Læsetid: 9 min.

Olie har stadig magten over os: Den lave oliepris vil ikke føre til grøn omstilling

Vi skal ikke bilde os ind, at det historiske fald i prisen på olie fører til grøn omstilling. Det siger Helen Thompson, der er professor i politik og økonomi på Cambridge University. Det er mere sandsynligt, at det fører til kaos og krise. Og at det ligefrem skader den grønne omstilling
En olierig i Texas. På få år er USA gået fra at være verdens største olieimportør til at være verdens største olieproducent.

En olierig i Texas. På få år er USA gået fra at være verdens største olieimportør til at være verdens største olieproducent.

Wang Ying

27. april 2020

I sidste uge lå jeg i sengen, da jeg modtog en lille breaking-besked på min telefon: For første gang nogensinde var prisen på en tønde amerikansk olie dykket til under nul dollar. Det var historisk. Dem, der ville sælge olie, skulle nu betale folk for at aftage tønderne, og jeg skal da indrømme, at jeg glædede mig. »Ha, olie er fortid,« tænkte jeg, og det samme gjorde klimaaktivister og grønne politikere over hele verden, kunne man se i medier de følgende dage: Det her var begyndelsen til enden for olie. En sejr for klimaet.

Men vi må ikke blide os ind, at den lave oliepris fører til grøn omstilling, advarer Helen Thompson, da jeg nogle dage senere får fat i hende på telefonen fra hendes hjem i London. Og hun kender olien. Hun er professor i politik og økonomi på Cambridge University, hvor hun forsker i olies betydning politisk og økonomisk i Vesten.

Det er mere sandsynligt, at olieprisens kollaps vil føre til ustabilitet, fattigdom, konkurser og en ny oliekrise, som måske ligefrem skaber sin egen finanskrise, siger hun.

»Den lave oliepris hindrer den grønne omstilling,« siger Helen Thompson.

»Høje oliepriser dæmper generelt forbruget (og derved udledninger, red.). Og på de områder, hvor olie konkurrerer med vedvarende energiformer, er det jo blevet billigere at bruge olie nu. Desuden risikerer den lave oliepris at skabe en finanskrise.«

Olie har ændret verden

Siden Anden Verdenskrig, hvor olie afløste kul som verdens foretrukne energikilde, har prisen på det sorte guld haft indflydelse på alle store politiske omvæltninger i vores verden:

Et fald i olieprisen i slut-80’erne gjorde det så svært for Mikhail Gorbatjov at reformere den sovjetiske økonomi, at han var nødt til at lukke den op.

Hitlers manglende adgang til olie og brændstof blev afgørende for udfaldet på Anden Verdenskrig.

Det var oliekrisen i 1973, som endegyldigt afsluttede ’de 30 gyldne år’ i Vesten, hvor vækst og lighed gik hånd i hånd. I stedet indvarslede krisen en ny æra med stagflation og politiske opbrud i 70’erne og 80’erne.

Og olie har stadig magt over os, mener Helen Thompson.

»Med så lave priser, som vi ser nu, kan olieselskaber – både amerikanske skiferolieselskaber og Mexicos statsejede oliefirma Pemex – gå konkurs. Og i Pemex’ tilfælde vil det betyde, at hele Mexico risikerer at gå konkurs,« siger hun

I USA er skiferoliefirmaerne i Texas og Oklahoma allerede dybt forgældede, de har lånt milliarder på de amerikanske markeder, som snart skal betales tilbage, og hvis den gæld pludselig bliver værdiløs, vil tabene sprede sig til hele det finansielle marked.

»Og hvad så,« tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald. For var det ikke meningen, at vi skulle holde op med at bruge al den olie?

Jo, siger Helen Thompson.

»Men verden kan ikke klare sig uden olie.«

Så er hun stille et par sekunder.

»I hvert fald ikke endnu,« tilføjer hun.

