Feature
Læsetid: 5 min.

Nedlukninger stiller fattige latinamerikanere over for umuligt valg: Sult, eller bryd isolationen

At overholde coronarestriktionerne har en høj pris for familierne i latinamerikanske slumbyer, for hvem tilværelsen i forvejen var en kamp for at overleve fra dag til dag
I Latinamerika og Caribien – hvor anslået 113 millioner bor i lavindkomstkvarterer, der kendes som barrios, favelas eller villas – kæmper mange familier med at tilpasse sig coronanedlukningerne og den påbudte sociale isolation og samtidig tjene nok til dagen og vejen. Her bliver en mand undersøgt for corona i Sao Paolos Favela do Paraisópolis.

I Latinamerika og Caribien – hvor anslået 113 millioner bor i lavindkomstkvarterer, der kendes som barrios, favelas eller villas – kæmper mange familier med at tilpasse sig coronanedlukningerne og den påbudte sociale isolation og samtidig tjene nok til dagen og vejen. Her bliver en mand undersøgt for corona i Sao Paolos Favela do Paraisópolis.

Andre Lucas

Udland
24. april 2020

I det meste af Latinamerika har politiske ledere givet deres borgere ordre til at opholde sig indendørs, indtil der er kommet styr på coronaepidemien. For Liliana Pérez, en enlig argentinsk mor til seks, har hjemmeisolationen imidlertid udviklet sig til et virkeliggjort mareridt, der skræmmer mere end smittefaren.

»Jeg frygter ikke smitten. Jeg frygter, mine børn kommer til at sulte,« siger Pérez, en 43-årig frivillig hjælpearbejder fra Villa Soldati – en enklave af ekstrem fattigdom i Buenos Aires – der hver dag leverer varme måltider til ældre mennesker fra sin barnevogn.

2.500 km derfra har Rio de Janeiros 6,7 millioner indbyggere – hvoraf de 20 procent bor i de slumlignende favelakvarterer – ligeledes fået instrukser om at holde sig hjemme.

Men hver dag står Marcos de Oliveira, en 45-årig metalarbejder, op før daggry i Vila Aliança-distriktet og tager afsted på arbejde for at holde sin husholdning kørende.

»Det er ikke bare som en tilfældig forkølelse. Det er en sygdom, vi stadig ikke helt forstår, og i Brasilien bliver den bare værre, kan jeg se,« siger Oliveira om COVID-19, der nu har kostet Brasilien over 2.700 menneskeliv.

»Men desværre bliver folk jo nødt til at gå på arbejde – ellers har vi ikke noget at leve af.«

I Latinamerika og Caribien – hvor anslået 113 millioner bor i lavindkomstkvarterer, der kendes som barrios, favelas eller villas – kæmper mange familier med at tilpasse sig coronanedlukningerne og den påbudte sociale isolation og samtidig tjene nok til dagen og vejen.

»Folk bekymrer sig mere om, om de kan brødføde deres familie, end de gør om coronavirussen,« siger Liliana Pérez, der er blandt de mere end tre millioner argentinere, som bor i de tætbefolkede villas.

Røde klude

Selv om nogle latinamerikanske regeringer er på vej med hjælpepakker, der skal gøre det muligt for de fattigste medborgere at blive i hjemmet, kommer der nu meldinger om, at inddæmnings-foranstaltningerne er begyndt at slå revner i Venezulas Petare og Brasiliens Rocinha, to af Latinamerikas største slumbyer.

»Der er en syndflod af folk på gaderne her,« har José Martins, en talsmand for Rocinha-kvarteret, sagt til brasilianske medier.

»Og jeg vil tro, at mellem 60 og 70 procent af butikkerne er genåbnet.«

César Sanabria, en græsrodsaktivist i Buenos Aires’ Villa 31-distrikt genkender situationen fra sit eget kvarter og henviser til trange og tætte boligvilkår som den vigtigste forklaring.

»Vi gør, hvad vi kan for at beskytte os, men det er meget svært, hvis man er en hel familie, der skal deles om 16 kvadratmeter,« siger Sanabria, der er leder af den lokale radiostation i det 45.000 indbyggere store distrikt, der ligger klos op og ned ad Buenos Aires mondæne Recoleta-kvarter.

»Vi overholder ikke rigtig isolationen,« siger han.

»Man ser stadig masser af mennesker på gaderne.«

Nedlukningen ser ud til at fungere bedre i nogle af de øvrige fattigkvarterer – men med dramatiske konsekvenser for indbyggerne.

I Colombias hovedstad, Bogotá, har borgere i byens fattigste bydele bundet røde klude eller tøjstykker til deres vinduer som et signal om, at her bor der nogen, der mangler mad. I sidste uge kom det til sammenstød mellem politi og lokale borgere i Ciudad Bolivar – et tætbefolket megaslumkvarter, der har bredt sig ud over hovedstadens bjergrige sydvestlige udkant – der krævede, at landets præsident, Iván Duque, skaffede fødevareforsyninger til dem.

Streng konsekvens

»Jeg har ingen penge og intet at spise,« klager María Ticona, en 44-årig mor til fem fra Villa Copacabana, en fattig bydel i El Alto, den højtbeliggende naboby til Bolivias de facto-hovedstad, La Paz.

Før nedlukningen – som den bolivianske hær håndhæver med streng konsekvens – levede Ticona af at sælge brød fra en gadebod og tjente på den måde godt fire dollar om dagen. Den indtægt er nu helt væk.

