Analyse
Læsetid: 5 min.

Labour skifter kurs. Midtsøgende Keir Starmer skal generobre magten for arbejderpartiet

Starmer vandt kampvalget overbevisende og skal nu forsøge at samle det dybt splittede parti, der ikke har vundet et parlamentsvalg siden Tony Blair. Politisk skifte i partiets centralkomité gør opgaven lettere.
Det er en betragtelig opgave, Keir Starmer står over for. Labour fik sit dårligste valgresultat siden 1935 ved valget i december, og en ny meningsmåling viser historisk stor tilslutning til Boris Johnsons regering. Men den endelige dom over den konservative regerings håndtering af coronakrisen vil få stor indflydelse for Keir Starmers mulighed for at få sat sig selv i scene og opbygge en effektiv opposition, der kan appellere bredt til briterne.

Det er en betragtelig opgave, Keir Starmer står over for. Labour fik sit dårligste valgresultat siden 1935 ved valget i december, og en ny meningsmåling viser historisk stor tilslutning til Boris Johnsons regering. Men den endelige dom over den konservative regerings håndtering af coronakrisen vil få stor indflydelse for Keir Starmers mulighed for at få sat sig selv i scene og opbygge en effektiv opposition, der kan appellere bredt til briterne.

Stefan Rousseau

Udland
6. april 2020

»Cometh the hour, cometh the man«, lyder en gammel engelsk talemåde: Når tiden er inde, vil den rette person vise sig. Nu håber Labours hårdtprøvede tilhængere, at det også gælder for deres trængte parti.

Den rette person er i denne sammenhæng den 57-årige Keir Starmer, der kun har været i partipolitik i fem år, men som lørdag vandt en overbevisende sejr ved kampvalget om formandsposten i Labour.

Starmer gjorde kort proces, sikrede sig absolut flertal allerede i første runde og tilføjede dermed Jeremy Corbyn-fløjen, der har siddet tungt på magten i fem år, en syngende ørefigen. Det var før kampvalget til posten som partileder muligt for nye medlemmer at tilslutte sig partiet og dermed sikre sig stemmeret.

Blandt disse nye Labour-medlemmer gik hele 78,5 procent af stemmerne til Starmer, mens kun fem procent stemte på Corbyns udpegede kronprinsesse, Rebecca Long-Bailey.

Keir Starmer

  • Født 1962.
  • Opkaldt efter Labours første parlamentsmedlem, Keir Hardie.
  • Uddannet som advokat i 1987 og har siden haft fokus på menneskerettighedsspørgsmål.
  • Valgt til det britiske parlament i 2015 i kredsen Holborn and St Pancras.
  • Fungerede som skyggeminister for immigration i 2015-2016 og for EU og Brexit-spørgsmål fra 2016-2020.
  • Er erklæret EU-tilhænger og var fortaler for en anden folkeafstemning om Brexit.

Mindst lige så vigtigt for den politiske balance i Labour var det, at Corbyn-fløjen mistede kontrollen over Labours magtfulde centralkomité. Tre pladser i komiteen var på valg, og alle gik til midtersøgende kandidater, og der var umiddelbart efter bekendtgørelsen lørdag tydelig lettelse at spore blandt midtersøgende Labour-profiler.

»Så glad på vegne af mit elskede Labour-parti og på landets vegne. Det er første gang jeg har stemt på en vindende kandidat siden TB (Tony Blair, red.),« skrev tidligere kulturminister, Ben Bradshaw på Twitter, mens en anonym Labour-parlamentariker udtalte til The Guardian at »for første gang i ti år har vi en leder, der ligner en premierminister. Faktisk har vi en leder, der mere ligner en premierminister end premierministeren selv gør«.

Udnævnelsen kommer midt i både partiets og landets darkest hour. Den overbevisende valgsejr ville under normale omstændigheder være blevet bekendtgjort for en fuld sal af partimedlemmer og for rullende kameraer.

De, der følger med i britisk politik vil huske dramaet da Ed Miliband slog sin storebror, David, for rullende kameraer ved et sådant kampvalg i 2010. Men grundet coronakrisen blev Starmers sejr bekendtgjort uden den store ståhej via e-mail. Den nye Labourleder adresserede derfor medlemmerne via et kamera i sin takketale.

