Læsetid: 14 min.

Kære Nordeuropa. Der er noget, I ikke forstår. Kh Sydeuropa

Sydeuropa vil have økonomisk hjælp, Nordeuropa vil ikke levere. Coronakrisen har på ny udstillet kløften mellem EU’s nord og syd, men i dag mødes de om gigantiske hjælpepakker i et forsøg på at klinke skårene. Som denne mailkorrespondance mellem to af Informations europakorrespondenter viser, står partnerne dog langt fra hinanden
»Selv hvis en fremtidig postcoronaregering ikke skulle være med Salvini i spidsen, men være en midtsøgende regering, vil den formentlig agere langt mere EU-skeptisk, og det vil gøre det langt sværere at finde en fælles EU-konsensus om afgørende emner som klima og migration.« skriver Martin Gøttske i denne brevveksling med Mathias Sonne. Hvis den økonomiske støtte til Italien udebliver, kan det resultere i en stigning af populistiske og nationalistiske strømninger i den italienske befolkning, som kan betyde at Italien fremadrettet vil vende sig mod lande som Rusland eller Kina i krisetid.

»Selv hvis en fremtidig postcoronaregering ikke skulle være med Salvini i spidsen, men være en midtsøgende regering, vil den formentlig agere langt mere EU-skeptisk, og det vil gøre det langt sværere at finde en fælles EU-konsensus om afgørende emner som klima og migration.« skriver Martin Gøttske i denne brevveksling med Mathias Sonne. Hvis den økonomiske støtte til Italien udebliver, kan det resultere i en stigning af populistiske og nationalistiske strømninger i den italienske befolkning, som kan betyde at Italien fremadrettet vil vende sig mod lande som Rusland eller Kina i krisetid.

Alessandro Serrano

23. april 2020

Kære Martin, dernede sydpå

I årevis har vi europæere ævlet og kævlet om, at sammenholdet i EU er truet, at kløften mellem nord og syd er blevet dybere. Men i coronakrisen ser den abstrakte debat pludselig ud til at blive ramme alvor.

Med mine halvtyske briller har jeg måske været lidt naiv: Nu vil italienerne igen have omfattende hjælp og truer meget belejligt med, at det ellers kan koste euroen og måske EU livet. Det har jeg mest set som forhandlingsbulder.

Når EU-landenes regeringschefer mødes torsdag, vil et af hovedpunkterne være, om der skal indføres en form for solidariske euroobligationer, som alle lande er med til at hæfte for – jo ikke mindst for at trække din valghjemstavn, Italien, op af den dybe sump med lån til rimelige renter.

It’s never gonna happen, har jeg længe tænkt, for hvilke regeringer i Nordeuropa tør gå med på den vogn: det vil jo være en gave fra himlen for nationalpopulistiske partier som Alternative für Deutschland, De sande finner eller Geert Wilders’ PVV – hvem ved, om de hollandske vælgere for eksempel kunne finde på at kræve et farvel til EU, hvis landet går med til euroobligationer?

Den skepsis måtte jeg delvist trække i land, da den franske præsident Macron i Financial Times i denne uge bakkede op om Italien med en sammenligning mellem den manglende solidaritet fra Nordeuropa i coronakrisen med Versailles-traktaten efter Første Verdenskrig, der overlod hele regningen til Tyskland – med alle de kendte følger.

Macron sammenlignede også behovet i coronakrisen med Marshallplanen efter Anden Verdenskrig og appellerede ikke bare til luftig solidaritet, men krævede direkte euroobligationer.

»Hvis vi ikke gør det på dette afgørende tidspunkt i historien, er der ikke noget fælles europæisk mål tilbage,« sagde Macron.

»Hvis vi ikke gør det, vil populisterne vinde. I dag, i morgen, i overmorgen. I Italien, i Spanien, måske i Frankrig og andre steder.«

Med stabile tyske briller har italiensk politik altid lidt lignet et freakshow, så måske var det derfor, at Macrons ord gjorde et større indtryk på mig …

 

Hej Mathias, deroppe i nord

Jamen, det er da altid noget, at du og tyskerne er ved at få øjnene op for situationens alvor. Også selv om der skulle en fransk præsident til at åbne jeres øjne for jer.

Her fra Italien har vi længe advaret om, at vi kigger ned i et dybt sort hul. Og at vi er ude i en så omfattende krise, at det kan få hele EU til at kollapse.

I Nordeuropa har I længe kigget lidt skævt til Italien, som om coronakatastrofen også er Italiens egen skyld. Men den er skabt af en epidemi, som burde udløse en solidarisk reaktion fra hele EU. Men mens italienerne talte sine døde, gav Nordeuropa italienerne en iskold skulder.

Pandemien har dræbt 25.000 italienere. Nedlukningen af samfundet vil få den italienske økonomi til at skrumpe med mindst ti procent. Og den manglende støtte fra Nordeuropa har efterladt en så bitter smag, at et uhørt stort antal italienere er klar til at forlade den europæiske skude. Sorry, det er sandheden.