»Mine børn har ikke fået ét eneste ordentligt måltid, siden karantænen begyndte,« siger hun.

Nancy Ramos, en 44-årig parkeringsvagt fra El Valle, et arbejderklassekvarter i Venezuelas hovedstad, Caracas, siger, at gaderne omkring hendes hjem stort set er øde – selv om dette til dels skal tilskrives frygt for lokale gangsterbander, der benytter coronakrisen til at føre voldelige territoriekampe.

»Klokken 19.00 er kvarteret så øde som en kirkegård. Ingen vover sig ud«, siger Ramos, der dog stadig må gå på arbejde.

»Jeg vil sige, at i de første to uger var folk stressede over karantænen – de var bange for at få virussen,« tilføjer hun.

»Nu har vi fået en ny skræk i livet og kan kun tænke på, hvordan vi kommer i sikkerhed, mens de små bandedrenge drøner rundt.«

Tepito – en lavindkomst-barrio i Mexico City, der er hjemsted for et normalt travlt og bugnende udendørsmarked – lider også under nedlukningen.

»80 procent af butikkerne er lukket,« sagde Mario Puga, en lokal historiker og aktivist.

Beboere i Rios godt 1.000 favelaer siger, at det er blevet sværere at overholde isolationsbestemmelserne.

»Da jeg kom hjem her til aften, så jeg masser af mennesker, der stod på gaden og snakkede, og børn, der lejede skjul og spillede fodbold,« siger metalarbejderen Marcos de Oliveira.

»Det er foruroligende.«

Den sociale isolation synes også at aftage i de tilstødende kvarterer om end af forskellige grunde, fortæller han.

»Da jeg var på vej til arbejde i morges, passerede bussen en benzintank med parkerede biler overalt, og der var masser af mennesker, der drak alkohol. Det var, som om de havde besluttet sig for at holde fest midt på tankstationen,« siger Oliveira og griner.

Nødydelser

Ivan Franca Jr, en epidemiolog ved Universidade de São Paulos fakultet for folkesundhed, pointerer, at isolationsordrerne kun vil få den ønskede effekt, hvis de følges op af økonomisk bistand.

»Fysisk afstand kan ikke sikres bare ved at forbyde, at folk forlader deres hjem,« siger han.

»Det er en meget eliteagtig middelklasseforestilling.«

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inácio Lula da Silva, der selv voksede op under meget beskedne kår og har vundet stor anerkendelse for sin indsats for at bekæmpe fattigdom, siger, at regeringerne må gøre meget mere for at hjælpe de fattige til at klare sig igennem hverdagen.

»Folk vil gerne blive hjemme, hvis de får de nødvendige midler til at blive hjemme,« siger Lula til The Guardian.

Regeringer i regionen hævder da også, at de er på vej med mere støtte.

Angiveligt vil over 45 millioner brasilianere modtage en særlig nødydelse på 600 reais (cirka 775 kroner, red.), men landets præsident, Jair Bolsonaro, har advaret om, at denne støtte ikke kan fortsætte »i al evighed«.

I Bolivia, hvor over 80 procent af arbejdsstyrken arbejder i den uformelle sektor, har den midlertidige præsident, Jeanine Añez, bebudet en støtteydelse på 500 bolivianos (cirka 500 kroner, red.).

»Det, vi ønsker, er, at ikke så meget som én borger skal stå uden hjælp eller indkomst,« sagde Áñez i sidste uge.

Men i Bolivia og andre latinamerikanske lande oplever nogle af de hårdest trængte borgere, at den hjælp, der kommer, er for lidt og kommer for sent.

Før coronakrisen skaffede María Angélica García, en 40-årig kvinde fra El Alto med Parkinsons sygdom, mad til sine fem børn og penge til sin medicin ved at tigge på Ceja-gademarkedet med et papskilt.

Og mens den bolivianske basar nu henligger øde, og lokalbefolkningen sidder isoleret derhjemme, er hun uden både penge og mad.

»Jeg håber, den her coronasituation snart vil løse sig,« siger García.

»Det er simpelthen ufatteligt, hvad der er sket her.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske burde flere lande skele lidt til, hvad man gør i Tyrkiet. Der er der udgangsforbud for børn og gamle samt i weekenderne, men folk går stadig på arbejde. Det er ikke perfekt men langt bedre end, hvad man har fundet på mange andre steder.

Jens Mose Pedersen

Når et land har en høj dødelighed af alle mulige andre sygdomme - kolera, malaria, tuberkulose, sult, zika, ebola, hvad ved jeg - så kan de da ikke bekymre sig om en lille ekstra dødelighed fra COVID19.
Som der bliver sagt - det er en meget middelklasseagtig indstilling.

Forfærdelige forhold - det sætter så sandelig tilværelsen lidt i perspektiv herhjemme.

Kent Nørregaard

Hvis der er et emne man skal tage op efter corona er det overbefolkning. Det er på tide at regeringerne rundt omkring i fattigere lande for en ordenlig familiepolitik. Man kan ikke være rige og overbefolkede på samme tid. Oligarker og ulighed er blot en lille del af problemet.

Man skal ikke kigge længe på befolkningsfremskrivninger for at konstatere at mennesker ikke bare er følsomme overfor smitsomme sygdomme som corona men også overfor ting der påvirker afgrøder.