Baggrund
Læsetid: 8 min.

Eksperter: Jeppe Kofod mangler udenrigspolitiske visioner. Men det er ikke kun hans skyld

Efter snart et år som udenrigsminister har Jeppe Kofod endnu ikke sat et aftryk. Men det er ikke kun Kofods skyld, lyder det: Udenrigspolitikken siver langsomt ud af Udenrigsministeriet og over til statsministeren
’Jeg er altid åben over for gode råd, også dem der lyder som om, de bygger på 1950’ernes syn på diplomati. Men tiden er altså løbet fra udenrigspolitik ført fra et elfenbenstårn med blanke sko på bonede gulve. De opbrud, vi ser i verden nu, kræver en helt ny måde at arbejde på og et længere sigte end ti måneder,’ lyder svaret på kritikken fra udenrigsminister Jeppe Kofod.

’Jeg er altid åben over for gode råd, også dem der lyder som om, de bygger på 1950’ernes syn på diplomati. Men tiden er altså løbet fra udenrigspolitik ført fra et elfenbenstårn med blanke sko på bonede gulve. De opbrud, vi ser i verden nu, kræver en helt ny måde at arbejde på og et længere sigte end ti måneder,’ lyder svaret på kritikken fra udenrigsminister Jeppe Kofod.

Kenzo Tribouillard

Udland
18. maj 2020

»Når Danmark går ud i verden, skal det være med slebne kanter og stenhård kerne. Som bornholmsk granit.«

Sådan beskrev udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den danske udenrigspolitik i en kronik i Politiken, da han havde siddet et par måneder på posten.

Men efter snart et år som udenrigsminister er det langtfra alle, der synes, at den beskrivelse af dansk udenrigspolitik under Jeppe Kofod holder.

»Det er et flot billede med granitten, men det er altså svært at se en hård kerne i dansk udenrigspolitik lige nu,« siger Louise Riis Andersen, der er seniorforsker på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Flere eksperter kritiserer nu Jeppe Kofod for at være usynlig og for ikke at have en vision for dansk udenrigspolitik.

»Der er en total mangel på retningslinjer lige nu,« siger Martin Marcussen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitetet, hvor han i årevis har forsket i dansk diplomati og udenrigspolitik.

»Vi har et uafklaret forhold til EU, til Kina og til USA. Vi ved ikke, hvad vores forhold er til de tre vigtigste søjler i dansk udenrigspolitik. Og lige nu kommer idéudviklingen i hvert fald ikke fra Jeppe Kofod.«

»Han er administrator,« siger Martin Marcussen.

»Man kan spørge kontrafaktisk: Hvad ville der ske, hvis Jeppe Kofod bare var væk i seks måneder? Der ville nok ikke ske ret meget.«

På det seneste har Kofod faktisk været i fokus – men ikke for det gode.

Den 8. april gik Jeppe Kofod på tv og meddelte, at Danmark ville sende »en solid håndsrækning« til Italien, som var hårdt ramt af coronapandemien.

Den italienske regering havde en uge tidligere henvendt sig til Danmark for at få hjælp, og i en uge havde De Radikale og Dansk Folkeparti presset på for at Danmark skulle svare. Og det gjorde Kofod så: Italien kunne få 15-20 respiratorer fra Forsvaret, et felthospital og en million euro til italiensk Røde Kors.

Det viste sig bare, at hverken respiratorerne eller felthospitalet kunne bruges til corona. Italienerne takkede pænt nej til hjælpen, Kofod fik hård kritik og blev kaldt i samråd.

Den seneste udvikling i sagen kom lørdag, hvor den italienske regeringen takkede ja til at modtage 13 moderne respiratorer fra Region Syddanmark, som nu skal sendes til Italien.

Kofod-doktrinen er usynlig

Men generelt har Kofod været ganske usynlig, mener Martin Marcussen.

»I sommer talte Jeppe Kofod om, at Danmark skulle være et klimaforegangsland, og det ville da være en god retning, men den bold er jo landet hos Dan Jørgensen. Så er der ideen om, at Danmark skal være tough on migration, den er landet hos Mattias Tesfaye (S). Da Trump ville købe Grønland, tog Mette Frederiksen selv teten, og det har hun også gjort i debatten om EU’s budget. Og nu under coronakrisen har det være direktøren for borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, der har stået i front for Udenrigsministeriet. Kofod står i baggrunden,« siger Martin Marcussen.

Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa, har også svært ved at se »et klart projekt« for dansk udenrigspolitik.

»Kofod-doktrinen kan man ikke få øje på,« siger hun.

Statslederne tager over

Men det ikke kun Jeppe Kofods skyld.

»Der er en generel tendens til, at Statsministeriet fylder mere på udenrigspolitikken. Det ser vi i hele Europa,« siger Lykke Friis.

Det er statslederne, der går til de vigtige møder i Bruxelles. Det er dem, der spiller hovedrollen på den internationale scene.

I Danmark er tendensen særligt fremtrædende, fordi Statsministeriet under Mette Frederiksen er blevet markant styrket. Frederiksen har opbygget sit eget lille kabinet i ministeriet med sin særlige rådgiver Martin Rossen i spidsen, og i dag skal alle ministerierne aflevere fireårsplaner til Statsministeriet.

»Der er uden tvivl mindre manøvrerum for en udenrigsminister, end der har været tidligere,« vurderer Louise Riis Andersen fra DIIS.

»Kofod mangler et udenrigspolitisk projekt. Noget, der er hans,« siger hun.

Det kan hænge sammen med, at regeringen under Mette Frederiksen generelt er »meget lidt interesseret i udenrigspolitik«.

»Regeringens forståelsespapir er næsten klinisk renset for udenrigspolitik. Kofod har flere gange sagt, at han vil føre en socialdemokratisk udenrigspolitik. Men der er indtil videre svært at se, hvordan en socialdemokratisk udenrigspolitik adskiller sig fra Venstres eller De Konservatives,« siger Louise Riis Andersen.

Beskåret med 25 procent

Og så er der det med pengene: Fra 2000 til 2019 er Udenrigsministeriets budget blevet beskåret med knap 25 procent – 600 millioner kroner i faste priser er forsvundet.

Antallet af medarbejdere på de 103 danske repræsentationer i udlandet er holdt nogenlunde stabilt (cirka 1.750), men det skyldes, at danske diplomater er blevet erstattet af lokalt ansatte medarbejdere.

»Udenrigstjenesten er simpelthen skåret ned til sokkeholderne,« siger Lykke Friis.

For nylig blev Udenrigsministeriet faktisk tildelt 225 millioner kroner, men de penge er øremærket som rabatter til store virksomheder, der henvender sig til de danske ambassader for at få rådgivning, påpeger Martin Marcussen.

»En stærk minister havde sagt: ’Jeg vil ikke have øremærkede penge. Jeg vil bare have penge, så skal jeg nok selv prioritere’. Men det gør han ikke. Han er meget svag i ministerkollegiet,« siger Martin Marcussen.

Græshoppen i tændstikæsken

Omstændighederne gør det svært overhovedet at tale om ’Jeppe Kofods udenrigspolitik’, mener Henrik Ø. Breitenbauch, der er leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

»Man skal måle en dansk udenrigsminister på, om han eller hun kan tage livstag med Finansministeriet. Får Udenrigsministeriet et større budget? Og især om ministeren har intern styrke i regeringen til at omkalfatre budgettet. I dag er en stor del låst fast i bistandsmidler og politiske aftaler.«

Henrik Ø. Breitenbauch bruger en metafor til at beskrive Kofods situation:

»Man putter en græshoppe ned i en tændstikæske. Kan den så hoppe langt? Det er umuligt at sige noget om.«

Men det er Lykke Friis ikke enig i.

Hun vil ikke »give ministeren karakter«, men understreger, at en dansk udenrigsminister stadig kan spille en markant rolle.

»Man kan være aktiv i debatterne og sætte en dagsorden: Hvor er udenrigspolitikken på vej hen? Hvad betyder Brexit for Danmark? Hvilke venner skal vi nu have i verden?« siger Lykke Friis.

»Ministeren kan gå sammen med andre lande og lave alliancer. Hele det gamle alliancesystem i Europa er jo i opbrud. Det kan udenrigsministeren være med til at påvirke. Men de initiativer, der har været taget, er mest kommer fra statsministeren,« siger hun.

Martin Marcussen er enig.

»Man behøver ikke milliarder for at gøre en forskel, men det kræver en idé. En plan. En vision. Og det kræver jo, at man har ideer. Er du faldet over en tale, hvor Kofod lægger en stor plan frem? Nej, vel. For den er der ikke.«

Andre iagttagere ser mere positivt på Jeppe Kofods første år som minister.