»Selv hvis man er meget optimistisk og tror, at vi kan komme helt af med olie inden for det næste årti – og det tror jeg bestemt ikke på – så skal vi jo stadig bruge olie i ti år. Og rigtig meget olie. Verden brugte 100 millioner tønder om dagen, før den her krise startede. Så olieproduktionen skal fortsætte,« siger Helen Thompson.

Verdens forbrug af olie stiger faktisk. Kina og Indien bruger mere. I 2006 var forbruget 85 millioner tønder om dagen – altså 15 millioner færre end i dag. Og udviklingen ser ud til at fortsætte.

»Efterspørgslen på olie ventes tidligst at toppe i 2040’erne. Og det er toppen, ikke et fald. Men lad os hypotetisk set sige, at coronakrisen har ændret præmisserne, så efterspørgsel permanent falder fra 100 millioner til 90 millioner tønder om dagen. Så har vi stadig brug for 90 millioner tønder olie hver dag. I rigtig, rigtig mange år frem over,« siger Helen Thompson.

Kort sagt: Verden kører stadig på olie, og hvis olien ikke er der, har vi problemer.

»Olien er nødt til at være dyr nok til, at det kan betale sig at producere den. Ellers skaber det store problemet på finansielle markeder og for stater som Mexico. Det vil skabe stor ustabilitet i de vestlige økonomier,« siger Helen Thompson.

Der er tre muligheder, siger hun:

Enten stiger priserne, så det igen kan betale sig at pumpe og udvinde.

Eller også holder oliefirmaerne op med at pumpe olie op, og så står verden pludselig med en ny oliekrise, der vil føre til en yderligere recession.

Eller også må olieselskaberne og oliestaterne forgælde sig så meget, at det kan destabilisere det finansielle system. For slet ikke at tale om, hvad det vil betyde for lande som Ecuador, Irak og Nigeria, der er helt afhængige af indtægter fra olie – det vil kaste millioner af mennesker ud i fattigdom.

– Jeg kan allerede høre folk fra klimabevægelsen kalde det, du siger for ’business as usual-snak’. For vi skal jo vænne os af med olie. Måske er det ligefrem godt med et stort chok, der kan fremprovokere en omstilling …

»Det kan man sige, men det ændrer ikke på, at alt det, vi er afhængige af i dag – leveringen af mad eksempelvis – kræver olie,« siger Helen Thompson.

»Man kan ikke transportere mad uden skibe, fly og lastbiler. Det kan ændre sig i fremtiden, men lige nu har vi brug for olie. Klimabevægelsen er ikke specielt god til at tænke over, hvordan overgangen fra olie og gas til vedvarende energi skal foregå. De kommer ofte med eksempler på, at teknologier bliver billigere og udvikler sig hurtigere end forventet, men det handler næsten altid om elektricitet.«

Olien former stadig vores verden

I 2017 udgav Helen Thompson bogen Oil and the Western Economic Crisis, der bruger olien til at fortælle historien om Vestens politiske og økonomiske udvikling.

For når olie nu er »den vigtigste kilde til verdens energiforbrug«, som hun skriver i bogen, og når al militærmagt i sidste ende »bygger på oliefyrede skibe, ubåde, tanks og fly«, som hun skriver, ja, så kan vi slet ikke forstå vores verden uden at forstå olien.

For lande skal have adgang olie, hvis de vil gøre sig gældende i den geopolitiske magtbalance – det er derfor, USA i årtier har haft en akavet alliance med diktaturstaten Saudi-Arabien.

Og lige nu er vi vidne til en stor, uafklaret kamp om olie og global magt, fortæller Helen Thompson.

Det begyndte for knap ti år siden, da amerikanerne efter flere år med faldende olieproduktion for alvor begyndte at producere skiferolie. I det sydlige Texas borede en flok olievirksomheder kilometer dybe huller i den hårde skiferjord, hvor små oliedepoter lå fanget i klipperne. De pumpede millioner af liter vand og kemikalier ned i dybet, det tvang olien til at slippe stenene og stige op til overfladen. Det har ændret verden.