 

Hej igen Martin

Rolig nu. Ingen nordeuropæere forklejner den forfærdelige situation for Italien og Spanien. Men lige nu er Nordeuropa spændt ud mellem to firkantede positioner fra syd og nord: på den ene side at vise europæisk solidaritet og på den anden at fastholde økonomisk ansvarlighed. Men der er faktisk mange nuancer mellem de to positioner. Og her nærer nordeuropæerne en skepsis over for at bruge coronakrisen som middel til at skabe en helt fundamental ændring af EU og euroen.

At hæfte for hinandens gæld vil være at indføre en indirekte overførselsunion ad bagdøren: at EU-landene skal stå på mål for hinandens økonomier – og underskud. Og det vil være lodret mod Maastricht-traktaten, der er grundlaget for eurosamarbejdet.

For det andet vil det kræve måneder – hvis ikke år (og enstemmighed) – at indføre den ene eller anden form for euroobligationer, og den tid er der ingen europæiske lande, der har her i krisen.

Nå ja, og for det tredje har Nordeuropa og ikke mindst Tyskland allerede bidraget stærkt til redningspakker for over 500 milliarder euro. Det har i sig selv krævet store kompromiser i lande som Tyskland, Østrig, Finland og især Holland.

Apropos Holland er det i øvrigt unfair, at alle taler om Tyskland og tysk sparepolitik. Den danske S-regering bakker klart op om den nordeuropæiske linje, og den hårdeste hund i det her spil er den hollandske finansminister Wopke Hoekstra, der panisk sidder med fingeren i diget for at holde stormfloden af krav om euroobligationer tilbage (okay, det billede er stjålet fra Politico).

Allerede den tyske tidligere kansler Helmut Kohl beklagede, at det er umuligt på sigt at have en valutaunion uden en politisk union – blandt andet fordi landene har så forskellige niveauer for sociale ydelser, forskellig pensionsalder, forskellig konkurrenceevne og forskellige syn på vægten mellem eksport og indre efterspørgsel.

Men Hoekstra har faktisk en pointe, når han siger, at indførelsen af euroobligationer og dermed fælles hæfte ville være »som at sætte vognen foran hesten«: der er vi (endnu) ikke i den europæiske integration. Og for Nordeuropa ville det ligne en blankocheck til Sydeuropa til fortsat at gældsætte sig.

 

Hallo deroppe

Igen: I Nordeuropa forstår I ikke alvoren. Selv når I også står ansigt til ansigt med en kæmpe økonomisk krise, modsætter I jer at indføre tilsvarende tiltag – at gøre eurozonen til et rentefællesskab, som kan holde sammen på unionen; I vil ikke indføre fælleseuropæiske euroobligationer, hvor alle lande står sammen om at hæfte for gælden. Hvor sydeuropæiske lande også kan nyde gavn af de lavere renter, som nordeuropæiske økonomiers styrke sikrer.

Det vil gøre ondt på alle, hvis det for alvor går galt i Italien, som jo trods alt er EU’s tredjestørste økonomi – efter Tyskland og Frankrig.

Nordeuropa kan ikke blive ved med at bruge argumentet om, at italienerne ikke er økonomisk ansvarlige. Italien er ikke en byrde for EU – landet betaler mere ind i EU, end det får udbetalt. Og Italien har i 24 ud af 25 år siden 1995 haft primæroverskud på sine budgetter (uden renteafbetalinger). Vores problem er, at vi er tynget af gammel gæld – og at vi har været tynget af den forkerte krisepolitik siden eurokrisen.

By the way: Det er et paradoks, at her i det EU-skeptiske Italien signalerer man jo faktisk, at det, man reelt efterlyser, er mere Europa. For med det italienske ønske om euroobligationer vil man jo binde EU tættere sammen, og med det spanske forslag om en fælles genopretningsfond gennem EU-budgettet satser man jo også på mere Europa.

I mellemtiden flirter lande som Holland og Danmark stadig mere med den nationale retorik. EU-begejstrede nordeuropæere som tyskerne burde derimod klappe i hænderne over de sydeuropæiske forslag om mere integration, som euroobligationer vil føre til.

 

Kære Martin

Fint nok – men kun på tegnebrættet. Det opfattes jo fuldstændigt anderledes her i nord. Der er millioner af tyskere derude (ikke kun AfD-vælgere!), der har en fornemmelse af, at »europæisk solidaritet« lidt plat sagt er noget, der bliver krævet, når Tyskland skal betale for gildet.

Jeg snakkede for nylig med min pænt konservative – men ellers fornuftige – underbo i Berlin, der stemmer CDU. Med sin beskedne pension spurgte han ligeud om de »korrupte italienere«:

»Hvorfor begynder de sydeuropæiske stater ikke med at kræve solidaritet af borgerne i deres egne lande og sørger for, at de arbejder lidt længere og snyder lidt mindre i skat?«

For mange tyskere er det den bitre realitet: at Tyskland – i hvert fald før coronakrisen – nok er et rigt land med en lav statsgæld og arbejdsløshed, men samtidig er der millioner af fattige tyskere. Det tyske jobwunder siden årtusindskiftet er især opstået på grund af euroen, eksportindustrierne – og et stærkt lønpres.

Selv om tyskerne har en markant højere pensionsalder, har de statistisk en lavere gennemsnitlig nettoformue end italienerne. Og i modsætning til Sydeuropa er det kun omkring 40 procent af tyskerne, der ejer den ejendom, de bor i. Nede hos jer i Italien er tallet tættere på 75 procent.