»Vi mangler nok at se hans bud på, hvordan dansk udenrigspolitik skal se ud i fremtiden, men jeg synes alligevel, han har gjort det godt,« siger den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach, som i dag er vært på et program om udenrigspolitik på Radio4.

»Han har et godt netværk, han ved noget om sagerne, og han har en international profil i en tid, hvor nationalismen vælter frem,« siger han

Christian Friis Bach fremhæver et indlæg, Kofod skrev i Altinget for nylig med overskriften »Vejen ud af coronakrisen går gennem Europa«.

Og han glæder sig over, at Kofod har oprettet et nyt »handelspolitisk forum«, som skal give regeringen »handelspolitisk inspiration«.

Nedsæt en udenrigskommission

Det var en stor overraskelse, da Jeppe Kofod blev udnævnt til udenrigsminister efter folketingsvalget i juni sidste år. Blot en måned tidligere var han blevet genvalgt til i Europa-Parlamentet som Socialdemokratiets spidskandidat.

Men da Henrik Sass Larsen pludselig meldte sig syg og derfor alligevel ikke kunne indtage den finansministerpost, som han efter alt at dømme var tiltænkt, gik Mette Frederiksens ministerkabale ikke op.

Det er i hvert fald sådan, analytikerne har udlagt forløbet: Nicolai Wammen, som egentlig skulle have været udenrigsminister, blev nu finansminister, og Jeppe Kofod blev hentet hjem fra Bruxelles.

Men hvad er det for en udenrigspolitik, Jeppe Kofod burde stille sig i spidsen for? Det er der ikke enighed om.

Henrik Ø. Breitenbauch ønsker sig, at »Udenrigsministeriet blev frisat til at varetage mere klassisk udenrigspolitik«, så det kan bruge mindre tid på erhvervsfremme og bistand, og mere energi på sikkerhedspolitik, diplomati og rigsfællesskabet.

»Mit indtryk er, at ministeriet er så bundet af politiske aftaler og forpligtelser vedrørende, hvordan ressourcerne bruges, at det er svært at frigøre dem til at føre en mere klassisk udenrigspolitik – med fokus på sikkerhed og de store lande,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Christian Friis Bach har en anden vision:

»Vi kan ikke køre en klassisk udenrigspolitik med ambassader i alle lande,« siger han. »Vi er for lille et land. Fremtidens udenrigspolitik kører gennem EU, og så skal vi have specialer på nogle udvalgte områder. Vi spilder alt for mange penge på at have en generel diplomatisk indsats, som er smurt tyndt ud,« siger han.

Både Martin Marcussen, Louise Riis Andersen og Lykke Friis ønsker sig en grundlæggende diskussion af Danmarks rolle i verden.

»Kofod er minister i en tid, hvor den kendte verdensorden næsten går i opløsning,« siger Lykke Friis.

Hun foreslår, at Kofod opretter en udenrigskommission, der kan diskutere Danmarks rolle i verden.

»USA og briterne er på vej væk fra deres klassiske positioner. Vi står over for den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Og vores syn på Kina ændrer sig – fra primært at dreje sig om handel til at være bredere,« siger Lykke Friis.

I sin tid i Europa-Parlamentet har Jeppe Kofod især engageret sig i kampen mod skattely, et arbejde han har fået ros for.

»Hvis jeg var hans rådgiver, ville jeg sige: Gå til det, der interesserer dig. EU, skattely, grænseoverskridende kriminalitet,« siger Martin Marcussen.

»Han har en gylden mulighed til at markere sig lige nu. Men jeg frygter da, at han ikke har noget at komme med.«

1950’ernes syn på diplomati

Jeppe Kofod har ikke haft tid til at stille op til et interview, men har sendt to citater i en mail via udenrigsministeriets presseafdeling:

»Jeg er altid åben over for gode råd, også dem, der lyder, som om de bygger på 1950’ernes syn på diplomati. Men tiden er altså løbet fra udenrigspolitik ført fra et elfenbenstårn med blanke sko på bonede gulve. Jeg har arbejdet med udenrigspolitik i over 20 år. Og den har ændret sig fundamentalt. De opbrud, vi ser i verden nu, kræver en helt ny måde at arbejde på og et længere sigte end ti måneder. Det har jeg,« skriver Jeppe Kofod.

