Læsetid: 6 min.

Adam Tooze: Vi skal ikke frygte gælden efter coronakrisen

Nationalstaternes svar på pandemien har været at optage gigantisk gæld – men når sundhedskrisen er slut, og økonomien skal genoprettes, kan en genoptagelse af sparepolitik vise sig som den værst tænkelige løsningsmodel, mener økonomihistoriker Adam Tooze
Nationalbanken. Når centralbanker opkøber gæld, gør de det ved at skabe penge. Under normale omstændigheder ville denne fremgangsmåde vække bekymring for inflation. Men i betragtning af den recession, vi nu står over for, er chancen værd at tage

Nationalbanken. Når centralbanker opkøber gæld, gør de det ved at skabe penge. Under normale omstændigheder ville denne fremgangsmåde vække bekymring for inflation. Men i betragtning af den recession, vi nu står over for, er chancen værd at tage

Torben Åndahl

2. maj 2020

Vi ved ikke, hvordan pandemien ender. Men vi ved så meget, at når den er forbi, vil vi være fattigere: I alle verdens lande styrtdykker BNP.

Vi ved også, at krisens ekstraordinære udgifter har skabt en tårnhøj bunke gældsbeviser, som venter på os, når vi kommer ud på den anden side. Og vi skal så tage stilling til, hvordan gælden skal tilbagebetales – eller om vi overhovedet skal det?

Gældsspørgsmålet vil blive det konstante baggrundstema for al politik. Og de politiske valg, vi træffer, vil få en afgørende betydning for kvaliteten af vores offentlige infrastruktur i de næste mange år frem. Medmindre vi får styr på dette problem, vil coronagælden kunne blive rambuk for nye sparepolitiske fremstød.

Udfordringen er enorm. De kritiske tilfælde som Italien skaber de største overskrifter. Den italienske statsgæld er allerede på 135 procent af landets BNP. Som følge af coronakrisen vil den formentlig vokse til 155 procent. Men Italien er ikke længere en ekstrem afvigelse.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Anker Heegaard
  • Ivan Breinholt Leth
  • Jakob Dahl
  • Benno Hansen
  • Werner Gass
  • Poul Erik Riis
  • Agnete La Cour
  • Steffen Gliese
Torben K L Jensen, Anker Heegaard, Ivan Breinholt Leth, Jakob Dahl, Benno Hansen, Werner Gass, Poul Erik Riis, Agnete La Cour og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Louise Wolfson

Til Niels Ivar Larsen:
Jeg har kun lige læst starten af artiklen, men studser over en oversættelse:
Tooze skriver i en analogi til en gældsat privat husholdning: ”...debts are a burden on the profligate; a moral obligation that must be honoured on pain of national bankruptcy and ruin.”
Du skriver: “Den moralske forpligtelse bliver herefter at afskrive gælden...”
Men du mener vel ‘afvikle’ eller til nød ‘tilbagebetale’ ?
At afskrive en gæld forstår jeg sådan, at kreditorerne opgiver at inddrive et tilgodehavende, eller hur?
Vh Bo Krarup

Ivan Breinholt Leth

Statslig pengeskabelse! Uha, det er der ingen politikere i Danmark, som tør sige højt. Heller ikke dem på venstrefløjen.

Ole Svendsen

Det er da bedre, at det er Staten, der skaber nye (gældfri) penge, end at det er de private banker, der skaber nye gældsbelagte penge, der skal betales tilbage med renters rente. Efter sigende skaber de private banker alene i lille Danmark over 100 mia nye dkr hvert år. Hvilket i høj grad fører til inflation i huspriserne, og gør det langt sværere for unge mennesker at komme ind på boligmarkedet.

