Læsetid: 8 min.

Ingen andre steder forsvinder arbejdspladserne så hurtigt som i USA

Mere end seks millioner amerikanere meldte sig ledige alene i sidste uge. Aldrig har der været så mange arbejdsløse som nu. Men vejen tilbage til økonomisk opsving i USA bliver lang og tung, hvis man tror, at markedet selv kan genskabe de arbejdspladser, der forsvandt som følge af kampen mod coronavirus, skriver de to verdenskendte økonomer Gabriel Zucman og Emmanuel Saez
Sundhedsarbejdere i beskyttelsesudstyr mod coronasmitte i gang med at fjerne lig fra et hospital i Brooklyn i New York. Coronakrisen har betydet, at alene i sidste uge mistede over 6,5 millioner amerikanere deres arbejde.

Sundhedsarbejdere i beskyttelsesudstyr mod coronasmitte i gang med at fjerne lig fra et hospital i Brooklyn i New York. Coronakrisen har betydet, at alene i sidste uge mistede over 6,5 millioner amerikanere deres arbejde.

Stephanie Keith

4. april 2020

Coronavirus-pandemien har blotlagt alvorlige strukturelle mangler i USA’s sociale programmer, og da Kongressen i sidste uge vedtog en historisk stor hjælpepakke for at modvirke recession og social elendighed, blev flere af disse slet ikke adresseret. For at undgå en ny stor depression som i 1930’erne er det bydende nødvendigt, at den amerikanske forbundsregering spiller ud med supplerende og mere vidtgående tiltag.

De seneste tal fra arbejdsmarkedet taler deres eget tydelige sprog: På bare én uge, fra den 15. marts til den 21. marts, meldte 3,3 millioner amerikanere sig ledige (i sidste uge meldte yderligere 6,65 millioner sig arbejdsløse, red.)

Det afspejler en foruroligende udvikling på det amerikanske arbejdsmarked, hvor arbejdsløsheden estimeres at stige med 30 procent i andet kvartal af 2020.

Udviklingen savner paralleller i andre højt udviklede økonomier. I næsten intet andet land tilintetgøres arbejdspladser i så opskruet et tempo. Hvorfor ikke? Fordi de andre regeringer drager større omsorg for at beskytte den nationale beskæftigelse.

De prioriterer, at arbejdere kan beholde jobbet, når industrier går i dvale. Staten træder så til og inddækker det meste af deres lønninger gennem direkte tilskud til arbejdsgiverne. Reelt socialiseres lønnen, så længe krisen varer.

Statsbetalt orlov

Men i stedet for at værne om de eksisterende job satser USA på at beskytte sine ledige mod økonomiske trængsler ved at udvide adgangen til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Et eksempel: I både USA og Storbritannien beder regeringen arbejdstagere i restaurationsbranchen om at blive hjemme, men i Storbritannien får de 80 procent af deres løn (op til 2.500 pund om måneden) mod garanti for, at de får deres job tilbage, når nedlukningen er overstået. I USA bliver de bare afskediget. Og de skal så selv søge om arbejdsløshedsunderstøttelse og må afvente, at økonomien igen kommer op i omdrejninger, før de kan søge nye job og vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Men selv med den generøse arbejdsløshedsunderstøttelse, som Kongressens 2.200 milliarder dollar store hjælpepakke åbner mulighed for, er det ikke hensigtsmæssigt at lade ledigheden stige til tocifrede procentpoints.

At søge om understøttelse er en besværlig procedure, især i en situation, hvor det administrative system bombarderes med millionvis af ansøgninger. Og selv om en del virksomheder sikkert uden videre genansætter deres gamle medarbejdere, når nedlukningen er ovre, vil millioner af ansættelsesforhold være tilintetgjort, hvad der kun kan bremse et kommende opsving.

I Europa derimod vil det i langt større tal være muligt for arbejdstagere at vende tilbage til deres gamle arbejde, som om de blot havde været på statsbetalt orlov.

