Læsetid: 8 min.

Coronakrisen er både en katastrofe og en gave for Venedig: »Vi skal drømme om en anden fremtid«

Venedig er normalt ved at synke under vægten af turister, men coronakrisen har lagt kanalbyen øde. Indbyggerne har nydt stilheden, men mens Italien stille genåbner, vågner de nu til økonomisk ruin – men håber samtidig, at pandemien er en mulighed for at genopfinde Venedig
Den sidste karantænenat i Venedig, byen, der har op mod 30 millioner besøgende årligt.

Den sidste karantænenat i Venedig, byen, der har op mod 30 millioner besøgende årligt.

Impa/IPA/Ritzau Scanpix

25. maj 2020

»Det er bedre end nogensinde. Og det er værre end nogensinde,« siger Matteo Secchi, da han fjerner mundbindet fra ansigtet og tager sig en tår af en frisk formiddagsøl. Normalt ville han arbejde på denne tid af dagen og tjekke turister ind på sit hotel. Men Venedig har været tørlagt for turister siden slutningen af februar. Alt er gået i stå.

»Vi kan ikke undvære turisterne, men vi nyder også, at de ikke er her,« siger 50-årige Secchi. På den højre underarm har han en tatovering af sit fodboldholds logo, på den venstre underarm står hans hjembys navn skrevet på den lokale dialekt: Venessia.

For indbyggerne har Venedig aldrig været smukkere. Normalt bliver den nordøstitalienske kanalby hver eneste dag ramt af en massiv bølge af turister. Men under coronakrisen – og nedlukningen af Italien og Europa – har de 52.000 indbyggere haft byen for dem selv.

»Det har været vidunderligt,« siger Jane Da Mosto, der står i spidsen for ngo’en We Are Here Venice. Hun var især begejstret for de første uger af krisen, hvor turisterne var væk, men venetianerne endnu kunne bevæge sig frit rundt: »Det har været som om, at vi har haft vores egen private fest.«

Og uden de op mod 30 millioner årligt besøgende – over 80.000 om dagen – er Venedig et slående syn. Pludselig kan man se byen. Markuspladsen, hvor man på de fleste dage næsten ikke kan se en eneste flise på grund af menneskemylderet, er tom. Der er få tilbage af de ellers allestedsnærværende duer– for der er jo ingen turister til at fodre dem. De utallige sortlakerede gondoler ligger tøjret side om side i det usædvanligt klare vand i kanalerne. På de smalle gyder under gotiske buer og balkoner og mellem marmorpaladser og historiske kirker er der nu pludselig plads til at gå. Og der er ingen gigantiske krydstogtskibe som tårner sig mørkt og højt over byens tage og spir.

Når det tykke tæppe af turister er blevet hevet væk, fremstår Venedig som en levende, almindelig – om end ualmindelig smuk – by, hvor børnene nu har plads til at lege på pladserne, forældre har ro til at handle på fiskemarkedet, og ældre mænd kan finde plads på en bænk for at læse avisen.

»Vi kan se hinanden igen. Og høre hinanden igen,« siger Matteo Secchi om venetianerne og deres karakteristiske dialekt.

Secchi har i 30 år arbejdet i turistbranchen, og samtidig leder han den lokale organisation Venessia, der har som mål at sikre, at Venedig er en levende by og ikke blot et museum.

»Wow, jeg har aldrig set byen på denne måde før,« siger han, inden han endnu en gang rejser sig op for at hilse på forbipasserende bekendte og venner med en albuehilsen i stedet for et kindkys.

Men at der er al den tid til at nyde byen og leve la dolce vita er også udtryk for en katastrofe. For stort set alle her – op mod 80 procent – lever af turisterne, som årligt pumper omkring tre milliarder euro ind i byens økonomi. Men de har været fraværende siden Venedig lukkede ned i februar, og afslutningen på det traditionsrige karneval i byen blev aflyst.

»Venedig er i en alvorlig nødsituation. Vi er i knæ, og er ved at få et nervøst sammenbrud,« siger Paola Mar, medlem af byrådet i Venedig, hvor hun har turisme som ansvarsområde. »Vi var lige ved at komme os efter de voldsomme oversvømmelser i november. Og nu kommer så det her. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi kan klare os endnu.«

Åbne grænser

Coronapandemien og grænselukningerne har ramt turistindustrien i hele Sydeuropa ekstremt hårdt – i lande, hvor indtægterne fra turister har afgørende økonomisk betydning. I et desperat forsøg på at redde bare lidt af turistsæsonen har Grækenland besluttet at åbne grænserne for turister i midten af juni. Spanien i slutningen af juni. Men Italien, hvor over 32.000 er døde med corona, og man først lige lader til at have fået nogenlunde styr på krisen, vil premierminister Giuseppe Conte åbne grænsen for turister allerede den 3. juni.

I Italien står turismen for 13 procent af bruttonationalproduktet – og 15 procent af jobbene.