På få år er USA gået fra at være verdens største olieimportør til at være verdens største olieproducent. Det har »destrueret« oliemarkedet, som Helen Thompson siger, og det har destabiliseret den geopolitiske magtbalance.

Kina er blevet verdens største olieimportør, så Rusland og Saudi-Arabien nu slås om at sælge til dem. USA har mindre brug for saudierne. Og Rusland har fået større interesser i det olierige Mellemøsten.

»Det har formet saudisk politik og forklarer Mohammed bin Salmans vej til toppen (kronprinsen i Saudi-Arabien, der siden 2017 har stået i spidsen for landet, red.). Og det har bidraget til krigen i Syrien, fordi Rusland har store geopolitiske interesser i Mellemøsten,« siger Helen Thompson.

Men vigtigst af alt: Udbuddet af olie er steget, og priserne er faldet. I starten af 2010’erne lå olieprisen stabilt på 100 dollar pr. tønde, nu er den omkring 20 dollar.

»Tilføjelsen af amerikansk skiferolie har skabt en strukturel bias mod lavere priser, som kun kan løses, hvis de store olieproducenter samarbejder. Men fordi de største spillere er Saudi-Arabien, Rusland og USA, er grundlaget for at samarbejde åbenlyst svært,« siger Helen Thompson.

Inden coronakrisen havde Saudi-Arabien og Rusland faktisk lavet en aftale om at begrænse produktionen for at holde priserne oppe. Men det var en skrøbelig alliance.

»Saudierne og russerne er uenige om Syrien, og Putin mente, at den begrænsede produktion hjalp de amerikanske skiferolieproducenter for meget: De nød godt af høje priser uden at skulle beskære produktionen. Da den amerikanske kongres i december strammede sanktionerne mod Rusland på grund af Nord Stream 2 (gasledning, som skal sikre forsyningen af russisk gas til Tyskland, red.), dalede Putins tålmodighed med hele setuppet. Det ledte til bruddet med bin Salman i marts i år.«

Coronanedlukningen fik med ét slag efterspørgslen på olie til at styrtdykke – tænk på flytrafikken, som stort set står stille. Og det fik alliancen mellem Saudi-Arabien og Rusland til at bryde sammen.

Saudierne øjnede en mulighed for at kvæle de amerikanske konkurrenter, så mens efterspørgslen kollapsede, hævede de olieproduktionen. Mere olie plus mindre efterspørgsel fik priserne til at kollapse.

Det gør ondt på de saudiske statsfinanser, som er helt afhængige af olie. Men det gør også ondt på de forgældede olieproducenter i Texas, som hele tiden har været understøttet af en strøm af lån og kreditter, som de historisk lave renter og aktive centralbanker har sørget for. Så ondt, at den amerikanske centralbank nu er trådt til og har lånt oliefirmaerne penge. Den amerikanske stat understøtter direkte olieindustrien.

Priserne er stadig langt fra et niveau, hvor det kan betale sig at pumpe olie op. Og ingen ved, hvor det ender.

Dødsstødet?

Jeg er stadig optaget af, hvad det alt sammen betyder for den grønne omstilling.

Lige nu er der groft sagt to syn på, hvad coronakrisen betyder for klimakampen. En optimistisk version, der ser corona som en stor mulighed: Lige om lidt skal vi stimulere økonomierne, og det kan vi gøre med grønne investeringer. Og en pessimistisk version: Ingen tør bringe store, grønne ofre lige nu, for der er krise og kaos, fokus er et andet sted, og pengene bliver brugt på alt muligt andet.

Er Helen Thompson optimist eller pessimist?

»Midt imellem,« siger hun.

»Jeg tror ikke, at verden kommer tilbage til det sted, vi var før corona. Man kan ikke fryse økonomien ned og tø den op igen uden store konsekvenser. Men vedvarende energi kan blive en sektor, som ser nye muligheder. Nedlukningen har givet borgere over hele verden en oplevelse af livet med god luftkvalitet. Og det er svært at se, at der ikke kommer en reaktion, når luftforureningen stiger igen. Det kan blive opmuntrende,« siger Helen Thompson.