Blå bog

  • De franske Berkeley-økonomer og ulighedseksperter Gabriel Zucman og Emmanuel Saez gav i marts deres bud på, hvordan man politisk bedst hjælper de økonomier, der er lukket ned af kampen mod coronavirus.
  • De to progressive økonomer har tidligere leveret data og ideer til den forhenværende demokratiske præsidentkandidat senator Elizabeth Warren og udgav sidste år bogen The Triumph of Injustice – How the Rich Dodge Taxes and How to Make Them Pay.

Indsatsen for at tilvejebringe et hurtigt opsving må begynde allerede i dag. Kongressen bør med nye lovskridt beskytte beskæftigelsen, så længe nedlukningsperioden står på. Lovteknisk bør dette være uden de store udfordringer. Sidste uges hjælpepakke indeholdt allerede en lønsikringsordning for en branche, nemlig luftfarten, så det er blot at udvide dette program til andre sektorer.

Nogle lande, såsom Tyskland med dets Kurzarbeit-system, har allerede infrastrukturen på plads til at sende de ansatte hjem og lade staten inddække det meste af deres løn. Andre nationer uden tidligere erfaringer på området såsom Storbritannien, Irland og Danmark har dog under epidemien hurtigt formået at indføre tilsvarende helt nye jobbeskyttelsesprogrammer.

Situationen for USA’s fyrede lønmodtagere forværres af endnu en amerikansk ejendommelighed: Med tabet af deres job mister mange ansatte også deres arbejdsgiverbetalte sygeforsikring og må nu se sig bebyrdet med den kafkaske opgave, det kan være selv at skaffe sig en ny.

En mulighed er at bevare den samme dækningsgrad, som i den arbejdsgiverbetalte ordning – et program, der kendes som COBRA – men for de fleste vil dette være alt for dyrt: Gennemsnitsprisen for selv at påtage sig de fulde forsikringsomkostninger er beregnet til 20.500 dollar om året.

Har man ikke råd, må man i stedet shoppe blandt de ikke altid gennemskuelige ordninger, som siden indførelsen af Obamacare giver mulighed for udgiftsfradrag.

Eller også må man slutte sig til de 27 millioner uforsikrede amerikanere, der står uden sygesikringsordning. Der er allerede meldinger om, at flere skal være døde af COVID-19, fordi de blev nægtet behandling. Enten fordi de ikke havde nogen forsikring, eller fordi de selv undlod at søge lægehjælp af frygt for økonomisk ruin.

COVID-Care

Kongressens hjælpepakke fra forrige uge rummede ingen tiltag til at sænke omkostningerne ved COBRA eller forhøje fradragsmulighederne ved de andre forsikringsordninger. Det er bydende nødvendigt, at der rådes bod på denne forsømmelse gennem indførelse af en forbundsstatsligt finansieret ’COVID-Care for All’-ordning, som kan friholde alle, der opholder sig i USA, for behandlingsomkostninger, uanset socioøkonomisk status, tilknytning til arbejdsmarkedet, alder eller immigrationsstatus.

En effektiv pandemibekæmpelse forudsætter, at smitteudbredelse søges stoppet med alle midler, hvilket igen må indebære en universel adgang til behandling.

COVID-Care for All skal som universel ordning også dække omkostninger for personer, som har en sygeforsikring, hvilket også vil kunne afværge, at coronakrisen får forsikringsselskaberne til at sætte deres præmier i vejret – det er beregnet, at disse vil kunne stige med op til 40 procent næste år.

USA er også nødt til at øge sin støtte til erhvervslivet. I og med at bestræbelserne for at inddæmme epidemien nødvendiggør statspåbudte økonomiske nedlukninger, er det legitimt at forvente, at forbundsstaten til gengæld beskytter virksomheder mod økonomiske forstyrrelser. For at holde virksomheder i live gennem denne krise bør staten fungere som en sidste betalingsgarant.

Med andre ord bør staten ikke bare betale lønnen for de ledige arbejdstagere, men også de essentielle omkostninger til opretholdelse af virksomheder som husleje, forsyningsselskaber, renter på gæld, sundhedsforsikringspræmier og andre omkostninger, der er afgørende for virksomhedernes overlevelse i de nedlukkede sektorer. Dette vil give virksomheder mulighed for at gå i dvale uden at bløde likviditet og risikere konkurs. Danmark var den første nation, der iværksatte et sådant program, og flere lande, blandt disse Italien, har fulgt danskernes eksempel.