Men selv om grænserne bliver åbnet, så tvivler Paola Mar på, at der vil komme særlig mange besøgende. Pessimistiske prognoser peger på, at antallet af turister først vil nærme sig niveauet før krisen engang i 2023 – men byrådsmedlemmet »håber«, at det vil ske engang næste år.

Ventetiden er lig med ruin for byen. Og for indbyggerne. Matteo Secchi ejede tidligere sit eget hotel, men arbejdede før coronakrisen på et andet hotel, samtidig med at han stod for udlejningen af fire turistlejligheder. Nu er han, som han selv beskriver det, »på røven«. Han har mistet sit hotelarbejde og løn på grund af corona, og han hænger stadig på huslejen til de fire tomme turistlejligheder.

»Det er turisterne, der i 30 år har gjort det muligt for mig at betale mine regninger og give min familie et liv. Det er slut nu,« siger han.

Venedig lukkede så småt op mandag denne uge, da hele Italien begyndte at genåbne. Turister er her dog endnu ikke bortset fra nogle få fra nabobyerne, da man fortsat ikke må rejse fra region til region i Italien.

På Rialtobroen er de små butikker, der normalt sælger souvenirs, lædertasker og fodbold-T-shirts, lukkede. »Amore, lad os nyde den mennesketomme bro,« siger en ung kvinde til sin kæreste, mens de tager en selfie med mundbind på.

I byens gyder er nogle restauranter, cafeer og butikker begyndt at åbne. Mange steder bruger de stilheden til at gøre hovedrent.

På Markuspladsen kaster Andrea vredt en cigaret mod jorden. Han ejer en souvenirbutik, som sælger glaskunst og karnevalsmasker. Han har til formiddag for første gang åbnet butikken. »Men det er spild af tid. Her er jo ingen,« siger han. »Det her år er fortabt. Lad os håbe på næste år.«

»Kan jeg overleve her? Jeg tvivler. Først ramte oversvømmelserne. Så kom det her,« siger han og peger på butiksdørens karm en meter over gadeplan – der hvor vandet nåede op ved sidste novembers historiske oversvømmelser, hvor 80 procent af byen lå under vand.

For lagunebyen ved Adriaterhavet er udfordret fra flere fronter – byen, der er bygget på pæle på 118 småøer, synker, og vandet omkring stiger. Og det med større hast på grund af klimaforandringerne.

Oversvømmelserne kostede allerede byen dyrt i tabte indtægter inden coronakrisen ramte.

»Vi får den ene kæberasler efter den anden. Oversvømmelser og pandemier,« siger Andrea.

Et nyt Venedig

Men mange venetianere ser også pandemien som en mulighed til at genopfinde Venedig og finde en ny balance: for at gøre sig mindre afhængig af masseturisme og finde en ny form for bæredygtig turisme til den skrøbelige by, og finde alternative indtægtskilder. Og for at stoppe affolkningen – i 1950’erne boede der 175.000 personer i Venedig. Nu er antallet nede på lige over et halvt hundrede tusinde.

»Pandemien er en mulighed for at ændre Venedig,« siger Jane Da Mosto fra We Are Here Venice, der har som mål at sikre en bæredygtig fremtid for Venedig.

»Hvis vi skal redde Venedig, så er det nu, det skal ske. Vi vidste, at vi var alt for afhængige af turisme, nu har vi en chance for at genoverveje tingenes tilstand. Ellers står vi med en døende by, der forsvinder under horder af turister.«

En af de ting, der står øverst på Jane Da Mostos liste, er, at der bliver sat en stopper for de mange krydstogtskibe, som påfører stor miljøskade i lagunen, og også bringer omkring halvdelen af Venedigs daglige besøgende hertil – turister, som ofte blot fylder i gadebilledet, uden at de lægger særlig mange penge i byen ud over på nogle pizzaer og noget billig glaskunst.

Der er brug for at få skabt nye arbejdspladser i Venedig, som ikke har direkte relation til turisme, mener Jane Da Mosto, og som kan tiltrække nye indbyggere. »Der er så mange tomme lejligheder, at vi i morgen nemt kunne byde 20.000 nye indbyggere velkommen,« siger Jane Da Mosto.

Matteo Secchi ønsker også flere nye indbyggere. Helt tilbage i 2009 afholdt han en symbolsk begravelse for Venedig, da befolkningsantallet røg ned under 60.000. Siden er det blot blevet værre.

»I Venedig gjorde vi den kæmpe fejl for 20-30 år siden, at vi satsede hele vores økonomi på turisme. Og nu, når det hele ramler, så mister vi alt. Vi er nødt til at finde forskellige indtægtskilder. Vi skal tiltrække forsikringsselskaber og internationale softwareselskaber, genopdyrke Venedigs traditionelle erhverv, skræddere, skibsbyggere,« siger han. »Vi vil stadig gerne have turister, men helst ikke dem, der bare kommer og køber ragelse til 1 euro i souvenirbutikkerne og takeawaypizza. Det skal være bæredygtigt. Folk skal spare op for at komme til Venedig. De skal bo på hoteller her i byen, og ikke bare storme igennem. Venedig er ikke en forlystelsespark, men en skrøbelig by. Venedig er en langsom by. At besøge Venedig skal være en langsom nydelse. Venedig er ikke fastfood.«

»Den måde, som det fungerede på før coronakrisen, gør ingen glade. Turisterne og lokalbefolkningen blev mast sammen. Ingen nød det. Så er det bedre at begynde at lukke Venedig af, når der er for mange besøgende,« siger Matteo Secchi.

