Læsetid: 9 min.

Trumps håndtering af coronapandemien kan undergrave USA’s position som ledernation

Formøbler USA sin internationale indflydelse og prestige ved at undlade at stille sig i spidsen for en international koalition, der skal bekæmpe COVID-19? Det frygter nogle amerikanske eksperter, mens andre mener, at alle stormagter er lammede af coronakrisen
Først bagatelliserede Trump truslen fra virussen, før han for sent reagerede i forhold til at undgå et højt dødstal og lammelsen af dele af USA's økonomi. Under Trumps ledelse har delstaterne været tvunget til at indgå i en priskrig om anskaffelse af livsnødvendigt medicinsk udstyr. Her er vi i delstaten New York, der er særlig hårdt ramt.

Først bagatelliserede Trump truslen fra virussen, før han for sent reagerede i forhold til at undgå et højt dødstal og lammelsen af dele af USA's økonomi. Under Trumps ledelse har delstaterne været tvunget til at indgå i en priskrig om anskaffelse af livsnødvendigt medicinsk udstyr. Her er vi i delstaten New York, der er særlig hårdt ramt.

John Moore

15. april 2020

En pandemi synes at være en overkommelig udfordring for en supermagt som USA, der er beriget med nogle af verdens bedste forskere i smitsomme sygdomme, og som råder over store mængder af avanceret lægeudstyr og private hospitaler.

I 00’erne udviste præsident George W. Bush lederskab i bekæmpelsen af hiv/aids-epidemien i Afrika. Hans efterfølger, Barack Obama, mobiliserede andre stormagter til at sætte ind mod ebolaepidemien i Vestafrika med stor succes til følge.

Men sådan er det ikke gået under coronapandemien.

Ikke alene har verden været vidne til en amerikansk præsident, der i lang tid bagatelliserede truslen fra virussen, og som reagerede sent i forhold til at undgå et højt dødstal og lammelsen af dele af USA’s økonomi.

Under Donald Trumps ledelse – eller mangel herpå – har de 50 delstater været tvunget til at indgå i en priskrig om anskaffelse af livsnødvendigt medicinsk udstyr. Præsidenten overlod det til guvernører at bestemme restriktioner i delstaterne, hvilket har resulteret i en ukoordineret og uens tilgang til inddæmning og afbødning af virussens spredning.

Disse skridt har efterladt resten af verden et indtryk af kaos og inkompetence på højeste niveau i Washington, D.C.

»Verden skæver normalt til, hvordan USA løser sådan en udfordring. Trumps fejlhåndtering betyder givetvis et prestigetab,« siger Barry Posen, professor i statskundskab på Massachusetts Institute of Technology i Boston (MIT), til Information.

»Men det er værd at tilføje, at kun få stormagter undgår at miste prestige i denne pandemi. Tænk på Kinas håndtering i begyndelsen. Se, hvad der er sket i Storbritannien. Kun Tyskland synes at have grebet det fornuftigt an. Men tyskerne praler ikke, de er som regel beskedne.«

Ikke desto mindre har USA, den eneste tilbageværende supermagt efter Den Kolde Krig, mere at tabe end andre stormagter på sin håndtering af coronapandemien på hjemmefronten såvel som på den internationale scene.

Det gør sig ikke mindst gældende i lyset af den voksende supermagt Kinas bestræbelser på at udnytte Trump-regeringens inkompetence til at forbedre sit internationale image ved at sende medicinsk udstyr til lande i Europa, Afrika og Latinamerika – endog til USA.

Delte meninger

Blandt internationale eksperter i USA hersker der uenighed om, hvad Trump-regeringens håndtering af coronakrisen og uvilje mod at stille sig i spidsen for et internationalt initiativ til bekæmpelse af COVID-19 og en global økonomisk genopretning vil få af konsekvenser på lang sigt.

Vil det signalere et første skridt ind i en postamerikansk verdensorden? Eller kan det amerikanske samfund i kraft af sit dynamiske potentiale hurtigt få et comeback, måske ved at vælge Joe Biden – en tilhænger af amerikansk lederskab gennem multilateralt samarbejde – til sin næste præsident?

Stephen Walt, tilhænger af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers realpolitiske tilgang til internationale relationer i 1970’erne, mente for en måned siden, at magtbalancen i en postvirusverden ville skifte til fordel for Kina.