I USA er kravene om støtte til virksomheder hidtil blevet mødt med overdreven skepsis. Ganske vist omfatter Kongressens hjælpepakke 350 milliarder dollar til hjælp for små virksomheder, men programmet er komplekst, begrænset i omfang, og kun en brøkdel af støtteberettigede virksomheder vil sandsynligvis bruge det.

Likvideringsideologi

En likvideringsideologi synes at have inficeret både venstre- og højrefløjen. Til højre er modstanden mod statstilskud til virksomheder baseret på det synspunkt, at det bør overlades til markederne at få styr på konsekvenserne af pandemien. Lad flyselskaberne gå konkurs; aktionærer og obligationsejere vil først tabe penge, men luftfartsselskaberne vil omstrukturere og komme op igen.

Den bedste måde, hvorpå regeringen kan hjælpe, er ifølge denne tankegang ved at sænke skatterne. Hjælpepakken omfatter da også over 200 milliarder dollar i skattelettelser for virksomhedsoverskud.

Den opfattelse er forkert. Der er ikke noget effektivitetsfremmende i ødelæggelsen af virksomheder, der var levedygtige før virusudbruddet. Den aktuelle krise skyldes ikke dårligt drevne virksomheder. Statsstøtte, i tilfælde af en pandemi, skaber ikke uhensigtsmæssige incitamenter. Konkurser omfordeler indtægterne, men på kaotisk og uigennemsigtig vis.

Og selv om konkurs muligvis kan være en måde at håndtere pandemiens økonomiske tilbageslag for store virksomheder på, er den ikke godt tilpasset til små virksomheder.

Uden stærk statsstøtte må mange små virksomheder gå i likvidation. En virksomheds død har langsigtede omkostninger: Forbindelserne mellem iværksættere, arbejdstagere og kunder ødelægges og skal ofte genopbygges fra bunden.

På venstrefløjen er det derimod en populær opfattelse, at staten skal hjælpe mennesker, ikke virksomheder. Påstanden er, at de store selskaber opførte sig forkert før krisen – med aktietilbagekøb og udbetaling af eksorbitante bonusser til topchefer – og derfor ikke fortjener at blive reddet.

Hvis de ifølge denne tankegang skal reddes, må de underlægge sig strenge betingelser, såsom at forpligte sig til ikke at tilbagekøbe aktier, sænke cheflønningerne og indføre en minimumstimeløn på 15 dollar for deres ansatte.

De bekymringer, der ligger til grund for denne opfattelse, er forståelige. Uligheden er kun steget siden begyndelsen af 1980’erne. Denne krise er imidlertid noget helt andet end finanskrisen i 2008-2009. De virksomheder, der søger hjælp i dag, bærer intet direkte ansvar for den katastrofe, der truer deres overlevelse.

Hvis det er regeringen, der kræver nedlukning af folkesundhedsmæssige årsager, hvorfor skal den da knytte betingelser til midlertidig økonomisk støtte til de direkte berørte industrier?

Uden tvivl vil nogle virksomheder udnytte smuthuller i regeringens hjælpeplaner. Nogle virksomheder vil måske drage uforholdsmæssige fordele af pandemien. Mens tusinder af gammeldags fysiske butikker er lukket, stiger Amazon-salget. Det Seattle-baserede selskab er en af de få virksomheder på aktieindekset S&P 500, hvis aktiekurs er højere i dag end i begyndelsen af året. Cloud-computing eksploderer. Facebook-trafikken blomstrer.

Men over for disse nedfaldsfrugt-profitter findes der en retfærdig, omfattende og gennemsigtig løsning: Regeringen bør indføre beskatning af meget store overskud, som den har gjort flere gange under tidligere kriseperioder.

I 1918 blev alle de virksomhedsoverskud, som overgik otte procents afkast på virksomhedskapitalen, anset for abnorme, og abnorme overskud blev beskattet med en progressiv sats på op til 80 procent. Lignende skatter på overdrevne profitter blev taget i brug under Anden Verdenskrig og Koreakrigen. Disse skatter havde alle et mål – at sikre, at ingen kunne tilvende sig skandaløse fordele af en situation, hvor masserne led.