For uendeligt mange tyskere bliver en krise som coronakrisen altså eksistentiel på meget få måneder eller endda uger. Så selv om Tyskland er rigt og med sin høje kreditværdighed kan sikre lave renter, er tyskerne ikke så skide rige i snit – og de vil formentlig protestere mod fælles gæld. Mange vil også protestere mod at sætte turbo på den europæiske integration. Da den faldne SPD-leder Martin Schulz i 2017 talte om et »Europas forenede stater i 2025«, smuldrede hans sidste håb om at blive kansler.

 

Kære Mathias

Det er lidt anstrengende at høre på tysk klagesang. Nordeuropæerne taler om ansvar, men lader Sydeuropa i stikken, når det virkelig brænder på. Det skete med finanskrisen, det skete med flygtningekrisen, og nu sker det med coronakrisen.

Faktum er, at Tyskland har tjent fedt på euroen på Sydeuropas bekostning, og nu er coronakrisen en anledning til at få skabt balance.

Euroreglerne har begrænset Italiens vækst og mulighed for at kæmpe sig ud af sin langvarige krise. Som fælles valuta har euroen frataget Italien muligheden for at bruge nedskrivning af sin egen valuta som et instrument til at forbedre konkurrenceevnen.

Tysklands enorme handelsoverskud er derimod en direkte konsekvens af indførelsen af euroen. Euroen har groft sagt gjort det nemmere for Tyskland at udstede billige lån til svagere økonomier, så de kan købe flere tyske produkter. Det har styrket tysk økonomi, men har gældsat andre eurozonelande.

 

Hej Martin

Oh yes: Set med rent økonomiske briller kan det ikke benægtes. Med euroen fik millioner af sydeuropæere pludselig råd til at opgradere fra en Fiat til en Audi. Og pludselig blev den nordeuropæiske valuta holdt lavere, end den havde været uden euroen.

En nordeuro eller en tilbagevenden til D-mark ville derimod forøge vores valutakurs i nord stærkt i forhold til andre valutaer. Og det ville smadre eksportstyrken i Tyskland og Nordeuropa. Men så tekniske argumenter er det nok ret svært at overbevise de nordeuropæiske vælgere med.

Jeg er i øvrigt lige faldet over en fantastisk tråd på Twitter fra CDU’s Friedrich Merz, der trods alt er seriøs kandidat til at blive Tysklands næste kansler. Han skriver, at Italien ikke engang gider at tage imod de mange milliarder fra ESM-fonden – den euroredningsfond, hvor finansministrene har stillet 250 milliarder euro til rådighed til de nødstedte lande.

»Det viser altså: Italien har ikke noget akut behov for finansiering, men i slipstrømmen på coronakrisen prøver landet at få ubegrænsede muligheder for at refinansiere sit statsbudget.«

Han siger her mellem linjerne, at italienerne egentlig bare vil nasse på Nordeuropa, og han fortier, at ESM-milliarderne er forbundet med forbehold, som ikke er videre smarte for Italien. Så jeg må give dig: Hvis det er den tyske tone, som italienerne hører, forstår jeg egentlig godt, hvis italienerne synes, at tyskerne lidt er nogle røvhuller.

 

Hej Mathias

Efter min bedste overbevisning har Italiens premierminister Conte ret, når han siger, at ESM er et nyttesløst instrument til at løse den krise, vi står over for. Det kan få de italienske renter til at stige, og »vi italienere har ikke glemt, at grækerne i den sidste finanskrise blev afkrævet uacceptable ofre for at få adgang til kreditterne«, som Conte i den her uge formulerede det, vel at mærke i den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Italienerne har altså ikke glemt, hvordan sparepolitikken har forhindret vækst.

Har du i øvrigt set længere nede i twittertråden om ESM, hvor Friedrich Merz påstår, at Italiens afvisning af ESM viser, at Italien ikke har noget akut behov for hjælp? Der er en, der skriver, at det svarer til en kræftpatient, der siger nej tak til en hovedpinepille og i stedet kræver kemoterapi – her ville man jo heller ikke sige, at han eller hun da vist ikke har et reelt behandlingsbehov. Billedet er groft, men også ret rammende.

 

Hej igen deroppe i det tyske

Jeg glemte det vigtigste: I Nordeuropa overser de fleste desværre, at italienerne stadig har en følelse af, at mens andre europæiske lande lukkede grænserne og nedlagde forbud mod eksport af livsnødvendige værnemidler, så modtog Italien hjælp fra Kina og Rusland.

Selv om Tyskland reelt har hjulpet meget mere end de lande, er indtrykket desværre et andet. Derfor er der også en stor risiko for, at vi i Italien vil vende os mere mod Kina og Rusland. Dermed får de to lande endnu mere end hidtil muligheden for at underminere EU. Og Europa risikerer en balkanisering.

Efter at have vokset tættere og tættere sammen i årtier begynder vi nu at drive fra hinanden. Vi bliver splittet og står svagere som union. Vores styrke vil blive mindsket. Nogle af os vil kigge mod USA, andre mod Kina og Rusland. Det er en farlig udvikling.