Hans udenrigspolitik skal bedømme på fire spørgsmål, skriver han:

»Er Danmark en global grøn supermagt? Har vi et styrket rigsfællesskab? Har vi leveret holdbare svar på migrationspresset mod Europa? Har vi kæmpet for en mere retfærdig og sikker verden, hvor en aftale er en aftale?«

»Den bundlinje kæmper jeg for hver dag – indrømmet, uden de store dramatiske armbevægelser, men det er nu engang min stil, som den bornholmske socialdemokrat jeg er,« slutter udenrigsminister Jeppe Kofod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Walther

Jeg synes, han har håndteret de ting, der har været, udmærket. At få folk hjem fra udlandet, har hans ministerie klaret flot. Han er langt bedre end den foregående. Så giv ham lige lidt tid. Hvad kan man lave midt under en coronakrise afvisioner.
Hvad er der efterlyses?

Jens Ole Mortensen

Eksperter: Jeppe Kofod mangler udenrigspolitiske visioner.
Han er helt sikkert begavet, men jeg tror ikke han har det samme verdslige livssyn som Mette Frederiksen. Under debatten til EU parlementsvalget. Var hans mærkesag østarbejdere som trykker lønnen i Danmark. På samme tid kunne vi se at ansatte syersker på HM i Etiopien tjente 178 kr. om måneden for fuldtidsarbejde.
Jeg havde håbet at han ville se globaliseringen i perspektiv til at f.eks. Afrikanere og andre, såkaldte "udviklingslande" Hvor befolkningerne der´bestemt, ikke hylder EU´globaliseringshelte. Især ikke efter Rwanda. De kalder det nykolonisering. De foretrækker faktisk kineserne for europæerne. For under hver eneste folkemord i Afrika, i nyere tid, har baggrunden været at der har stået , enten socialister,vestlige demokratier eller islamiske lande. Som ville udbrede deres livssyn. Kineserne blander sig i det mindste ikke i deres politiske systemer i samme omfang. Og de har ikke samme uhyggelige kolonistiske fortid. (og nutid )
Det ville ikke forbavse mig, hvis Mette Frederiksen ( ligesom jeg selv ) på et personligt plan nærer mistillid til EU´globalisering.
Og har et langt mere verdslig livssyn.

Jørgen Mathiasen

Verden passer dårligt til danske ønsker om, hvordan den burde være, og det er det dårligst tænkelige grundlag for sådanne, som mener, at man skal handle i den verden, som er: Diplomater.

Ole Rasmussen

Jeg ved ikke om S-regeringen mangler visioner i udenrigspolitikken, men jeg synes regeringen er ekstremt dårlig til at melde ud hvilken politik den har. Vi bliver holdt hen i uvidenhed om Brexit, USA, KINA, NATO og ikke mindst EU. Vi aner ikke hvilken vej vinden blæser i de aktuelle sager. Kender ikke selv meget til Jeppe Kofoed. I mit generalieblad er det noget med en ung piger på Bornholm og et usynligt EU mandat.

Jens Ole Mortensen

Verden passer dårligt til danske ønsker om, hvordan den burde være, og det er det dårligst tænkelige grundlag for sådanne, som mener, at man skal handle i den verden, som er: Diplomater.

Så verden kan ikke forandre sig til det bedre ?

Jeg ser det derimod som at vores politiske systemer i Europa og Vesten er mere og mere ude af trit med den verden som omgiver os. De politiske eliter ( jeg hader det ord, men kan ikke finde på andre) bliver nødt til at indordne sig til en verden som forandrer sig. Se hvordan en 14 årig pige fik større indflydelse på klimapolitik end nogen politiker har haft. Især Europa og også USA har mistet geopolitisk indflydelse. Måske fordi vi ikke evner at tilpasse os en verden i forandring.
Toget buldrer videre uden os.
Ydermere ser vi at Rwanda er et af de "udviklingslande" i verden som oplever den største fremgang. Både økonomisk og mhst, kvinders rettigheder og korruption. De har valgt at stræbe mod et liberalt demokrati. Men de vil, (af gode grunde), ikke vide af de vestlige demokratier , lige foruden briterne. Så de klarer sig fint uden vestens globilasering. De handler hovedsageligt med Kina og Vietnam. Men de har et helt anderledes politisk system end Kina og Vietnam. Og det griber jo om sig.
Jeg kan forestille mig at ved næste EU valg. Kan de tre blokke , som nu danner flertal i EU parlamentet, kommer i mindretal.
Hvis de da ikke tilpasser sig verden omkring sig. Jeg håber på det sidste.

