, at det her ikke kun er et italiensk anliggende. De italienske afgrøder bliver også i stor stil eksporteret – olivenolien, appelsinerne, dåsetomaterne.

»Alle i hele Europa, også Danmark, som løfter gaflen og tager maden til munden, skal spørge sig selv, hvor maden kommer fra – hvordan er arbejderne blevet behandlet,« siger han.

Yvan Sagnets ngo, No Cap, har introduceret et fødevaremærke, som klistres på varer, hvor arbejderne ikke er blevet udsat for slavelignende forhold:

»Forbrugere har vænnet sig til at tænke på kvaliteten af madvarerne, men måske er det også på tide, at folk begynder at tænke på de forhold, som arbejderne, der høster afgrøderne, har. Forbrugere i Italien, Danmark og hele Europa er med deres madkøb med til at opretholde et mafiososystem, hvor migranter behandles som slaver. Det skal stoppes,« siger Yvan Sagnet, der vurderer, at omkring halvdelen af alle de fødevarer, som italienerne putter i indkøbskurven, delvist er fremstillet ved hjælp af underbetalte migranters arbejdskraft.

»Problemet handler ikke kun om mafiaen eller migranterne. Det handler om, at forbrugerne simpelthen er for vant til billige produkter, og at detailhandlerne hele tiden presser bønderne på prisen. Hvis der bliver sparket nedad, så er det klart, at det går ud over etikken, og at det ender med at gå ud over arbejderne.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her