Thomas Barfod, Steffen Gliese, Carl Chr Søndergård og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det er jo kun statskapitalisme med demokratisk islæt. I de gode gamle dage lånte staten penge af danske pensionsfonde med udstedelse af statobligationer med en rente der lå over inflationen og på den måde sikrede pensionen med "statsgaranti" - det der i dag bliver kaldt indenlandsk gæld (i dansk valuta) men sådan er det jo ikke mere - efter monetarismens indtog hvor national/centralbankernes hovedopgave er at holde inflationen i nærheden af de 2 % er det statens kreditværdighed (pt. AAA) der afgør hvor meget ekspansiv økonomisk politik vil kan tillade os og det er for tiden "whatever it takes" som Wammen nok så frimodigt har sagt.

Oluf Husted, Karsten Aaen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

PS : Bankerne bliver selvfølgelig også kreditvurderet og under bankkrisen blev Danske Bank vurderet til junk-status og så måtte den danske stat rykke til undsætning med statens egen kreditværdighed - helt gratis for Danske Bank.

Finn Thøgersen

Uden at kunne læse artiklen...

Ja, der er måder staten kan bruge langt mere end den får ind, men der er væsentlige problemer...

1) Man kan simpelthen lade seddelpressen køre, det er extra let nu om dage hvor det hele er elektronisk.
Det er bestemt heller ikke en ny ide, fx finansierede tyskland 1. verdenskrig på den måde, og Weimarrepublikken fortsatte indtil valuta krakket i 1923. Anbefalet læsning:
Adam Ferguson: When Money Dies - The Nightmare of the Weimar Hyper-Inflation

For ved længere/kraftig brug er resultatet uundgåeligt inflation og pres på valutaurser
Inflationen kan komme som alm prisinflation, asset inflation (aktier, fast ejendom...) eller som oftest en blanding af de to
Som set i Weimar, Zimbabwe, Venezuela og mange andre steder kan inflationen komme fuldstændig ud af kontrol, og det lumske er at der er et element af andres tiltro som er svært/umuligt at vurdere og kollapset derfor kan komme uforudset og uden du reelt kan gøre noget

Valutakurser er stærkt afhængige af modtagerens tiltro til at de penge han får er noget værd når han skal bruge dem, derfor er der normalt et kraftigt tillæg for ustabile valutaer

Rent praktisk vil en løbsk seddelpresse hurtigt tvinge kronen væk fra den faste kurs i forhold til euroen, og dermed ryger Danmarks muligheder for at låne billigt i udenlandsk valuta også

Afh af hvor hurtigt pressen løber kan det blive et problem overhovedet at få adgang til hårde valutaer, og da vi er stærkt afhængige af import af mange varer kan det blive rigtigt spændende

Det skal nævnes at der har eksisteret systemer hvor man havde en valuta til intern brug, mens udenrigshandel og "vigtige" transaktioner blev håndteret i en anden, typisk guld/sølv
Fx det gamle Ægypten hvor guld og sølv var forbeholdt faroen (og en lille overklasse), skibe/rejsende der ankom skulle veksle medbragt guld/sølv til lokal valuta

2) Man kan neutralisere gælden ved udstedelse af obligationer som vi kender det
Japan har vist at man kan håndtere meget store gældsbjerge (pt 235% af BNP) når man har en stor indenlandsk opsparing
Fordelen er at man kan styre inflationen og undgå pres på valutakurser, risikoen ved stor gæld er at eksplodere hvis man presser citronen for hårdt

3) Endelig kan man konfiskere for at dække underskuddet - man løber dog altid tør for ofre
Historiske eksempler inkluderer Sullas proskriptioner, Bill of Attainders,Henrik VIIIs konfiskation af kirkens ejendom, plyndringer oma
Den mest effektive moderne version ville være at hæve skatterne på pensioner (PAL skat, afgift for udbetaling - især i utide) da det vil give fast udbytte i lang tid og meget mindre hyl og skrig end ren konfiskation
Ejendomsskatter er en anden version, alle skal jo bo et sted, og du hænger på huset indtil nogen vil købe det

Finn Thøgersen

Suk, hvor ville det være rart at kunne gennemse eller redigere inden man sender en kommentar...

under 1) "pres på valutaurser" -> "pres på valutakurser"

under 2) "er at eksplodere" -> "er at rentebyrden kan eksplodere"