»Det er mit livs største ære at blive valgt som ny leder af Labour. Mit valg kommer midt i en periode uden sidestykke i vores levetid. Coronavirus har sat en stopper for, at livet kan leves normalt. Vores byer og landsbyer er stille, vores gader ligger øde hen. Livet, som vi kender det, er gået i stå, og vi savner hinanden,« var Starmers første ord som Labour-leder.

Fra asken og i ilden

Keir Starmer bliver kastet hovedkulds ud i en dyb national krise. Første vanskelige opgave bliver at finde den rette balance mellem national enighed og partipolitik. Premierminister Boris Johnson havde før valgresultatet drilsk inviteret Labours kommende leder til et tæt krisesamarbejde.

Krisesamarbejdet er naturligt nok, men fra Johnsons side er det også en måde at forsøge at dele skyld og ansvar på, skulle den britiske coronavirus-strategi slå fejl. Jeremy Corbyn afslog et sådant samarbejde, men Keir Starmer slog en mere forsonlig tone an.

»Under mit lederskab vil vi indgå et konstruktivt samarbejde med regeringen og ikke søge opposition for oppositionens skyld, ikke score partipolitiske point eller komme med umulige krav,« sagde Starmer i sin takketale.

Det er en betragtelig opgave, Keir Starmer står over for. Labour fik sit dårligste valgresultat siden 1935 ved valget i december. En ny meningsmåling foretaget af YouGov viser historisk stor tilslutning til Boris Johnsons regering – om end en meningsmåling udført af Mori viser, at et flertal af briterne mener, at premierministeren var for langsom til at lukke landet ned.

Hvordan den endelige dom over den konservative regerings håndtering af coronakrisen end falder ud, vil det få stor indflydelse for Keir Starmers mulighed for at få sat sig selv i scene og opbygge en effektiv opposition, der kan appellere bredt til briterne.

Keir Starmer sidder dog gennem den nyvundne kontrol med centralkomiteen allerede med bedre kort på hånden end forventet. Han anses for at være midtersøgende – politisk til venstre for Tony Blair, men til højre for Jeremy Corbyn. Han er jurist, tidligere direktør for den offentlige anklagemyndighed, og betragtes som en kompromissøgende realistisk politiker. Hans store opgave bliver at samle det splintrede Labour-parti.

Opgør med Corbyns spøgelser

Labours interne borgerkrig har medført både politiske skandaler og masseudmeldelser. Keir Starmer søgte fra første fløjt at få lagt nogle af de sager, der plagede Corbyns ledertid, i graven. Blandt dem beskyldninger om antisemitisme internt i partiet.

»Antisemitisme har været en skamplet på vores parti. Jeg har set, hvilken fortræd den har bragt til vore jødiske samfund. På vegne af Labour siger jeg undskyld. Jeg vil rive denne gift op med rode og vil måle vores succes ud fra, hvor mange jødiske vælgere der vender tilbage til partiet«, sagde Starmer og gik dermed længere end Corbyn nogensinde gjorde.

Corbyn sagde aldrig uforbeholdent undskyld.

Spørgsmålet om Brexit og Storbritanniens farvel til EU – og Jeremy Corbyns notoriske tvetydighed på området – har plaget Labour siden 2016. Også her skal Keir Starmer forsøge at holde tungen lige i munden. Som tidligere menneskerettighedsadvokat ses han som internationalist med stor tiltro til internationale og overnationale institutioner. Han er selv erklæret EU-tilhænger, men vil dog formodentlig acceptere, at Brexit nu betyder Brexit.

»Det bliver vores børns opgave at beslutte, hvad forholdet til EU skal være,« sagde han ved et valgmøde for en måned siden.

Meget tyder på, at han vil gøre sit yderste for at samle fløjene i partiet. Ny næstformand bliver den kun 40-årige Angela Rayner, der repræsenterer partiets venstrefløj. Det forventes, at de mere kompromissøgende i Corbyns inderkreds får mulighed for at forsætte i Starmers skyggekabinet. Men der vil ganske formodentlig også blive plads til den store Blair-orienterede højrefløj.

At venstrefløjen ikke længere kontrollerer partiets centralkomité betyder, at Starmer ikke bliver afhængig af den hidtil meget magtfulde og alt andet end kompromissøgende Momentum-gruppe på den yderste venstrefløj.

