Læsetid: 4 min.

Med Italiens genåbning har højrefløjen og Salvini fået chancen for genoprejsning

På trods af sin genåbning af Italien risikerer premierminister Giuseppe Conte at blive jaget vildt for højrefløjens dobbeltløbede jagtgevær – Salvini og Meloni – der nu står klar til at genvinde tabt terræn ved at puste til vreden
En kvinde står og venter på brød, der bliver bragt ud til borgerne. Landet er ved at gøre klar til genåbning, men den nye situation kan føre til et politisk skred.

En kvinde står og venter på brød, der bliver bragt ud til borgerne. Landet er ved at gøre klar til genåbning, men den nye situation kan føre til et politisk skred.

Marco Bertorello

28. april 2020

Premierminister Giuseppe Conte vil endelig vække Italien fra sin dvale. Efter tusindvis af coronadøde og efter to måneders nedlukning – den længste noget sted i verden som følge af coronavirussen – annoncerede Conte i en tv-tale søndag aften, at det italienske samfund fra starten af næste måned så småt skal åbne igen.

Men den nye situation kan også føre til et politisk skred. For mens coronakrisen har gjort Conte til en voldsomt populær premierminister, så kan han med sin beslutning om at genåbne landet også have skudt gang i en jagtsæson, hvor det er ham selv, der er byttet.

For højrefløjens dobbeltløbede jagtgevær – den højrenationale leder Matteo Salvini og den yderste højrefløjs stjerneskud, Giorgia Meloni – står nu klar til at skyde på ham med alt, hvad de har.

Og de to vil få stadig mere ammunition i takt med, at de seneste måneders solidaritet i samfundet og nationale samling om den politiske leder næsten uundgåeligt vil blive afløst af frustration og vrede – når det for alvor går op for italienerne, hvor dybt det sorte økonomiske hul er, som pandemien og nedlukningen har kastet dem ned i.

I et afgørende øjeblik for det hårdtprøvede Italien meddelte Conte søndag, at fabriks- og bygningsarbejdere må vende tilbage til arbejdet den 4. maj, samtidig med at italienerne igen må forlade deres hjem og tage på gå- og løbeture i parkerne.

I midten af maj må museer og butikker åbne, og den 1. juni kommer turen til restauranter, cafeer og frisører. Men offentlige forsamlinger vil fortsat være forbudt, folk skal fortsat gå med mundbind udenfor, og skolerne åbner først til september.

Coronavirussen har hidtil sløvet Matteo Salvinis sværd. Manden, der for et år siden førte sig frem som leder af den europæiske højrenationale bølge, og før coronakrisen nød opbakning fra en tredjedel af italienerne, har de seneste måneder lidt under, at virussen har taget alt opmærksomheden, og hans budskaber har samtidig svinget fra side til side.

I starten affejede han COVID-19 som en bagatel, så anklagede han sorte afrikanere for smitten og ville have grænserne lukket, derefter var han lunken over for nedlukningen af samfundet, inden han til sidst mente, at Italien ikke blev lukket hurtigt og drastisk nok ned.

Og mens befolkningen – som det ses i mange andre lande – i krisestunden samlede sig om den nationale leder, Giuseppe Conte, så er opbakningen til Salvini og hans parti, Lega, dalet.

Ifølge en meningsmåling bragt i Corriere della Sera ligger opbakningen til Lega nu på 25,4 procent – seks procentpoint mindre end for blot en måned siden, og næsten ti procentpoint mindre end før coronakrisen.

For langsom genåbning

Nu forsøger Salvini igen at finde sin egen stemme og stemmetække ved at gå til angreb med argumentet om, at genåbningen går for langsomt – og derfor koster mere på bundlinjen.

Han opfordrer italienerne til at »tage ud på pladserne« og protestere.

»Vi har været tålmodige, lyttet, er kommet med forslag og har samarbejdet. Men nu er det nok. Efter 47 dages indespærring, så siger vi nu: Lad os gå udenfor, lære og arbejde,« siger Salvini, der ifølge avisen La Stampa på konspiratorisk manér påstår, at genåbning med vilje trækkes i langdrag i et forsøg på at svække italienske virksomheder i forhold til deres europæiske konkurrenter.

»I det halve af Europa rundt om os har de allerede genåbnet. Men her i Italien er der i stedet lukket, lukket, lukket. Der er noget her, der ikke stemmer,« siger han.

Giorgia Meloni, lederen af det ekstreme højreparti Fratelli d’Italia (Italiens brødre), som får stadig større opbakning, siger, at hun »ikke forstår noget som helst« af Contes genåbningsstrategi. Hun mener også, at det går for langsomt.

»Hvorfor skal vi massakrere hele sektorer, som risikerer aldrig at åbne igen,« spørger hun.

De to partier, Lega og Fratelli d’Italia, kan begge få meget mere politisk medvind og opbakning fra befolkningen i genåbningsfasen.

Begge partier har tidligere formået at opnå støtte ved at puste til vreden i samfundet – især vreden rettet mod indvandrere, EU og en påstået skævvredet og uretfærdig økonomisk politik i eurozonen – og nu hvor den italienske version af politisk borgfred er ved at være ovre, så vil der være rigeligt med vrede flammer, som Salvini og Meloni kan fodre med deres blæsebælg og dermed samtidig udnytte til at puste sig selv op.

Meget afhænger af, hvordan Conte formår at håndtere genåbningen – og også hvordan EU agerer. Det ligger lige til højrebenet for den EU-skeptiske Salvini at lukrere på den stærkt udbredte opfattelse, at andre EU-lande ikke har udvist tilstrækkelig solidaritet: Både hvad angår støtte til det italienske sundhedssystem i form af værnemidler, udstyr og personale og økonomisk støtte til at afbøde pandemiens konsekvenser for Europas mest udsatte land.

Og mens opbakningen til Conte forventeligt vil blive mindre i takt med, at de økonomiske konsekvenser og arbejdsløsheden bliver større, så vil Salvini og Meloni også få rig mulighed til at profilere sig selv ved at gå hårdt til angreb på premierministeren.

Økonomiske prognoser viser, at den italienske økonomi vil skrumpe med i omegnen af ti procent i år. Og der lader nu til at være en større mulighed for at genåbne samfundet, så økonomien ikke lider endnu mere.

Der er over 26.000 italienere, som er døde med coronavirus, men antallet falder – søndag blev der registreret 260 nye dødsfald, det laveste antal siden midten af marts. Og der er nu ca. 2.000 COVID-19-patienter på intensiv, en halvering i forhold til starten af april.

»Vi ønsker alle at genstarte landet,« sagde premierminister Conte, som dog tydeligvis samtidig var nervøs for at åbne samfundet for hurtigt, da »kurven for smittede kan stige igen og komme ud af kontrol«.

Men hvis han ikke finder den rette balance mellem hensyn til at besejre epidemien og redde økonomien, så kan Conte ende som et politisk offer for coronavirussen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
  • Johnny Christiansen
Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Mathiasen

Migrationsbølgen i 2015 sendte to år senere AfD ind i Forbundsdagen med 13%. Gentagelser skal undgås, og vælgerne skal helst bekræftes i at finanslove er nationale anliggender, mens EU også lige bekæmper en pandemi og en recession i hele unionsområdet.
Det er nogle ret komplekse politiske overvejelser, som nu foregår i europæisk regi. Fulgte man den italienske idé om helikopterpenge i store mængder ud over det italienske land, så kunne man få opinionskurverne for højrepartier bl.a. i Nordeuropa til at ligne den italienske obligationsrentes kurve med en ny højreregering i Rom.