Inden vi ringer af, spørger jeg hende, hvad der egentlig skal til for at verden kommer helt af med olie:

– Hvad kunne give oliebranchen dødsstødet?

»At det, vi bruger olie til, kan erstattes af en alternativ energikilde,« siger hun uden at tøve.

Fly skal kunne flyve på sol. Lastbiler køre på vind.

Det lyder lidt kynisk, men det er ikke, fordi Helen Thompson ikke ønsker sig en grøn omstilling, siger hun. Vi skal bare ikke gøre os nogle illusioner.

»Man kunne sige, at vi bare skal opgive alle de ting, vi bruger olie til i dag. Det ville betyde en lavere levestandard, for de basale materielle betingelser for det moderne liv – mad og transport – er stadig afhængige af olie som energiform. Indtil vi kan erstatte olie med en vedvarende energikilde, kan vi ikke undvære den.«

Storbank: Nyt kollaps på vej

Chokket over negative oliepriser, der betød, at producenterne skulle betale for at slippe af med det sorte guld, har næppe fortaget sig, før det næste kollaps i oliepriserne er på vej. Det forudser en af verdens store investeringsbanker Goldman Sachs, skriver Berlingske. Ifølge Dagens Næringsliv konkluderer bankens chefanalytiker Jeffrey Currie i en rapport, at der vil indtræffe et nyt kollaps i oliepriserne om tre til fire uger.

Ifølge Jeffrey Currie vil det nye sammenbrud i priserne komme, når olieforsyningskontrakterne i juni lukkes – præcis som det skete, da majkontrakterne blev lukket, og købere blev betalt over 36 dollar pr. tønde for at overtage kontrakter på den amerikanske råolie, WTI, skriver Berlingske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Johnny Christiansen
  • Jesper Eskelund
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
  • Torben Lindegaard
  • Torben K L Jensen
Markus Lund, Johnny Christiansen, Jesper Eskelund, Olaf Tehrani, Ervin Lazar, Torben Lindegaard og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Når en forfatter der har skrevet en best-seller om den geo-politiske olie er i tvivl er det et udtryk for "wishfull thinkning" og når det kun er et år siden FN´s klimaråd gav kloden 10 år før "the tipping point" samtidig med klimamålene i Paris-aftalen blev underskrevet af så godt som alle lande i verden vil den omstilling til vedvarende energi være ustoppelig. Olie som smøremiddel er der stadig brug for men det er minimalt.

Vi har ikke uendelig meget tid til vores rådighed. Vi er i ukendt territorium, og der er intet "som før" at vende tilbage til. Det er ikke Narnia, der findes bag corona-gardinet, det er antaprocæn, og ødelæggeren er ikke en ond dronning, men os selv med vores behov for et liv i overflod. Hvor meget tid vi har brug for er slet ikke oppe til forhandling. Katastroferne kommer nødvendigvis ikke i et behageligt tempo med tid til langsom omstilling.
Vi står i allerede i kriser op til halsen, der rundt om i verden begynder at blive særdeles mærkbare.
Det er hurtigt, at nævne 10 i uprioriteret rækkefølge:
1 Begyndende mangel på naturlige resurser, især vand.
2 Økosystemernes sammenbrud og tab af biodiversitet.
3 Befolkningstilvækst.
4 Global opvarmning og menneskeskabte klimaændringer.
5 Kemisk forurening af Jordenkloden, herunder atmosfæren og havene.
6 Stigende usikkerhed i fødevareforsyninge og faldende enæringsmæssig kvalitet.
7 Kernevåben og andre masseødlæggelsesæggelsesvåben.
8 Pandemien og nye ikke behandlingsbare sygdomme.
9 Fremkomst af kraftfuld, ukontrollerbar ny teknologi.
10 Manglende evne nationalt og globalt til at reagere præventivt på disse problemstillinger.
----
At vende til bage til noget der gik forud for covid-19, er at vælge hvilke af de sidste års kriser, vi vil genopleve.