Ivan Breinholt Leth

Finn Thøgersen
04. maj, 2020 - 00:48
"At lade seddelpressen køre" er et udtryk, som bliver brugt til at manipulere angst og fremmane inflationsspøgelset. I dag skabes penge som elektroniske tal i en computer. De penge, som de private banker skaber elektronisk, medfører en meget høj inflation, men den inflation ønsker maninstream økonomer ikke at tale om. Der er heldigvis andre økonomer, som ikke er bange for at beregne denne uofficielle inflation: “Fra 1983 til 2018 steg boligpriserne i løbende priser med 375 %, mens de almindelige forbrugerpriser kun voksede med 112 %, det vil sige, at boligpriserne steg tre gange så meget som almindelige priser. Op til 1995 bevægede boligpriserne sig i nærheden af forbrugerpriserne: Nogle gange lidt over, nogle gange lidt under. Men efter 1995 begyndte boligpriserne for alvor at stikke af. Indførslen af afdragsfrie lån i 2003 fik boligpriserne til at stige endnu hurtigere og resulterede i en decideret boligprisboble, der toppede i 2007.” (Katarina Juselius: Økonomien og virkeligheden s. 50)
Hvis vi fik et forbrugerprisindeks, hvor stigningen i ejendomspriserne indgår, kunne vi måske begynde at diskutere, om denne inflation skabt i den private sektor er ønskelig. Jeg er endnu ikke stødt på en økonomen, som kan forklare hvorfor det er bedre, at bankerne "lader seddelpressen køre", end at staten gør det. Statslig pengeskabelse kunne anvendes til at lede penge ind i den produktive sektor, hvorefter inflationen ville falde. Præcis det omvendte af hvad mainstream økonomer prædiker. Det forholder sig nemlig sådan - historisk set - at den finansielle sektor kun i sjældne tilfælde udlåner penge ud til produktive investeringer, sådan som mainstreamøkonomien gerne vil have os til at tro. Bankernes skabelse af penge ydes for det meste til formål, som er særligt inflatoriske. "The idea of productive credit to finance new investments in means of production was alien to the concept down through the mid-19th century, and even then the investment was mainly for railroads and canal, not industry. Credit arrangements were used to bridge the time gap between production and sale, between planting and harvesting, and especially for commerce over large distances. But not to invest in manufacturing. This strategy remains in effect today. Most U.S. and European corporations pay for their capital investment out of their current earnings, not by borrowing from bondholders or banks. The financial system extends credit mainly to buy property already in place, from real estate (the focus of most bank lending today) to entire companies. This shift in ownership adds to debt without increasing output, merely transferring ownership." (Michael Hudson, Killing the Host, s. 118)
"Adds to debt without increasing output" = inflation. Faktisk det samme som Mugabe gjorde i Zimbabwe, da han destruerede output, samtidig med at han skabte penge. Men Mugabe (en økonomisk analfabet) repræsenterer jo en stat, så derfor er den inflation, som han skaber per definition meget værre end den inflation, som den private finansielle sektor skaber - ifølge den herskende ideologi. I Danmark flyder 75-80 procent af alle banklån ind i boligsektoren, og medfører enorme skader på økonomien. Finanskrisen kostede umiddelbart det danske samfund 200 mia kroner og et tilsvarende beløb per år i de følgende år, ifølge Rangvid rapporten. Men den skade, som boligspekulation forvoldte på mennesker og økonomi for 12 år siden, er lykkelig glemt. Og vi står formentlig parat til at bail out finanssektoren endnu en gang, næste gang den skaber en boble. I 2015 betalte danskerne 180 mia kroner i renter og gebyrer på gæld. For de penge kunne vi f.eks. få 6 klimaomstillinger, hvis man anvender den pris for klimaomstilling, som Cepos har beregnet.

Ole Svendsen, Steffen Gliese og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar
Niels Ivar Larsen

Hej Louise. Ja, "afskrive" er forkert, jeg oversatte med "afvikle", så noget er efterfølgende glippet i redigeringsfasen. Mystisk.