Trods corona holder østeuropæiske løsarbejdere Vesteuropas landbrug kørende

I den strålende påskesol titter de hvide asparges allerede op af jorden i Beelitz syd for Berlin, hvor landskabet er præget af de uendelige rækker af plasticoverdækkede aspargesvolde.

Det er lige efter planen. Der er bare to problemer: For det første skal de skrøbelige asparges høstes straks, hvis de skal kunne spises frem for at rådne op på markerne. Og for det andet er det sjældent tyskere, der udfører det hårde manuelle arbejde med at stikke denne mest tyske af alle tyske delikatesser. Det gør billig og effektiv østeuropæisk arbejdskraft, som normalt holder priserne på ’det hvide guld’ nede.

I år er verden bare ikke normal.

Oven i coronakrisen står Tyskland i en »aspargeskrise« og Frankrig i en »jordbærkrise«. Begge dele er tidlige symptomer på en potentiel coronakrise i hele det europæiske landbrug. Med forårets fremmarch handler det efterhånden ikke kun om luksusprodukter som asparges, jordbær, vin, humle og rabarber, men også om såning og lægning af kartofler og andre ernæringsmæssigt afgørende grøntsager.

Fødevarepatriotisme

Efter coronakrisens udbrud er flere millioner østeuropæiske plejere, håndværkere og sæsonarbejdere rejst hjem fra Vesteuropa eller er blevet hjemme. Enten fordi de har indrejseforbud, fordi de frygter karantæne, eller fordi de er bange for at blive smittet med corona på rejsen eller vestpå. Ofte arbejder de også sort og har derfor ikke en arbejdskontrakt som bevis på, at de skal udføre »systemrelevant« arbejde.

Lande som Holland, Frankrig, Tyskland og Italien har derfor lavet nationale kampagner for at få regional arbejdskraft til landbruget.

I Beelitz som i resten af Europa mobiliserer landmændene godt nok deres personlige netværk, men arbejdsløse fra nedlukkede brancher som hotelbranchen samt studerende, pensionister og asylansøgere opfordres indtrængende til at hjælpe til.

Mange er allerede i sving, og både tyske og franske medier hylder hjælperne for deres solidaritet trods det hårde arbejde – ikke mindst holdt op mod en tysk mindsteløn på omkring 65 kroner i timen.

I Tyskland er stemningen ifølge en talskvinde ved landbrugsministeriets platform Das Land Hilft »helt oppe at ringe«: Indtil videre har cirka 55.000 meldt sig til at give en hånd med på markerne. I Frankrig har landbrugsminister Didier Guillaumes opfordring om at vise »national solidaritet, så vi alle kan få mad på bordet« skabt så stor opbakning, at serveren for hjælpeplatformen WiziFarm i første omgang gik ned.

Det hårde arbejde

Landbrugskrisens dybde afhænger helt af, hvor længe nedlukningen varer. Men nu skal der handles pragmatisk og hurtigt, for sæsonen venter ikke, siger Camille Le Coz, der er ekspert i europæisk arbejdsmigration ved Migration Policy Institute i Bruxelles.

»Helt konkret er Europa ved at genopdage, at det faktisk er landbruget, der brødføder os. Og at østeuropæerne udfører det hårde arbejde.«

Hun understreger, at det ikke er små tal, det handler om.

Årligt er der næsten 300.000 sæsonarbejdere på de tyske marker. I Frankrig vurderer landbrugsorganisationen FNSEA, at der kan komme til at mangle 200.000 sæsonarbejdere. I Spanien, hvis frugt- og grøntproduktion er afgørende for forsyningen til hele Europa, mangler mere end 40 procent af de udenlandske og især nordafrikanske landbrugsmedhjælpere. Og den italienske landbrugsorganisation Coldiretti gør bekymret opmærksom på, at mere end 25 procent af den mad, der produceres i Italien, er afhængig af de 370.000 årlige sæsonarbejdere fra udlandet, især Rumænien.