Viggo Okholm

For mig virker han en smule farveløs og han er så ogsådelvis ubeskrevet og har ikke markeret sig voldsomt.
Måske han er den type.som arbejder i det stille uden store armbevægelser, det er måske faktisk det mest gavnlige, men giver ikke pressen så meget at fortælle om og hermed heller ikke os på gulvet.

Søren Kristensen

Jeg tror Viggo har ret og iøvrigt har Jeppe haft nok at se til med at få danskere hjem fra Coronahærgede lande og han har også stået på mål på for Mettes fornærmelse ef Trump omkring evt. salg af Grønland. Så klap lige hesten. I øvrigt er Danmark for lille til at have visioner i udenrigspolitik; vi skal bare sørge for ikke at bliver rendt over ende og derfor ikke gøre alt for meget opmærksom på os selv. Hvem ved, næste gang er det måske Danmark, som Trump eller kineserne vil købe?

Karsten Nielsen

Der er vigtige emner at have visioner omkring. En atomkrig er blevet en større trussel mod menneskeheden end nogensinde tidligere. Nedrustningsaftaler forsvinder, gensidig kontrol forsvinder, diplomatiske aftaler forsvinder. Atomvåbnene moderniseres i et helt uhørt omfang – (desværre anført af USA). Visionerne manglede således i ministerens udtalelser ved samrådet i folketingets udenrigsudvalg i fredags. Samrådet handlede om USA.s beslutning om at sende penge til Grønland og var indkaldt af enhedslisten. Her udtalte ministeren: ”USA er hele kongerigets vigtigste allierede. USA ønsker et tæt samarbejde om Arktis. Det ønsker vi også. Det handler om vores sikkerhed og tryghed. Der er allerede et tæt samarbejde – mere tæt end for få år siden. Det er positivt. USA er garanten for vores sikkerhed.” Og lidt senere blev fjenden identificeret helt ukritisk: ”Rusland styrker sine militære kapaciteter i Arktis. Udbygningen er primært defensiv, men rummer også elementer, der kan anvendes offensivt. Det er er vi nødt til at forholde os til.”
Der kan stilles mange spørgsmål ved, om USA reelt er garanti for vores sikkerhed – det er vist et ret komplekst spørgsmål. Det kan være gældende i et nationalt territorialt perspektiv – men gælder det også i en større militærstrategisk sammenhæng? USA.s atomstrategi – med en langt overlegen og stærkt forøget kapacitet i 2019 – går i høj grad ud på at slå først og at kunne ”vinde” en atomkrig. Og ja, der kan være offensive elementer i Ruslands militær, som vil sikre at bringe egne midler i brug. Men dette spil er ikke nødvendigvis sikkert for Danmark og Grønland. Så måske skal vi passe på med at ”vælge side”, når valget medfører mere end national suverænitetshåndhævelse, hvilket der er stor risiko for her.
En virkelig vision kunne være, at DK ligesom nu mange FN-lande at indgår i en proces for at underskrive traktaten fra FN. generalforsamling 2017 om forbud mod atomvåben.

Rolf Czeskleba-Dupont

Læserbrev (afvist).
Samtidigt med artiklen om Jeppe K. i mandags-avisen kom det tysk-franske forslag om en Corona-fond frem. Det var baggrunden for det følgende:
LIGE TIL KOFODS HØJREBEN
Information nærmest hånede Jeppe Kofod i mandags (18.5.) for ikke at have
profileret sig som udenrigsminister. Måske skulle han nu få lov til at blande sig i
spørgsmålet om den store europæiske Corona-fond, der p.t. med negative renter
kunne optage store summer på kapitalmarkederne. Når Tyskland og Frankrig har
spillet ud med det, er det et udenrigs- og EU-politisk skæbnespørgsmål at tiltræde
noget der ligner.
Som akademisk lærer på RUC vejledte jeg Jeppe i flere projekter om strategiske EU-
spørgsmål. Han brændte meget for det store europæiske projekt. Mon ikke han som
udenrigsminister kunne hjælpe det på bane her i Coronaens tegn? Vi i Norden skulle
nødigt blive ved med at fryse de andre ud med arktisk kulde.
Rolf Czeskleba-Dupont, Ph.D.
Hvalsø