Nu hælder han til en mere nuanceret vurdering.

»Trods alle Trump-regeringens fejlgreb er det stadig muligt, at det amerikanske samfund gennem sin fleksibilitet, opfindsomhed og tilpasningsevne kombineret med intelligente initiativer på alle niveauer af forbunds- og delstatsregeringerne vil bringe os helskindet gennem krisen og genoprette vores lederskab,« skriver Walt, professor i international politik på Harvards Kennedy School of Government, i webmagasinet Foreign Policy.

Et lignende synspunkt gav Kori Schake udtryk for i en nylig telekonference organiseret af USA’s udenrigspolitiske råd. Hun er vicedirektør ved International Institute for Strategic Studies i London og tidligere højtstående amerikansk diplomat.

»Det er noget af en mytologi at påstå, at USA har været en ufejlbarlig garant for den liberale internationale orden siden Anden Verdenskrig. Tværtimod har vi ofte gennemgået dybe interne kriser som præsident Eisenhowers brug af civilværnet til at raceintegrere skolerne, rigsretssagen mod Nixon og Vietnamkrigen,« sagde Schake under telekonferencen.

»Hvor tit har vi ikke fejlet med at holde orden i eget hus og svigtet vores internationale forpligtelser – og så når støvet lægger sig, rejser vi os igen. USA’s evne til at udbedre sine fejl og genoptage sin førerstilling bliver ofte undervurderet.«

Det lyder umiddelbart som en attraktiv analyse for dem, der håber, at USA under en ny præsident vil vende stærkt tilbage til den internationale scene.

Men selv Brian Katulis, en udenrigspolitisk analytiker ved den demokratiske tænketank Center for American Progress i Washington, har svært ved at forestille sig, at en præsident Biden vil kunne stoppe udviklingen mod en multipolar verden, der begyndte lang tid inden coronapandemien.

»I virkeligheden var det under Obama, at USA og andre stormagter begyndte at anskue deres interesser som adskilt fra verdenssamfundets. Tænk på hans tilbagetrækning af militære styrker og hjemsendelsen af millioner af immigranter,« siger Katulis til Information.

Ny fordeling af magt

Ifølge den demokratiske analytiker vil COVID-19 formentlig forstærke og måske accelerere en trend imod spredning af magten i den internationale arena.

»Men USA vil stadig i kraft af sine væbnede styrker og sin økonomi være en magtfaktor, der er umulig at komme uden om. Alternativet er en koalition vendt imod USA bestående af Kina og Rusland, men den er aldrig blevet til noget‚« siger Katulis.

Han mener dog, det er en overdrivelse allerede nu at tale om en postamerikansk verdensorden. »I mine øren lyder det lidt for traumatisk.«

Men dybest set afhænger vurderingen af, om USA har mistet sin magtstatus under Trump og coronapandemien, og af hvordan man definerer magt i internationale relationer, siger Barry Posen, professoren ved MIT.

»Ret beset benytter et land sin magt til at skabe indflydelse gennem strategisk planlægning af sin udenrigspolitik. Det fører til spørgsmålet om, hvorvidt USA har mistet indflydelse under denne pandemi, og svaret er: Ja, men det har andre stormagter vel også. I kølvandet kan den indbyrdes magtbalance mellem stormagterne ende med at blive den samme som før,« vurderer Posen.

»Det endelige udfald afhænger af, hvilke initiativer Kina, USA og andre stormagter tager for at vinde indflydelse på det globale plan. Og det ved vi endnu ikke.«

En anden måde at anskue USA’s lederposition i en postvirusverden er gennem en erkendelse af, at »magt aldrig har været en stabil og vedvarende faktor i internationale relationer«, som Gordon Adams, professor emeritus i international politik på American University i Washington, udtrykker det.

»I 1989 troede man, at USA var blevet den uundgåelige og uundværlige supermagt, der kunne diktere andre magter. Men det var selvfølgelig en illusion. USA’s indflydelse kunne ikke vare ved,« siger han.

»Det fandt vi ud af efter invasionen og besættelsen af Afghanistan og Irak. I ingen af de to lande lykkedes det for USA at opfylde sine målsætninger.«

Og så snart der opstår et magttomrum på den internationale scene, udfyldes det af andre aktører. Det er præcis, hvad der skete efter Obamas annoncering af et nyt paradigme – ’leading from behind’. USA skulle ikke altid gå i front i internationale kriser. Regionale magter kunne meget vel tage førerrollen og blive bakket op af amerikanerne, som det skete i Libyen i 2011.