For at få det til at ske må den næste lovpakke rumme en skat på overdrevne profitter. Hvis Kongressen ikke sætter ind her, vil pandemien kunne forstærke to af de definerende tendenser i den amerikanske økonomi før coronakrisen: stigningen i erhvervskoncentration og stigningen i ulighed.

Nogle vil hævde, at de løsninger, vi har skitseret, udtrykker en overdreven tillid til statsmagten. De vil med rette påpege, at nogle af disse politikker er uønskede i normale tider. Men dette er ikke normale tider. De store slag – det være sig krige eller pandemier – udkæmpes og vindes i fællesskab. I denne periode med national krise er had til statsmagten den sikreste vej til selvdestruktion.

© The New York Times og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

COVID-19 spreder sig fra en amerikansk storby og delstat til en anden. Mange republikanske guvernører har indtil for nylig ikke taget truslen alvorligt og er derfor uforberedte. New Yorks guvernør advarer dem om, hvad der er i vente: »italienske tilstande«. Vi har talt med amerikanere i forskellige stater om, hvordan de oplever situationen
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Tatiana Nielsen
  • Søren Kramer
  • Jørgen Tryggestad
  • Jakob Trägårdh
Anders Reinholdt, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Tatiana Nielsen, Søren Kramer, Jørgen Tryggestad og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Det amerikanske samfund balancerer på kanten af total kollaps. Og den politiske og økonomiske elite synes endnu ikke at have forstået det. Men det kommer de til. På den grimme måde.

Mikkel Zess, Alvin Jensen, Erik Fuglsang, Flemming Berger, Søren Bro, Torben Arendal, Eva Schwanenflügel, Jens Kofoed, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

1929 - The Great Depression

2020 - USA´s position som Verdens førende økonomi ?

Kilde Wikipedia GB The Great Depression:
https://en.wikipedia.org/wiki/Great_Depression

The decline in the U.S. economy was the factor that pulled down most other countries at first; then, internal weaknesses or strengths in each country made conditions worse or better. Frantic attempts to shore up the economies of individual states across the world through protectionist policies, such as the 1930 U.S. Smoot–Hawley Tariff Act and retaliatory tariffs in other states, exacerbated the collapse in global trade.[18] By 1933, the economic decline had pushed world trade to one third of its level just four years earlier

Kuren med Donald Trumps protektionisme som er næsten grænseløs og hensynløs har været prøvet før i 1930´erne med katastrofalt resultat for Verdensøkonomien og USA´s befolkning.

Apropos Donald Trumps protektionisme så følgende fra Flensborg Avis. Masker til det tyske politi beslaglagt i Thailand af USA.

USA konfiskerer masker bestilt til Berlins politi

03.04.2020 18.03

Berlin må give afkald på 200.000 beskyttelsesmasker, som byen har akut behov for. USA har konfiskeret sendingen i den Thailandske hovedstad, Bangkok, oplyser Andreas Geisel, der er indenrigssenator i Berlin..

Maskerne var bestemt til politiet i Tysklands hovedstad. Maskerne skulle forhindre byens politifolk i at blive smittet med coronavirus.

Bystyret har bestilt og betalt maskerne hos en amerikansk virksomhed. Ifølge Tagesspiegel blev maskerne åbenbart fremstillet i Kina. Det er dog ikke officielt bekræftet.

– Vi betragter det som moderne piratvirksomhed. Sådan behandler man ikke sine partnere. Selv i globale krisetider bør man ikke benytte metoder som i det vilde vesten, siger Andreas Geisel.

Kilde Flensborg Avis
https://www.fla.de/wp/dailys/live-europa-kaemper-corona/

Mikkel Zess, Nikolai Beier, Alvin Jensen, Torben Arendal, Eva Schwanenflügel, Erik Winberg, Per Torbensen, René Arestrup, Lars Jørgensen og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Thorkel Hyllested

Malabar-liberalismen viser sit grimme ansigt meget mere direkte end til daglig. Open shop er blevet til closed shop.

Kim Houmøller

At være afhængig af en leverandør/land er man dummere end politiet tillader. Hvornår fatter folk at korte forsyningslinjer gælder både i krig fredstid.

