Nu rammer coronakrisen Rusland – og Putins popularitet

»Jeg har ikke opfundet denne virus. Og kuren er altså at sidde hjemme. Det gør de i mange andre lande!«

Man kunne næsten ikke andet end at have lidt ondt af regionslederen Vjatjeslav Bitarov, da han mandag skulle berolige cirka 1.500 demonstranter i den russiske region Nordossetien. De fremmødte krævede enten bedre økonomisk støtte under coronakrisen eller mulighed for at komme tilbage på arbejde hurtigst muligt. Fra folkemængden lød svaret til Bitarov derfor prompte:

»I andre lande giver man penge til folket!«

Episoden er på mange måder et godt billede på situationen i Rusland, hvor utilfredsheden i civilsamfundet stiger, flere regioners krisehåndtering skranter, og hvor Putin har glimret ved sit fravær.

Utilfredsheden i den russiske offentlighed skyldes især, hvad man mener er en for dårlig økonomisk støtte til befolkningen.

Indtil videre inkluderer regeringens tiltag billige lån til virksomheder, en forhøjelse af de sociale ydelser samt delvis lønkompensation til små og mellemstore virksomheder.

Men det er for lidt: Iagttagere påpeger, at Rusland samlet kun har brugt 2,5 procent af BNP på at holde økonomien kørende, hvorimod lande som USA har brugt cirka ti procent.

Ud over den fysiske demonstration i Nordossetien er der derfor i løbet af ugen dukket virtuelle protester op ved flere russiske regionsbygninger. Brugere på søgetjenesten Jandeks’ navigationsside checker ind ved bygningen og efterlader kommentarer i samme forum. Også andre steder har der været usædvanlige former for sammenslutninger.

Og russiske kommunister og liberale økonomer samler sig nu om samme argument: Der er milliarder i statskassen, men snart ingen rubler tilbage hos befolkningen. Gennem de seneste år har regeringen sparet en solid reserve op til dårlige tider. Og nu er den tid kommet, mener eksperter, som peger på sammenfaldet af styrtdykkede oliepriser og en global recession som en særlig farlig cocktail for Rusland:

»Den russiske økonomi står sandsynligvis over for den mest alvorlige udfordring i de seneste 20 år og udsigten til en krise, der kunne overstige omfanget af kriserne i 1998, 2008-2009 og 2014-2015,« skriver otte fremtrædende økonomer i et fælles debatindlæg på organisationen Den Liberale Missions hjemmeside.

Regioner på dybt vand

Selve håndteringen af coronaepidemien har Putin i stort omfang sendt videre til regionerne. Krisen startede i Moskva, hvor borgmester Sergej Sobjanin er frontfigur i en omfattende koordinationsindsats. Virussen har dog siden spredt sig: Smittetallet er nu oppe på omkring 75.000, og corona er nået ud til Ruslands mindre velstillede regioner.

Der, men også i Moskva, har man oplevet problemer, for eksempel i forhold til hospitaler. Flere steder meldes om mangel på værnemidler. I nogle områder er det gået helt galt. I Jekaterinburg, Ufa og i Komiregionen er adskillige hospitaler i løbet af april blevet sat i tvungen karantæne, da smittespredningen løb løbsk.

»Vores klinikker og hospitaler er i dag yngleområder for coronavirus,« udtaler Semen Galperin, der leder organisationen Lægernes Forsvarsliga til mediet Bloomberg.

Putins krav til regionerne var ellers, at de skulle gøre det godt. Præsidentens udtalelse fra sidste uge lød:

»For nylig afholdt vi et møde med alle de russiske regioner. Jeg vil gerne igen sige: Hvis noget gøres for sent, vil jeg betragte dette som kriminel uagtsomhed med alle de konsekvenser, der følger med det, ikke kun administrative.«

Til gengæld er der ikke mange andre, der finder det overraskende, at en decentraliseret strategi ikke virker i et system som det russiske, hvor års autokrati og magtkoncentration har svækket regionernes evne til mobilisering:

»Præsidenten forventer effektivitet fra sine underordnede, men de har vænnet sig til blot at gennemføre beslutninger truffet af andre og har nu glemt, hvordan de genererer deres egne.

Myndigheder på alle niveauer opfinder nye normer, fordi de ikke officielt ønsker at tage ansvar eller handle på en måde, som Putin ikke kan lide, og som kan have retlige konsekvenser,« skriver Tatjana Stanovaja for tænketanken Carnegie.

Putins forsømte forår

Hvorfor har Putin trukket sig i coronakampen? Der dukker to årsager op iblandt politiske analyser og kommentarer.

For det første påpeger flere iagttagere, at præsidenten i lang tid har bevæget sig væk fra det indenrigspolitiske arbejdsbord imod en større rolle i geopolitik og bevarelsen af den nationalhistoriske arv. Den rolle kunne han for eksempel have indtaget i maj til fejringsparaden for 75-året for Ruslands sejr i Anden Verdenskrig, der nu er aflyst.

En anden holdning er, at Putin under krisen har tyet til en hyppigt brugt strategi: At overlade upopulære beslutninger til andre magtorganer, hvorefter han kan komme på banen med populære moderationer. Det har dog slået fejl under corona.

En rundspørge fra analysecentret Levada viser, at præsidentens opbakning er faldet seks procent fra februar. Den ligger nu på 63 procent, hvilket er det laveste siden 2013. Tilbagetrækningen fra krisen har således været ugunstig for Putin i et forår, hvor behovet for realpolitiske løsninger i Rusland stiger.