Men i de tre årtier efter afslutningen på Den Kolde Krig er nye regionale magter også dukket op. Den vigtigste nation er Kina, men der er andre – Indien, Brasilien, Tyrkiet, Nigeria, Sydafrika og selvfølgelig Rusland under Vladimir Putin.

»Det er kræfter, som USA ikke kan beherske. Der er intet andet at gøre end at tilpasse sig,« siger Adams.

En uundværlig nation

I et afskedsinterview med The Atlantic Monthly i 2016 sagde præsident Obama, at USA ikke længere kunne handle enerådigt. Men landet skulle ifølge ham stadig være den uundværlige nation, uden hvis lederskab intet meningsfuldt kunne blive udrettet i en krise.

Den antagelse synes siden at have lidt skibbrud.

»Trump har sørget for, at USA ikke længere er den vigtigste aktør. I en verden, hvor magten allerede bliver fordelt mellem flere nationer, har Trump hældt benzin på bålet med sin nationalisme,« siger Gordon Adams.

Præsidentens håndtering af coronapandemien har svækket USA’s globale indflydelse yderligere.

»Vores liberale demokrati tager sig ikke pænt ud lige nu. Vi er ikke et eksempel til efterfølgelse for andre nationer, der førhen skævede til os i krisesituationer,« siger Brian Katulis fra Center for American Progress.

Dette negative indtryk bliver yderligere forstærket af Trump-regeringens aversion over for et multilateralt samarbejde i coronakrisen – trods en smitsom virus, der ikke respekterer landegrænser.

»USA har absolut intet gjort for at sætte gang i et internationalt samarbejde. Men det har EU og NATO heller ikke. Trump vil ovenikøbet skære USA’s bidrag til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ned,« siger professor Adams.

Det kniber også med bistanden til de mindst udviklede lande, der inden for kort tid ikke har ressourcer til at behandle en forventet drastisk stigning i patienter med COVID-19.

Udenrigsminister Mike Pompeo mener dog, at USA har været ovenud generøs med sin bistand.

»USA har taget lederskab i den globale reaktion på COVID-19-pandemien gennem vores humanitære bistand og hjælp til at forbedre folkesundheden. I første runde gav vi 274 millioner dollar i bistand. Nu vil vi yde yderligere 225 millioner. Det illustrerer, hvor generøs det amerikanske folk og regeringen er‚« sagde Pompeo i en udtalelse den 8. april.

Men USA’s kapacitet til at hjælpe andre lande er begrænset af Trumps nedskæringer på for eksempel udenrigsministeriets og sundhedsministeriets budgetter. Det er blandt andet gået ud over USAID’s (agenturet for udviklingsbistand) mulighed for at yde sundhedsbistand til de mindst udviklede lande.

Rajiv Shah, direktør for USAID i Obama-regeringen, beklager i et interview med The Washington Post, at Trump-regeringen har ignoreret et efter hans mening presserende behov for at tage initiativ til en international koalition.

»USA stod i spidsen for bekæmpelsen af ebolaudbruddet i kraft af vores ressourcer, vores tekniske kapacitet og vores anseelse. Jeg frygter, at det ikke vil ske denne gang,« siger Shah.

Sikkerhedsrådet tier

Under ebolaepidemien i Vestafrika i 2014 vedtog FN’s Sikkerhedsråd på initiativ af USA en resolution, der erklærede krisen en »trussel mod international fred og sikkerhed«.

USA’s daværende FN-ambassadør, Samantha Power, var involveret i initiativet.

»FN-resolutionen vækkede verdenslederne til dåd og demonstrerede deres solidaritet med regeringerne og befolkningerne i Vestafrika. Det gav dem håb i en situation, hvor kun ændret social adfærd kunne stoppe spredningen af ebola,« skriver Power i en kronik i The New York Times.

Hun foreslår dannelsen af en koalition til bekæmpelse af COVID-19, der blandt andet skal have til formål at dele forskningsdata om virussen, test og udviklingen af en vaccine samt give erfaringer fra et land videre til det næste land, hvor coronapandemien slår ned. Koalitionen bør også organisere fremstilling og fordeling af medicinsk udstyr, mener Power.