Mikkel Zess, Mogens Holme, Flemming Berger og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

René Arestrup hvordan definere du total kollaps? Amerikanerne er hurtige til at fyre men også hurtige til at hyre. Det så vi tydeligt for 12 år siden.

Eva Schwanenflügel

Altimens den økonomiske boble er punkteret i USA, forbereder millionærerne og milliardærerne sig på den forestående apokalypse ved at bygge uindtagelige bunkere, luksuriøst indrettet med swimmingpools, golf- og bowlingbaner, hjemmebiografer og fødevarelagre - samt et imponerende arsenal af skydevåben til at beskytte sig mod pøblen.

https://www.forbes.com/sites/jimdobson/2020/03/27/billionaire-bunker-own...

Mikkel Zess, Alvin Jensen, René Arestrup og Søren Bro anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Kent Nørregaard
Jeg definerer det som et kollaps af samfundsordenen - af den amerikanske model. Måske endda som konsekvens af voldelig revolution eller borgerkrig.

Nu er det ikke blot enkelte økonomer, der forudsiger, at USA står foran den værste og dybeste økonomiske krise i nationens historie, hvor op mod en tredjedel af amerikanerne risikerer at havne i arbejdsløshed, der er efterhånden bred konsensus om, at det er et helt reelt scenarie om ganske kort tid.

På den baggrund kræver det ikke megen fantasi at forestille sig hvad det kan føre til. Og specielt i et land, hvor det sociale sikkerhedsnet på det nærmeste er ikke-eksisterende. Forestil dig en situation, hvor +50 millioner amerikanere er kastet ud i en eksistenskamp. I bogstaveliste forstand.

Jeg tvivler på, at de har tålmodighed til at vente på næste, mulige opsving.

Mikkel Zess, Alvin Jensen, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

@ Eva Schwanenflügel
04. april, 2020 - 17:53

Hej Eva,
Hvis du nu selv var en holden kvinde efter mange års hårdt slid og sparsommelighed, således at du var én af millionøserne (eller måske ligefrem een af milliardærerne!!), hvordan ville du så forberede dig på den forestående apokalypse ?? :-)
God aften :-)

Eva Schwanenflügel

@ Erik Fuglsang

Hvis jeg var en ultra-rig kvinde, hvad enten jeg havde arvet min formue, spekuleret i værdipapirer, gemt mine penge i skattely, eller andet asocialt, ville jeg næsten med sikkerhed være ligeså hjernedød som de ovennævnte millionærer/milliardærer.

Der er desværre kun få undtagelser, der bekræfter reglen.

Hvis jeg havde slidt hårdt og sparet op, var jeg sandsynligvis aldrig blevet rig, ikke i det nuværende system.

Magt - og penge er magt - korrumperer nemlig, og forandrer hjernen og psyken.

"Magt ændrer din hjerne: Vi bliver dårligere mennesker af at få magt, viser forskningen"
https://www.zetland.dk/historie/s8DPyrMy-ae2KvJdE-288b1

"Forskning: Magt og penge kan ændre din hjerne"
https://nyhedscentrum.dk/forskning-magt-og-penge-kan-aendre-din-hjerne/

"Følelsen af magt gør os mindre empatiske"
https://www.djoefbladet.dk/artikler/2013/10/f-oe-lelsen-af-magt-g-oe-r-o...

Det er (også) derfor, det er sygt at eje for meget.

"Good evening", som Dracula plejer at sige før første bid ;-)

Søren Bro, Mikkel Zess, Alvin Jensen, Mogens Holme, Werner Gass og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

René nu klikker jeg ikke youtube vidoer så mit svar vil udelade den del.

Jeg mener du tager grueligt fejl. USA har en gigantisk hjemlig efterspørgsel som andre lande til tid og evighed vil misunde. De er ikke tilnærmelsesvist så afhængige af globale konjunkturer som vi er i Danmark eller de øvrige europæiske stater. Muligvis recessionen vil blive dybere end for os til at starte med men det er ikke noget vi skal godte os over for det vil trække os med længere ned end vi i forvejen kommer. Derimod vil USA opleve tiger-springsvækstrater i årene efter når genopretningen påbegyndes.