Fra EU’s side advares der mod, at nedlukningen af det indre marked kan få konsekvenser for forsyningskæderne og den europæiske selvforsyning. Men både det tyske og franske landmandsforbund har understreget, at krisen nok kan føre til stigende priser og huller i forsyningen ved visse typer frugt og grønt, men at den europæiske forsyning af »grundlæggende næringsmidler ikke er i fare«.

Sved på panden

Camille Le Coz skitserer de tre mulige veje at gå. Enten skal regeringerne tiltrække national arbejdskraft, eller de skal udvide opholdsmulighederne for de sæsonarbejdere, der allerede er i landet, eller de kan lempe reglerne for arbejdere udefra.

»Alle regeringer er tvunget til at se på de her tre muligheder og indgå kompromiser, der kommer til at gøre ondt. For alle tre veje har store ulemper, ikke mindst i lyset af coronasmittefaren,« siger Camille Le Coz.

»Lige nu er der stor entusiasme om programmer som de tyske og franske. Men hvor mange af ansøgerne er faktisk egnede til de her hårde job? Kan de oplæres hurtigt nok? Og hvordan sørger man for, at arbejdsbetingelserne er i orden, også i forhold til coronasmitte?«

Fra forbundet for tyske jordbær- og aspargesavlere, VSSE, er bekymringen tilsvarende, om de lokale arbejdskræfter overhovedet kan nå at blive effektive nok til at tjene mindstelønnen hjem igen.

Den bekymring kan allerede aflæses på den politiske reaktion i Tyskland. Midt i marts lukkede landet helt for sæsonarbejdere, også for transit. Det gav stærkt nervøse trækninger i landbrugssektoren i Danmark. Men da EU-Kommissionen definerede landbrugshjælp som »systemrelevant arbejde«, som landene bør holde grænserne åbne for, foretog Tyskland en kovending, og Merkels regering vedtog ligefrem, at der i april og maj skal flyves i alt 80.000 østeuropæere ind til det tyske landbrug.

Egentlig skulle de flyves ind i mindre grupper, undersøges medicinsk ved indrejsen og indkvarteres forsvarligt i forhold til smittefaren. De ambitioner halter mildest talt. Langfredag kom der tvivlsomme billeder ud fra den tætpakkede lufthavn i rumænske Cluj, hvor de første næsten 2.000 sæsonarbejdere skulle med charterfly til forskellige tyske lufthavne. De fleste bar godt nok maske, men i menneskemassen var der flere arbejdere fra regionen Suceava, et corona-hotspot, hvor flere landsbyer er i isolation.

Lettere panik

Ifølge Camille Le Coz er vandrearbejdernes indkvartering i Vesteuropa sjældent egnet til at dæmpe epidemier. Tværtimod bor de i reglen meget tæt og primitivt for at holde omkostningerne så lave som mulige – og dermed lønnen så høj som mulig.

Heller ikke i Danmark, hvor udenlandsk arbejdskraft udgør næsten 40 procent af arbejdsstyrken i landbruget, er der pligt til karantæne for nytilrejste arbejdskræfter.

På grund af det køligere klima er det danske landbrug lidt senere på den end Tyskland og Frankrig. Derfor er manglen på arbejdskraft endnu ikke så presserende. Alligevel er arbejdskraft efterhånden det dominerende emne på dagsordenen, mener Jens Skov Rasmussen, rekrutteringskonsulent i rådgivningsvirksomheden Velas.

»Især frilandsgartnerne (som bruger meget sæsonarbejde, red.) er i lettere panik over, om de kan finde arbejdskraft nok,« lyder hans personlige vurdering.

Der kommer atter flere polakker og baltere, men for eksempel rumænere og bulgarere er det stadig svært at komme gennem Europa.

»Mange foretrækker at blive hjemme,« fortæller Jens Skov Rasmussen.