Men når det kommer til stykket, er det tvivlsomt, om præsident Trump af egen fri vilje vil stille sig i spidsen for en international koalition. Dertil har han gennem de seneste tre et halvt år vraget for mange personlige bånd til regeringschefer i andre lande.

»Og selv hvis Trump gjorde forsøget, er det tvivlsomt, om USA ville høste anerkendelse for det og derved øge sin internationale indflydelse,« siger professor Barry Posen.

»End ikke en midlertidig lempelse af USA’s sanktioner mod Iran, Nordkorea og Venezuela med henblik på at give disse lande mere finansielt manøvrerum til at afbøde de værste effekter af COVID-19 ville give ekstra prestige til USA.«

På ét punkt besidder USA dog uomtvisteligt kapacitet til at lede i den verdensøkonomiske krise, som coronapandemien har fremprovokeret. Myndigheden ligger i en formelt uafhængig institution, som præsident Trump ikke har kontrol over – nemlig The Federal Reserve.

Den amerikanske centralbank er allerede gået ud over sit kompetenceområde ved at yde lån direkte til amerikanske virksomheder. For nylig begyndte den at tilbyde centralbanker i andre lande, herunder Danmark, at bytte dollar for lokal mønt med henblik på at lette efterspørgslen på den amerikanske mønt. Under krisen er dollarkursen steget voldsomt, hvilket har fordyret afdrag på lån taget i dollar.

Barry Posen konkluderer: »Det er ikke overraskende, at det har været svært for USA at udvise globalt lederskab midt i en national sundhedskrise. I det mindste har vi en centralbank, der handler håndfast og prompte.«

Det ville være totalt uansvarligt midt i en verdensomvæltende pandemi at hive tæppet væk under fødderne på den eneste internationale organisation, der besidder sundhedsekspertise. Især ulandene er afhængige af WHO’s bistand, skriver Martin Burcharth i denne leder.
Læs også
Coronakrisen udstiller, at USA’s tid som verdens dominerende stormagt er forbi. Men den viser også, at dollaren stadig er verdens stærkeste valuta – og enhver global krise er en uforudsigelig overgang til en ny geopolitisk situation
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Alvin Jensen
  • Lisbeth Glud
  • Toke Kåre Wagener
  • Svend Erik Sokkelund
  • Tina Peirano
  • Peter Knap
  • Ejvind Larsen
Thomas Tanghus, Alvin Jensen, Lisbeth Glud, Toke Kåre Wagener, Svend Erik Sokkelund, Tina Peirano, Peter Knap og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

Narcicisten Trumps håndtering af hva'somhelst vil undergrave USAs position.

Ole Svendsen, Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Arendal, Helle Walther og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Trump er så inkompetent, at det skriger til himlen. Når sandheden går op for hans vælgere, er det for sent, så har han sendt dem på kollisionskurs med job m.m.m. Han burde gå af nu og overlade roret til kongressen. Han magter ikke opgaven.

Ole Svendsen, Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Samantha Power har en fin pointe i at dele data men har misforstået at det skal ske på USAs i intiativ. Viruset kommer fra Kina som har været intet mindre end spektakulært fraværende på samtlige gennemsigtighedsparametre.

Man bliver nød til at forstå USA ud fra dets enorme indenlandske efterspørgsel og den meget lavere afhængighed landet har af den øvrige verden. USA driver resten af verdens efterspørgsel og der er intet der indikerer at det kommer til at ændre sig foreløbigt. Au contraire har USA og Trump nu en enestående mulighed for at flytte vigtig produktionsmæssig infrastruktur hjem og placere det i svingstater og dermed sikre den republikanske dominans endnu mere i den håndfuld stater demokraterne skal vinde for at indtage magten.

Der kommer et efterspil og man skal være godt naiv hvis man tror at det ikke bliver rettet mod Kina. Trump kan være ansvarlig for for sen nedlukning i sit hjemland men han kan ikke være ansvarlig for kinesere fra Wuhan der har båret smitten med sig rundt i verden selvom Kina vidste at det ville have globale konsekvenser.

Per Torbensen, Preben Haagensen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Trump har da lært at bruge håndvasken; nu giver han WHO hele skylden...