En borgerkrig anser jeg som totalt usandsynligt. Hvem mod hvem fristest man til at spørge? Normalt er der jo to eller flere aktører der strides om enten religiøse, ideologiske eller etniske sager i sådan situation. Der er kun to væbnede fraktioner i USA. Militæret og højrefløjen (som er geografisk spredt). Ordensmagten er også bevæbnet men er næppe enige om et politisk projekt. Højrefløjsterror kan derimod være et godt budt på politiske problemer.

Det er i øvrigt ikke noget vi her i Europa skal rende og synes er en ønskværdig fremtid. Den dag der kommer borgerkrig i USA bliver den dag CV Jørgensens sangtekst bliver levende "og den dag røde ru....".

René Arestrup

@Kent Nørregaard
Det er ikke en situation, jeg på nogen måder godter mig over. Tværtimod. Det vil have voldsomme og uoprettelige konsekvenser, ikke blot for USA, men også for resten af verden, DK inklusive.

Det er som bekendt svært at spå, specielt om fremtiden, men jeg deler overhovedet ikke din optimisme. Alene omfanget af denne krise er stærkt ildevarslende. Og den amerikanske samfundsmodel rummer simpelthen ikke samme form for social robusthed som den, vi kender i fx Skandinavien. Derfor er jeg bange for, at det går grueligt galt. Sultne mennesker er farlige. Og hvis der er mange nok af dem, er det samfundsomstyrtende.

Henrik Plaschke

Erik Fuglsang – Eva Schwanenflügel

Skulle man nu være så heldig eller uheldig af den ene eller den anden grund at være endt som en holden eller ultra-rig kvinde m/k, og står man overfor at skulle forberede sig på apokalypsen, er der en del ting, man kan gøre:

Man kan f.eks. starte med at melde sig ind i foreningen af patriotiske millionærer: https://patrioticmillionaires.org/.

Man kan også tænke lidt over, hvad finansmanden George Soros, der ikke blot er millionær men milliardær, sagde, da han for en del år siden blev spurgt om sin holdning til en beskatning af internationale finansielle transaktioner (en Tobinskat):

’I’m in favour of the Tobin tax. It doesn’t happen to coincide with my personal interest, but it could be a very good source of funds for providing global [public] goods,’ he said. (https://www.theguardian.com/business/2001/mar/11/theobserver.observerbus...).

Vil man have mere inspiration, kan jeg såmænd også henvise til den seneste leder i det britiske dagblad Financial Times, der vel normalt ikke just ses som venstreradikalt, men som forsøger at tænke konstruktivt:

“Radical reforms — reversing the prevailing policy direction of the last four decades — will need to be put on the table. Governments will have to accept a more active role in the economy. They must see public services as investments rather than liabilities, and look for ways to make labour markets less insecure. Redistribution will again be on the agenda; the privileges of the elderly and wealthy in question. Policies until recently considered eccentric, such as basic income and wealth taxes, will have to be in the mix.”

(Virus lays bare the frailty of the social contract, Financial Times, April 3, 2020, https://www.ft.com/content/7eff769a-74dd-11ea-95fe-fcd274e920ca - kræver abonnement).

Anders Reinholdt, Alvin Jensen, Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'Policies until recently considered eccentric, such as basic income and wealth taxes, will have to be in the mix.”

Ak ja, det tog lidt tid - og verden skulle belemres med en pandemi - før storkapitalen så skriften på væggen...

Kent Nørregaard

René jeg ved ikke om jeg er optimistisk. Jeg tror på en lang recession, i hvert fald for Danmark. Boligkrise som minimum men muligvis også en arbejdsmarkedskrise. Der vil være færre værktøjer til at hjælpe os ud da renteniveauet stadig er lavt.

Et lukket Europa bliver nok også en konsekvens af hele miseren. Jeg kan ikke forestille mig at det sidste ord er sagt i denne sag. Det må på en eller anden måde være slut med fri adgang for kinesiske arbejdere og studerende, med simpel begrundelse i at deres madkultur er til fare for den globale folkesundhed. Det samme gælder deres totalitære styres håndtering af sagen og mangelnde åbenhed. Alt sammen noget der kan give lave vækstrater når produktion uundgåeligt flytter fra Kina og til andre lande. Ikke mindst diverse former for sikkerhedsudstyr.