 

Hej Martin

Igen: ro på med dommedagsprofetierne. Tyskland overtager EU-formandskabet fra sommer, og selv om det meste vil stå i coronakrisens tegn, er Merkel faktisk en leder, der i høj grad også tænker geopolitisk. Hun er aldrig gået i offensiven for EU sammen med Macron, som mange håbede. Men i nødens stund vil hun efter min bedste overbevisning for alt i verden holde sammen på unionen.

I den her uge har hun signaleret, at en form for »genopretningsobligationer« kan blive nødvendige – lidt ligesom både Ursula von der Leyen og Spanien har foreslået, vil hun udvide EU-budgettet og det til at lade EU udstede fælles obligationer. Selv traktatændringer kan hun forestille sig »lidt længere nede ad vejen«, som hun sagde mandag. Hun er altså også kompromisvillig, og i sidste ende kan vi faktisk få en slags euroobligationer, der er pakket lidt anderledes ind.

Merkel og alle tænkende nordeuropæere ved jo godt, at hvis euroen, som i høj grad bærer det indre marked, falder fra hinanden, vil det koste Tyskland og Nordeuropa uhyre meget velstand. Og de ved også godt, at en fælles valuta og et indre marked ikke er stærkere end sit svageste led, og det led er Italien. Så selvfølgelig vil Tyskland også indgå tilstrækkeligt med kompromiser for at stabilisere det indre marked, som vi selv lever af.

Så mit bedste bud er, at EU igen-igen finder et lunkent kompromis, der lige akkurat er nok til at holde den italienske skuffelse stangen – og til ikke at få nordeuropæerne til at føle, at de hæfter for hele gildet. Alle vil kæmpe for at undgå sammenbruddet. Velkommen i EU, hvor vi på godt og ondt lever af lunkne kompromiser.

 

Kære Mathias

Jeg er bange for, at vi her er tilbage ved naiv nordeuropæisk optimisme. For italienerne er diskussionen om euroobligationer for længst blevet et symbol på, om EU i det hele taget er et solidarisk projekt. Hvis Italien igen får en kold skulder, kan vi lige så godt nu ønske Matteo Salvini og hans EU-skeptiske nationalistparti Lega tillykke med valgsejren.

»Først skal vi bekæmpe virussen, og så skal vi genoverveje Europa,« har han for nylig sagt. »Hvis det er til vores fordel, så siger vi farvel. Uden at sige tak.«

I begyndelsen af århundredet var italienerne ellevilde med EU. Men modstanden mod unionen er nu større end noget andet sted. En nylig undersøgelse har vist, at 59 procent af italienere ikke længere ser nogen værdi i EU. Og en anden undersøgelse har vist, at et flertal af italienere beskriver Kina som »ven«, mens næsten halvdelen ser Tyskland som »fjende«. Det er måske ikke fair, men det er situationen – og den vil blive værre, hvis Nordeuropa ikke kommer italienerne mere i møde.

Selv hvis en fremtidig postcoronaregering ikke skulle være med Salvini i spidsen, men være en midtsøgende regering, vil den formentlig agere langt mere EU-skeptisk, og det vil gøre det langt sværere at finde en fælles EU-konsensus om afgørende emner som klima og migration.

 

Kære Martin

Det ændrer ikke på, at det giver mig en lusket fornemmelse af afpresning: gå hele vejen med os, eller vi smutter. Men okay, man kan også roligt vende den og sige, at nordeuropæerne ikke helt har fattet det springende punkt: at vi står på det tidspunkt i historien, hvor vi skal sætte hesten foran vognen og ikke omvendt – og skabe en langt stærkere politisk union, hvis valutaunionen skal opretholdes.

Macron sagde det i øvrigt ret skarpt i interviewet med Financial Times: at de fleste nordeuropæere er »gode proeuropæere, når det handler om eksport, om billig arbejdskraft eller om at få produceret dele til bilproduktionen, som man ikke selv laver i sit eget land – men de er ikke for Europa, når det handler om gensidig hæfte«.

Her må nordeuropæerne formentlig bøje sig: Det er ikke holdbart i længden. Måske får du og Macron ret i, at coronakrisen er det historiske tidspunkt, hvor rebet brister eller vindes på ny.

Slaget om den europæiske genopretning

Når EU-landenes chefer mødes torsdag vil de som et minimum godkende det kompromis, som EU’s finansministre fik kæmpet sig frem til tidligere i april: Det stiller godt 500 milliarder euro i krisehjælp til rådighed i forskellige pakker. Her er der udsigt til cirka 250 milliarder euro i euroredningsfonden ESM, som hovedsageligt kan bruges til landenes sundhedssystemer.

Fra Den Europæiske Investeringsbank er der sat cirka 200 milliarder euro af til kreditter til nødlidende virksomheder, og der er afsat knap 100 milliarder euro til at sikre deltidsarbejde i Europa for at undgå massefyringer.

Hjælpepakkerne rækker dog næppe for forgældede økonomier som den italienske, der ikke kan stille nær samme garantier for sine virksomheder som eksempelvis Tyskland. Ligesom Frankrig holder Italien derfor fast i de euroobligationer med fælles hæfte, som lande som Finland, Østrig, Tyskland og især Holland blankt afviser.

Spanien har derimod leveret et forslag om en genopretningsfond på omkring en procent af EU-landenes BNP eller op til omkring 1.5oo milliarder euro (godt 11.000 milliarder kr.). Ifølge den spanske regering skal denne hjælp bæres af EU-budgettet, hvormed den ikke kommer til at presse de enkelte landes statsgæld i vejret.