Arne Albatros Olsen, Karsten Lundsby og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Liisberg

Saalaenge vi har den mand ved roret er der intet der vil lykkes. Alle mulige forklaringer med Kina og hvem der er skyld i hvad er fuldstaendig ligegyldige. Hvis kriser og problemer skal loeses i denne verden kan det udelukkende goeres med en ny administration. Lad os blot haabe at det lykkes.

Kent Nørregaard

Henrik så kun Trump kan have skyld i din verden? Meget speciel tilgang må jeg nok sige. Specielt taget i betragtning at Kina er et kommunistisk diktatur der gjorde hvad de kunne for at forpure chancerne for at andre kunne komme godt igennem, bl.a. Norditalien der med sine mange kinesiske arbejdere var ekstra udsat.

Det eneste Kina har gjort for at hjælpe er at score billige overskrifter ved at sende beskyttelsesudstyr rundt i verden, defekt beskyttelsesudstyr endda.

Henrik Liisberg

Kent. Du fattede det vist ikke rigtigt. Jeg sagde blot at uanset Kina eller Langbortistan eller et hvert andet verdensproblem vil intet blive bedre foer vi faar en udskiftning. Jeg var ikke inde i en diskution omkring Kina. Den fabrikerede du selv som et form for svar.

Jørgen Mathiasen

Et påtrængende spørgsmål i forbindelse med en pandemi er, hvordan man globalt koordinerer de videnskabelige bestræbelser på at bekæmpe den. Et vigtigt svar på det er WHO. Organisationen samler også sundhedsdata, giver videnskabelig rådgivning til lande, som har brug for det, og gør mange andre ting for verdenssundheden - ikke mindst i fattige lande. Midt i en pandemi har den amerikanske præsident så valgt at annoncere, at USA vil indstille sine økonomiske bidrag til WHO.

Det vil næppe ændre noget i den gruppe af lande, som ledes af de autoritære politikere, Trump nærer mest sympati for. I demokratiske lande ikke mindst sådanne, som har kvindelige regeringschefer, der med succes har bekæmpet epidemien i deres eget land,vil det være et nyt sikkert tegn på, at man ikke kan regne med USA under Trumps ledelse, og at han er en farlig mand. Til disse ledere hører den videnskabeligt uddannet tysker, Angela Merkel, der også leder den eneste stormagt, som med succes har holdt epidemien nede. Det kan næppe være mere provokerende for Trump.

Trumps håndtering af pandemien har i enhver forstand svækket USAs stilling i verden. Det kan blive en længerevarende eller en permanent svækkelse, hvis amerikanerne genvælger præsidenten til november. Briterne dumpede til deres politiske eksamen. Amerikanerne kan gøre det samme.

Næsten alle de interviewede drømmer om, at USA genvinder fordums storhed dvs. at USA's vasaler viser respekt for landet, og adlyder. Den tid er heldigvis ved at være forbi, og har været det siden USA tabte Vietnamkrigen. Det er aldrig sket før, at USA har tabt en krig, og det traume er landet heller aldrig kommet over.
Det er på tide, at USA degraderes som stormagt, landet har ikke været i stand til at leve op til den status, men da der jo ikke er reelle alternativer - Kina og Rusland er lige så slemme - så er det vel forståeligt, at så mange lande fortsat klynger sig til USA.

Kent Nørregaard

I USA har staterne meget magt, præcist som i Tyskland. Har de tyske stater været bedre til at håndtere krisen? Ja givetvist men det er altså ikke Trumps skyld.

Og nej, USA er ikke ved at afvikle sig selv. Den nuværende politik er isolationistisk på nogen områder og man har en præsident der troller intelektuelle og journalister verden over til dag ud og dag ind at skrive frådende artikler og blogindlæg om hvorfor han tager fejl og at hans udsagn er forkerte. Altimens Trump inden nogen kan få nedfældet 10 liniers følelsesladet progressivt opkast allerede har modsagt sig selv eller er kommet med modstridende fakta. Han er en puppet-master og samtlige venstredrejede medier på kloden er viklet ind i trådene og danser som han diktere det.

USA er stadig den uundværlige nation og Kina vil være den første til at mærke hvis USA virkeligt ikke var here mere for Kinas økonomi er drevet af USAs indenlandske efterspørgselv. Det eneste land der kan komme i nærheden af USAs betydning er Tyskland (med Nordeuropa som påhæng). Der kommer intet russisk, kinesisk eller indisk århundrede. Humanitært og økonomisk er de lysår fra at være relevante stater.