Starmer forsøgte dog efter valget også at komme venstrefløjen i møde med løfter om at opretholde Corbyn-fløjens politiske linje i forhold til løfterne om gennemgribende nationaliseringer og et stop for offentlige besparelser. Men man kan som bekendt ikke behage alle, og noget kunne tyde på, at venstrefløjens jerngreb om Labour er forbi.

Keir Starmer anerkendte i sin første tale til partiet, at Labour skal på bjergbestigning, hvis det skal kunne lade sig gøre at slå Boris Johnson i 2024. De seneste meningsmålinger giver partiet under 30 procent af stemmerne og De Konservative mere end 50 procents tilslutning.

Men Labour vejrer morgenluft. Fornemmelsen er, at man nu endelig igen har en leder, der både kan appellere bredt og klart formulere et alternativ til Boris Johnsons politik og verdenssyn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Jeg tror Labour oplever en "Martin Schulz" der kom tilbage som formand for SPD - fik 100 % opbakning i formandsvalget og derefter floppede totalt i et splittet parti mellem ungdomsparti "JuSo" og den gamle elite fra Gerhard Schröder tiden - den gamle neo-liberale kansler der var en tro kopi af Tony Blair. Det samme vil ske for Labour i England og måske vil ungdommen flygte til det britiske grønne parti som det skete i Tyskland hvor "Die Grüne" de facto er det næste regeringsduelige parti.

Jørgen Mathiasen

@Jensen,
Hvor din analogi havner, når SPDs profil for tiden er vicekansler og finansminister Olaf Scholz, vogteren af det sorte nul som den hellige gral, mens SPDs formandsskab er forsvundet helt ud af radarbilledet, ved jeg ikke. Man kan for tiden kun få øje på en kanslerkandidat for SPD, nemlig Scholz, der dog har lige så få muligheder for at vinde som formandsduoen.

Helle Walther

Jeg tror, han kan samle Labour, og jeg tror, han kan vinde over Boris Johnson. Han er troværdig, sympatisk, midtsøgende.
Han får tommelfingeren op fra mig.

Steffen Gliese

Så er han altså heller ikke mere midtsøgende, han er langt fra en Blairite, heldigvis. Han støttede ikke Corbyn, men han støttede heller ikke en Blair-kandidat. Han vil være meget for rød til en blå Bjarne.

Niels Christensen

Det vil være godt for Labour med en 'mere normal politiker' som chef; men spørgsmålet er om dele af medlemmerne ønsker det. Store grupper af såvel de yngre venstreorienterede, som yderliggående gammel Labour foretrækker en mere idealistisk leder, med 'rigtige' meninger og holdninger.
Starmer får det svært.

Torben K L Jensen

Jeg tager bare udgangspunkt i den almindelige deroute af socialdemokratier i Europa men i har vel en pointe når man tænker på det britiske valgsystem. Så vil Labour arbejde for at ændre det til et mere demokratisk ? Nej - vel ?

Jørgen Mathiasen

Storbritannien er rykket meget langt ned på væsentlighedslisten. Landet roder med at få organiseret Brexit-forhandlingerne, nu kan en udsættelse komme på tale fordi premierministeren ikke er arbejdsdygtig, og Starmer har fire år til næste valg i et komplet umuligt valgsystem og med vælgere, der er lige så umulige.

Hvis der er en socialdemokrat, som for tiden har rigtig meget indflydelse, så er det Olaf Scholz. Uanset Informations bedemølleagtige besværgelser om euroens snarlige død, er den usandsynlig. Men det kan ske, hvis Tyskland ikke stiller sig i spidsen for en stabilisering af økonomien indenfor eurozonen - som Spaniens ligeledes socialdemokratiske ministerpræsident skrev i en artikel for to dage siden.

Scholz vil antagelig hellere brække et ben end udskrive euro-obligationer, men til kassen bør han alligevel gå, og undervejs bliver han nok lige nødt til at forklare koalitionspartneren, at der ikke er nogen vej forbi den solidariske hjælp. Derefter har Scholz en europæisk profil, som Merkel aldrig får.

Torben Lindegaard

@Jørgen Mathiasen 06. april, 2020 - 12:45

Bare EU nu ikke overdriver al den solidariske hjælp og vil til at udstede EU-Obligationer.

Så ryger Danmark med i den solidariske hæftelse.

Heaven Forbid !!