EU har nemlig en toprating på finansmarkederne og kan dermed få meget billige kreditter med lave renter. Kommissionspræsident Ursula von der Leyen stræber efter en lignende løsning, hvor EU med baggrund i det kommende EU-rammebudget for 2021-27 kan optage lån i kraft af obligationer, som medlemslandene i fællesskab hæfter for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Anders Graae
  • Jesper Eskelund
  • Ervin Lazar
Jane Jensen, Anders Graae, Jesper Eskelund og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Skal vi ikke også lige tage med, at coronas udvikling i Italien muligvis er en direkte konsekvens af den manglende vilje til at hjælpe landet ud af den økonomiske krise - fordi udsultningspolitikken her og der og alle vegne har medført svækkelse af sundhedssystemerne.

Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Estermarie Mandelquist, Henrik Peter Bentzen, Anders Graae, Mikkel Zess, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Carsten Nørgaard, Jan Weber Fritsbøger, Peter Beck-Lauritzen, David Adam, Trond Meiring, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Siden de Sydeuropæiske økonomier i 2002 kom ind under D-markens sikkerhed har de gjort intet for at gøre deres økonomier konkurrencedygtige og endnu mindre for at komme den indgroede korruption til livs. Vi skal ikke risikerer vores statsbudgetter og skattekroner for Spanien eller Italien når de gør så lidt for deres egne.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Corruption_Perceptions_Index

Lars F. Jensen, Lars Riber , Dan D. Jensen, Jacob Nielsen, Preben Haagensen, Rene Pedersen, Jørgen Munksgaard, Claus Nielsen, Therese Hagen, Bent Nørgaard, Danny Hedegaard, Jacob Schmidt, Søren Kramer, Michael Hullevad, Kurt Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er altså også en kæmpe frustration blandt italienerne. Jeg diskuterede det med en revisor forrige i, som begyndte med at brokke sig over skatten; men da vi så fik talt lidt nærmere om konflikten, viste det sig selvfølgelig, at frustrationen bunder i en skattebetaling, der ikke giver noget til gengæld: han manglede velfærd for sine skatter.
Vi er tættere på hinanden mentalt, end man let kommer til at tro; men indgroede vaner står i vejen. Derfor skal der smedes nu, mens jernet er varmt.

Niels Duus Nielsen, Preben Haagensen, Jørgen Mathiasen, Jan Weber Fritsbøger, Kim Folke Knudsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Den lille detalje: der måske afslører en større sandhed.

Da Tyskland lukkede sine grænser, så forblev grænserne åbne til Belgien og Nederlandene.

Jeg tænker EF forløber var Montanunionen: Det Europæiske Kul og Stålfællesskab stiftet i 1951 mellem Frankrig, Italien,Tyskland, Luxembourg, Belgien og Nederlandene.

Hvis Italien nu svigtes af EU medlemslandene og resultatet bliver en italiensk exit fra EU, så er det ude med hele projektet - Det er slut og færdigt.

Men for at vende tilbage til min pointe med hvor Fællesskabet startede i 1951, så kan det jo godt være, at det store EU projekt som vi kender med 28 og nu minus GB 27 medlemslande, at det viser sig at være fortid og det derefter vil blive erstattet af et vist samarbejde mellem de oprindelige kernelande.

EU´s evne til at tackle den meget alvorlige økonomiske situation i Italien og Spanien bliver for mig at se afgørende for om fællesskabet overhovedet overlever. Der er allerede nu tydelige revner i forhold til Ungarn og Polen. Der har været betydelige udfordringer med den græske krise, og vi har haft et BREXIT, hvor GB meldte sig ud. Falder Italien fra, så vælter dominobrikkerne en efter en, for en lang række medlemslande vil da indse, at solidariteten i projektet med demokratiske stater ikke rækker særligt langt. PS Vi husker lige, at Ungarn nu er meget tæt på at vinke farvel til demokratiet og lade dette erstatte af et diktatur.

Niels Duus Nielsen, Martin Sørensen, René Arestrup, Claus Nielsen, Jørgen Mathiasen, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er afgjort den store fare, Kim Folke Knudsen. Jeg tror ikke, at jeg er alene om at opleve, at EU nærmest har kørt i en form for nødtilstand siden finanskrisen, hvor en egentlig progressiv kurs har været umulig - lidt ligesom med vores egen velfærd, der i mange år stort set kun har været fokuseret på at spare penge fremfor at udvikle.
En del af dette skyldes den manglende evne til med et greb i lommen at få løst de interne kriser med de sydeuropæiske medlemslande, der tager en stor del af slæbet med de faktiske opgaver, ikke mindst som modtagerlande af flygtninge, som de mere geografisk begunstigede lande ikke ser det som deres opgave at hjælpe med. En anden del skyldes den ideologiske forskel, der udkrystalliseres imellem de centraleuropæiske nye medlemmer, der qua deres egen nyere historie reelt ikke er interesserede i den blandingsøkonomiske model, der egentlig holder Europa flydende, når den får lov til at fungere.