»Men vi har også hørt fra jordbæravlere, hvor deres plukkere fra lande som Litauen er villige til at tage hvad som helst for at tjene lidt penge og ernære deres familier.«

Som konsulent opfordrer Jens Skov Rasmussen på det kraftigste til, at alle landbrugsmedhjælpere – ikke mindst i husdyrproduktionen – kommer i karantæne efter indrejsen. Det dækkes bare ikke nødvendigvis af arbejdsgiveren.

»I arbejdskontrakterne er der i Danmark en ret stor gennemsigtighed om, hvor meget de tjener. Og realistisk set handler det jo om at få så mange penge som muligt med hjem.«

Torben Lippert, direktør i Dansk Gartneri, er mere rolig i forhold til rekrutteringen af arbejdskraft.

»Vi hører fra producenter, som kæmper for at få tilsagn fra deres folk i Østeuropa. Men vi tager det roligt og håber på, at krisen er forbigående i forhold til rejserestriktioner,« siger han.

»Overordnet set er vi selvfølgelig betænkelige, for vi ved ikke, om en omfattende krise kan nedbryde nogle af de nuværende logistik- og handelsmønstre – om nogle producenter vil forsvinde, og om vi vil stå med samme sortiment efter krisen.«

Uheldigt tidspunkt

I den anden ende af den europæiske fødekæde, i Rumænien, er Monica Roman mindre rolig. Hun er professor ved Institut for Arbejdsøkonomi ved universitetet i Bukarest.

Hun vurderer, at der er vendt op mod en halv million rumænere tilbage siden krisens udbrud – og at det største problem ikke er, at de rumænske sæsonarbejdere for tiden ikke kan sende penge retur.

»Det største problem er, hvem der vender tilbage, og hvad de vender tilbage til. Det er ikke dem, der har stabile job og besidder ejendomme i deres værtslande. Det er derimod folk med meget få kvalifikationer, som ikke nødvendigvis har haft syge- og socialforsikring.«

De belaster nu det rumænske socialsystem på et meget uheldigt tidspunkt, hvor Rumænien er præget af konkurser og stærkt stigende arbejdsløshed.

Alligevel har der ikke været en nævneværdig østeuropæisk debat om daglejervilkårene i coronakrisen. Tværtimod håber de fleste, at der snart vil indfinde sig en form for normalitet, så sæsonarbejderne kan tage af sted igen, mener Monica Roman.

»Stemningen er stadig meget pro-EU, og der er bekymring for EU og det indre marked,« siger hun.

En anden østeuropæisk bekymring er, om østeuropæerne nu vil være ildeset i Vesteuropa som en potentiel smittefare. En risiko, som ville være ret absurd i lyset af, at coronaen i første omgang blev spredt fra den europæiske overklasses skisportssteder, mens de østeuropæiske daglejere først i anden ombæring tog virussen med hjem til lande som Rumænien, hvor sundhedsvæsenet slet ikke er rustet til krisen – ikke mindst fordi store dele af personalet er udvandret til Vesteuropa.

Netop på det punkt kan den europæiske solidaritet sættes på en prøve, mener Monica Roman. Den ild pustes der til med historier, som da den østrigske delstat Niederösterreich i slutningen af marts fløj 231 sygeplejersker og hjemmehjælpere ind fra Rumænien og Bulgarien for præventivt at sikre sit eget sundhedssystem.

De længere udsigter tør hun derimod ikke udtale sig om.

»Vi står i en situation med global recession og måske en deglobalisering foran os. Så der er ingen, der kan komme med prognoser,« siger Monica Roman.

»Men det kan stadig betale sig at flyve østeuropæisk arbejdskraft til Vesteuropa. Money talks.«

Dette er en opdateret udgave af artiklen. Efter en henvendelse fra Dept. of Animal Science ved Aarhus Universitet er procenttallet for udenlandsk arbejdskraft i det samlede danske landbrug rettet fra "ca. 20 procent" til "knap 40 procent".