René Arestrup

@Kent Nørregaard
Jeg er mere optimistisk på Danmarks vegne end jeg er på USAs. Trods alt.

Anders Reinholdt, Mikkel Zess og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Henrik Plaschke

Jeg har nu set lyset, og forlader min underjordiske bunker og dens tomme luksus, for at melde mig under fanerne hos de patriotiske millionærer.
Tak for tippet :-)

Mikkel Zess, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Så socialt ulige som Amerika er, frygter mennesker mere at blive ledige end at blive smittet med Corona.

Rikke Nielsen

Eva Schwanenflügel

Mig bekendt er der også en udbredt tradition for, at de rige donerer penge til bekæmpelse af fattigdom. Alle gør det sikkert ikke, men du kan (som med alt andet) ikke generalisere... Det mest kendte eksempel er nok Bill Gates, der donerer store millardsummer.

Kent Nørregaard

René det mener jeg ikke du har grund til at være. USAs økonomi er drevet af hjemlig efterspørgsel for langt størstedelen af dets BNP, Danmarks af eksport for omkring halvdelen. Danmark vil efter åbning være afhængig af situationen i en meget lang række lande og den globale situation generelt. Den sårbare situation står USA ikke i. Au contraire skal vores vækst pænt vente på at vores eksportmarkeders efterspørgsel kommer på fode igen. For en del af disse lande, bl.a. vores største samhandelspartner, Tyskland, er de også afhængige af eksport til at drive hjemlig vækst hvorfor vi ligger langt fra centrum af det opsving der kommer efter krakket er overstået.

Trump har faktisk tidligere gjort os en lille tjeneste i den sammenhæng. Nemlig da han pressede Tyskland til at øge sit hjemlige forbrug og efterspørgsel via import for at sænke landets gigantiske handelsoverskud. Det blev gjort ved at true den tyske bilindustris eksport til USA.

Eva Schwanenflügel

@ Rikke Nielsen

Uha, ja, de rige elsker velgørende arbejde i deres 'foundations' , og samles hjertens gerne til 'fundraising dinners', hvor det især handler om at se og blive set, trykke de rigtige mennesker i hånden, (det gjorde det ihvertfald før disse corona-krisetider), netværke og 'endorse' hinanden til kommende valg.

Det giver magt og popularitet at være 'gavmild', og gode skattelettelser.

På trods af Bill Gates donationer, er hans formue større end nogensinde.

Carsten Munk, Mikkel Zess og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

@Viggo Helth
$ og at det stadig er Verdens største økonomi os suverænt største militærmagt.

Erik Fuglsang

@Eva Schwanenflügel
05. april, 2020 - 19:44

Uanset hvordan velhaverne gebærder sig, så lader du til altid at have det stramt med de rige og succesfulde.

Hvis de opretter fonde og donerer penge til vanskeligt stillede, så mistænkeliggør du straks deres motiver, som du gør ovenfor.

Hvis de ingenting giver, mon så ikke du bebrejder dem, at de ikke hjælper - de har jo muligheden og dermed, gætter jeg på, at du svarer, en moralsk forpligtelse !

Med andre ord, uanset hvad de gør, og selvom mange dem - i modsætning til gennemsnitsamerikaneren eller gennemsnitsdanskeren - hvert eneste år afleverer millioner i skatter og afgifter, så er det galt! Så skal de udsættes for fordømmelse eller mistænkeliggørelse!

De velhavende er med andre ord fanget i en Schwanenflügelsk "catch 22", ikk' sandt ? :-)

Eva Schwanenflügel

@ Erik Fuglsang

Nixen bixen, det eneste jeg forlanger, er at de rige kunne gøre som patriotiske millionærer i Henrik Plaschkes glimrende link og FORLANGE, at skatten på deres formuer hæves - blandt andet.

Det er en pervers idé, at folk skal være så fattige, at de er afhængige af de riges donationer.
For det kunne undgås ved at der ikke var nogen fattige, hvis de rige betalte en retfærdig skat, og ikke tjente enorme summer på alene at have formuer, både i skattely og i spekulative værdipapirer.