Niels Duus Nielsen, Alexander Hansen, Bent Gregersen, Peter Beck-Lauritzen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

J.Delors sagde: At indføre EURO uden en samtidig politisk union er risikabelt. EU´s cheføkonom Bernard Connoly skrev bogen: The Rotten Hearth of Europe og blev fyret på gråt papir for at sige sandheden. Han var manden der opfandt ECU, hvor sælgere var garanteret betaling i deres egen valuta. Markedet fastsatte værdien af valuta og der var ingen snærende bånd med budget disciplin. Gæld er lige som kreditkreditgivning et tveægget sværd der kan hugge den gordiske knude EURO over.

Jacob Nielsen, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kramer

EU og euroen er den direkte årsag til, at de sydeuropæiske lande ikke har reformeret deres økonomier og samfundsstrukturer.
EU er problemet.
At gå ind og garantere for lån nu er at garantere det fortsætter og en garanti for at de partier der bakker det op i nordeuropa får den største vælgerafklapsning.

Michael Hullevad, Lars Riber , Jacob Nielsen, Preben Haagensen, Trond Meiring, Hanne Utoft, Claus Nielsen, Carsten Nørgaard, Carsten Svendsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Der er forskel på kultur i EU. Der er forskel på økonomisk adfærd i EU. Det er interessant med forskellig kultur i EU, til glæde og inspiration at se på, uden at skulle leve i den. Økonomisk er der stor forskel på landene, nogle har på kistebunden, andre har formøblet formuen. Derfor kan bl.a. DK iværksætte hjælpepakker uden støtte fra EU. Derfor kniber det med solidariteten med de lande, der er tæt på bankeråt. Vi er ikke homogene indenfor EU, derfor ud af euroen og lav en "Montan-union/et økonomisk samarbejde. Så kan landene opføre sig som de vil; udemokratisk, korrupte, uforsvarlige osv. Om den enkelte borger vil affinde sig med, ikke at få noget tilbage for betalte skattepenge, må så udløse lokale "revolutioner", "so be it", som Vestager så smukt udtrykte det om urimeligheder.

Michael Hullevad, Jacob Nielsen, Henrik Peter Bentzen, Claus Nielsen, Bent Nørgaard, Carsten Svendsen og Søren Kramer anbefalede denne kommentar
Søren Kramer

Europa stagnerer både økonomisk og kulturelt. Det er som om forskelligheder bliver set som svaghed.
EU dage er talte. Euroen dør nu. At sætte hele Danmarks økonomi på spil for noget der er tabt er vanvittigt og en skræmmemde tanke.
Hvis man synes Ny Borgerlige er sindsyge så vent til hvad der sker efter danskerne bliver smidt ud af deres lejligheder og huse for at dække store kolapsede sydeuropæiske økonomier. Det bliver ikke glemt.
Macron kan tage sit elitære møg og forsvinde. Vi er ikke hans 0.1% verden.

Michael Hullevad, Per Torbensen, Jacob Nielsen, Henrik Peter Bentzen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Jeg ville blive overrasket, hvis de aktuelle udsigter til huller i økonomierne fører til et sammenbrud for EU. Bag unionen står fortsat den største politisk-økonomiske kraft, man overhovedet kan opdrive på det europæiske kontinent, og det suppleres af mindre kræfter som eksempelvis den danske regering. Der er foreløbig ikke tegn på ændringer i den konstellation.
Det undrer mig, at den italienske ministerpræsident bliver ved med at tale om euro-obligationer. De er rigtigt velegnede til at hælde vand på højrepopulisters mølle, men han kan regne med, at der på den ene eller den anden måde vil blive stillet penge til en rimelig pris til rådighed.

Kent Nørregaard

De sydeuropæiske lande har haft et årti siden finanskrisen og hvad er der sket? Intet har man gjort. Man har hverken øget produktiviteten eller fået styr på korruptionen.

Der er en morsomhed som spanierne griner over hver gang der bliver valgt nyt byråd og det er at first order of business er at finde en tilsvarende kommune et andet sted i Spanien hvor byrådet bliver aflønnet bedre. Så snart den er fundet skal en rask afholdt afstemning sætte de nyvalgtes lønningerne op på et tilsvarende niveau. Andet punkt på dagsordenen er så studehandler om forskellige poster. Bl.a. byggetilladelser er eftertragtede, de har jo en god salgsværdi. Ikke uden grund at inden krakket i 2008-09 stod halvdelen af EUs byggekraner i Spanien.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Spanish_property_bubble#Prices_and_numbe...

Selv Sovjets 5 års planer kunne ikke matche byggeboomet i Spaniens store byer og Middelhavskyst efter Euro-indtræden og frem til 2008. 5 millioner enheder sendte Spaniens boligbyggeri op på et højere niveau end Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens tilsammen.

Michael Hullevad, Lars Riber , Per Torbensen, Jacob Nielsen, Rene Pedersen, Jørgen Munksgaard, Claus Nielsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Der er adskillige gode grunde til at tro, at Merkel og Tyskland vil forholde sig som det antages i slutningen af dialogen.

