Læsetid: 7 min.

WHO er som en restaurant med alt for meget på menuen – men vi har intet alternativ, siger folkesundhedsekspert

Coronapandemien har blotlagt WHO’s svagheder og interne magtkampe, samtidig med at vi har mere brug for Verdenssundhedsorganisationen end nogensinde, mener professor og ekspert i WHO. Vi har ladet globale markeder vokse, uden at sundhedsnetværket er fulgt med, advarer hun
En mand får trimmet sit skæg i New York-bydelen The Bronx, der er blandt de hårdest ramte områder under coronakrisen.

En mand får trimmet sit skæg i New York-bydelen The Bronx, der er blandt de hårdest ramte områder under coronakrisen.

Gregg Vigliotti

29. april 2020

Verdenssundhedsorganisationen WHO har en utaknemmelig rolle som budbringer af dårligt nyt. Normalt ser vi ikke meget til den, og når vi gør, er skaden ofte sket, og en ny smitsom sygdom breder sig – denne gang i form af COVID-19.

Coronapandemien har lagt lande og økonomier ned. Det er sket på en måde, der burde foranledige globalt sammenhold og solidaritet med WHO som det naturlige midtpunkt.

I stedet er generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus lagt for had på sociale medier, og organisationen, han står i spidsen for, er trukket ind i en storpolitisk magtkamp mellem USA og Kina.

»WHO klokkede virkelig i det. Af en eller anden grund finansieret stort set af USA, men alligevel meget Kina-centreret,« skrev Donald Trump tidligere på måneden på Twitter.

En uge senere annoncerede den amerikanske præsident sin intention om at stoppe landets store WHO-bidrag. En beslutning, sundhedsekspert med speciale i WHO Kelley Lee beskriver som »at slukke for vandet, mens man bekæmper en brand«.

Efter små 30 års forskning med fokus på WHO’s politiske struktur og reformbestræbelser kender Kelley Lee organisationen både inde- og udefra. Debatten er vigtig – men den er også kørt af sporet under coronakrisen, forklarer hun over telefonen fra sit hjem i Canada, hvor hun er professor i sundhedsvidenskab ved Simon Fraser University.

»Jeg ser ofte en mangel på forståelse for, hvad WHO kan, og hvad WHO ikke kan,« siger hun.

»Til gengæld ser jeg ikke WHO som en organisation domineret af Kina. Det er klart, at Kina qua sin økonomiske styrke har opnået indflydelse, men ikke på samme niveau, som USA har haft i kraft af teknisk og politisk lederskab.«

Derfor betragter Kelley Lee snarere debatten om WHO’s rolle under coronakrisen som et udtryk for USA’s generelt dalende indflydelse som global supermagt.

»Der sker en transition på verdensplan med USA’s faldende indflydelse og en ny stormagt på vej frem. Det skaber en masse usikkerhed, men jeg kan ikke sige, at jeg har viden om en sammensværgelse mellem WHO og Kina,« siger hun.

Ingen sanktioner

For at forstå hvilket mandat WHO har under et virusudbrud, skal man se på, hvordan Verdenssundhedsorganisationen er opbygget.

»Organisationen har to primære roller i forbindelse med sygdomsudbrud. Den ene er at samle informationer ved at scanne officielle myndighedsdokumenter, regeringskilder, medier, databaser, militærlaboratorier og sundhedsinstitutioner. Al den viden og data samler WHO i rapporter, som kan føre til, at man erklærer en international sundhedskrise, hvis det er meget alvorligt,« forklarer Kelley Lee.

»Den anden del handler om at rådgive om risici og vejlede om måder at håndtere dem på. Det er især vigtigt i udviklingslande, hvor WHO’s tekniske rådgivning, udstyr og i nogle tilfælde lægepersonel gør en enorm forskel. Ingen anden organisation løser den opgave.«

Derimod kan WHO ikke marchere ind i et land og forlange at få adgang til informationer. Og selv om medlemsstaterne er forpligtet til at overholde retningslinjerne udstukket i Det internationale sundhedsregulativ, er prisen for at bryde reglerne lav.

I modsætning til for eksempel Verdenshandelsorganisationen, WTO, kan WHO ikke sanktionere sine medlemmer. I stedet må organisationen ty til diplomatisk pres eller truslen om at udstille sundhedssyndere offentligt. Problemstillingen er ikke ny og bunder i WHO’s historie og struktur.

Kompromisets kunst

Som FN’s koordinerende enhed for sundhedssamarbejde har organisationen fra begyndelsen i 1948 været ledet efter kompromisets kunst. De fleste beslutninger træffes i nedsatte komiteer, mens det øverste organ er den årlige Verdenssundhedsforsamling, hvor målsætninger og budget er på dagsordenen. 194 stater er i dag medlem – historisk har de haft meget forskellige ønsker og ambitioner for samarbejdet.

