Analyse
Læsetid: 3 min.

Singapore betaler prisen for at overse 323.000 migrantarbejdere

Singapores før så flade coronakurve er på himmelflugt, fordi smitten har fået fat i de sovesale, der huser bystatens mange arbejdere fra Bangladesh og Indien. Forløbet udstiller, hvor lidt en epidemistrategi er værd, hvis den ikke inkluderer alle borgere
Fra starten af april begyndte smitten at sprede sig i adskillige sovesale for migrantarbejdere, og dem er der mange af i Singapore – sammenlagt næsten en million. De udgør arbejdsstyrken på byggepladser og i industrizoner. De passer børn, laver mad og gør rent.

Fra starten af april begyndte smitten at sprede sig i adskillige sovesale for migrantarbejdere, og dem er der mange af i Singapore – sammenlagt næsten en million. De udgør arbejdsstyrken på byggepladser og i industrizoner. De passer børn, laver mad og gør rent.

Roslan Rahman

Udland
20. april 2020

I lang tid var Singapore et globalt foregangsland for coronabekæmpelse. Bystaten med 5,7 millioner indbyggere burde på grund af sin internationale status og sit etniske fællesskab med Kina have bukket under for COVID-19 tidligt i forløbet. Alligevel lykkedes det med et stort beredskab og en konsekvent karantæne- og testpolitik at holde udbruddet nede på et imponerende lavt niveau.

I midten af marts var smittetallet omkring 200, skolerne var åbne, og hverdagen var for de fleste, som den plejer. Siden gik det stærkt. Fra at have under ti nye tilfælde om dagen steg antallet af smittede for et par uger siden til over 50 per dag – lørdag var den daglige opjustering på over 900.

Samtidig har regeringen indført en omfattende lockdown. Det er blevet lovpligtigt at gå med maske uden for hjemmet, og inviterer man gæster på besøg eller bryder andre regler, kan straffen løbe op i et halvt års fængsel. Fra at være blandt de mest åbne samfund under krisen er Singapore nu blandt de mest lukkede og regulerede.

Det er ikke svært at få øje på, hvad der gik galt. Fra starten af april begyndte smitten at sprede sig i adskillige sovesale for migrantarbejdere. Dem er der mange af i Singapore – sammenlagt næsten en million.

De udgør arbejdsstyrken på byggepladser og i industrizoner. De passer børn, laver mad og gør rent. Blandt mændene er hovedparten fra Bangladesh og Indien, og de fleste – 323.000 – bor i tætpakkede sovesale i køjesenge med 12 til 20 personer per værelse. Forholdene er yderst simple, og ofte er hygiejnen i bund.

Da de første tilfælde begyndte at dukke op, isolerede myndighederne 20.000 arbejdere på deres sovesale med forbud mod at gå ud. Siden steg tallet til 50.000. De resterende er underlagt strengere restriktioner end i det øvrige Singapore.

Sovesale er en smittefælde

Ikke overraskende er klyngen af virusudbrud blandt migrantarbejderne vokset støt og udgør nu hovedparten af det samlede smittetal i Singapore på godt 6.000. Både Human Rights Watch og Amnesty International kritiserer massekarantænerne og har kaldt sovesalene for en smittefælde.

Myndighederne tester for COVID-19 og fjerner de inficerede, men har svært ved at følge med. Man forsøger også at stoppe udviklingen ved at flytte nogle af migrantarbejderne til andre steder.

Regeringen giver udtryk for, at det markante tilbageslag for den nationale inddæmningsstrategi ikke var til at forudse. Det er nemt at være bagklog, og virussen spreder sig hurtigere end ventet, argumenterer ledende ministre.

Men risikoen har længe været kendt og er løbende blevet påpeget af ngo’er og rettighedsorganisationer – både under den nuværende krise og tidligere i forbindelse med udbrud af denguefeber og zikavirus.

Og på mange måder er det ikke noget nyt, at Singapores politiske ledelse har en blind vinkel for den fremmede arbejdskraft. De udgør en uundværlig del af Singapores økonomiske model og samfundsopbygning, men budt inden for i fællesskabet bliver de ikke.

Deres ophold er tidsbegrænset uden mulighed for at opnå statsborgerskab, de har ikke ret til at organisere sig i fagforeninger, og vil de gifte sig med en singaporeaner, skal de søge om tilladelse fra Ministry of Manpower. Deres lønninger er lave, og risikoen for at blive snydt eller udnyttet af mellemmænd og arbejdsgivere er betragtelig.

At deres personlige sikkerhed ikke lægger myndighederne stort på sinde, kan man bevidne ved selvsyn på Singapores vejnet, hvor lastbiler med åbne lad fyldt med migrantarbejdere drøner afsted for fuld fart.

To Singapore

I et samfund, hvor sikkerhed, orden og strenge love er et kendetegn, siger det syn ikke så lidt. Det er fristende at betegne migrantarbejderne som andenrangsborgere, men det ville være forkert. Tredje- eller fjerderangs er mere passende. Det er blevet tydeliggjort under coronakrisen. Eller som den singaporeanske journalist og aktivist, Kirsten Han, skriver i en klumme i The Washington Post:

»Den virkelighed, som COVID-19 så kontant afslører, er, at der længe har eksisteret to Singapore: En for borgere, personer med permanent opholdstilladelse og udstationerede udlændinge – og en for de lavtlønnede migrantarbejdere, der leverer det knofedt og den arbejdskraft, som får Singapore til at skinne.«

Hun efterlyser handling og bebrejder regeringen for at have forsømt de mest udsatte og direkte hjulpet til med at skabe en underklasse af lavt betalte udlændinge.

Singapore er langt fra det eneste sted, hvor konsekvenserne af pandemien har en social slagside og rammer fattige befolkningsgrupper hårdere. Men udviklingen i bystaten viser med al tydelighed, at prisen for ikke at tage vare på de mest udsatte bliver betalt af alle. Selv det mest detaljerede og ressourcestærke kriseberedskab i et topmoderne samfund kommer til kort over for en epidemi, hvis ikke det inkluderer samtlige borgere.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hmmm
Slaver anno 2020

Gert Romme, Hannah Werk og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Håber Tesfaye læser med her i hans kyniske eksklusion af illegale indvandrere, der er lige så meget smittebærere som alle andre mennesker.

Marie Jensen, Gert Romme, Olaf Tehrani, Dorte Ebbehøj og Hannah Werk anbefalede denne kommentar