Recep Inal, Flemming Berger, Halfdan Illum, Bent Gregersen, Erik Winberg, Torben K L Jensen, Ervin Lazar, Uffe Gammelby, Jens Voldby Crumlin, Klaus Lundahl Engelholt og Christina Stougaard Hansen anbefalede denne kommentar

Olie og gas penge bør bruges til at investere i vind, sol, geotermi, bølgeenergi, forskning osv. om til en grøn omstilling. Men vi bliver nødt til at have både kapaciteten og redskaberne til den grønne omstilling før vi bruger en masse penge i blinde.

Svingende priser gør det risikabelt og dermed dyrere at investere i olieudvinding. Men alt andet lige er lavere oliepriser skidt for syntetiske brændstoffer.

Lastbiler kan godt køre på batterier, og er faktisk trods dyre batterier konkurrencedygtige fordi det er langt billigere at fylde dem op med strøm end diesel. Der mangler sådan set bare producenter. Ligesom i bilbranchen er producenterne fodslæbende fordi det kannibaliserer deres egne diesel-baserede produkter, men det når først en producent er i gang, så er de andre nødt til at følge efter, og Tesla har besluttet sig for at producere lastbiler, så...

Det er noget andet med luftfart. Måske bliver batterierne med tiden energitætte nok til at man kan flyve på strøm, men selv hvis det sker, så er der en længere udviklingsproces, så det er nok tidligst 10-20 år ude i fremtiden. Så indtil videre er det syntetiske brændstoffer eller også er det slut med charterrejser. Eller også skal man have en billig proces til at opsuge CO2 fra luften og lagre den (biochar f.eks.).

Det er nu altså ikke tosset mere dyrere samlet set, hvis der var krav om syntetisk brændstof, ville billitprisen stige måske 15-30%. Det er klart at branchen ikke ønsker det for så vil der være færre der flyver, men man kunne sagtens indfase et krav hvis man kunne blive enige om det politisk, f.eks. i EU.

Der er et lignende problem med fragtskibe.

Jeg er nu enig med den interviewede i at ønsketænkning ikke virker. Hvis man kører i en fossilbil, eller køber madvarer i et supermarked eller flyver, eller kører i offentlig fossiltransport (tog eller bus), så antager ønsketænkningen desuden nemt karakter af hykleri. Vi skal ikke hykle, vi skal politisk og med vores købekraft støtte op om løsninger der virker.

Niels-Simon Larsen

Christian Bennike: Så står vi der igen og skal sige til børnene, at det ikke ser for godt ud, og at de ikke får nogen fremtid. Mon ikke snart desperationen breder sig?

Ole Laursen. Jeg kan sagtens tilslutte mig synspunktet, at ønsketænkning ikke virker. Spørgsmålet er så, hvad der er ønsketænkning.

Bent Gregersen

Når VE styrkes, hvad der er tilfældet nu, vil der indtræffe et fald i den fossle efterspørgsel. Det samme vil ske hvis nationalstaterne vælger, bl.a. fordi de ikke vil samarbejde på dette felt med de fossilproducerende stater, selv at overtage Ve-Sektoren Den fortsatte indsigt i kapitalismens uduelighed som samfunds grundlag vil naturligt osse fører til denne konklusion. Så politisk er det det samme mønster vil oplever nu som man oplevede ved dampmaskinernes og sekspolionmotorenes indmarch. Den forventelige konservatisme vil dø en naturlig død. har al logikken på sin side..

Hilbert Larsen

Forstår ikke at man med den lave oliepris ikke straks øger afgiften i hvert fald tilsvarende - det ville ingen vel brokke sig særligt over. Og pengene kunne så passende bruges på mere grøn omstilling.
Er det ikke logik for perlehøns?