For at skabe alternativer til turismen er der blevet foreslået skattefordele, der kan gøre Venedig mere attraktiv for traditionel produktion og som hovedsæde for finans- og it-selskaber.

Marco Capovilla, en ejendomsmægler, der også står i spidsen for miljøgruppen Venezia Pulita, er fuldstændig enig i, at pandemien er »en mulighed for at genopfinde Venedig«, og at der skal pustes liv i alternative erhverv.

»Vi skal drømme om en anden fremtid, men der slet ingen plan for fremtiden. Politikerne lader stadig til kun at fokusere på turisme,« siger han bag sit karryfarvede mundbind med hvidt batikmønster, som hans niecer har lavet til ham. »Samtidig er den befolkning, som vi nu engang har i Venedig, måske slet ikke i stand til at løfte niveauet. I årtier har venetianerne lært, at man kan blive rig på at sælge drikkevand til turister, på at køre dem i taxi til og fra lufthavnen og på at sejle dem rundt i kanalerne i gondoler. Ingen ser nogen fidus i at studere til at blive læge eller ingeniør for så at tjene mindre end en gondoliere. Vi har brug for folk udefra. Folk, som vil sætte pris på Venedig.«

Marco Capovilla har nydt stilheden i sin hjemby uden turister. »Normalt er der en konstant baggrundsstøj fra turisterne. Det er som at bo ved en motorvej. Men de seneste måneder har stilheden været spektakulær. Fra mit vindue ved kanalen kunne jeg pludselig høre den vidunderlige knirkende lyd fra bådenes årer,« siger han. »Når turisterne vender tilbage, så kommer jeg nok til at savne pandemiens stilhed.«

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Ugentligt viser medierne billeder af et coronaramt Italien i kollaps. Alligevel er det støvlelandet, mange vil drømme sig til, når udrejseforbud strammer og sommersolen bager. Det skyldes ikke mindst filmhistoriens vedholdende fremstilling af forførende italiensk sommer. Vores filmskribent har genset ti værker, der svælger i drømmen om ’la dolce vita’ under en bagende, sydeuropæisk sol, hvor forførelse og forfald gerne fletter fingre
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Katrine Damm
  • Mads Greve Haaning
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Anker Heegaard
  • lars søgaard-jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Flemming Berger, Katrine Damm, Mads Greve Haaning, Maj-Britt Kent Hansen, Ervin Lazar, David Zennaro, Anker Heegaard, lars søgaard-jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad os da håbe at corona vil medvirke til en transformation til mere bæredygtig turisme , der værdsætter og respekterer det lokale og kulturelt særegne. Ikke kun i Venedig men også andre enestående steder der er ædt op af den kvalmende og klimanedbrydende masseturisme.

Alvin Jensen, Flemming Berger og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Mit kendskab til Venedig begrænser sig til et kort besøg i 1990, og der var trængsel alle vegne. Kun når man blev væk og alene i det uoverskuelige gadenet, rullede film som Rødt Chok og Døden i Venedig over det indre filmlærred.

Deadline i går aftes behandlede "design" af fremtidens byer som følge af bla. coronaens ankomst, og fraværet af masseturisme. Martin Zerlang nævnte de omkringsejlende bakteriebomber - krydstogtskibene, som også plager København.

Søren Kristensen

Ja, krydstogtskibene, som også var et problem før Corona, er lakmusprøven. Griber venetianerne ikke chancen for at slippe af med dem, én gang for alle, er slaget tabt og byen vil selv være ude om det. Men kom igen om fem eller ti år og vis mig hvad I har lært.

Carsten Svendsen

Når der skal gives skattefordele til finans- og it-selskaber, så er det klart, at der bliver brug for Macron og Merkels penge fra de nordeuropæiske EU-lande.

Jens Winther

Der er nu en gang forskel på en levende by og et frilandsmuseum. Venezianerne skal nok vise sig så kloge, at de foretrækker, at Venezia er en levende by - ikke et frilandsmuseum.

Per Christiansen

For ikke så længe siden stønnede Venezianerne og indbyggerne i Barcelona over mængden af turister. Der var endda snak om at lukke de byer helt ned.
Det er de så nu! Men hvem køber det hundedyre kaffe på Markuspladsen eller “kobe” bøffen på stranden i Barcelona.
Måske skal de byer ikke lukkes helt ned eller skal de? Venedig eller Barcelona er jo ingenting uden turister.
Tilstået der var mange nu og da. Og smitten kom vel geografisk set ind i Europa via Venedig?
Som i middelalderen, hvor økonomisk grådighed var skyld i flere udbrud af den sorte død.