Resultatet er, at WHO forsøger at tilbyde alt til alle på én gang, forklarer Kelley Lee.

»WHO er som en restaurant med alt for meget på menuen,« som hun siger. 

Helt fra begyndelsen efter Anden Verdenskrig var der megen debat om, hvad organisationen skulle beskæftige sig med. Det ene synspunkt var ifølge Lee, at WHO skulle fokusere entydigt på sygdomsbekæmpelse og forebyggelse. Det andet tog udgangspunkt i en bredere definition, hvor sundhed ses som mere end fravær af sygdomme, men også omhandler ting som hygiejne, miljø og rent drikkevand.

»Der har altid været en strid mellem de to opfattelser, men ser man på WHO’s forfatning, er det den brede definition, der har vundet. Sundhed ses som et samspil mellem det fysiske, mentale og sociale. Det er et meget bredt mandat, og når man har 194 meget forskellige medlemslande som kunder, bliver udvalget på menukortet større og større, og så bliver prioritering et stridspunkt. Er det vigtigst at adressere diabetes eller trafikuheld?«

Slagsmål om finansiering

Dertil kommer de tilbagevendende slagsmål om finansiering. WHO er kronisk underfinansieret. Det har betydet, at en stadig større del af budgettet stammer fra frivillige donationer fra lande, fonde eller privatpersoner. De udgør i dag omkring 80 procent af det samlede budget. Og hvor de obligatoriske medlemsbidrag går til fælleskassen, kommer de frivillige bidrag ofte med betingelser. Mange af dem er øremærket bestemte formål eller udvalgte lande.

»Donorerne opfører sig som kunder, der bestiller a la carte. Det gør det langt mere kompliceret at lave budgetter. Implikationen er, at donorerne sætter agendaen, mens WHO reelt kun har kontrol over en femtedel af ressourcerne, og fra det beløb skal man også dække al administration. Det er skørt. Det svarer til, at man er skatteyder i et land, men nægter at betale til skolerne, fordi man ikke har børn,« siger Kelley Lee, som ikke mener, den markedsdrevne måde at drive WHO på giver mening:

»WHO modtager omkring fem milliarder dollar hvert andet år. Det lyder af meget, men det er det på ingen måde, når organisationen skal dække alt fra aids til Zika på verdensplan. Det budget svarer til budgettet for et mellemstort hospital i USA.«

Ukritisk over for Kina?

Det ubetinget største landebidrag står USA for. Samlet er det på omkring 450 millioner dollar årligt, hvoraf tre fjerdedele af bidraget er på frivillig basis.

De frivillige bidrag kan Trump fravælge, mens det resterende beløb er en slags kontingent og derfor kun kan sløjfes, hvis USA helt melder sig ud af WHO. Kinas bidrag er på omkring en tiendedel af det amerikanske, men det er de seneste år steget støt.

Desuden er Kina en stor yder af bistand til tredjeverdenslande, hvor WHO under mere normale omstændigheder har sit hovedfokus. Og som verdens folkerigeste nation og andenstørste økonomi er der ingen tvivl om, at WHO har brug for kinesisk samarbejde.

Alligevel har det vakt opsigt, hvordan generaldirektør Tedros adskillige gange har skamrost Kinas coronaindsats til trods for tydelige mangler især i begyndelsen af forløbet. Fra flere sider er WHO blevet kritiseret for at stole ukritisk på kinesiske informationer og lefle for Kinas ledelse under præsident og partiformand Xi Jinping.

Kritikken går blandt andet på, at WHO videreformidlede kinesiske oplysninger om, at virussen ikke kunne smitte mellem mennesker, og at man var for langsom til at erklære en global sundhedskrise. Derudover har krisen udstillet WHO’s ambivalente forhold til Taiwan, der er udelukket fra medlemskab, fordi Kina er imod det.

Ifølge Kelley Lee har Tedros Adhanom Ghebreyesus ikke været god til at håndtere det politiske spil i forbindelse med krisens udvikling. Men at WHO har valgt side mellem Kina og USA, mener hun altså ikke.

Lee finder det tværtimod en smule ironisk, at Trump siger, at WHO lefler for Kina, når organisationen i mange år har været domineret af USA.

»Ofte ser man argumentet om, at WHO ville fungere bedre, hvis man kunne holde politik og faglighed adskilt. Så simpelt er det bare ikke. Selvfølgelig er WHO’s arbejde baseret på videnskab, teknologi og evidensbaseret fakta, men at adskille politik helt fra det sundhedsfaglige er ikke muligt. Udfordringen er at undgå, at enkelte medlemslande eller interesser bliver dominerende på en måde, der enten ikke er fair, eller som er fagligt uforsvarlig,« siger hun.