Ved siden af nogle sproglige justeringer ville den italienske regering og offentlighed komme et skridt videre, hvis de gjorde sig klart, at finanspolitik har to sider: Der kommer ingen penge uden betingelser, = dem, som kommer med pengene, bestemmer også, hvad de skal bruges til. Det er grunden til, at Rom raser over ESM.
Hvad ville italienerne sige til at få deres finanslov skrevet i Berlin eller i Bruxelles? Så vidt jeg forstår, er det noget temmelig mange mennesker gerne vil have sig frabedt, og derfor vil italienerne nok holde fast i princippet om, at italienske finanslove skrives og vedtages i Rom.

Bjarne Toft Sørensen

Problemerne med at rejse Italien økonomisk efter Corona – krisen skyldes ifølge Financial Times bl.a., at landet aldrig er kommet sig over finanskrisen. De dybere årsager til landets økonomiske problemer og til, at landet har haft forholdsvis lav økonomisk vækst de sidste 20 år, er dog bl.a. lav produktivitet, et uddannelsessystem, der ikke er fulgt med tiden, et ineffektivt retsvæsen, korruption og organiseret kriminalitet.

https://www.ft.com/content/6d3b5ff4-646c-11ea-b3f3-fe4680ea68b5

Det er grundlæggende problemer, som økonomiske hjælpepakker og lån fra EU kun kan afbøde virkningerne af, men ikke være en løsning på. Derfor må der fra EU's side, til gengæld for kollektiv hæftelse for lån til Italien, stilles krav om en række økonomisk og politiske reformer af det italienske samfund.

Her er problemet, at sådanne krav afviser Italien på forhånd.

Michael Hullevad, Lars Riber , Ivan Breinholt Leth, Jørgen Munksgaard, Jørgen Mathiasen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

"Efter at have vokset tættere og tættere sammen i årtier begynder vi nu at drive fra hinanden. Vi bliver splittet og står svagere som union. Vores styrke vil blive mindsket. Nogle af os vil kigge mod USA, andre mod Kina og Rusland. Det er en farlig udvikling."

Prøv med demokrati i EU; altså reelle folkedemokratier med bredt repræsentative institutioner, direkte elementer og høje grader af deltagelse? Det har jo ikke været forsøgt - og chancerne for at involverede, aktivt demokratiske borgere rent faktisk vil søge ly hos militante og udemokratiske stormagters elitære styrer er formentligt bedre end mulighederne for at skabe stabilitet, fred og solidariske, internationale samarbejder med EU er. Konflikterne - og trusselsbillederne - er jo i høj grad noget, de politiske eliter og økonomiske interessenter skaber.

Eller endnu bedre; prøv med folkedemokrati udenfor EU - udsigten til at foretagendet kan drive noget så forretningsmæssigt risikabelt, er forsvindende ringe.

Niels Duus Nielsen, Henrik Peter Bentzen, Mikkel Zess og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Vigtig rettelse; chancerne for at involverede, aktivt demokratiske borgere rent faktisk vil undlade at søge ly hos militante og udemokratiske stormagters elitære styrer

Ivan Breinholt Leth

Kære Sydeuropa
Der er noget, I ikke forstår. I har stemt på en økonomisk politik, som har udsultet og privatiseret jeres offentlige sektor - herunder jeres sundhedssektor. I har givet skattelettelser til de rige, og ladet dem føre kapital ud af landet i skattely. I har stemt på slyngler som Berlusconi, der anvendte statsapparatet til at fremme hans private investeringer. I har nu valgt en statsminister, som er støttet af mafiaen, og som åbenlyst har forsøgt at dreje opmærksomheden væk fra mafiaen og over på immigranter, mens de største mafia-bosser bliver rigere og rigere. Har I ikke et problem? Mener I virkelig, at lønmodtagere i andre lande skal være med til at finansiere jeres selvskabte problemer? Corona er kommet til Italien udefra, men det er Camorraen ikke. Hvorfor har Italien aldrig haft en regering, som seriøst har forsøgt at bekæmpe dette parasitvæsen? Der er milliarder at hente ved en beslaglæggelse af mafiaens ulovlige formuer. Start hjemme hos jer selv, inden I beder om støtte fra andre.

Michael Hullevad, Herdis Weins, Lars Riber , Mogens Holme, Mikkel Zess, Per Torbensen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Per Øhrgaard har kritiseret indstillingen hos Gerhard Schröder og Angela Merkel til Tysklands rolle i den europæiske integration, og sågar sat spørgsmålstegn ved tesen om det europæiserede Tyskland, men hvis ikke andet, så kan vi nu iagttage en tydelig forskel mellem Schröder og Merkel i politikken. Det sker efter, at sidstnævnte i Forbundsdagen i går (som ventet) erklærede, at Tyskland ikke vil stå stille og se på, at den europæiske unionen går ned, men derimod understøtte den med nye beløb. Efter planen skal Merkel i 2021 gå af som kansler, og det bliver ikke med et eftermæle, som den der lagde unionen i graven, hvis hun selv kan bestemme.

Måske havde det været klogt, hvis ministerpræsidenterne i Italien og Spanien fra dag 1 havde peget på den tyske bilindustris forbundethed med Sydeuropa både som produktions- og afsætningssted, men i stedet for har bilindustrien selv gjort det. Hvor meget Forbundsrepublikken vil stå inde for i den forestående recessionsbekæmpelse, er endnu uklart, men i første omgang er der sendt et signal afsted både til pengemarkeder og medlemslandenes parlamenter.
M. Frederiksen er gået i gang med øvelsen at tale i en retning, mens hun handler i en anden. Man kan roligt regne med, at Ole Ryborg får ret i, at Danmark også giver et bidrag. Det er naturligvis i landets egen interesse.

