Verdenskendt filosof: Danmark bør sende sine coronamilliarder til Indien og Afrika

En efterårsdag i 1987 faldt den 18 måneder gamle Jessica McClure ned i en udtørret brønd i en lille by i Texas og sad fast.

De næste to døgn kastede myndighederne alt ind på at redde hende.

I 56 timer arbejdede politi og brandvæsen nonstop, medierne fulgte historien, folk donerede penge til familien, og da Jessica endelig var i god behold (med en amputeret tå), blev hun modtaget af George H.W. Bush i Det Hvide Hus.

Men det var moralsk forkert at bruge al den energi og alle de penge på at redde Jessica, siger Peter Singer på en Skypeforbindelse fra sit hjem lidt uden for Melbourne i Australien.

Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University og måske verdens mest berømte nulevende moralfilosof.

Når vi om lidt skal genåbne de lukkede samfund, må vi ikke begå den samme etiske fejl som myndighederne i Texas, advarer han.

»Det kostede måske to millioner dollar at redde Jessica McClure. Men på de samme to døgn døde tusindvis af mennesker andre steder i verden, fordi de ikke havde adgang til ordentlige sundhedssystemer. Det ville måske have kostet 1.000 dollar at redde en af dem. Så med de samme penge kunne man have reddet 2.000 liv i stedet for ét. Nogle mener, at man altid bør redde et barn i en brønd, fordi vi skal demonstrere over for hinanden, at vi bekymrer os om hvert enkelt individ, men jeg er uenig. Det ville være meget bedre at bruge de to millioner på at redde 2.000 liv og lade Jessica dø. Selv om det er hårdt,« siger Peter Singer.

Sådan er det også med corona. Politik handler om prioriteringer, og når verdens regeringer genåbner samfundene, må de ikke gemme sig bag slogans om, at »man ikke kan sætte en pris på menneskeliv«, sådan som New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, har sagt. For det kan man. Og det bør man, mener Singer.

Et liv er ikke bare et liv. Det er bedre at redde en ung mand end en gammel mand. Et liv i sundhed og glæde er mere ’værd’ end et liv med smerter og angst, mener Singer.

Hvis vi vil afgøre, om børn kan gå i skole, og om frisører kan holde åbent, skal vi bruge en måleenhed, som sundhedsøkonomer allerede kender: ’kvalitetsjusterede leveår’. Hvis en patient er syg i et år med smerter, er året mindre værd end et leveår uden smerter. Det kan man udvide med andre faktorer, foreslår Singer.

»Arbejdsløshed reducerer kvaliteten af ens leveår, ligesom at et leveår ikke er lige så godt, hvis man mister sin arm. Og det er nogenlunde målbart. Nogle anslår, at arbejdsløshed reducerer menneskers livstilfredshed med tyve procent,« siger Peter Singer.

Sådan bør vi også gribe corona an: Vi skal konstruere store ligninger, der tager højde for alle de afledte effekter på lang sigt: Hvor mange kvalitetslivsår redder vi ved at lukke samfundet ned, og hvor mange kvalitetslivsår mister vi i fremtiden?

Alt skal optælles og medregnes. Vi må ikke kun fokusere på dødstal og arbejdsløse i vores eget land, siger Singer, der er tusindvis af negative effekter af coronapolitikken, som vi ikke umiddelbart kan se: Den manglende skolegang kan få store effekter for børn globalt – det skaber ulighed og ulykke. Når vores BNP falder, falder vores udviklingsbistand også, og det får konsekvenser for verdens svageste. En lang recession vil give færre ressourcer til at udvikle hospitalsvæsenet og uddanne læger og sygeplejersker, »hvilket vil slå mange mennesker ihjel«, siger Singer.

Der er social isolation, depression, psykiske problemer, vold i hjemmet … Det hele skal ind i ligningerne. Det hele skal udregnes til kvalitetsjusterede leveår, så vi rent faktisk kan se, om kuren er værre end sygdommen.

– Men der er så mange faktorer i spil. I hele verden. Kender vi overhovedet costs og benefits?

»Nej, vi har ikke al information lige nu, og derfor er det en helt central opgave at skaffe den slags estimater. Alternativet er at træffe beslutninger uden at kende fakta,« siger Peter Singer.

Sofie Amalie Klougart

Alle står på kanten af brønden

Mange er uenige med ham.