Læs selv her:

"Because my country - our country - means more than my money"
https://patrioticmillionaires.org/

René Arestrup

@Erik Fuglsang
Nu vil jeg nødig blande mig i en dialog, du har med Eva - og jeg er sikker på, at hun udmærket er i stand til at svare for sig selv.

Men...

...'selvom mange dem - i modsætning til gennemsnitsamerikaneren eller gennemsnitsdanskeren - hvert eneste år afleverer millioner i skatter og afgifter, så er det galt! '

Det er måske lige netop her, kæden hopper af. Vi kan diskutere skattetrykket i Danmark, men det burde være uden for diskussion, at velhavende amerikanere, forholdsmæssigt, betaler en meget beskeden skat. Ja, nogle betaler nærmest ingenting. Jeff Bezos - ejeren af Amazon og én af USAs rigeste enkeltpersoner har fx betalt tæt på nul dollars i indkomstskat gennem adskillige år. Og det er en ren systemisk forudsætning, der gør det muligt.

Problemet er ikke, at nogle mennesker skaber sig en formue, problemet er, at det foregår på nogle vilkår, som er skæve i forhold til de samfund, hvor formuen bliver skabt.

Det almindelige mantra om 'flid og dygtighed' bliver altid bliver fremhævet som en form for alibi for, at nogle mennesker har ret til at leve et liv i ubegrænset luksus. Men 'flid og dygtighed' er jo kun en del af ligningen. Man glemmer - bekvemt - at ingen formue bliver skabt af enkeltindivider eller løsrevet fra det omgivende samfund.

Men det er tilsyneladende stadig en erkendelse, som det er svært for mange velhavere at nå frem til.

Erik Fuglsang

@ René Arestrup

Mine tanker er mest møntet på danske forhold.

Jeg skal blankt erkende, at mit kendskab til indkomst- og formueskatter hos velhavere i USA er til at overse. Derfor skal jeg ikke kloge mig på individuelle forhold. Jeg påtaler blot, at nærmest uanset hvad velhavere gør, så skal de tilsyneladende kritiseres her i sporet. I det omfang der ligger en forbrydelse bag formuerne og kapitalophobningen (som Balzac jo gerne troede var tilfældet), så forstår jeg kritikken, men hvor formuen er skabt på regulær vis, er grundlaget for kritik over for den enkelte amerikanske (og ihvertfald danske) velhaver mindre klart for mig.

Det forekommer naturligvis ikke rimeligt, hvis nogle i årevis kan slippe for at svare skatter - det forekommer absurd, hvis det er tilfældet. Det medgiver jeg.

Jeg dyrker selv mantraet med ’flid og dygtighed’, men du har jo ret i, at det kun er en del af ligningen. Ingen formue bliver næppe skabt helt løsrevet fra det omgivende samfund. Alt i alt skal vi dog være glade for, at der findes foretagsomme folk, der har stiftet virksomheder som Danfoss, Grundfos, Lego, JYSK, B&O m.m. Deres betydning for lokalsamfundene kan næppe overvurderes, og det skylder vi stifterne tak for - og ikke fordømmelse. Disse foretagsomme og risikovillige mennesker betaler meget mere i skatter og afgifter over et livsforløb, end vi giver dem kredit for efter min mening.

Erik Fuglsang

@Carsten Svendsen
Jeg har vist ikke skrevet en stavelse om nødvendighed. Jeg gør blot gældende, at disse velhavere - for manges vedkommende - betaler betragtelige summer i skatter og afgifter til den danske stat, og det synes jeg, at mange overser.

Eva Schwanenflügel

@ René Arestrup

Du skal være så velkommen til at deltage.
Jeg betragter det ikke som en lukket dialog.
- Desuden svarer du nogenlunde som jeg selv ville have gjort, hvilket selvfølgelig også gør det dejligt nemt for mig ;-)

René Arestrup

Sagelige Lars Larsen sagde det meget præcist, da han blev konfronteret med spørgsmålet om danske velhavere, der lever i udenlandske skattely:

'Jeg synes det er noget forbandet svineri at vende ryggen til det samfund, som har gjort det muligt for folk at skabe deres formuer.'