René Arestrup

Alle hypper egne interesser og ud fra helt forskellige forudsætninger, men hvis vi havner i en situation, hvor alle holder på deres og nægter at bidrage mere end højest nødvendigt til fællesskabet, vil EU uvægerlig bryde sammen. De politiske og økonomiske omkostninger ved dét scenarie vil formentlig være mange gange større end de aktuelle løsningsforslag.

Jan Kauffmann

Sydeuropa vil have at vi stifter gæld faelles, dvs. at hvis Italien mm. ikke betaler den gæld de stifter, så skal vi andre træde til og betale den for dem. De vil have lov til at optage store lån med solidarisk hæftelse fra alle andre, men samtidig vil de have sig frabedt, at dem der skal hæfte for gælden de optager, skulle have noget at have sagt omkring deres finanser, andet at betale hvis det gaar galt igen, igen.
Euroen er en fejlkonstruktion af dimensioner, et politisk prostige project, der aldrig skulle have set dagens lys i sin nuværende form, at krydre dette med, at lande kan optage de lån de lyster, men alle andre skal hæfte for det, det bliver en endnu større fejl. Men retter ikke grundlæggende fejl, med at begå nye.
Man kan ikke forlange at andre skal hæfte for egns gaeld

Martin Sørensen

EU er et babelstårn, en naiv forestilling om at vi kan udslette. så kraftige kulturelle forskele som der er faktum i hele europa ok korrekt vi er alle bortset fra finland, ungarn og det baskiske, folk. med et indoeuropæisk sprog. men herfra er de kulturelle forskelle, så store. og ja med til den historie er tyrkerne araberne, mm også med indoeuropæiske sprog. der er ingen kultur der binder os sammen i europa. begrebet en fælles europæisk kultur, er det rene vrøvl. ja ud over religøse forskelle. så er den kulturelle kløft mellem os i europa så stor at EU aldrig har været andet end et luxus, pensions projekt for udbrændte politikere og bonus land for bureaukrater. EU er bureaukratiets diktatur og jo før vi for nedlagt dette projekt jo hurtigere kommer europa. igen på banen. som det europa er nemlig mange små lande,

nu ved jeg så godt at alle eu tilhængerene vil komme med pladen " ååååå eu er FREDENS PROJEKT" ( og man høre den søde musik spille falsk). jeg må bare overfor dette udsagn sige AAAAAAAA....... BULLSHIT., og den sad sku fast, er man virkelig så HISTORIELØS at man har glemt den kolde krig. glemt at det var og ER nato der har holdt freden i europa. og IKKE EU...... eu er hverken fugl eller fisk og bør ganske enkelt ikke overleve denne her krise, der udstiller hele projektet for det det er nemlig, elitens projekt for eliten skabt af eliten til eliten, på bekostning af folket i europa. EU er bureaukratiets diktatur

med venlig hilsen martin sørensen medlem af danmarks eneste, ægte nej til eu parti retsforbundet og i retsforbundets landsledelse

Hvornår var det lige den italienske økonomi for alvor gik ned ad? Det var da de kom med i euroen, de havde større produktion da D-mark var for høj, det fik en ende, og tyskerne fik en kæmpe slikbutik.
Italien skal ud af eu, så kan nordeuropæerne holde fast i deres amerikanske økonomiske tog, derudover er nordeuropa kulturfattig, lad dem holde liv i deres eget fjernsynsstue, og lad italienerne være i fred.

Hver fjerde resturant i europa er det et italiensk flag på skiltet, det kan man trods alt ikke bebrejde kinesserne for-:)

Kent Nørregaard

Er italienerne ikke selv ansvarlige for deres medlemskab af euro'en? Det står dem vel frit for at forlade den hvis de ikke bryder sig om den manglende adgang til tyske skattepenge.

Vi har allerede en gang tidligere stillet 40 milliarder i garanti bag euroen - en mønt et flertal her i landet har sagt nej tak til - to gange. Så opløs dog det handicappede misfoster og lad os og sydeuropa komme videre.

Før euroen devaluerede italienerne deres lira igen og igen og kæmpede sig så tilbage på scenen med indenlandsk handel og klarede det faktisk udmærket i forhold til euro-tiden. Argumentet med at vi skal sende penge mod syd for at de så kan købe vores varer er Ebberød Bank.

Michael Hullevad

Euroen er et misfoster som blev skabt for at fremtvinge Europas Forenede Stater. Man er gået fra krise til krise lige siden. Håbet var med "strenge krav" om budget disciplin (max..3% underskud) og højst 60% gæld i forhold til BNP at hold hånden under euroen. Kun få lande har overholdt disse betingelser. Der har ikke været konsekvenser ved overskridelser. Man har været inspireret af "Kammerat Napoleon", nogen er mere lige end andre. Afskaf EURO og geni indfør ECU som fungerede fremragende.

Pietro Cini

24.april bragte Der Spiegel en interessant artikel om Tysklands forvrængede og fatale billede af Italien.Artiklen er skrevet af Thomas Fricke og bærer overskriften:Deutschlands fatales Zerrbild von Italien.