Ruth Faden, der har grundlagt afdelingen for bioetik på John Hopkins University i Baltimore, ser corona som en slags kollektiv version af Jessica i brønden: Vi står alle sammen på kanten af en brønd, nogle står tættere på kanten end andre, nogle falder i, andre bliver på jorden, men alle anerkender faren.

»Alle i et samfund skal vide, at hvis de selv kommer i problemer, vil de andre gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe,« sagde Ruth Faden til mig forleden. Vi behøver ikke lave store beregninger for at vide, at vi skal redde vores medborgere.

Det afviser Peter Singer.

»Folk falder ud over kanten, ja, men måske kunne de penge, det koster at redde dem, være brugt bedre andre steder,« mener han.

Andre kritikere har påpeget, at der ikke er en modsætning mellem sundhed og økonomi, som Singer siger. For økonomien ville alligevel gå i stå, hvis vi åbnede samfundet og lod smitten rase, for folk ville ikke turde gå på arbejde. Men det tror Peter Singer ikke på.

»Mange mennesker vil hellere løbe risikoen ved at gå ud, end de vil være arbejdsløse, især unge. Restauranter og små virksomheder vil løbe risikoen. Så hvis vi åbnede op, ville økonomien alt andet lige blive mindre hårdt ramt,« siger han.

Han siger ikke, at vi bare burde åbne samfundene og lade pandemien få frit spil – »for jeg har ikke al den information, der skal til for at kunne lave den vurdering«, siger han. Men han mener, at vi bør tage de afledte konsekvenser meget mere alvorligt, end verdens regeringer gør lige nu. Også de konsekvenser, der foregår langt fra os selv.

»I rige lande er vi ofte blinde for effekterne i fattigere lande. Lige nu er millioner af indiske migrantarbejdere eksempelvis blevet afskediget, så de må vandre hundrede kilometer hjem til deres landsbyer, fordi den offentlige transport er sat i stå. De har kun det vand og mad, som folk på vejen giver dem,« siger Peter Singer.

– Men når den danske statsminister går på tv og taler om at genåbne Danmark, kan hun jo ikke også tage hånd om migrantarbejderne i Indien …?

»Jo da. Danmark er en stor bistandsyder. I kunne vælge at allokere jeres hjælpepakker til migrantarbejdere i Indien. Danmark kan ikke løse problemet, men I kunne lave et program, der hjælper ti millioner indere.«

– Så selv nu under den største krise i nyere dansk historie ville det mest etiske være at beskære vores velfærdsydelser og for eksempel bruge pengene i Indien eller på at købe en masse myggenet, som kunne redde børn i Niger fra malaria? Det virker jo absurd set fra København. Kan man ikke gå for langt ned ad den vej, hvor alt skal udregnes på den måde?

»Nej, jeg mener overhovedet ikke, vi kan gå for langt ned ad den vej. Hvis omkostningerne ved at redde et liv i Niger er tusind dollar, og omkostningerne ved at redde et liv i Danmark er 100.000 dollar, så skal vi gå meget længere for at redde flere liv i Niger. Det er ikke realistisk, for så bliver den danske regering ikke genvalgt, men etisk ville det være det rigtige at gøre.«

Nå men, vi har besluttet os for at aflive dig

Peter Singers computer er ved at løbe tør for strøm, siger han, men inden vi ringer af, vil jeg høre hans holdning til et tankeeksperiment:

Forestil dig, at en midaldrende mand kommer til lægen med hoste. Da han træder ind i lægens konsultation, bliver han mødt af en flok politibetjente, der giver ham håndjern på, og lægen meddeler, at der lige nu sidder fem mennesker ude i venteværelset, som desperat har brug for en organtransplantation for at overleve: et hjerte, en nyre, en lever, en lunge og en bugspytkirtel.

»Vi har besluttet os for at aflive dig, så vi kan redde dem,« siger lægen. »Ét liv er trods alt mindre værd end fem.«

Det er sagen sat på spidsen: Er det enkelte menneskeliv ukrænkeligt, eller bør vi stræbe efter at få mest mulig nytte til flest mulige mennesker?

Peter Singer smiler, han har hørt den før.

»Hvis der ikke var nogen afledte konsekvenser, ville jeg acceptere det trade-off. Men det er der selvfølgelig, for hvis det blev en almindelig praksis, ville sunde mennesker holde op med at gå til læge. Men i teorien ja. Hvis vi kan redde fem liv ved at afslutte ét, så bør vi redde de fem.«