Mens Danmark åbner op, lukker Singapore ned

Så er freden også forbi i Singapore – onsdag rykker min treårige datter ind på hjemmekontoret, når en måneds lockdown rammer alle uddannelsesinstitutioner. Mens Mette Frederiksen gør Danmark klar til langsomt at åbne op, besluttede Singapores premierminister Lee Hsien Loong sidste uge at trykke på den store coronaknap og stramme restriktionerne i et af de samfund, hvor hverdagen og borgernes frie bevægelighed hidtil har været mindst påvirket af pandemien.
Bystaten lagde fra starten en strategi baseret på omfattende testning og omhyggelig sporing kombineret med strenge karantæneprocedurer og isolation af alle inficerede. Det samlede antal smittede er fortsat relativt beskedent på 1.375, men den ellers flade smittekurve har de sidste par uge bevæget sig opad.
Ud over skoler og børnehaver er museer, sportsanlæg, kirker, moskeer og andre steder, hvor folk ellers samles, lukket ned. Restauranterne må kun sælge ud af huset, og stort set alle arbejder hjemmefra.
I vores lejlighedskompleks er fællesarealerne spærret af med en snor, mens der i postkassen i går lå et brev til os. »Kære beboere,« starter det, men den venlige tone fortager sig derfra og bliver fulgt af en slags skriftlig reprimande med vedlagte instrukser og advarsler om bødestraf og fængsel.
Kort fortalt er det slut med at opholde sig i grupper eller at bevæge sig rundt inden for beboelsesområdets indhegnede areal. »Overtrædelser VIL BLIVE RAPPORTERET til myndighederne,« fremgår det slutteligt. Bøden er på op til 66.000 kr., og fængselsstraffen på op til et halvt år. Man kan også få annulleret sin opholdstilladelse og dermed blive smidt ud af landet. Regler er ikke noget, man bryder i Singapore.
Smittede migranter
En af årsagerne til den seneste udvikling er et stigende antal smittede blandt migrantarbejdere. Det har fået myndighederne til at isolere 20.000 udenlandske arbejdere på deres sovesale. De kan se frem til flere ugers ophold i små værelser, der typisk deles af 12 personer i køjesenge.
Human Rights Watch har advaret om smittefaren og opfordret Singapore til hurtigt at teste alle arbejderne og flytte de syge ud af sovesalene, mens Amnesty International har kaldt forholdene for »en opskrift på en katastrofe«.
Coronakrisen fremhæver både det bedste og det værste i samfundet omkring os. Og hvad enten det gælder migrantarbejdernes usle forhold eller statens forkærlighed for hårde straffe og trusler om dem, så viser Singapore også sin mere autoritære side.
Teknokratvældet, der regerer under opsyn af People’s Action Party, har været ved magten uafbrudt, siden byen blev strittet ud af den malaysiske føderation i 1965. Stabilitet, økonomisk vækst og et nej tak til demokrati i det vestlige, liberale format har defineret kursen lige siden.
Der er næppe tvivl om, at Singapores permanent høje kriseberedskab og hang til kontrol med egne borgere har gjort det nemmere at begrænse virusspredningen. Singapore er fortsat et af de bedste steder at opholde sig, hvis man vil undgå at løbe ind i COVID-19.
Men den seneste udvikling rejser nogle ubehagelige spørgsmål for premierminister Lee Hsien Loong. For hvad er den langsigtede strategi egentlig? I Danmark har regeringen gjort det klart, at det ikke er muligt at inddæmme virussen fuldstændig. Vi må acceptere, at corona vil være iblandt os, og at flere vil dø, lyder det pragmatiske budskab. Den accept er ikke til stede i Singapore.
At teste og inddæmme mest muligt er fortsat planen. Det vil man blive ved med, indtil en vaccine er klar. Men giver det mening at fortsætte ad den vej, når det alligevel førte til en lockdown? I andre lande giver det også noget at reflektere over. For hvis ikke Singapore med sit store beredskab og effektive kontrolmekanismer kunne holde smitten nede, kan det så overhovedet lade sig gøre?
Lee Hsien Loong har allerede advaret om, at en måned muligvis ikke er nok til at bryde smittekæden. Han viser dog ikke tegn på at ryste på hånden. Heller ikke selv om der senere i år skal afholdes valg i Singapore – men udfaldet af den slags plejer på den anden side heller ikke at være et problem for hans parti.
Hverdag med corona
Informations korrespondenter og skribenter skriver dagbog om deres hverdag med coronavirus, og om hvordan det påvirker de lande, de hver især bor i.
Seneste artikler
Coronadagbog fra Norditalien: Hos os er præsten mere digital end skolen
2. maj 2020I Italien står børnene sidst i køen, når landet langsomt begynder sin genåbning oven på coronapandemien. Min søn har ikke set et andet barn i to måneder og kan nu se frem til mindst syv måneders skolelukningVed cafébordene i Malmø snakker svenskerne stadig om ’Gift ved første blik’
24. marts 2020Informations journalist, der er bosat i Sverige, er lidt forvirret, men hælder til at have tillid til den svenske statsepidemiologs evidensbaserede vurderingerI Jeff Bezos’ supermarkedskæde får ansatte hverken sygedagpenge, mundbind eller handsker
23. marts 2020Jeg har været i situationen før, skriver Informations USA-korrespondent. Under krigsretstilstanden i Polen, terrorangrebet i 2001 og børskrakket i 2008: Alle kriser lærer os noget nyt om vores generøsitet og sammenhold. Også denne pandemi
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Der er intet alternativ, til oplyste, frie borgere, der kan tænke selv og gøre det fornødne. Det har vi ofte vist os at kunne i Danmark, så lad os holde fast i det og fortsat holde os på afstand af hinanden.
Det er faktisk lidt forkælet ikke at kunne bære så enkelt et offer. Det bør ikke i praksis være et problem, når vi er klar over, at karantæne er det eneste, der virker, når man ikke har en medicin.
Korrektur: Mens Danmark åbner, lukker Singapore. Eller: Mens Danmark lukker op, lukker SIngapore i.
Fin uvildig beretning. Tak for den. Mens Danmark synes at åbne noget kaotisk op, så lukker Frankrig, hvor jeg er, endnu mere ned. Det bedste håb for normal tilstand er på den anden side af august.
Det bliver dyrekøbte - men nødvendige - erfaringer hele verden får og der kommer en stor diskussion om hvem der fandt den rette balance der kan bruges som løsning - vel vidende at det aldrig bliver en der dækker hele verden.
Det ser desværre ud til at autoritære styreformer er bedst til at tackle pandemier men det burde ikke være et problem rige vestlige demokratier og på dem anden side har demokratierne fejlet fælt - i først omgang for at de profitudsatte vigtig infrastruktur.
Hænger strenge nedlukning i S. da ikke sammen med, at de ikke har adækvat behandlings kapacitet og en enorm befolkningstæthed tillige. Singapores situation fraviger altså derved den danske diamentralt.
Nu må i kraftstejlemig holde op med det der "åbne op" - det hedder åbne eller lukke op. Tak.
@John
Ja udtrykket er altså helt gangbar dansk. At "åbne op" for noget - totally common term.
Kraftspillemig søren susme : )