– Men hvad nu? Hvordan ser du WHO’s rolle fremover?

»WHO blev skabt i efterkrigstiden i en helt anden global kontekst. Vi bliver nødt til at gentænke organisationen på en måde, der matcher verden i dag,« siger Kelley Lee.

Hun efterlyser, at WHO får tilført flere ressourcer og flere beføjelser. Eksempelvis i form af en model, hvor medlemslande, der lever op til WHO’s regler, belønnes med økonomisk assistance og teknisk støtte, men hvor der også bliver indført mulighed for at sanktionere, hvor det ikke er tilfældet. For selv om COVID-19 har blotlagt WHO’s mangler, er et alternativ svært at forestille sig. Verden bliver et langt farligere sted, hvis samarbejdet kollapser, lyder Kelley Lees vurdering:

»Det bekymrer mig, at vi ser en tendens til at vende multilateralismen ryggen. WHO giver kun mening, hvis alle er med. Organisationen er ikke perfekt, men den er værd at arbejde for og forbedre.«

»Vi befinder os et sted i historien, hvor vi har ladet vores økonomier smelte sammen uden samtidig at opbygge fælles sociale strukturer. Vi lod markedet gro sammen, men ikke vores samfunds sundhedsnetværk. Jeg er bange for, at vi risikerer at stå tilbage med ingenting, og hvad gør vi så, når det næste udbrud rammer, for det gør det. Og det skræmmende er, at den her virus faktisk er relativ mild i forhold til dødeligheden. Den kunne have været meget værre«.

Fakta: WHO

  • Verdenssundhedsorganisationen er FN’s særenhed ansvarlig for folkesundhed. Organisationen former dagsordenen for sundhedsforskning, sætter normer og standarder, artikulerer evidensbaserede politikker, yder teknisk assistance til lande og monitorerer og vurderer tendenser i den globale sundhed.
  • I sin strategi for 2019 identificerede WHO tre prioriteter for sit arbejde de kommende år: Sundhedsdækning for yderligere en milliard mennesker, beskyttelse af en milliard flere mennesker mod sundhedsmæssige nødsituationer som epidemier samt at en ekstra milliard mennesker skal få bedre helbred og trivsel herunder beskyttelse mod ikkeinfektiøse sygdomme som kræft.
  • WHO har hovedkontor i Genève og har seks regionale kontorer og 149 landekontorer. Det kontrolleres af delegerede fra dets 194 medlemslande, der også vælger generaldirektøren.
  • Tedros Adhanom Ghebreyesus blev valgt til en femårsperiode som generaldirektør i 2017.

Kilde: FN og Council on Foreign Relations

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • David Zennaro
  • Brian W. Andersen
  • Christian Skoubye
  • Ervin Lazar
  • Johnny Christiansen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Kurt Nielsen, Carsten Mortensen, David Zennaro, Brian W. Andersen, Christian Skoubye, Ervin Lazar, Johnny Christiansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

WHO-bidraget fra verdens næststørste økonomi udgør en tiendedel af bidraget fra verdens største økonomi - det skriger til Himlen, når Kinas BNP udgør 2/3 af USA's.

Man bliver bare så træt af de kinesiske freeloaders.

David Zennaro

Og man bliver bare så træt af de danske trolde, som lukker diskussionen ned.

Kjeld Jensen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen 29. april, 2020 - 18:27

Jeg glemmer overhovedet slet ikke, at Kina har erklæret sig et least-developed country (LDC) i WTO sammenhæng - det er endnu et eksempel på Kinas freeloader facon

Fra WTO's hjemmeside:

"There are no WTO definitions of “developed” and “developing” countries.
Members announce for themselves whether they are “developed”
or “developing” countries."

https://www.wto.org/english/tratop_e/devel_e/d1who_e.htm

Så Kina har engang erklæret sig et udviklingsland, LDC, og ikke 10 vilde heste kan få Kina til at frasige sig denne LDC-status med medfølgende fordele, hvilket er endnu en årsag til WTO's tilsanding.
Kina er en flok freeloaders.

(Jeg tør ikke skrive, at Kina er nasserøve i denne pæne avis -
debatmoderator kunne tage anstød !!)

Torben K L Jensen

Hvorfor er du så vred Torben - de opfører sig jo bare som de statskapitalister de siger de er - USA er ikke anderledes de bruger deres status som indehaver af verdensvalutaen Petro-dollars til økonomisk terror mod feks. Iran og dét midt i en pandemisk krise der koster flere menneskeliv end det er nødvendigt. Dét er en forbrydelse mod menneskeheden.

Carl Chr Søndergård og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar